Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27374Visninger
AA

12. Hovedpine

Som hun dog kan sige fra,” siger far, da han åbner bildøren til Noras side. Hun har skreget hele vejen hjem i bilen, fordi hun har været spændt fast i autostolen.

    ”Det er hendes første gang i bil,” siger jeg, der har været nødt til at sidde på forsædet og lade min mor passe hende på bagsædet, fordi jeg har en defekt arm. Det var tortur at høre på hele vejen, og nu er hun gudskelov stoppet. Jeg er ikke sikker på, min hjerne kan klare mere babygråd.

    ”Kom så da.” Far klikker hende op og tager hende på armen. Jeg smiler skævt, fordi han ikke rigtigt vil stå ved, at han ligner en der smelter i knæende, når han ser hende. Han kan slet ikke holde fingrene væk.

    ”Kan du selv bære en af taskerne?” spørger mor. Vi har lige været hjemme ved Mads og pakke mine og Noras ting sammen. De var så søde til ikke at kommenterer på, hvor mange glasskår der lå rundt omkring, og de små blodpletter på gulvet som ikke var blevet vasket af. Politiet har fået fat i Mads og taget billeder af køkkenet, så der er beviser til retten.

    ”Ja.” Jeg tager en sportstaske fra bagagerummet og går om hjørnet til mors og fars almindelige grå parcelhus. Jeg står ved døren og venter på en nøgle da far kommer og låser op. Jeg får et pust af luft i ansigtet, som dufter velkendt og dejligt af hjem. Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har været så helt igennem glad for at være hjemme hos mine forældre igen.

    ”Far kører lige ud i lejligheden og henter Noras seng og højstolen. Jeg synes, du skal gå op og lægge dig.” Mor stryger mig kærligt over kinden, da hun tager Nora fra far og går ind i stuen. Far forsvinder ud af døren, og pludseligt står jeg helt alene i entreen.

    Jeg lægger hånden på gelænderet på trappen og går ovenpå. Det første rum man træder ind i, når man kommer op er kontoret, hvor alle reolerne og de støvede rækker med mapper og bøger står. Jeg stryger fingrene henover en gammel udgave af en bibel og går over til væggen, hvor der er to døre. Den til højre er til badeværelset og den til venstre er til mit værelse.

    Det er underligt, hvor mange ting der har ændret sig, siden jeg sidst var på mit værelse for snart syv måneder siden. På mit skrivebord står en krukke med blyanter, der er bløde og hårde til tegning og en lille skål med viskelædere og blyantspidsere. Jeg trækker skuffen ud under bordet og ser alle mine tegnebøger og løse stykker papirer med halvfærdige skitser.

    Farverne i mit værelse er primært røde, fordi mine forældre altid så mig som sådan en lille prinsesse. Sengetæppet der ligger over dynerne er overfyldt med blomster, og jeg kan tydeligt huske den gang jeg endelig fik lov til at smide nogle sorte puder hen for enden, fordi jeg var ved at blive kvalt i lyserødt. Nu kan jeg stå og smile over, hvor lidt gennemtænkt det var, fordi de sorte puder slet ikke passede ind på værelset.

    Jeg går hen og lægger mig på trekvartsengen med alt min vægt og lukker øjnene, men det er ikke længe, jeg får lov at ligge, da der tikker en besked ind på min telefon. Jeg tager den frem fra min lomme og håber, at det er Andreas, hvilket det også er. Selvfølgelig.

    Sover du? Står der. Han må have regnet ud, at jeg ville lægge mig, så snart jeg kom hjem.

    Ikke endnu, svarer jeg og rækker ud efter tæppet for enden af sengen, så jeg kan putte mig.

    Jeg nåede ikke at sige hej, inden du blev udskrevet.

    Hej, skriver jeg flabet tilbage og tager mig selv i at smile fjollet.

    Hvor er du sjov :P hvordan tog Lille my køreturen?

    Skreg hele vejen.

    Fedt. Jeg vil heller ikke forstyrre, men ville lige spørge om jeg må tage dig med ud i morgen?

    Ud?

    Ud som i en date…

    Jeg giver mig til at tænke et øjeblik og venter med at svare. Det er som om, alt det med Mads har gjort, at jeg har brug for at være alene lidt. Det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide Andreas, men det virker så voldsomt, når han skriver ’date’, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal reagerer. Jeg er slet ikke klar på at tage ud at spise og snakke om akavede første date ting, selvom jeg jo kender ham rimelig godt.

    Det tror jeg ikke er nogen god ide lige nu, svarer jeg med sammenbidte tænder og håber, han tager det pænt, for jeg magter ikke at forklare mig.

