Livet ændres på få sekunder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2015
  • Opdateret: 28 jun. 2015
  • Status: Færdig
Mit bidrag til konkurrencen om kærlighed, venskab og ulykke

2Likes
6Kommentarer
398Visninger
AA

4. Kapitel 3. ~ Tiden derefter...

Vi har været på sygehuset i et par uger, da jeg endelig må tage hjem. Det er den bedste nyhed, jeg har hørt i meget lang tid. Jeg har ventet på denne dag. Ventet på at slippe væk fra syghuset, læger, sygeplejesker, hospitalsmad, hospiltalstøj og lugten der er på et sygehuset. Nu kan Liam og jeg igen vende tilbage til vores hverdag, vores lejlighed og alt i den. Jeg glæder mig til at komme hjem og sove i min egen seng. Men selvom om vi kommer hjem, så er alt stadig ikke som før. Jeg er lænket fast til denne kørerstol. Der er stadig ingen følelse i mine ben. Jeg er langsomt begyndt at opgive håbet om at kunne gå igen, der er trods alt gået et par uger siden ulykken. Lægerne siger, stadig at jeg nok skal komme til at gå igen. Jeg skal bare have tålmodighed. Det kan de jo sagtens sige. Det er ikke dem der sidder i en kørestol og føler sig totalt hjælpeløs. 

Liam tager alt det er så flot. Han brokker sig aldrig. Han er så sød og gør alting for mig. Alt hvad jeg beder ham om, gør han med det samme. Det er hårdt, at skulle bede om hjælp til alt, når man før selv har kunnet gøre det. Han siger, han elsker mig, men hvordan skal man kunne elske sådan en som mig? Sådan en som sidder i kørestol og er total hjælpeløs. Jeg kan ingen gang nå glassene på hylden ude i køkkenet selv. Jeg kan ikke selv gå i bad, uden der er nogen, der skal hjælpe mig. Jeg kan knap nok selv gå på totilet selv. Hvordan skal nogen kunne elske, en person der er så hjælpeløs? Jeg ved ikke hvordan han gør, men han gør det bare og det beundre jeg ham virkelig for. Jeg er så glad for, at jeg har Liam i mit liv. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis han ikke var her. 

Genoptræning er så hårdt. De siger alle sammen, at jeg nok skal komme til at gå igen, men jeg tror ikke på dem. Hvordan skal de kunne få mig til at gå? Mig der ingen følelse har i mine ben? De kunne sætte en kniv i mit lår og jeg ville intet mærke. Jeg kommer til genoptræningen hver dag i 2 timer. Liam kører mig der hen og henter mig igen, når jeg er færdig. Han har været med der inde et par gange, men hellere ikke mere end det. Jeg tror ikke, han har det så godt med at se mig lide, så meget som jeg gør, uden der sker fremskridt på nogen måde. Jeg forstår ham. Hvis jeg kunne gøre det samme, så gjorde jeg det. De er alle sammen så søde her inde. De gør, alt hvad de kan for at hjælpe mig med at gå igen. Jeg kæmper, alt hvad jeg kan for at komme til at gå igen, men det er hård og en lang process. Der er også andre her inde, som sidder i kørestol af den ene eller anden grund. Jeg synes, det er spændende at lytte til deres historier og alt hvad de har været igennem. Når jeg sammenligner mig med dem, har de været så meget mere igennem, end jeg har. Og alleligvel har jeg ondt af mig selv. Det burde jeg ikke have. Jeg skal være glad for at være i live og glad for der ikke skete mere med mig end der gjorde. 

For hver dag der går, opgiver jeg håbet om at gå mere og mere. Jeg tror ikke på det. Der er ingen fremskridt sket med mig. Liam og mit forhold går hellere ikke godt. Vi er begyndt at skændes om alt ting. Jeg ved han har det hårdt med at passe sit arbejde og resten af tiden med at passe mig. Han har masser af ting at se til og masser af bekymringer. Og jeg? Jeg sidder bare her i min kørestol og kan intet gøre. Det er som om Liam og jeg ikke er kærester længere, men mere som om Liam bare er en, der skal passe mig. Alt romantikken og kærligheden er ligesom forsvundet. Jeg hørte ham tale i telefon den anden dag med en af hans venner. Han fortalte, om hvor hårdt vores liv er blevet efter ulykken og hvor lidt fritid han har til sig selv. Jeg kan kun give ham ret. Jeg er bange for at vores ellers så perfekte forhold, er ved at gå i stykker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...