Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27376Visninger
AA

21. Den var fra Nora!

Husk du skal i retten på onsdag, ikke skat?” siger mor, da hun kommer ind i stuen med en kop kaffe i hånden.

    Nora sidder på mig med et koncentreret udtryk i ansigtet og leger med min halskæde. Jeg nikker til mor, og kigger ned på Nora igen, mens jeg stryger pegefingeren ned over hendes brune fehår, der er så lette som fjer.

    ”Nogen gange tror jeg, at jeg kan se hende vokse,” siger mor og stiller kaffen på bordet.

    ”Hver dag lærer hun noget nyt,” mumler jeg. ”Det er virkelig fascinerende.”

    Det giver et lille ryk i os begge, da mit telefon giver lyd fra sig, idet jeg får en sms. Jeg kigger på den et øjeblik og vender opmærksomheden tilbage til Nora.

    ”Har du tænkt dig at se, hvad der står?” spørger mor.

    Jeg ved godt, det er Andreas. Han skriver hele tiden, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare ham, når jeg hørte, hvad jeg hørte, da han snakkede med Lucas dagen før. Det er jo ikke fordi, jeg er vred på ham for at være usikker på os, når jeg jo godt ved, at jeg lever et kompliceret liv. Det er mere tanken om, at usikkerhed ikke er noget, jeg har råd til lige nu. Nogen gange hører jeg mor og far snakke om psykolog til mig, når de tror, jeg ikke hører dem snakke, men der er ikke noget galt med mig. Jeg fungerer fint. Der er bare forholdsregler jeg må tage.

    At være kærester kan være sikkert, men at skulle til at blive kærester er et minefelt af uhelbredelige følelser, som man kun kan undgå ved at stoppe, mens legen er god. Eller i det mindste sætte på pause, indtil man kan håndtere den præcision, det kræver at begive sig ud i minefeltet.

    ”Du er nødt til at snakke med ham…”

    ”Jeg ved ikke hvordan.”

    Dørklokken ringer og reder mit skind fra en session med doktor mor. Jeg tager Nora på armen og smiler undskyldende/drillende til mor, da jeg går hen til døren og åbner. Leah og Josefine står udenfor og smiler. Josefine tager et kamera op og knipser et billede af mig, mens Leah står og tager sig til munden, da hun ser Nora. Jeg kan allerede se den blomstrende ’kom til mig og jeg skal elske dig, til du besvimer’-følelse stige i hendes ansigt.

    ”Tak fordi i venter med at tage billeder, til jeg er klar,” mumler jeg sarkastisk.

    ”Omg!” Leah rækker hånden op mod Noras ansigt og nusser hendes kind. ”Ida, du er nødt til at gemme alle knive og gafler i huset væk, for jeg kan ikke love, at jeg ikke spiser det barn, én tå af gangen!”

    Jeg fniser og kigger ned på Noras bare tær, som Leah allerede står og piller ved. Jeg vil dog give hende ret. Der er ikke noget så lækkert som babytær og fingre.

    ”Jeg håber ikke, det gør noget, at Jose er med. Hendes pensler vil ikke, som hun befaler dem, så de er i karantæne. Til gengæld er hun meget interesseret i dine tegninger.”

    Josefine smiler lidt genert og trækker på skuldrene. ”Hej Ida,” siger hun og flytter en lok hår om bag øret. ”Jeg har cookies med.” Hun tager pakken op ad tasken og vifter med den.

    ”Kom indenfor!”

 

***

 

Pas på din telefon, Leah,” siger jeg. ”Noras fingre bliver længere, når man ikke ser på hende.”

    Leah griner og lægger sin telefon i lommen, mens hun giver Nora en kedelig legodublo-klods imens. Alt hvad der er legetøj er ikke længere sjovt at lege med, ifølge Nora. Somme tider kan man snyde hende lidt ved at lægge hendes ting en lille smule ude for rækkevidde, så hun tror, hun tager den selv. Jeg er sikker på, at hun bliver et geni en gang.