    Nej okay. Det var måske også lidt dumt, når du jo ikke er helt rask. Jeg spørger en anden dag.

    Jeg kniber øjnene sammen da jeg indser, at han slet ikke har opdaget, hvad jeg mener. Det er så akavet at forklarer den slags. Jeg finder hans nummer på listen og ringer ham op, da det tager for lang tid at skrive med én hånd.

    ”Hej,” siger jeg, da han tager telefonen.

    ”Hvad så?”

    Jeg kniber øjnene sammen og lægger hovedet ned på puden. ”Det er ikke fordi, jeg ikke er helt rask,” siger jeg stille.

    ”Hvad mener du?”

    ”Jeg kan bare ikke lige klarer at begynde på sådan noget med at gå på date lige nu. Det har ikke noget med dig at gøre.” Jeg sukker tungt og lukker øjnene. ”Det er… det er lidt svært at forklare. Jeg tror, jeg har lidt for meget i hovedet til at kunne klare… altså det er ikke fordi, jeg tror du vil gøre det, men jeg er så bange for at blive såret i sidste ende, og jeg har virkelig brug for dig som en ven lige nu.”

    ”Jeg kunne aldrig såre dig.” Han lyder næsten, som om han blev fornærmet.

    ”Det tror jeg heller ikke, du ville med vilje, men…” Jeg blinker vandet ud af mine øjne. ”Pis, hvorfor græder jeg hele tiden. Det er dog utroligt.”

    Jeg kan høre en smule latter i baggrunden. ”Tænk på det sådan her Ida. Du har været anspændt i flere måneder. Du kan da ikke forvente, at din krop er helt cool med det, når du så endelig kan slappe af igen. Selvfølgelig river det lidt i tårekanalerne til at starte med.”

    Jeg smiler og tørre mine kinder. ”Hvorfor ved du altid, hvad du skal sige?”

    ”Det har du spurgt om før. Det er et talent.”

    Jeg sukker og bliver tavs. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal slutte samtalen.

    ”Jeg vil ikke være grunden til tårerne i hvert fald,” siger han lidt efter. ”Hvil dig lidt. Vi kan altid snakke sammen senere.”

    ”Okay. Vi ses.”

    ”Vi ses Ida.” Han lægger på, og jeg lukker øjnene med telefonen i hånden. Jeg når ikke engang at lægge den væk, inden jeg falder tungt i søvn.

 

***

 

Ida?” siger mor stille og stryger mig over kinden. ”Ida vi har noget aftensmad klar til dig.”

    ”Mhmm,” mumler jeg sløvt. ”Hvordan har Nora det?” Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst tog mig af hende selv. Jeg savner hende, og ærligt talt føler jeg ikke rigtigt, at den arm kan blive helet hurtigt nok. Jeg vil have min baby tilbage.

    ”Hun har det fint. Hun er så sød.”

    ”Ja hun er,” mumler jeg tilfredst.

    Mor griner og kører en hårlok om bag mit øre. På en måde kan jeg ikke rigtigt komme over, at mor og far er så rolige, når man tænker på, hvor mange ubehagelige ting vi lod hænge i luften sidst, vi så hinanden. Det er som om, jeg ikke rigtigt kan slappe helt af ved tanken om at være hos dem, fordi jeg er bange for, at de har en helt forkert opfattelse af mit ophold. Jeg kan lige forestille mig, hvis min mor allerede har skrevet mig ind i sin kalender fem år frem, og at jeg skal leve her efter deres regler som deres lille pige igen. Problemet er, at jeg er ikke deres lille pige mere. Jeg er bare deres datter nu, og de er Noras bedsteforældre, hvor underligt det så end lyder.

    Jeg rejser mig op og går med min mor nedenunder.

    ”Hey, du er oppe,” siger far og kommer hen til mig med Nora på armen. Jeg rækker ud efter hende med min raske hånd, fordi jeg savner følelsen af at bære mit eget barn, hvilket ikke er så mærkeligt, men han giver hende ikke fra sig. I stedet kan jeg så stå der og kysse hendes hånd som en idiot, fordi jeg ikke kan nå op til hendes hoved. Min far er temmelig høj.

    ”Okay, jeg vil gerne have det her af min arm,” mumler jeg irriteret. Det skal nok ende med at gøre mig sindssyg på et tidspunkt. Ikke at kunne samle sit barn op komplicerer virkelig ting meget.

