Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27364Visninger
AA

19. "Tømmermænd"

Nora ligger på bordet med et lille skørt smil i ansigtet, mens jeg giver hende tøj på. Det er tidligt om morgenen, og det er kun Nora og jeg, der er kommet ud af fjerene. Med hende er der slet ikke nogen grund til at stille et vækkeur. Når man vågner op til hendes glade ansigt, så er det svært ikke at blive glad og begynde dagen. Nogen gange har jeg lyst til at ligge og kigge på hende i lang tid bare for at undersøge hver eneste fiber af hendes eksistens. Det kan være svært at fatte, at man kan elske noget så ubeskriveligt meget.

    Jeg tager hende op for at gå ned i stuen og lave en kop the, mens Nora sidder i højstolen, hvor hun kan bide i noget legetøj. Jeg sætter elkogeren i gang og finder mors jordbær-the. Nora er lige ved at række ud efter den brandvarme kop, da jeg sætter mig hos hende, men jeg skynder mig at skubbe koppen væk og tager Noras hånd for at kysse på den i stedet for. Hun strækker læberne i et smil og trækker hånden til sig, og i samme øjeblik giver min telefon en lyd fra sig. Jeg giver Nora en plastikklods i hånden og tager min telefon frem for at se, hvem der skriver.

    Hey… Det blev en lidt vild bytur i går. Skal vi finde en anden dag at være sammen? Skriver Andreas.

    Jeg himler med øjnene og giver mig til at overveje, hvor mange piger, han har givet knusere i løbet af aftenen… hvor mange han har kysset. Ej så langt ville han ikke gå… tror jeg.

    Tømmermænd? Spørger jeg.

    Noget i den stil.

    Okay. Slap du bare af i dag. Vi ses <3

    Vi ses Shorty <3

     Jeg ville ønske, han ville lade være med at kalde mig Shorty. Det minder mig alt for meget om, hvor meget jeg hader altid at være den lille i forsamlingen.

    ”Hey! Der sidder Morfars grinebidder,” siger far, idet han kommer ned af trappen. ”Har i sovet godt?” Hans gråsprængte hår stritter til alle sider, og han har hverken fået tøj på eller blevet barberet.

    ”Brilliant,” svarer jeg og sipper til min the. ”Hun sover godt om natten i øjeblikket.”

    ”Godt godt,” siger han og går ud i køkkenet for at lave kaffe. ”Nogen planer for i dag?”

    ”Jeg skulle have været ovre ved Andreas, men han har t… han har det ikke så godt i dag.” Jeg synes ikke, der er nogen grund til at fortælle far, at han har tømmermænd. Det giver kun mor og far flere grunde til, at jeg ikke skal have en kæreste.

    ”Det var da ikke så godt. Du skulle nødigt blive smittet,” svarer han og sætter sig overfor mig.

    Jeg trækker på skuldrene. ”Jeg overvejer at tage ud og kigge til ham. Vil du have noget imod at passe Nora i et par timer? Jeg er sikkert ikke væk så længe.”

    ”Intet problem. Han har også hjulpet dig så meget. Jeg synes, at det er sødt af dig at tage ud og kigge til ham.”

    ”Tak,” svarer jeg og læner mig tilbage i stolen med den varme kop mellem hænderne. ”Så dig og mor har altså ikke noget problem med ham?”

    ”Jeg tror din mor har et problem med det faktum, at hun ikke har noget at skulle have sagt. Og jeg synes ikke, der er nogen, der er gode nok til dig.”

    Jeg fniser.

    ”Du er din egen Ida, og det må vi jo respektere. For mig at se, kan jeg enten vælge at stå ved mine holdninger og gøre ligesom sidste gang, eller jeg kan acceptere dine valg og stadig være en del af dit liv. Jeg ved din mor hælder til den første mulighed, men du må ikke hade hende for det. Jeg forstår hende godt.”

    ”Jeg hader ikke mor.”

    ”Det ved jeg godt skat.” Han smiler skævt. ”Gud har givet dig evnen til ikke at kunne hade, og det er en smuk ting, indtil den dag det går ud over dig. Der er allerede gået ud over dig. Vil du love mig noget?”

    ”Du er så sentimental,” siger jeg. ”Hvad skal jeg love?”

    Han læner sig frem og lægger sin hånd ovenpå min. ”Jeg vil gerne have, at du arbejder på ikke at føle dig alsvarlig overfor Mads.”

    ”Men…”

    ”Du vil gerne hjælpe ham. Det har du selv sagt, og det er virkelig ædelt af dig, når nu han er som han er, men han er ikke dit ansvar. Han er ikke andet end Noras biologiske far. Der skal en hel del mere til at være en rigtig far, så øv dig i at passe på dig selv.”

    Jeg sukker og nikker. ”Okay.”

