Picture Perfect | Zayn Malik

Zayn jager sine drømme, Rae flygter fra virkeligheden. Zayn er udadvendt og passioneret, Rae er en billedskønhed, fængslet af tankernes magt.
Mødet mellem de to vidt forskellige unge mennesker, forvolder problemer for Zayns fremtid og hans sidste chance ligger i Raes hænder.

15Likes
6Kommentarer
1821Visninger
AA

5. The big bad wolf


Richard Housten er en yderst velhavende mand. Jeg måber overrasket, da jeg holder foran Housten Art Of London. Bygningen er kæmpe stor, hvid og placeret i hjertet af London.

Min lille Peugeot 107, passer slet ikke blandt alle de andre fine biler på parkeringspladsen. Jeg stiger ydmyget ud af den, låser den og forlader den i al hast.

Det går hurtigt op for mig, at det ikke kun er min bil der ikke passer ind. Indenfor møder jeg mænd og kvinder klædt i fint tøj.

Ved første øjekast havde jeg ikke troet at de var under tredive. Men de har alle ganske unge ansigter.

Mine sorte jeans og grå trenchcoat skiller sig ud fra de andre. Jeg føler at de alle kigger på mig, men ingen værdigiver mig et eneste blik. Jeg lader min jakke stå åben, da jeg for det ubehageligt varmt.

Om bare få minutter skal jeg møde selveste Richard Housten. Jeg spekulere på om han ser anderledes ud fra de billeder jeg har set af ham.

Måske er han slet ikke så skræmmende som medierne fremstiller ham.

En kvinde med knælang nederdel og habit går mig i møde. "Zayn Malik?" spørger hun og smiler, så hun afslører nogle rynker. Hun må være den første ældre kvinde jeg har set ind til videre.

"Ja?" svarer jeg forventningsfuldt, så hun smiler bredere.

"Følg mig. Mr. Housten er klar til at tage imod besøg om et øjeblik." Hun laver en håndbevægelse og følger mig ind i et lille, dog stilrent venteværelse med store cremefarvede sofaer og massere malerier på væggene.

Ved synet af dem, banker mit hjerte i vildskab. Mine værker når ikke engang til knæhøjde med disse fantastiske malerier.

Jeg bliver bedt om at tage plads og vente på at jeg for grønt lys til at gå ind på Richard Houstens kontor.

Jeg sidder på kanten af sofaen og tripper med fødderne. Nerverne for mig til at hede op, så jeg tager jakken af og ligger den i mit skød.

På væggen foran mig er står der Housten Art Of London, med sort maling. Nedenunder står samtlige lande og museer, som samarbejder med Richard Housten. Frankrig, USA, England. Listen er lang og jeg når ikke at læse færdig, før den samme kvinde fra før, kommer gående mod mig.

"Mr. Housten er klar til at modtage besøg. Vær rar at følge med." siger hun bestemt. Wow, tænker jeg, selv hans personale er fin på den.

Et øjeblik efter stopper hun op og skæver mod en dør med skriften, Richard Housten. Jeg bider mig indersiden af min kind og nikker til hende.

"Tak." siger jeg og hun tripper væk på sine høje hæle, så det klikker mod gulvet.

Jeg skubber døren op og får straks øje på den mand der har min fremtid i sine hænder. Jeg retter mig op og lukker forsigtigt døren i.

Selveste Richard Housten kigger hen på mig, idet han hælder whisky op i et krystalglas. Jeg smiler kort, men så kommer jeg i tanke om, at jeg må opfører mig professionelt.

"Mr. Housten, det er mig en ære at møde Dem." siger jeg og går frem mod ham med udstrakt hånd.

Han nipper til glasset og ser ikke imponeret ud. Jeg får straks en knude af uro i maven.

Til min overraskelse sætter han glasset på sit skrivebord og giver mig hånden. "Du må være Zayn Malik." siger han uden den mindste klang i stemmen.

Knuden i min mave vokser. Er han sur? Ville dagens humør afgøre min fremtid?

"Det er jeg, sir." svarer jeg og vi slipper hinanden hænder. "Kald mig Richard eller Mr. Housten. Du bestemmer, knægt." hans stemme er bestemt og jeg ved det ikke er et spørgsmål.

Hvorfor kalder han mig knægt. Synes han ikke jeg ligner en voksen mand? Jeg skubber tankerne væk og nikker som svar til hans kommentar.

