Musik i koma

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 3 jan. 2018
  • Status: Igang
Simon har altid drømt om at stå på scenen og synge sine lunger tørre, og det får han mulighed få da hans far kommer hjem igen, efter at havde arbejdet som manager i New York. Simon har lavet gruppen "Color Palette" sammen med hans bedste venner og nu takket være hans fars tilbagevenden får de meget større muligheder end nogensinde før. Men hvad så når den pige Simon elsker går hen og bliver syg, skal han følge med gruppen på deres turne eller blive hjemme og passe på den pige han elsker uvidende om hun stadig vil være der når han kommer tilbage.
Følg Simons vej gennem de 5 stadier af sorg og dilemmaet med at vælge mellem sine drømme og den man elsker.

1Likes
5Kommentarer
547Visninger
AA

3. Turné eller ej?

En ambulance kom ud til vores lejlighed og hentede Erika og jeg, på hele turen sad jeg og holdte Erika i hånden, om det var for at støtte hende eller for at betrykke mig selv var jeg ikke helt sikker på, men en ting var sikkert, vi var begge bange, bange for hvad der skete og hvad der ville ske.

Vi ankom til hospitalet hvor jeg måtte sidde og vendte mens Erika blev undersøgt, mens jeg sad der så jeg på min telefon i noget tid, inden jeg ringede hendes forældre op og fortalte hvad der var sket, mens jeg snakkede med dem kunne jeg høre dem gøre klar til at køre. Derefter så jeg igen på mobilen i lidt tid hvorefter jeg ringede til Tanja og fortalte hende hvad der var sket, hun græd i telefonen da jeg fortalte det, og jeg bad hende ringe til de andre for jeg kunne ikke klare at høre flere græde.

Jeg sad og ventede længe på at en læge kom og fortalte mig hvad der var sket, Erikas forældre var noget frem og der var stadig intet nyt og nu skulle jeg så høre på hendes mor græde hvilket ikke hjælp mig overhovedet, roligt fandt jeg min notesblok frem som jeg alt gik rundt med hvis nu en sang skulle komme til mig mens jeg var ude. langsomt blev en ny sang dannet med titlen 'Waiting for good news' den var ikke særlig munter taget i betrækning den var skrevet af mig, det var kun når jeg arbejdede sammen med Viktor eller Karin jeg kunne skrive noget som det her, men nu kunne jeg åbenbart også selv.

Efter en lang ventetid kom lægen ud, det vidste sig at Erika havde fået mave kræft, Erikas mor begyndte at græde endnu mere og jeg stod helt lamet. Lægen spurgte om vi ville ind til Erika men jeg takkede nej, selv om hendes forældre insistere på jeg kom med, men jeg kunne ikke klare tanken om at skulle se hende i en hospitals seng lige nu.

Da jeg kom hjem gik jeg hurtigt på internettet for at finde ud af mere, nok vidste jeg hvad kræft var og at mange mennesker døde af det, men mere vidste jeg ikke om det og mere specifikt vidste jeg ikke meget om mave kræft.

Des mere om det jeg læste jo mere bekymret blev jeg, en af dagene blev min laptop skærm smækkede ned af Viktor "nu stopper du, med at læse om det, vi er alle syge af bekymring for Erika hun er vores ven, men du køre dig selv ned ved at læse om det, så stop det" sagde han og smækkede et par høretelefoner over mine øre hvor i jeg kunne høre mig selv synge vores sang Yellow men selv om sangen normalt gjorde mig i bedre humør hjalp det ikke rigtig her og jeg tog dem bare af og lagde dem på bordet.

De fire andre stod og snakkede sammen "vi kan ikke få noget lavet så længe han er sådan der" sagde Karin trist og så over på mig. De var alle ude af den og jeg gjorde det ikke nemmer for dem, hvad var jeg for en leder af den her gruppe, jeg havde lavet Color Palette og nu gav jeg bare slip på det hele, fordi min elskede Erika var syg. De andre forstod det selvfølgelig godt, men vi havde en turné der begyndte om mindre en en måned og man kunne ikke bare stoppe den nu, vi havde lagt så meget arbejde i den allerede at det ville være synd, men jeg kunne ikke tænke på andet end Erika lige nu spærret inde på det hvide værelse alene, hun burde være udenfor ligesom resten af os, smilende og gøre dagene lyse igen, himlen virkede bare grå for tiden, som om alle de farver jeg havde prøvet at få frem med Color Palette ikke længere eksisterede.

