Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27359Visninger
AA

4. GTA med vennerne

Jeg sidder en søndag morgen med babygrød foran mig og mader hende, da en sms tigger ind på min telefon. Der står Andreas på displayet. Jeg rynker panden og giver hende det sidste mad, inden hun bliver utålmodig, og da jeg er færdig læser jeg beskeden.

    Der kommer nogen venner og spiller GTA senere. Kommer du?

    Jeg bider mig i læben og stirre på beskeden længe. I det samme kommer Mads ind i køkkenet med morgenhår stående lodret og rende under øjnene. Jeg skynder mig at lukke telefonen og smiler halvhjertet til ham, idet han går hen og giver mig et kys på panden. Med sådan en handling begynder jeg at huske, hvorfor jeg blev forelsket i ham. Nogen gange skal jeg bare lige minde mig selv om det, for han er jo ikke helt dum altid.

    ”Godmorgen,” siger jeg og skæver til min telefon igen, da der kommer en ny besked.

    Der er småkager… lokke lokke.

    ”Hvem er Andreas?” Mads kigger mig over skulderen, og jeg spænder i kroppen, idet jeg kan mærke ham tæt på.

    ”En ven fra skolen. Jeg mødte ham i går, da jeg gik en tur.”

    ”Og nu vil han bare have, at du kommer?” spørger han en anelse mistroisk.

    ”Ja?” Jeg lader som ingenting og rejser mig. ”Vi var gode venner i 3.g.” Jeg undgår hans blik, da jeg går hen og skyller skålen under vandhanen for at stille den i opvaskemaskinen. Mads har en evne til at give mig dårlig samvittighed, før han overhovedet siger noget.

    ”Tager du over til ham?”

    Det er vel et normalt spørgsmål af interesse. Han mener ikke noget med det, overbeviser jeg mig selv om. ”Måske. Hvis Nora opfører sig ordentligt.”

    Han er stille og tager havregrynene fra skabet. Fandens også, at jeg allerede har dårlig samvittighed. Han skal kun kigge mærkeligt på mig, og jeg er allerede klar til at afslå invitationen med hos Andreas.

    ”Jeg kan også lade være, hvis du havde nogle planer,” mumler jeg og tager Nora op. Det giver mig en smule skyldfølelse, at jeg har mere lyst til at være sammen med Andreas end Mads. Og det giver mig skyldfølelse, at jeg ikke kan stoppe med at være så anspændt, når Mads er til stede. Jeg vender instinktivt Nora væk fra ham, men det er vel også åndssvagt. Han er vel hendes far.

    ”Gør som du vil,” siger han fuldstændigt uventet og stikker skeen i sine havregryn.

    ”Hvad?”

    ”Gør som du vil,” siger han igen kort og kontant, med en undertone af irritation.

    ”Ikke hvis…”

    ”Gør det nu bare!” Han stemme er hård som sten, og jeg tør knap nok at se ind i hans øjne der er grå som granitsten. Kolde.

    Jeg bliver stille og går min vej med Nora.

 

***

 

Jeg stopper op foran døren til lejligheden og tøver med at banke på. Jeg kan høre drengestemmer inde bag og kigger på Nora, mens jeg overvejer, om det var en dum ide at sige ja i første omgang. Tænk hvis jeg kender dem. Tænk hvis de dømmer mig. Tænk hvis de bliver irriteret over at jeg braser ind med en baby i armene.

    Jeg trækker en dyb indånding og banker på. I det samme bliver det stille inde fra lejligheden, og jeg kan høre nogle tunge skridt. Jeg håber ikke der bor nogle gamle mennesker i denne her bygning, for der er da godt nok lydt. Døren åbner.

    ”Hey du kom!” siger Andreas begejstret. Jeg er overrasket over hans entusiasme og smiler skævt, mens Nora kigger på ham, som om hun har set et spøgelse. Hendes små lyserøde læber har formet et lille o.

    ”Gør det noget at Nora kom med?” spørger jeg.

    ”Nej slet ikke.” Han rækker ud efter hende og tager hende ud af mine arme uden at sige mere. Jeg fatter stadig ikke, hvad der sker, men jeg har fuld tillid til at Andreas ikke gør hende noget, da han tager hende med ind.

    ”Hvad laver i?” spørger jeg, mens jeg går ind i stuen, hvor der sidder to andre. Den ene er lidt kraftigt og selvfølgelig højere end mig, fordi alle er højere end mig. Han kommer hen og giver mig hånden med et smil i ansigtet.

    ”Andreas håbede du ville komme. Jeg hedder Lucas.”

    Jeg kigger på Andreas som står og hopper med Nora og klukler af ham, mens jeg giver hånd til den anden der hedder Peter.

    ”Hvad laver din kæreste i dag. Han kunne da komme med,” siger Andreas.

    Jeg trækker på skuldrene. ”Jeg ved ikke, hvad han laver.”