"Tag plads." beordre han og nikker mod de to stole foran hans skrivebord. Jeg tager plads og synker ned i en blød, luksuriøs stol.

Jeg bemærker at hele kontoret er designet med sorte og hvide møbler. Det hele ser elegant og rent ud.

Den eneste smule for pynt, er et par malerier på væggen. Jeg husker dem straks for en kollektion han udgav sidste år.

Der går ikke lang tid før Richard Housten igen sidder med et glas whisky i hånden.

Jeg spekulere på om det er almindeligt at drikke whisky klokken tre om eftermiddagen. For rigmænd måske.

"Fortæl mig Zayn, hvad bringer dig til mig." siger han og læner sig tilbage i sin stol med et overlegent, dog næsten usynligt smil. Jeg beslutter mig for at efterligne ham og kalde ham ved fornavn.

"Kunst er en stor del af mit liv. Jeg har tegnet siden jeg var barn. Det er en stor drøm for mig at udvikle partnerskab med Dem, Richard." stammer jeg og himler indvendigt med øjnene over min nervøshed.

Pludselig griner Richard og han griner højt. Nerverne river i min krop og gør mig ophedet. Jeg ved ikke om jeg skal grine med eller om jeg skal være fornærmet.

Sidder Richard Housten virkelig og griner mig lige ind i ansigtet?

"Du tegner, siger du. Zayn er du klar over hvor mange kunstnere der kommer til mig hver dag?" Hans grin dør ud og han nipper til sit glas.

Jeg måber. "Jeg forstår ikke hvad De mener?" spørger jeg og tænker straks at det var alt for modigt sagt.

Richard trommer mod sit glas med sine ringbesatte fingre.

"Du må kunne forstå at dine små tegninger ikke kan bidrage med noget til mit firma. Ellers vil alle jo arbejde for mig." svare han og afsløre et smil der er alt andet end venligt.

Jeg er chokeret, såret og en smule vred. Nok er han Richard Housten, men hans måde at kritisere på, er ikke acceptabel. Hvis bare jeg havde modet til at banke en hånd i bordet.

Jeg høre ham sukke. "Jeg kan se at du ikke forstår, Zayn. Jeg udelukker ikke en aktuel optagelse, men i disse tider har jeg kun brug for unikke og specielle kunstnere, der kan bidrage med indtjenende kunst."

Min krop køler stille ned. Jeg har stadig en chance, men kun hvis han synes jeg er en unik kunstner.

Manden kender mig ikke det fjerneste, hvordan skulle han kunne afgøre det med bare et enkelt møde.

Jeg finder hurtigt skitsebogen og maleriet frem.  "Jeg har medbragt et par af mine værker." siger jeg og undgår at fortælle at der oprindeligt var flere skitser. Det ville lyde alt for undskyldende.

Han tager tøvende imod skitsebogen, men ignorere maleriet. Pludselig får han stirrende øjne og jeg retter mig straks op i stolen. Han betragter min arm der havde rakt ham skitsebogen.

"Denne genration og deres tatoveringer," Richard fnyser. "Det ser herrens ud. Du er så ung, hvorfor forgifter du din hud?" spørger han og lyder gnaven.

Jeg fører hånden på den modsatte arm hen over tatoveringerne, som om jeg prøver at skjule dem.

Jeg ved ikke om han prøver at provokere mig eller om han bare ikke kan holde kæften lukket. Uanset grund føler jeg mig fornærmet og flov.

"Det er vel også en form for kunst. Bare på kroppen. " svare jeg, tvær over at jeg skal forklare mig selv. Han fnyser endnu engang.

"Bare permanent. Når du bliver gammel og rynket, vil du se skrækkelig ud." Richard drikker noget mere whisky uden at tage øjnene fra min arm.

"Det er jeg godt klar over." bekræfter jeg og han nikker langsomt. Trods han nikker, ved jeg at han er alt andet end enig.

"Jeg fik også en tatovering da jeg var på din alder, Zayn. " siger han til min store overraskelse. Jeg har aldrig set nogen fotografier der skulle afsløre nogle tatoveringer. 

Jeg måber. "Jeg fik min kærestes navn tatoveret på håndledet. Jeg var vel nok bare ung og dum." fortsætter han. Jeg prøver at spotte hans håndled, men de er dækket
af hans jakke.

"Jeg fik den fjernet igen." siger han, som om han har læst mine tanker. "I slog op?" gætter jeg.

Richard kaster hovedet tilbage i et grin. "Nej, er du tosset? Vi har været gift de sidste femten år." svare han og grinet dør hen.

