Retribution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2015
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Færdig
// Ellen Winchester har altid ønsket at følge i sin fars fodspor. Ligesom Dean vil hun være jæger, men da hun under sin skolegang i Lawrence forelsker sig i den charmerende Dylan, bliver hun pludselig draget i tvivl. Ellen står i et svært valg med kærligheden på den ene side og et liv som jæger på den anden, men da hendes uforklarlige kræfter en dag tager overhånd, forlader hun Lawrence og Dylan uden at se sig tilbage.
Fem år efter bliver en ung pige fundet myrdet på et skoletoilet i en lille flække i Idaho, og jobbet viser sig at byde på overraskelser og hemmeligheder, som Ellen aldrig havde forestillet sig. For midt i det hele vender en ganske særlig person tilbage – Dylan. // Vinder af "Kampen mellem fandoms"-konkurrencen i kategorien "Supernatural".

34Likes
65Kommentarer
5707Visninger
AA

7. Kapitel 6 - Once

 



”To milkshakes, en salat og en kurv pomfritter med ketchup.”
Ellen løftede et øjenbryn. ”Du ved da, at jeg ikke bruger ketchup.”
Dylan smilede kortvarigt med den ene mundvig. ”Ja, ja, øh, det er til mig.”
”…Til din salat?” undrede hun sig.
Han nikkede og trak på skuldrene.
”Nå. Jeg skulle på toilettet,” kom hun i tanker om og rejste sig. Hun puffede sin stol tilbage ind under bordet i den smalle café og gik igennem lokalet, forbi disken og ud på badeværelset. Hun gik på toilettet, vaskede hænder, rettede på sit hår, selv om hun ikke plejede at gøre den slags og gik så tilbage igen.
”Skal-” begyndte hun, da hun nåede tilbage. Hun vendte hovedet på skrå, da hun fik øje på bordpladen.
”Vil du følges til prom med… klat?” oversatte hun. På bordet stod ordene malet med ketchup, og hun så over på ham. Han sad med armene over kors og smilede selvhøjtideligt.
”’Mig,’” forklarede han og pegede på det sidste ord, hvor bogstaverne var flydt sammen i en ketchupklat. Han rømmede sig så og blev rød i kinderne. ”Øh, der står ’mig,’” gentog han mumlende.
Ellen satte sig og lænede sig betænksomt tilbage. ”Hmm,” sagde hun og lod som om, hun overvejede det, selv om hun selvfølgelig havde bestemt sig.
”Altså, du har jo lige grisset bordet til for min skyld,” pointerede hun med et smil.
”Jeg måtte jo finde et alternativ, nu hvor du ikke kan lide ketchup på dine pomfritter.”
Ellen havde aldrig forestillet sig, at netop den sætning skulle være noget af det sødeste, hun nogensinde kom til at høre.
”…Men jeg bør nok tørre det op igen, før servitricen bliver sur,” lo han så og så sig over skulderen. Han hev en stak servietter ud af beholderen på bordet.
”Så kan du lige tage det her med også,” sagde Ellen, greb fat om ketchupflasken og stavede et ”JA” på hans side af bordet. Han vippede hovedet til den ene side og så på hende på næsten samme måde, som han senere ville gøre det, når de stod på dansegulvet.
Hun kunne have kysset ham på stedet, men eftersom de stadig ikke var mere end venner, lod hun være. I stedet betragtede hun ham med et udødeligt smil på læben, mens han tørrede bordet rent. En gang imellem skævede han op mod hende, og når han gjorde det, sprang hendes hjerte et slag over, og hun vidste allerede der med sikkerhed, at hun var fuldstændig og aldeles fortabt.

 