    Leah og jeg har slået os ned på min seng, mens Josefine sidder på mit gulv og kigger på mine tegninger. Det med billederne var vidst en undskyldning for at komme forbi, for der er ikke nogen, der tager initiativ til det, og det passer mig fint, siden billeder ikke er noget, jeg bryder mig særligt meget om. Kun når det er af Nora. Billeder af Nora må gerne fylde min telefon.

    ”Hey Ida! Smil!” siger Jose fra gulvet, og jeg når lige at se telefonen, da hun klikker og billedet er taget.

    ”Lad mig se,” siger Leah og bryder ud i grin, da hun ser det. ”Ej det er næsten synd for hende,” griner hun.

    ”Hey, jeg vil se!” Jeg rækker ud efter den, men jeg får den ikke. I stedet viser de mig et bøvet billede af mig, der kigger på kameraet med en doven åben mund. ”Helt ærligt.” Jeg sukker og ser ordentligt efter. ”Hey er det min telefon?”

    ”Jeg lånte den lige,” svarer Jose. ”Ved du godt at Andreas har skrevet en million eller tre gange?”

    ”Ja, det ved jeg,” mumler jeg.

    ”Hvad er der galt?” spørger Leah.

    Jeg ryster på hovedet. ”Det er lige meget.”

    ”Uanset hvad det er, så tror jeg, han fortjener at vide, hvorfor du er sur på ham. Han virker lidt desperat.”

    Jeg tager min telefon til mig og lægger den i lommen. ”Jeg er ikke sur på ham. Bare glem det. Jeg skal nok tale med ham.”

    ”Okay…”

    ”Hey tøser, thi lige stille,” mumler Josefine.

    ”Hvad?”

    ”Der er nogen, der står udenfor og kalder. Det lyder som en fyr.”

    ”Tænk, hvis det er Andreas,” siger Leah eventyrlystent og kravler hen til vinduet for at se. ”Det er det ikke, men jeg synes, jeg har set ham før.”

    Mine øjne slår op, og jeg lister hen ved siden af hende for at se. Mads står ude foran huset med hænderne i lommerne og kalder på mig. ”Ida!” råber han. ”Jeg vil snakke med dig!”

    Jeg vender mig om for at glide ned ad væggen. ”Det er Noras far,” mumler jeg.

    ”Ham der er dum!” udbryder Leah, der stadig kigger ud. ”Jeg tror, han er på vej ind. Hvad tror du, han vil, Ida?” Leah lyder mere som om, det hele er et eventyr end alvor.

    ”Jeg ved det ikke.”

    ”Ida, din mor åbner døren.”

    ”Shit. Min far er på arbejde,” sukker jeg og tager mig til hovedet. ”Shit!”

    Leah sætter sig på knæ ved siden af mig, mens Jose sætter sig op til Nora. ”Han ligner en der lige er sprunget ud af et fitnesscenter, men vi er tre piger og din mor. Kom, vi får ham til at forsvinde.” Hun trækker i min arm.

    ”Sidst jeg så ham, kom jeg på hospitalet,” siger jeg stille.

    ”Ava!” Hun kigger på Jose, der kigger tilbage på mig. ”Hvad skete der?”

    Jeg ser på mine hænder, der er begyndt at dirre og knytter dem. ”Jeg har ikke lyst til at rive op i det. Hjælp mig med at få ham væk.”

    ”Kom Ida,” siger Leah og trækker mig op at stå. ”Jose bliver her med Nora. Nora skal slet ikke to meter tæt på den fyr.”

    Jeg lader mig trække ud af værelset med en voksende klump i halsen. Da vi kommer hen til trapperne, kan jeg høre min mor forsøge at snakke ham til fornuft. Lyden af hendes skingre kvindestemme og Mads hæse røst, der kan give selv en rocker gåsehud gør mine muskler stive og dirrende. Jeg får mig dog bevæget ned af trappen, og vi får øjenkontakt.