    Andreas rækker mig en pakke småkager og skubber mig over i sofaen. ”Jeg har kun to joystick, så vi skiftes.”

    ”Jeg kan ikke finde ud af at spille,” griner jeg.

    ”Jamen det kan du lære. Nora har godt af at få det ind med modermælken.” Han klukler for sig selv, men opdager at ingen af os har forstået pointen. ”Modermælken? Hun er baby…”

    ”Nååårh,” siger Peter og griner for Andreas’ skyld.

    ”Det var dagens joke,” fniser jeg en anelse sarkastisk. Det føles så dejligt at grine sammen med mine venner igen, og jeg kan ikke engang kalde dem rigtige venner endnu, siden jeg kun kender Andreas, men jeg føler mig så tilpas. Jeg føler mig… ung. Seriøst.

    ”Du kan bare kigge på, hvad paphovederne der gør først.” Andreas sætter sig ved siden af mig og stiller Nora på sine knæ med hænderne omkring hende. Hendes tandløse gummer smiler stort, mens hun rækker ud og grabber i hans ansigt. Jeg smiler og trækker knæene op til mit hoved hvorpå jeg lægger min hage, mens jeg lader mig selv slappe helt af. Bare trække vejret og ikke tænkte på penge eller frygt for det uventede.

    ”Hun elsker at være her,” konstaterer jeg og nikker til Nora.

    ”Det er fordi det er mig. Min nærmest gudelige charme er ikke til at stå for.”

    Jeg bliver tavs og kigger op på ham under mine øjenvipper. Sender ham det der ”helt sikkert”-blik. Han griner.

    ”Er Mads ikke meget sammen med hende når han kommer hjem fra arbejde? Hun må da være en lille fars pige.” Han smiler til hende og får et sæt lyserøde blottede gummer tilbage.

    Mine negle stikker sig langsomt ned i håndfladerne, uden jeg tænker over det, og den afslappede fornemmelse er længe væk allerede. ”Ikke så meget. Han er træt, når han kommer hjem fra arbejde.” Jeg trækker på skuldrene. ”Hey, se en mariehøne på vindduet! Da jeg var lille s…”

    ”Vil det sige at du passer hende 24/7?”

    Min undvigelsesmanøvre virker ikke, så jeg skifter taktik. ”Jeg kan lugte noget.” Jeg tager Nora og lugter til hendes ble. ”Ja, jeg skal lige skifte… to minutter…”

    Han sukker og giver hende til mig, da jeg smutter for at komme væk og ordne Noras totalt rene ble. Jeg går hen til køkkenbordet og pakker tingene ud med én hånd, mens Nora sidder på den anden arm og kigger nysgerrigt med. Jeg lægger hende på puslemåtten og åbner får bleen, men før jeg ved af det, står Andreas ved siden af mig og kigger med.

    ”Den er da helt tør,” konstaterer han, og jeg lukker øjnene langsomt.

    ”Jamen øh…” Jeg er nødt til at tænkte hurtigt. ”Hun må have slået en prut så. Det kan jo snyde nogen gange.” Jeg pakker hende sammen igen og tvinger mine vejrtrækninger til at blive nogenlunde normale, selvom jeg ved jeg er halvvejs bustet. Jeg tager mig til panden og puster ud.

    ”Hvad er der?”

    Jeg ser op og smiler. ”Ikke noget.” Jeg fumler med knapperne på hendes dragt og tager hende med tilbage til sofaen, hvor jeg sætter mig med armene tæt om den lille krop. Jeg er nødt til at krølle fingrene ind i hendes bodystocking for ikke at vise, at jeg dirre en lille smule, og det er ikke fordi, jeg er bange for Mads. Jeg er mere bange for alt den skam, som Andreas ville opdage, hvis han gennemskuede det hele. Ikke kun skam om Mads men bare det hele. Mit liv. Mine muskler spænder helt ind til benene.

    ”Er du sikker på du ikke skal prøve?” spørger Andreas der lader emnet ligge og peger på spillet, men jeg ryster bare på hovedet. Jeg kan ikke koncentrere mig. Der må helt ærligt være noget galt med mig.

    Jeg ender ikke med at spille. Jeg vil hellere sidde og kigge på de andre paphoveder - for at bruge Andreas’ udtryk - når de skælder hinanden ud for ikke at spille ordentligt. Nora bliver meget hurtigt træt og efter lidt mad i form af grøntsagssnask giver jeg hende en sut i munden og lægger hende ned i barnevognen for at få sig en lur. Der sker så meget, når man sidder i et rum med højlydte drenge.

    Da jeg kommer op igen, er drengene ved at takke af. Jeg ved ikke, hvorfor de pludselig er på vej ud af døren, men opdager hurtigt, at der er ”party” hos en af deres venner. Jeg får et overrumplende kram af Lucas på vej ud af døren, og endnu et, men mere stille og roligt, af Peter der går med. De lister ned af trappen og sender fjollede luftkys til Nora på deres vej, mens jeg står og fniser. Og jeg tror jeg rødmer lidt.