”Godmorgen, solstråle.”
Ellen svajede med hovedet. Hendes hage hvilede på hendes bryst, og hendes nakke var stiv og gjorde ondt, men det var ingenting sammenlignet med den øredøvende dunken, hun følte i sit hoved. Ordene var slørede i hendes øregange, som om hun var under vand, og hendes syn var omtåget.
”Jeg bliver meget fornærmet, hvis du ikke kan huske mig.”
Ellen kiggede op for at se, hvem stemmen tilhørte, men personen over hende fremstod ikke som andet end en skygge, og hun måtte klemme øjnene i endnu en gang, da hun blev blændet af lyset bag den sorte skikkelse.
”Du er ikke så tough for en jæger, hva?”
Ellen smilede hånligt for sig selv. Hun skulle bare komme til kræfter. Så skulle hun nok vise ham noget andet.
”Nå ja. Du tror måske, at du stadig kan binde dine reb op selv eller kaste en stol efter mig, men jeg tror, at du får svært ved at ramme, når du har det her susende i blodet.”
Skikkelsen rystede et glas et-eller-andet. Ellen svarede ikke.
”Stakkel. Har du ondt i hovedet?” spurgte stemmen med overdreven ømhed.
”Hvis… du ikke… holder kæft… så river jeg din tunge ud,” mumlede Ellen. Skikkelsen lo højlydt, og det ringede smertefuldt i hendes ører.
Tag dig sammen, tænkte hun bittert. Hun anede ikke, hvad de havde givet hende, men stærkt var det i hvert fald. Stadig – hendes far havde håndteret ting, der var værre.
Ellen løftede hovedet og tvang sig selv til at vænne sine øjne til lyset. Der gik et par sekunder, hun blinkede og blinkede, og til sidst begyndte personen foran hende at få et ansigt.
”…Mr. Watts?” spurgte hun overrasket.
”Ding, ding, ding! Vi har en vinder.”
”Den tunge…” mindede hun ham om. Han smilede bare skævt med et underholdt glimt i øjet, og selv om han så langt mindre charmerende ud, lignede han i det øjeblik uhyggeligt meget Dylan.
Mr. Watts hev en stol frem fra hjørnet af det rum, de sad i. Den skrabede mod gulvet og rev i Ellens ører, men hun gjorde sit bedste for ikke at fortrække en mine. Mr. Watts satte sig foran hende, tæt.
”Din tid er forbi, Ellen. Du kyssede min søn. Du kom i mit hjem. Du blev som en del af min familie. I al den tid lod vi et monster træde ind over vores dørtærskel, men du kommer aldrig til at se andet end det her rum nogensinde igen. Forstår du, hvad jeg siger?”
Ellen stirrede koldt på ham. ”Jeg forstår. Men du forstår intet,” svarede hun bittert.
Mr. Watts slog ud med armene. ”Jamen, jeg lytter da gerne.”
Han afventede tålmodigt hendes svar. Ellen så sig omkring og overvejede, hvor hun skulle begynde. Rummet, hun sad i, var af massivt jern, og lampen i loftet kunne hun ikke få til at falde ned, da hun prøvede. Hun havde ingen anden chance end at få ham til at indse, at det hele var en fejltagelse.
”Jeg har altid været sådan her,” begyndte hun.
”Se, nu bliver jeg nysgerrig. ’Sådan her’? Vievand, jern, sølv – intet ser ud til at røre dig det mindste. Du er… et ret interessant eksemplar.”
”Hmm,” smilede hun. ”I aner ikke, hvad jeg er, men går alligevel ud fra, at jeg er et uhyre.”
”Min opfattelse er understøttet af mange års erfaring.”
Der var ikke en eneste muskel, der bevægede sig i Mr. Watts’ ansigt. Ellen tog en dyb indånding og så længe på ham, men der var ingen sympati at hente. Det havde hun heller ikke regnet med. De fleste jægere på hans alder var med tiden blevet hårdere, end hvad der var sundt for dem selv.
”Hør. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad jeg var, men det gør jeg ikke. Men jeg har aldrig slået nogen ihjel.”
Mr. Watts så længe på hende. ”Hvordan skulle jeg nogensinde kunne stole på dig?” 
”Fordi du kendte mig engang,” svarede hun.
Engang, tænkte Mr. Watts. Ligesom sin søn var han ikke længere sikker på, at hun var den samme pige, der havde spist aftensmad med dem to gange om ugen. Han havde holdt af hende engang. Det samme havde hans kone, Lily. Han forstod, hvorfor Dylan havde været så interesseret i netop hende – hun var anderledes på en måde, som man ikke kunne sætte en finger på. Mystisk. Nu vidste han hvorfor, for selv dengang havde hun været en jæger - og jægere brugte hele deres liv på at lyve.
”Jeg troede, at jeg kendte dig, og du troede, at du kendte mig. Men er det ikke mere tydeligt end nogensinde før, at vi aldrig har kendt hinanden?”
Hun kiggede på ham som et såret dyr, svag i hver en lem og med sviende øjne. Og det var alt, hun var for ham nu – en ukendt skabning, der sad bundet fast til en stol i et lokale af massivt jern. Og han vidste ikke andet om hende, end at hun engang for mange år siden havde knust hans søns hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...