Fremione - A secret

Dette er en historie set fra Hermiones synsvinkel. Hun kæmper med at holde de pludselige følelser for Fred tilbage. Men det er svært, når de i en periode lever under samme tag.
Hun forsøger også at opføre sig normalt overfor Ron, for hun ved hvad han føler for hende. Hun kan dog ikke holde det hemmeligt for evigt.
*
*
*
*
(Billedet brugt som cover er ikke mit originale. Jeg fandt billedet på internettet og har derefter selv redigeret og sat titel ind)

14Likes
29Kommentarer
4607Visninger
AA

14. 13. kapitel

Forhænget til hans seng var trukket for, men jeg kunne se omridset af ham. Han sad bare helt stille. Jeg fik utrolig dårlig samvittighed. Jeg trådte et skridt frem mod ham, og det fik gulvet til at knirke en smule. Det gav et sæt i ham. "Harry?" spurgte han. Jeg tog en dyb indånding. "Nej. Det er mig, Hermione" sagde jeg forsigtigt "Nå," sagde han "hvad laver du her?" jeg gik helt hen til sengen "Jeg er kommet for at snakke med dig om i går nat" sagde jeg "Jeg er ikke i humør til at tale lige nu" jeg sukkede "Ron vi bliver nødt til at få talt om det" han svarede ikke "Kan du ikke trække forhænget fra så vi kan få snakket ordenligt?" der var stille lidt. Så trak han forhænget fra og satte sig på sengekanten. Hans øjne var en smule røde. Pludselig anede jeg ikke hvad jeg skulle sige. "Ron..." jeg glattede mit hår med hånden for, at få lidt betænkningstid. "Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde" han kiggede ned i jorden "jeg ved godt at det måske kommer lidt som et chok for dig - tro mig, det gjorde det også for mig" nu kiggede han på mig igen "Som et chok? Hermione, i to har aldrig så meget som kigget på hinanden, og pludselig finder jeg jer to..." han tav "Jeg ved det godt" jeg satte mig ved siden af ham på sengen, og han trak sig en smule væk. "Jeg ved også godt at der på et tidspunkt var - noget - med os, men... ja, jeg ved ikke..." han kiggede på mig. Det lignede at han overvejede hvad han skulle sige. Efter lidt tid lignede det at han endelig havde besluttet sig. Han åbnede munden, men så fortrød han og lukkede den igen. Han sukkede. "Ved du hvad?" sagde han så "Det er fint, Hermione. Jeg kan ikke bestemme over dig. Du er fri til at gøre hvad du har lyst til" så rejste han sig op og gik.

Jeg tilbragte resten af dagen alene i opholdsstuen med at læse. Harry og Ron kom kun derop en gang, og Ron gik meget hurtigt igen. Harry blev stående og kiggede på mig. Jeg trak bare på skuldrende, og han sukkede og gik efter Ron. På et tidspunkt kom Fred, George og Lee op og satte sig i det ene hjørne. Fred blev ved med at kigge over på mig, men andet skete der ikke. Det hele var én stor forvirring.

Søndag eftermiddag havde Harry bedt mig om at tale med Ron tre gange. "Jeg siger jo at jeg har prøvet, han vil ikke. Han kan jo bare komme til mig, når han er klar" sagde jeg "Hermione du kender ham godt nok til at vide at det ikke kommer til at ske. Den eneste måde er hvis du går til ham" jeg sukkede. Jeg vidste jo at han havde ret. Han fortalte mig at Ron sad i opholdsstuen for at få styr på nogle lektier til eliksir. Heldigvis var der ingen andre. Han kiggede op da han hørte portræthullet åbne, men rettede opmærksomheden mod hans stil igen, da han så, at det var mig. "Hej" sagde jeg forsigtigt. Han mumlede et eller andet jeg ikke forstod som svar. "Hvad skriver du?" spurgte jeg "Stil til eliksir" svarede han koldt. Okay, jeg blev nødt til bare at gå i gang. "Jeg tror at vi bliver nødt til at få snakket ordentligt om det her" sagde jeg. Hans hånd var stille over pergamentet et stykke tid. "Det troede jeg vi havde gjort" sagde han og fortsatte med at skrive. "Jo men synes du virkelig at det var nok?" spurgte jeg "Altså jeg vil jo gerne kunne fortsætte med at være venner med dig. Vil du ikke?" nu lagde han fjerpennen fra sig. "Selvfølgelig vil jeg det, Hermione." pause "Men... jeg ved ikke... jeg havde aldrig forestillet mig at det skulle være sådan her. Jeg troede..." han stoppede sig selv, men jeg løftede øjenbrynene opmuntrende til ham "Jeg ved godt at vi har skændtes en del, men ja, jeg havde bare en følelse af at det alligevel ville være os to. Til sidst" hans øre blev rødere og rødere mens han snakkede "Jeg troede du havde det på samme måde, men jeg tog vel fejl" "Sådan havde jeg det også, Ron, tro mig. Men jeg ved ikke, der skete noget i sommers. Fred han... jeg kan ikke forklare det, jeg er ikke engang sikker på at jeg forstår det selv. Jeg håber at du endda vil forstå det" han sagde ikke noget, så jeg fortsatte "Ron, jeg vil bare ikke miste dig som ven. Jeg ved godt at det ikke vil være det samme lige nu, men det kunne det måske blive en dag. Hvis bare vi kan lægge det her bag os" jeg kunne se at han overvejede hvad han skulle sige "Jeg vil gerne." sagde han "Vi finder ud af det" han smilede til mig. Jeg smilede tilbage. Jeg følte mig så lettet. Jeg rejste mig op for at lade ham skrive hans stil færdig, men så var der noget på pergamentet, som fangede min opmærksomhed. "Månestenen skal i før nyserodssaften" sagde jeg. Han rystede bare på hovedet med et grin. "Hermione er tilbage" mumlede han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...