Jeg skyder et bryn i vejret. Han har fjernet en tatovering der symboliserede hans kone. Gad vide hvordan hun reagerede på det.

"Nok om mig," Richard åbner skitsebogen. "Lad mig se dine værker." Nervøsheden vender straks tilbage, da  

Richard betragter den første tegning.

Han bladre hurtigt videre til det næste og så det næste. Han kan ikke lide det, jeg kan mærke det. Han er ikke en gang interesseret i at se mine værker. De er alle dårlige.

"Jeg har også et maleri med." afbryder jeg ham. Han ryster på hovedet. "Jeg har ikke brug for at se dit maleri." svare han og peger han ned i skitsebogen.

"Hvad er dette?" spørger han og vender skitsebogen så jeg kan se hvad han mener.

"Det er et portræt. Han er en af mine god venner." svare jeg og kigger ned på papiret, hvor en tegning af Niall kigger tilbage på mig. Han smiler fjoget og jeg husker vi havde en god dag.

"Du tegner flot Zayn. Du tegner realistisk, men det er ikke nok." Hans kommentar tager pusten fra mig og det svimler for mig. Jeg prøver at sige noget, men der kommer ikke noget ud af munden på mig.

”Richard, please giv mig en chance, ” beder jeg. ”Det vil betyde alt for mig. ” Richard kigger overrasket på mig og det går op for mig, hvor ynkelig jeg lyder.

Han sukker og bladre videre. ”Dette møde er ved at gå over tid. ” mumler han for sig selv og skanner hurtigt siderne igennem.

”Zayn, som jeg sagde før. Dine tegninger er fantastiske, men de vil ikke indtjene penge nok, ” Han klapper i, idet han bladre om til sidste side.

”Sikke en skønhed. ” siger han lavt, så jeg knap nok kan høre det.

Jeg læner mig straks frem i stolen, for at se hvilken tegning han snakker om. Det er mit portræt af pigen fra Meyer’s. Jeg rynker på panden.

Er det hvad Richard vil have? Portrætter af smukke kvinder.

”Faktisk, så var det slet ikke meningen at den tegning skulle være en del af de værker, jeg ville vise dig. ” Richard afbryder mig. ”Det er noget jeg kan bruge. ”

Jeg stivner som om jeg lige har fået elektrisk stød. Jeg ved ikke om jeg høre rigtigt eller om det bare er noget jeg drømmer.

”Hvem er denne kvinde?” spørger han, stadig opslugt af billedet.

”D-det ved jeg ikke. Hun inspirerede mig bare. ” stammer jeg og modstår trangen til at hoppe op og ned af glæde.

”Hvis hun kan inspirere dig til flere tegninger, vil jeg gerne give dig en chance, Zayn. ” siger han og jeg gisper overrasket. Han skubber skitsebogen hen mod mig.

”Bemærk jeg sagde en chance. Lav mig en kollektion med denne billedskønhed og så kan vi diskutere om at skrive kontrakt. ”

Jeg rejser mig hurtigt op og giver mig hånden. ”Det vil du ikke fortryde, mr. Housten. Mange, mange tak. ” Richard slipper min hånd og nykker overlegent.

”Giv dit nummer og email, til min sekretær og jeg vil kontakte dig. ” svare han og laver håndgestus mod døren.

”Stik så af med dig, knægt. ” brummer han og bunder sit glas whisky. Jeg tager min skitsebog og maleriet under armen.

Jeg forsætter med at takke ham, imens jeg forlader hans kontor, men han er for længst holdt op med at høre efter.

Er det her virkelighed, tænker jeg. Endelig er jeg et skridt tættere på den store drøm.

Jeg giver mine informationer videre til Richards sekretær og stiger ind i min gamle Peugeot, i løbet af fem minutter.

Skitsebogen ligger åbnet i mit skød og jeg bladre frem til den sidste side. Pigens øjne stirre sorgmodigt ud i luften og jeg sender et mentalt tak til hende.

Tak for at støde ind i mig, tak fordi hun var på det rette sted, det rette tidspunkt.

Tak, fordi hun gav mig en chance til.

Nu har jeg bare et problem tilbage. Hvordan finder jeg hende igen og hvordan kan jeg overtale hende til at hjælpe mig.


Picture Perfect er også publiceret på wattpad, som jeg vil anbefale at tjekke ud. Læs bøger på farten, selvom du ikke har internetforbindelse :) Bedste app nogensinde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...