    Han klapper mig på skulderen og rejser sig. ”Jeg henter nogle rundstykker til os.”

 

***

 

Jeg har en taske over skulderen med en pose chips i, fordi jeg ved, at salt og fedt er vejen frem, når man har tømmermænd. Eller det siger man i hvert fald. Måske er det mere en undskyldning for at synde, bare fordi man har det dårligt. Ikke desto mindre føler jeg et stort behov for at vise Andreas, at jeg er der for ham, ligesom han har været for mig.  

    Jeg fik lov til at låne min fars bil til at køre ind til Odense, så jeg ikke skal sidde i bus så længe. Det er så længe siden, jeg fik mit kørekort, at jeg næsten har glemt, hvordan man gør. Heldigvis gik det fint, og jeg er nået helskindet frem til Andreas’ lejlighed. Han ved ikke, jeg kommer, for jeg vil gerne overraske ham.

    Jeg går op til døren til hans lejlighed, og stopper da jeg kan høre stemmer bag døren. Igen undrer jeg mig over, hvor lydt der er i den her bygning. Andreas’ samtaler kan da på ingen måder være private, når jeg kan stå her og lytte til alt, der sker.

    ”Det ser ikke godt ud,” siger en stemme, og det er ikke Andreas’ men det er heldigvis heller ikke en pigestemme. Det er underligt, hvordan jeg pludseligt finder mig selv være så jaloux på alle de piger, han omgås.

    ”AV!” udbryder Andreas. ”Du skal ikke røre ved det.”

    ”Undskyld.”

    Jeg kan høre, at det er Lucas, der er derinde. Jeg må hellere se, hvad der er galt, hvis nu Andreas har slået sig, men jeg stivner ved håndtaget i det samme, jeg hører Lucas’ næste ord.

    ”Jeg kan stadig ikke se, hvordan Ida faldt for Mads.”

    Jeg læner mig ind mod dørkarmen, mens jeg spidser ørene og forsøger at trække vejret så lydløst så muligt. Jeg ved godt, det ikke er særligt høfligt, men jeg er alt for nysgerrig efter at vide, hvad Andreas svarer til at tænke fornuftigt. Det giver mig verdens værste samvittighed at føle lyst til at lytte sådan ved døren.

    ”Hun var vel bare glad for, at der var nogen, der var interesseret i hende,” svarer Andreas som den båtnakke, han er. Hvorfor kan ingen tro på, at Mads forandrede sig i sidste ende? Nogen gange tænker jeg på, om folk vil bryde ud i grin, hvis jeg siger, at Mads var lidt af en gentleman første gang, jeg mødte ham.

    ”Er hun virkelig det værd? Er du ligeglad med, at hendes sindssyge ekskæreste kommer og chikanerer dig på en bar. Kig på dit ansigt mand.”

    ”Jeg kan virkelig godt lide hende,” kommer det stille fra Andreas.

    ”Ja, hun har da en god røv…”

    ”Lucas!” vrisser Andreas. ”Lad være med at gå og tjekke Idas røv ud.”

    Jeg rynker panden og kigger ned på min bagdel. Går drenge virkelig og kigger på den? Jeg føler mig pludselig både smigret og krænket.

    ”Jeg vil gerne hjælpe Ida, men jeg ved ikke, om jeg er giret til at gå og frygte den dag, Mads kommer ud af fængsel og ser mig som sin fjende. Har du set hans overarme?” siger Andreas lidt efter.

    ”Han har sikkert taget anabolske steroider også…”

    ”Det ville ikke undre mig med de raserianfald har kan få.” De er tavse et øjeblik, mens jeg står og piller i noget slidt maling fra dørkarmen. ”Men det er ikke kun det. Det er også lidt vanskeligt med den baby.”

    Den baby? Var det Andreas, der sagde det?

    ”Jeg mener, hun er da sød. Jeg kan virkelig godt lide Nora, men jeg er nitten år. Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at være papfar allerede nu, hvis du forstår. Ida jokede med det over sms i går, og jeg tænkte ærligt talt ikke videre over det før nu.”

    ”Ida har måske heller ikke så stor mulighed for at opleve ting og have det sjovt lige nu. På stranden sad hun bare og skar ansigter af os, der havde det sjovt.”

    ”Det er fordi hun føler sig ældre end os alle sammen. Kan du ikke lige give mig en pose isterninger fra fryseren og lægge den ind i et hviskestykke til mig? Min kind gør ondt.”

    ”Jo selvfølgelig.”

    Der går et øjeblik, hvor jeg bare står og forsøger at finde ud af, hvordan jeg skal reagere. Jeg drejer mig langsomt og læner panden ind mod dørkarmen efterfulgt af et suk. Den kølige overflade fra det malede træ hjælper mig frem til den konklusion, at jeg skal ud herfra.