    ”Hun er også min baby!” fastlår han standhaftigt uden så meget som at blinke med øjnene.

    Jeg synker en klump og tager de sidste tre skridt ned. ”Du skal gå nu,” siger jeg hæst og lavmælt.

    ”Jeg ringer til politiet, hvis du ikke snart er ude af den dør!” siger mor.

    ”Jeg går ikke, før jeg har set hende.” Han kniber øjnene en anelse sammen og går tættere på mig, så jeg træder tilbage og støder på trinet. Han skal lige til at række ud efter mig, da mor tager min hånd og trækker mig om bag sig.

    ”Jeg advarer dig,” siger hun vredt. ”Du har en retssag, og hvis du røre nogen af os, så bliver det kun værre for dig selv.”

    ”Ida,” siger han uden at virke til at lytte til min mors ord. ”Hun er mit barn, og hvis du ikke dropper anklagen, så lover jeg dig, at jeg vil tage Nora og forsvinder herfra, er du med? Du er ikke fucking hellig, bare fordi hun poppede ud af dig.”

    Noget siger mig, at Mads ikke er interesseret i Nora, men mere det at have en klemme om mig.

    ”Er det en trussel?” spørger jeg. ”Fordi, hvis det er, så er politiet underrettet med det samme!”

    ”Jeg advarer dig Ida. Du gør kun alting værre for dig selv, hvis der bliver ringet til politiet.”

    Jeg kigger på mor, der er lige ved at tude og derefter Leah, der ærligt talt er lidt chokeret, og så beslutter jeg, at nogen må være den stærke. Om jeg så skal tude resten af dagen, så er det som om, en baby kan give mig umenneskelige kræfter. Jeg træder frem foran mor og får øjenkontakt med ham.

    ”Jeg er ligeglad med, hvor meget du truer mig eller slår, eller hvad du kan finde på. Jeg stopper ikke, før jeg har papir på, at du ikke har krav på Nora.”

    ”Lyt til dig selv Ida. Du har ikke en viljestærk knogle i din krop.”

    Han har det der sindssyge blik i ansigtet. Blikket der varsler om rusmidler og dermed en kriblende trang til at slå på noget, der dirre i hans hænder. Jeg kan se det i hans bevægelser.

    ”Du ved ikke, hvordan verden fungere, Ida. Du tuder for ingenting hele tiden. Du tror, politiet vil rede din røv, men nogen kampe må man tage selv, og den her er mellem dig og mig. Du kravlede tilbage i røven på mor og far, men der var ingen, der tog sig af dig, som jeg gjorde. Du skylder mig.” Han står ikke mere end en halv meter fra mig og hans vejrtrækninger er til at føle. ”Hvis du ikke trækker anklagen tilbage, så tager jeg barnet.”

    Der er musestille blandt os, indtil jeg trækker en dyb indånding og tager ringen fra venstre hånd over på den højre, mens de andre ser til. Idet samme Mads skal til at sige noget, trækker jeg armen tilbage og planter den værste kæberasler, jeg kan præstere lige i ansigtet på ham, og jeg sørger for at ringen er til at føle. Idet samme spreder der sig en skarp smerte i min kno, mens Mads vakler et par skridt bagud.

    ”Den var fra Nora,” mumler jeg og bider tænderne sammen, da han går frem mod mig med vrede i stråler ud af sig. Jeg lukker øjnene og giver ham samme tur en gang til. ”Og den var fra Andreas.” Jeg griber om min kno og skærer en grimmasse.

    ”Jose!” råber Leah.

    ”Jeg kommer!” Hun løber ned af trapperne, idet Mads skal til at slå igen. Mor griber en god håndfuld af hans hår og trækker ham mod døren, mens Leah og Jose skubber med. Jeg smiler skævt, idet Jose giver ham et skub i maven med sin fod, så han tumler udenfor. Hun falder godt nok bagover og lander på ryggen i entreen, men det holder hende ikke fra at fnise, da mor smækker døren og låser.