Mens jeg sad der og sukkede for mig selv hørte jeg noget, jeg rettede mig mod lyden og Lucas stod foran sit keyboard og spillede en ny melodi, jeg lukkede øjnene for at kunne lytte bedre efter.

Melodien var først stille og rolig den fik mig til at tænke på regn, en trist lyd men ligeså stille kom lidt lykke ind og melodien blev lidt mere munder, men man havde stadig følelsen af regn men det var blevet til en stille sommer regn, derefter kom lyden af hygge med, som hvis man sad indenfor med sine kære og drak noget varmt, mens regnen falde udenfor, og det begyndte langsomt men sikkert at blive en mere munder melodi, og til sidst stilnede regnen af og melodien stoppede.

Jeg åbnede øjnene igen og kunne mærke en enkelt tåre trille ned af min højrekind, jeg så over på de andre for at se deres reaktion på melodien, Tanja stod med begge hænder for munden og med helt våde øjne, Karin stod og tørrede sine tårer væk med sit ærme, Viktor stod roligt men med en knyttet næve og Lucas han gav et suk fra sig som havde han opgivet alt håb. Da jeg så dem gik det fuldkommen op for mig at mine venner var lige så bange for at miste Erika som jeg var og at det ikke kun var mig der gik igennem en svær tid.

Jeg rejste mig roligt op og alle så over på mig og jeg sendte dem alle et smil, jeg måtte tage mig sammen, jeg var den psykisk stærkeste af os alle sammen, gul var ikke kun min farve fordi det var min ynglings farve jeg var den opmuntrende og positive, og det var nu jeg ikke måtte glemme det, ikke blot mine venner havde brug for det, Erika havde også.

"Venner jeg ved det her er svært, og jeg har ikke ligefrem gjort det nemmere for jer ved at sidde her og sukke uden at gøre noget. Men vi har en turné og den må vi gennemføre, min far har arbejdet hårdt få at få stablet den på benene og Erika vil føle sig skyldig hvis vi dropper den for hendes skyld" sagde jeg og prøvede at holde mig selv i ro og lytte til hvad jeg selv sagde.

Jeg gik roligt over til Lucas og han så undrende på ham jeg rakte en hånd ned i min lomme, og tog den sang frem jeg havde skrevet på hospitalet for nogle dage siden frem og rakte ham den. "Læg den nye melodi og den her tekst sammen, så har vi en ny sang" sagde jeg roligt og måske en smugle tomt selv om jeg lige havde holdt en opmuntrende lille tale.

"Men Simon er du sikker på du vil være klar til at tage på turné når Erika ikke kan komme med og bliver på hospitalet?" spurgte Karin bekymret, jeg nikkede roligt som svar, det var ikke et spørsmål om var klar, det var et spørgsmål om jeg kunne, for klar var jeg altid.

"Jeg er med på vi ikke aflyser turnéen, men det er nu trist at efterlade Erika, når hun nu også har glædet sig, hvis bare der var noget vi kunne gøre for hende, og tage på turné" sagde Lucas mens han skrev teksten og melodien sammen på et node ark.

"Vi kunne vel give nogen af vores penge til kræftensbekæmpelse, det vil vel også hjælpe Erika på en måde" forslog Viktor tænksomt. Vi så alle undrende over på ham, han havde fat i noget og det var en god ide, vi var jo en ny gruppe så hvis vi støttede noget kunne vi muligvis få flere til at komme og se os.

"Det er ikke en dårlig ide, vi kunne gøre det til et helt tema, kræft sløjferne findes i mange forskellige farver, det kunne jeg sagtens arbejde med" sagde Tanja begejstret.

"Ikke nok med vi ville kæmpe for en god sag men den gode sag kunne skaffe os et endnu større publikum fordi de gerne vil støtte kræftensbekæmpelse, vi kunne få flere fans på den måde" sagde Karin og fandt sin lommeregner frem fra sin skuldertaske, for at regne på talene.

"Det er faktisk en mulighed, så længe vi ikke giver mere end 60% så kan vi selv få lidt og så er der stadig penge til alt det vi skal bruge, som transport og sende opsætning og alt det" sagde Karin og lagde sin lommeregner tilbage i hendes skuldertaske.

Vi blev hurtigt enige om at det var det vi gjorde og Karin gik afsted mod min fars kontor for at fortælle ham om planerne, og de andre stirrede derefter underligt på mig.

"Hvad?" spurgte jeg undrende.

