Sorte vinger

Sorte engle føler ikke. De gør ikke gode gerninger, for det siger dem intet. De får til gengæld en nydelse af reaktioner. Og de reaktioner de selv kan fremkalde, og som er de stærkeste og mest voldsomme reaktioner, er de dårlige.
Læs om Ellinor. En helt usædvanlig sort engel.

10Likes
6Kommentarer
746Visninger
AA

2. Livet som sort

Jeg går langsomt hen ad gyden. Mine nederste fjer er begyndt at slide væk, den her gade er ikke god for mig. Lygtepælene over mig lyser en svag gullig farve, som oplyser gyden på en dyster måde. Der ligger glasskår rundt omkring. Jeg træder varsomt med mine bare tæer. Mine slidte kondisko har jeg endelig smidt ud, da den ene sål gik løs. Jeg bliver ved med at gå indtil lygtepælene stopper. Ved det sidste lys, der rammer gyden, drejer jeg til venstre og går ind gennem en smal åbning. Jeg følger begge sider af den smalle gang med mine hænder. Min højre hånd rammer hurtigt en dør, og jeg træder indenfor. Jeg famler lidt efter en pakke tændstikker, som jeg ved ligger på en kommode. Jeg får hurtigt tændt et lys efterfulgt af flere stearinlys rundt i mit ene værelse.

En madras på nogle træpaller, en halvtom kommode, et træbord med smeltet stearin i flere farver, et støvet spejl på den ene væg og et par sandaler, som nu må udgøre mit fodtøj siden mine kondisko ikke længere er brugbare.

Jeg har nu været her i en måned. Jeg skal videre i aften. De hvide kommer snart til byen, og når først de hvide er i byen, så er der ingen steder at gemme sig.

Jeg træder længere ind på mit værelse. I spejlet ser jeg en ung pige med en grå, løs top, sorte shorts, løse blonde og uldne lokker, en lille næse, et skævt smil, store sorte, støvede vinger, der fylder hele spejlet og to alt for blanke øjne, der stirrer tilbage på mig.

*Bank* Bank*. To hårde slag lyder på min dør. Jeg når kun lige at vende mig om og se døren gå op. I døråbningen står en mørk skikkelse. Jeg kan se fjerene på de store vinger i omridsen. Skikkelsen træder indenfor. Jeg smiler, da jeg ser, at det er Lyla. Hun smiler tilbage, hun har formået at få en reaktion frem i mig.

Lylas sorte vinger når lige akkurat jorden, men spidserne på fjerene er helt væk. Lyla er min bedste veninde. Hun går ikke altid efter de stærkeste reaktioner, men oftest efter dem, der kommer fra de største forsamlinger. Hun lukkede engang en flok hvide duer ud til et stort bryllup, hvilket fik alle gæster, tjenestefolk og ikke mindst brudeparret til at holde måbe og holde vejret et stykke tid, hvorefter alle brød ud i hujen og begyndte at klappe. Over 100 mennesker var samlede. Glimtet i Lylas øjne på det tidspunkt var et helt fantastisk syn. På den anden side har hun også formået at plante en sort plet på en bryllupskjole til et andet bryllup. Ophidselsen og fortvivlelsen spredte sig lynhurtigt, og følelserne var langt mere udtrykt i de følgende samtaler, men Lylas øjne havde ikke samme glød. Lyla er en god, sort engel. Dem findes der mange af, men gode ting kender vi kun fra dårlige ting. Der er en grund til, at noget kaldes godt. Det er så vi ved, hvad der er dårligt. Det er så vi har noget at skelne imellem, noget at skælde ud over, eller noget at rose for.

Lyla sætter sig over på min seng og lægger benene over kors. Hun krummer skuldrene fremad, så vingerne kan ligge pænt på sengen bag hende. Hendes vinger skinner i lyset fra stearinlysene.

"Du har været ude at flyve højt," konstaterer jeg.

"Vi skal af sted snart. Så det kan være lige meget, om de opfanger mig flyve rundt." Lylas stemme er overraskende lys og rar at høre på. "De tænker alligevel, at jeg er en idiot, når jeg flyver rundt her, så de tror de finder mig, når de kommer til byen. Hvilket nok sker inden kort tid."

"Du flyver rundt udenfor, og så kommer du hen til mig bagefter? Sikken en veninde du er." Jeg kigger surt på hende, men gemmer et smil på mine læber.

"Er du klar, Ellinor?" Samtalen er nu kedelig for Lyla.

"Ja." Jeg åbner den øverste skuffe og finder en slidt stofpose, hvori jeg gemmer mine små ejendele, jeg rent faktisk kan have med mig.

"At du gider bære rundt på det der, forstår jeg ikke," mumler Lyla inden hun går ud af døren.

Jeg kommer ud for enden af gangen, og der står Lyla frosset fast til asfalten med blikket vendt mod himlen. Det er en af hendes egne reaktioner. Hun har kun nogle få, men i det mindste har hun nogle.

"Hvad er der?" Spørger jeg.

"En kvinde. Hun føj forbi. Vi skal af sted. Nu! Vi er for sent på den, denne her gang!" Og så sætter hun i løb mod den mørke ende af gyden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...