    De kigger alle tre på mig og mor sukker: ”Ida…” mens hun ryster på hovedet og går hen til mig. ”Lad os få noget is på den hånd!”

    ”Jeg henter Nora,” siger Leah.

    ”Nej jeg vil!” udbryder Jose, og de løber om kap ovenpå.

    Der lyder et ordenligt brag på hoveddøren og et: ”Jeg fucking advarer dig!” Det er ligeså hårene stritter i nakken, men jeg ryster det af mig. Jeg er nødt til at øve mig i at stole på, at politiet nok skal klare ham, hvis der sker noget.

    Jeg kigger på mor med opspilede øjne. ”Tænk hvis han ødelægger noget udenfor…”

    ”Så har vi ham på ødelæggelse af privat ejendom,” svarer hun bare og finder en pose frosne ærter til min hånd i fryseren. ”Pas på i ikke falder ned af trapperne piger,” siger mor, da de er på vej. Nora på armen af Josefine.

    ”Vi passer på,” siger de og kommer hen til mig.

    ”Når Nora bliver stor, ik? Så vil jeg fortælle hende om den gang hendes mor gav bussemanden en på kassen,” siger Jose.

    De griner.

    ”Nu synes jeg at der er en speciel person der fortjener et opkald,” siger Leah. Hun rækker mig min telefon. ”Jeg hørte en fugl synge om, at han har haft et sammenstød med Mads tidligere, og jeg synes, han skal vide, at du tog hævn.” Hun løfter øjenbrynet, og jeg tager imod telefonen. ”Andreas er god nok. Hvad end han har sagt, så skal du snakke med ham om det.”

    ”Okay,” mumler jeg.

    ”Vil i have en sodavand imens,” siger mor.

    Jeg kaster et blik på dem og bevæger mig hen mod trappen, hvor jeg sætter mig og ringer Andreas op. Andreas er grunden til, at de tre kvinder står overfor mig lige nu så uanset, hvor meget jeg end har lyst til at flygte fra mine problemer, så må jeg lægge dem på hylden og tage mig sammen.

    Jeg kan høre ham i røret. ”Ida!”

    ”Hej,” svarer jeg ham.

    ”Hvad har du lavet? Det ligner dig ikke at være så tavs.”

    ”Tja.” Jeg piller ved en splint i gelænderet på trappen. ”Det må du undskylde.”

    ”Hvad er der galt?”

    Jeg vender blikket op mod de tre og en halv kvinder, som pjatter med hinanden ved køkkenet og smiler skævt. ”Der er slet ikke noget galt, tværtimod. Jeg gav Mads et pap på kassen fra dig. Eller to faktisk. Nora havde også en besked der skulle videregives.”

    Han griner i røret. ”Godt Ida…” siger han, men tøver en smule. ”Hvorfor fra mig?”

    ”Fordi jeg godt ved, hvad der skete inde på den bar. Jeg ved godt, hvorfor jeg ikke skulle komme.”

    Stilheden er larmende mellem os. Jeg kan ikke rigtigt beslutte, om det er mere en face to face samtale, vi har, eller om det er fint over telefon. Noget i mig er godt klar over, at det gik alt for stærkt med Andreas og mig, efter jeg flygtede fra Mads. Andreas var den perfekte flugt.

    ”Jeg ville gerne fortælle dig om det, men jeg vil ikke have dig til at bekymre dig,” siger han et øjeblik efter.

    ”At du ikke er ærlig overfor mig er endnu værre.”

    ”Okay, jeg skulle have sagt det, men lad være med at tænke på det mere nu. Jeg har det fint.”