    ”Skal du også til fest?” spørger jeg Andreas, der er ved at feje en smuldret kage op, som Peter kom til at sætte sig på.

    ”Nej. Jeg var til fest i går aftes, så jeg døjer stadig med lidt tømmermænd.”

    ”Nederen.” Jeg sætter mig på spisebordet med fødderne på stolen. ”Jeg vil heller ikke trænge mig på, hvis du gerne vil slappe af.”

    ”Mine venner trænger sig aldrig på.” Han blinker med det ene øje på sin vej forbi mig til skraldespanden i køkkenet. ”Desuden vil jeg gerne snakke med dig.”

    ”Om hvad?” Jeg smiler en smule nervøst.

    Han stikker hænderne i lommerne og kigger mig alvorligt ind i øjnene. Jeg skærer en grimmasse og kigger på mine negle i stedet for hans ansigt. Det er ikke, fordi han ikke har et pænt ansigt, jeg kan bare ikke lige holde den koncentrerede opmærksomhed ud. Eller også føler jeg skyldfølelse ved at se på ham. Vent… skyldfølelse? Over at have en ven?

    ”Du virker ikke glad længere,” konstaterer han. ”Kom med over i sofaen.”

    Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, og går tavst hen og sætter mig i sofaen ved siden af ham.

    ”Okay, jeg skal være den første til at sige, at følelsessnak ikke er min spidskompetence, men det gør mig lidt bekymret, at du slet ikke snakker med nogen af dine venner længere og heller ikke ønsker at snakke om din kæreste, som du så må bruge en hel del tid sammen med, hvis du ikke rigtigt ser andre.”

    ”Jeg har ikke så meget tid, når jeg har Nora og sådan.” Jeg trækker på skuldrene.

    ”Og sådan…?” Han sukker. ”I 3.g var du altid god for et smil, kan jeg huske. Men det ser så halvhjertet ud, når du gør det nu.”

    ”Hvordan kan du huske det? Dig har jeg jo heller ikke snakket med siden skolen.”

    ”Vi var heller ikke så tætte den gang. Jeg troede egentlig bare, at du var kommet videre med dit liv og skabt nye venner.”

    Jeg bidder læberne sammen og ser ned på mine negle igen.

    ”Hvad sker der?” spørger han.

    Jeg kan vel ligeså godt fortælle det, som det er. At mine venner troede, at jeg var opmærksomhedssøgende, da jeg blev gravid. At de syntes, jeg var kedeligt, fordi jeg ikke kunne drikke i weekenderne med en baby i maven. At mine forældre er skarpt kristne og derfor sagde, at jeg kunne bo for mig selv, når nu jeg har ladet mig selv ”forføre” før ægteskabet. At jeg ikke har noget som helst sted at være, hvis ikke Mads giver mig et tag over hovedet.

    Men så skal jeg stå ansigt til ansigt med mine problemer, og det gør dem meget sværere at holde ud.

    ”Jeg har det fint. Nora er et nemt barn og…”

    ”Ida…”

    ”Jeg ved ikke, hvad du vil have, at jeg skal sige.”

    ”Hvordan behandler Mads dig?” spørger han lidt efter. ”Du skifter altid emne, når jeg spørger.”

    ”Vi har kun mødt hinanden to gange. Du har ingen grund til at skulle tro, at der er noget galt. Jeg har det fint.”

    ”Er du sikker?”

    Jeg bider læberne sammen og nikker for at undgå, at han høre, hvor grødet min stemme vil blive. Det kan pludselig ikke gå hurtigt nok med at komme hjem, fordi den grænse han krydser er mere end jeg kan bære lige nu. Jeg rejser mig og samler mine ting sammen.

    ”Jeg tror jeg skal hjem nu. Klokken er snart seks, og Nora bliver umulig om aftenen. Jeg skal også finde på noget aftensmad.” Jeg samler mine ting og lægger dem rodet ned i pusletasken. ”Tak fordi jeg måtte komme. Det var hyggeligt.”

    ”Ida… vær ikke sådan.” Han går hen og stopper mig i min febrilske bevægelse. ”Jeg spurgte kun.”

    ”Det er helt okay, men jeg er nødt til at tage hjem.” Jeg skruer et smil i ansigtet og tager tasken over skulderen.

    ”Jamen så kom godt hjem.” Han ser bestemt ikke tilfreds ud. ”Kommer du en anden gang?”

    ”Helt sikkert.” Jeg stiller mig på tær og lægger armene om hans skuldre. Tårerne presser sig hårdt på mine øjenlåg, da jeg giver ham et klem og går ud og trækker jakken på. Jeg smiler til ham, da jeg går ned af trappen til barnevognen, men i det samme jeg træder udenfor hoveddøren, triller de ned af kinderne. Jeg ved ikke engang hvorfor. Det er jo latterligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...