    ”Hvorfor fortalte du hende ikke, at du mødte Mads?” spørger Lucas lidt efter.

    ”Ida er bange for at være til besvær, og hvis hun ser det her, så kan jeg love dig, at hendes samvittighed vil have det dårligere end dårligt. Jeg ville bare ikke have, at hun skulle bekymre sig om mig.”

    Jeg kan mærke mit hjerte i mit bryst, og mine skuldre ryster. Neglene borer sig ind i mine håndflader, mens jeg overvejer, om jeg skal gå ind og konfrontere ham, eller om jeg bare skal fordufte og tage noget tid til at tænke over det. Jeg har mest lyst til at stikke af, men jeg er bange for, at det er mit konfliktsky jeg, der taler.

    ”Jeg tror måske, du skal overveje, om det er bedst, hvis Ida og dig bare er venner.”

    Der er stille igen, og jeg lukker øjnene, mens jeg venter på Andreas’ svar. Jeg ved ikke engang, hvad jeg håber på, for hvis vi er kærester, så skal jeg have dårlig samvittighed hele tiden, men hvis vi ikke er kærester, så ved jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skal være venner med ham.

    ”Jeg har ikke lyst til at tage nogen beslutning lige nu,” siger Andreas, og jeg ånder lettet op. Jeg kigger på døren og blinker vandet ud af øjnene, inden jeg vender mig om og stræder et par trin ned.

    ”Vi ses i aften,” siger Lucas, og jeg vender mig mod døren i et ryk, idet den går op, og Lucas træder ud. Jeg stivner fuldstændig, og jeg er sikker på, at jeg ligner den der er ved at snige sig væk fra et gerningssted.

    ”Hold da op du gav mig et chok,” siger jeg og tager mig til hjertet.

    ”Ida?” Lucas kigger ind på Andreas, som jeg ikke kan se for døren og skynder sig at lukke den. ”Hvad laver du her? Jeg troede i skulle være sammen en anden dag.” Han både lyder som og ligner en, der forsøger at skjule noget.

    ”Jeg ville bare se hvordan det går. Ikke noget særligt.” Jeg stikker mine hænder i lommerne.

    ”Øh… ved du hvad, han lagde sig lige til at sove, så jeg tror ikke du skal gå derind. Han ligner et lig.” Lucas griner nervøst og går ned af trappen mod mig.

    ”Jeg tror bare, jeg smutter igen så,” siger jeg, fordi det ikke kunne være mere belejligt at stikke af lige nu.

    Jeg tror jeg skal hjem og have natbukser på igen. Måske spise alle de chips jeg købte til Andreas, og så bare tude over at mine chancer for et almindeligt forhold til en, jeg holder af for alvor er spoleret. Hvorfor blev jeg også stående for at lytte? Det er så meget lettere, hvis jeg ikke ved det, for hvis Andreas så ikke gør det forbi, så vil jeg få så fandens dårlig samvittighed over, at han skal kunne håndtere både Mads og Nora.

    ”Vi ses en anden dag Ida,” siger han venligt og følger trop med mig ud af døren. Han går til venstre, og jeg går til højre mod fars bil, der står ikke så langt derfra. Jeg sætter mig ind i den og kigger på, at han forsvinder, og da han er væk læner jeg panden ned mod rattet og giver mig til at tude. Det er nu officielt, at Mads har ødelagt alting, og det værste er, at jeg stadig ikke hader ham. Hvad er der galt med mit hoved?

 

***

 

Det var ikke længe du var væk,” siger far, da jeg træder ind ad døren.

    ”Næh,” mumler jeg og går hen til stuen, hvor Nora sidder op ad en pude i sofaen og spiser fars briller. Man ved, at en morfar elsker sit barnebarn, når han lader hende spise sine briller.

    ”Hej Ida,” siger mor og ude fra køkkenet. ”Vil du have en bolle?”

    Jeg kigger hen på Nora, og så er tårerne allerede ved at trille. I bilen brugte jeg et helt kvarter på blot at forsøge at se normal ud, men mine tårekanaler er allerede på trinet til at springe en gang til.

    ”Nej tak. Har i noget imod at holde øje med Nora, mens jeg lægger mig lidt? Jeg har ikke fået så meget søvn.”

    ”Nej nej,” svarer far. ”Jeg troede, du sagde, at du sov godt?”

    Jeg skruer et skævt smil på læben. ”Jeg må alligevel være lidt træt. Bare kald, hvis der er noget.” Jeg trasker hen til trappen og går op til mit værelse, der har en evne til at gøre mig til et barn igen, fordi det minder mig, om den gang ens problemer ikke var værre, end at man kunne komme over det ved at æde en plade chokolade. Jeg går hen til min seng, som mor har redt og lægger mig på maven med panden ned i tæppet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...