    ”Det er jo ikke den eneste ting, du ikke er ærlig om,” siger jeg stille og trækker vejret dybt. ”Jeg stod udenfor din lejlighed og hørte dig tale med Lucas.”

    ”Pis,” siger han for sig selv. ”Undskyld. Jeg skulle have snakket med dig om det.”

    ”Ja. Det skulle du,” svarer jeg roligt. ”Jeg synes, du har talt dig godt ind til mit hjerte, og du burde være den første til at vide, at det ikke er noget man fucker med lige nu. Hvis du er usikker, skulle du jo bare have ladet mig se dig som en ven i stedet for det andet. Det her er meget værre.”

    ”Men Ida, jeg vil virkelig gerne være sammen med dig. Du må aldrig tro, at jeg ikke mente det, jeg sagde til dig om os to.”

    ”Det ved jeg også godt,” sukker jeg og tager mig til panden. ”Men Nora og Mads er med i pakken. Jeg ved godt du elsker Nora, men jeg kan også godt forstå, at du har et liv.”

    ”Ida…”

    ”Hvad synes du selv, der skal ske nu?” Jeg lyder så alvorlig og fattet, men i virkeligheden ligger min pande i min hånd, og sprinklerne er allerede sat til bag mine øjne.

    ”Jeg ved det ikke.”

    ”For fanden Andreas, du er min bedste ven!”

    Jeg kan se de andre stirre på mig fra køkkenet. Bekymrede.

    ”Du kender min historie. Du ved, hvad jeg har været igennem, og nu det her. Vær sød at stoppe dig selv næste gang du roder dig ud i noget, som du ikke kan gennemføre.”

    ”Alle laver fejl,” mumler han stille. ”Og jeg havde så travlt med at være glad for dig, at jeg ikke tænkte mig om.”

    Jeg smiler sørgmodigt og ryster på hovedet for mig selv.

    ”Måske var det godt nok, at jeg fik en kæberasler, så jeg blev fornuftig igen. Jeg har ikke plads til en baby i mit liv. Det er da fair nok.”

    ”Ja det er fair nok, men jeg har vidst det hele tiden. Hvem vil have en pige, der ikke bryder sig om at tage i byen, har en baby og en sindssyg ekskæreste, der truer med at komme efter én? Jeg har vidst, at det ville gå sådan her hele tiden, og alligevel var jeg naiv nok til at tro, at du var anderledes.”

    ”Det er jo ligegyldigt, hvad jeg siger til mit forsvar, for jeg vil alligevel være en idiot, der forlod en pige med en baby.”

    ”Nej det er du ikke, Andreas. Du er ikke nogen idiot. Du var den eneste, der så, at jeg havde brug for hjælp.” Jeg tænker som en sindssyg på smuthuller i rodet, men der er ikke rigtigt nogen udvej, hvis Andreas ikke har hjertet med i det.

    ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal være din ven,” kommer det lidt efter fra ham.

    ”Måske…” begynder jeg men stopper mig selv.

    ”Hvad?”

    ”Måske hvis nu vi tager lidt afstand?”

    Han sukker tungt. ”Men…”

    ”Kan du selv se en anden udvej?”

    Der bliver stille i røret.

    ”Tag lidt tid alene og tænk dig om. Måske kan vi se hinanden på et senere tidspunkt, når jeg er kommet over alt det her. Det er for meget drama på en gang,” siger jeg.

    ”Jeg kan ikke lide, at det skal være sådan, men okay. Bare du skriver til mig, hvis du har brug for mig. Jeg vil stadig gerne hjælpe dig.”

    ”Det er nok bedst, hvis jeg fokusere på at opdrage Nora lige nu… og måske mine forældre også.”

    Han griner et kort øjeblik.

    ”Vi ses Andy.”

    ”Ses Shorty.”

    Jeg lukker min telefon og lægger den ved siden af mig. ”Fandens,” bander jeg for mig selv og bøjer mit hoved ned med panden på mine knæ. ”Fandens også.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...