    ”Tag det roligt. Det skal lige have en uges tid,” pludrer mor og trækker en stol ud til mig ved spisebordet. Jeg sætter mig og kigger på den gang hjemmelavede spaghetti med kødsovs, der står foran mig. Det er virkelig en af de ting, min mor hun kan lave så man flyver på en lyserød sky bagefter. Jeg tror det kommer af alle de spaghettigudstjenester, hende og far har været med til at arrangere. Den slags elsker de.

    Nora bliver sat ned i højstolen for enden af bordet, som tilfældigvis ikke er ved min side, men whatever. Mor og far må da godt lege forældre lidt endnu. Hun rækker ud efter det nærmeste hun kan med det samme. Mor siger nej og tager alle tingene fra hende, så hun bare skal sidde der og kigge ud i luften.

    ”Mor, tror du virkelig, hun er tilfreds med bare at sidde der? Du skal da give hende et stykke legetøj,” siger jeg.

    ”Jeg vil ikke have legetøj på bordet. Du fik aldrig legetøj på bordet,” siger hun roligt og aer Nora på kinden, mens jeg himler med øjnene.

    ”Okay. Du styrer, men jeg advarer dig. Konsekvensen er, at du ikke får noget at spise.”

    ”Nej, nu skal du bare se,” siger hun og giver sig til at spise, mens Nora sidder og forsøger at nå alt, hvad hun får øje på. Det resulterer i, at hun giver sig til at pille ved dugen og stikker hjørnet af den i munden. Mor tager det ud af munden og siger nej igen, som om Nora kan forstå nej. Det er virkelig spændende at kigge på.

    ”Mor, så giv hende dog noget legetøj,” sukker jeg.

    ”Jamen så skal jeg sidde og samle det op fra gulvet hele tiden, og hun savler ud over bordet.”

    ”Jamen det gør babyer.” Jeg fniser og inde i mig selv siger jeg: ”Godt skat” til Nora. Hun må gerne drive min mor en lille smule til vanvid.

    Til sidst bliver Nora utilfreds, hvilket jeg allerede har forudset, så mor skal op at stå og gå rundt med hende for at få hende til at stoppe med at pibe. Et eller andet sted tror jeg, min mor har glemt, hvordan det var at have mig som baby, men hun vil så gerne og far sidder og melder sig ud af det hele. Han har i hvert fald ikke tænkt sig at tage hende op, når hun er i det humør.

    ”Jeg tror, hun skal have skiftet ble,” siger mor.

    Hvor underligt det end lyder, så kan jeg slet ikke holde tanken om, at jeg ikke engang kan skifte hende, ud. Det er så hyggeligt at skifte ble, og min mor gør det sikkert forkert. Tænk at man kan sidde her og få stress over ikke at skulle gøre noget selv.

    ”Mor hvor lang tid sagde lægen, at jeg skulle have den her skinne på min arm?”

    ”Til på mandag.”

    ”Hvad er det i dag?”

    ”Onsdag.”

    Okay. Fem dage endnu. Fem dage endnu.

    ”Ida,” siger far og drysser ost ud over sin mad. ”Mor og jeg har taget kontakt til en advokat, som skal se på din sag. Det betyder, at du kommer til at skulle holde et møde med hende om, hvad du har oplevet, så hun kan forsvare dig.”

    Jeg sukker tungt og stikker i spaghettien. ”Jeg bryder mig ikke om at tale om det.”

    ”Det kan jeg godt forstå skat, men det er væsentligt at Mads han får en straf for det her.”

    ”Jeg vil slet ikke tænke på ham,” mumler jeg nedtrygt og kigger på mor, der ikke kan få Nora til at stoppe med at græde. ”Giv hende dog en sut!”

    ”Ida, du skal ikke give en sut til hende, hvis hun ikke skal sove. Så virker den ikke, når hun ikke kan sove.”

    Jeg himler med øjnene og ryster på hovedet. ”Nora er vant til at få en sut, når hun er ked af det. Giv hende nu bare en sut.”

    ”Tror du ikke, jeg har lidt mere forstand på det end du har?”

    Jeg sukker og lægger mit hoved i min håndflade. ”Så er du selv udenom det. Jeg kan jo ikke tage hende fra dig alligevel.” Jeg tvinger nogle få bider i munden, men jeg har kvalme fra hjernerystelsen, og Noras gråd gør mig utilpas, så jeg tager tallerkenen over til vasken og smider resten ud. ”Jeg kan ikke mere. Jeg går i seng igen.”

    ”Okay skat. Sov nu godt, så du kan blive rask.”

    ”Ja ja,” mumler jeg og trasker ovenpå. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...