"Du har stadig ikke været over og besøge hende på hospitalet har du vel?" spurgte Tanja, jeg så flovt ned i jorden, jeg havde ikke kunne få mig selv ind på hospitalet endnu, hvad dag gik jeg forbi og hver gang stod jeg og så på den store dør ind og hver gang var jeg vent om igen istedet for at gå ind. Tanken om at se Erika i en hospitals seng gjorde mig dårlig, hun var glæden i mit liv, hun var der da jeg havde mest brug for det altid med et smil på læben, hun var der altid til at få mig ned på jorden igen når jeg fløj lidt for højt.

Kort efter min reaktion, mærkede jeg en arm under hver af mine og Viktor og Lucas begyndte at slæbe afsted med mig, mens Tanja førte an, jeg var godt klar over hvor vi var på vej hen så jeg gjorde ikke modstand, måske var det præcis det her spark jeg havde brug for, for at se Erika på hospitalet.

Vi satte os ind i Viktors bil og kørte mod hospitalet, da vi ankom tog Lucas og Viktor igen en arm under var af mine og slæbte mig med ind. Personalet så ret overrasket ud mest fordi jeg begyndte at stride i mod så snart jeg så døren ind, men Lucas og Viktor var stærkere end mig, uanset hvad jeg gjorde kom jeg ikke fri og til sidst ende vi foran dør 444 hvor Erika lå.

Drengene gav slip på mig og trådte lidt væk, alle tre så de spændt på mig mens jeg så opgivende på døren, der var ingen vej tilbage nu, jeg kunne ikke løbe, tanja var hurtigere end mig og hvis hun bare fik mig til at bremse op ville Lucas og Viktor være der og slæbe mig tilbage foran døren.

Jeg bankede derfor roligt på døren ind til Erikas værelse men der kom ikke noget svar, roligt skubbede jeg døren op og så hende sidde med høretelefoner på, roligt gik jeg hen til hende og satte mig på sengekanten. Hun tog roligt sine høretelefoner af og sendte mig et lille smil.

"Hvad høre du?" spurgte jeg for at komme lidt væk fra emnet om en turné for kræftensbekæmpelse, da jeg ikke ønskede at snakke om kræft som det første efter ikke at havde set hende i dage vis.

"Dig" svarede hun med et smil og lagde høretelefonerne hen over mine øre og sangen 'we are heros' spillede, jeg sad lidt og lyttede til sangen, den var ikke noget særligt da jeg skrev den, men nu betød den noget, for det var lidt det vi ville ud og være, helte.

Roligt kørte Erika en hånd gennem mit hår, mens jeg hørte sangen færdig, det var rart at mærke hendes hænder kærtegne min hovedbund. Men hendes handling fik mig på en måde til at føle mig skyldig, det var hende der var syg og spærret inde på hospitalet alligevel var det hende der beroligede mig, selv om det burde være omvendt.

Da sangen var slut sad vi og snakkede en del, begge prøvede vi at undgå emnet om kræft og det at vi var på et hospital, hvis folk der ikke kendte os kom ind og så os tale, ville de nok ikke tro der var tale om noget dødeligt, men sådan var vi bare når vi snakkede sammen tog vi hensyn til hinanden, og vi var begge muntre personer af natur så det at snakke om negative emner, var svært for os, specielt sammen.

men selv efter timers snak om alt og ingenting, måtte vores samtale ende op i turnéen og det at vi havde besluttet at bruge 60% af indtægterne på kræftensbekæmpelse. Da jeg fortalte hende det blev hendes øjne våde og et lille smil blev dækket af hendes hænder, roligt lagde jeg mine arme om hende og hun begyndte at hulke ind mod min skulder, hun græd så sjældent at det var underligt at høre hende hulke, men det fik mig bare til at stramme mit greb om hende og prøve at passe endnu bedre på hende.

"Tak" hviskede hun hæst efter at hendes hulken var overstået. Roligt lagde jeg min pande mod hendes og så hende i øjnene, med et lille opmuntrende smil.

"Du skal nok klare det, du er stærkere end du ser ud, så lov mig du kæmper, så vil jeg gøre det samme og skaffe flere penge til kræftensbekæmpelse end nogen andre nogensinde har gjort" sagde jeg mens jeg prøvede at lyde så selvsikker som mulig.

Hun sendte mig et smil tilbage og nikkede kort, hvorefter hun kyssede mig og i det kunne jeg mærke hende desperation for at leve vider, og havde mig ved hendes side. Hun ville ikke efterlade mig det vidste jeg nu, hun ville kæmpe med alle kræfter, for at komme igennem sin kemo og operation.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...