Retribution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2015
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Færdig
// Ellen Winchester har altid ønsket at følge i sin fars fodspor. Ligesom Dean vil hun være jæger, men da hun under sin skolegang i Lawrence forelsker sig i den charmerende Dylan, bliver hun pludselig draget i tvivl. Ellen står i et svært valg med kærligheden på den ene side og et liv som jæger på den anden, men da hendes uforklarlige kræfter en dag tager overhånd, forlader hun Lawrence og Dylan uden at se sig tilbage.
Fem år efter bliver en ung pige fundet myrdet på et skoletoilet i en lille flække i Idaho, og jobbet viser sig at byde på overraskelser og hemmeligheder, som Ellen aldrig havde forestillet sig. For midt i det hele vender en ganske særlig person tilbage – Dylan. // Vinder af "Kampen mellem fandoms"-konkurrencen i kategorien "Supernatural".

34Likes
65Kommentarer
5701Visninger
AA

6. Kapitel 5 - When The Hunter Becomes The Hunted

 



Ellen havde kun en betingelse – de kørte i hans bil.
Emily Larkey boede i udkanten af byen, hvor de store, mørke grantræer begyndte at vokse til, og hvor den vej, Ellen havde kørt ad natten før, førte igennem skoven og fortsatte i en uendelighed. Som de fleste andre huse i byen lignede Emilys en typisk villa, blot med en knap så tydelig fornemmelse af, hvor haven havde sin ende, og skoven begyndte.
Dylan strammede sit slips igen og bankede på døren. Ellen havde allerede tjekket sin læbestift i make-upspejlet i hans Mercedes.
En ung pige åbnede døren og kiggede undersøgende på dem. Hun havde mørklødet hud og sort hår, og hendes spinkle fingre holdt hårdt fast om døren.
”…Emily?” spurgte Dylan. Hun nikkede bekræftende.
”Er dine forældre hjemme?”
”De er på arbejde.”
”Må vi komme indenfor?”
Emily åbnede tøvende døren op og lukkede den i bag dem. Dylan forklarede situationen og sagde, at de blot havde et par spørgsmål omhandlende Melissa Miltons død.
Emily satte sig ved køkkenbordet og så grøn ud i ansigtet.
”Du ser nervøs ud.” Ellen havde ikke ment at sige det højt, det havde mere bare været en tanke, men hun fik en klar fornemmelse af, at pigen vidste noget. Havde gjort noget.
Dylan skævede usikkert over mod Ellen, der holdt sit blik fast rettet mod Emily. Hun brød sig ikke selv om taktikken, men ubehaget kunne meget muligt få pigen til at fortælle det hele, så hun prioriterede det praktiske frem for det børnevenlige.
”Emily, hvor var du ved 11-tiden i går?” spurgte Dylan blidt. Emily følte sig tør i munden. Hun havde lyst til at indrømme alt, og samtidig vidste hun, at det ville blive hendes undergang. Hun havde ikke sagt så meget som et ord til sine forældre endnu. Det havde hun heller ikke tænkt sig, og mere end nogensinde før overvejede hun, om hun bare skulle rejse væk, før det var for sent. Men det var måske allerede for sent.
”Jeg…” begyndte hun hæst. Hun så skiftevis på Ellen og Dylan. Kvinden med de røde læber og det platinblonde hår skræmte hende en smule, og det fornemmede Ellen også selv. Hun rømmede sig og smilede betryggende.
”Du skal ikke være bange. Bliv du her og snak med agent Johnson, så tager jeg et kig på dit værelse imens, hvis det er i orden.”
Ellen rejste sig fra stolen, men frøs på stedet, da Emily udbrød: ”Nej, vent!”
Ellen var temmelig sikker på, at det ikke drejede sig om en dagbog, der ikke var gemt af vejen, eller et par underbukser, der lå og rodede på gulvet. Hvad end, der var på det værelse, måtte være langt værre. Der lå sikkert dyreknogler og gamle bøger over det hele, og frygten i pigens ansigt bekræftede blot Ellens mistanke.
Hun fortsatte og gik fast besluttet ud af køkkenet og op ad trappen. Bag sig kunne hun høre Emily råbe og løbe efter hende. Dylan holdt hende tilbage og forsøgte at få hende til at tage det roligt, men hun begyndte at sprælle i hans arme og vristede sig fri.
”Det er ikke som I tror-” prøvede hun, da Ellen havde åbnet alle dørene på sin vej og nåede til den sidste på gangen. Hun tog i håndtaget.
Hun trådte på et glasskår som det første, da hun entrerede værelset. Overalt på gulvet lå knuste vaser og billedrammer, vinduet var slået itu, og gardinerne blafrede i solen, der reflekterede sig i stumperne af glas og spejle. Reolen var ødelagt og skæv, og dunene fra dynen og hovedpuden svævede rundt i brisen.
”Jeg kan forklare det hele, I bliver nødt til at tro mig,” græd Emily og holdt afværgende armene op foran sig. Dylan tog hele synet ind med bekymret mine. Ellen blev overrasket over hans ro, da han med neutralt tonefald bad Emily fortælle. Han forstod selvfølgelig ikke sammenhængen, tænkte hun. Det knuste spejl på skoletoilettet og det knuste glas på gulvet. Men Dylan havde skam forstået, at Emily Larkey højst sandsynligt havde slået Melissa Milton ihjel. Han havde bare ligesom Ellen endnu ikke forstået hvordan.
”Jeg… Åh, det lyder så skørt,” hikstede pigen og placerede hænderne på hver sin side af hovedet. Hun havde lyst til at lukke hele verden ude. Trykke på sluk-knappen, så alle sanser forsvandt. Men det kunne hun ikke.
Emily lod sig dumpe ned på sengen, og et par fjer rejste sig omkring hende. ”Det startede sidste år. Når jeg blev ked af det, gik ting i stykker eller flyttede sig. Jeg kunne for det meste styre det, men nu er det hele bare gået galt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, det var ikke med vilje, men jeg blev bare så vred…” Hun prøvede at snakke tydeligt, men hendes ord blev påvirket af snot og tårer, og i sidste ende var hun også ligeglad. Det var slut nu. Enten røg hun i fængsel eller på en tosseanstalt, tænkte hun, og hun kunne se sine forældre for sig, grædende og skuffede og vrede.
Ellen havde aldrig følt sig så lam i hele sit liv.
Hun er ligesom mig, tænkte hun overvældet og så på Emily. Pigen foran hende var ligesom hende selv, bare mere uheldig. Emilys frustration havde knust spejlet og sendt en af stumperne flyvende efter Melissa, og hun vidste, at Emily ikke engang havde ønsket det. Det kunne lige så vel være Ellen, der ved et uheld havde slået nogen ihjel.
Hun fik kvalme ved tanken, men hev sig ud af sit eget hoved. Det gik endelig op for hende, hvad Dylan var i gang med – han hev sin pistol frem fra bæltet, pegede den mod Emily og holdt fingeren hvilende på aftrækkeren. Ellen skyndte sig at gå ind foran ham.
”Nej, nej!” råbte hun og holdt hænderne op. Hvad tænkte han dog på?
”Jeg beklager, Ellen. Jeg forventer ikke, at du ville forstå det, men jeg bliver nødt til at slå hende ihjel.” Han ladede pistolen, og Ellen stirrede lamslået på ham. Han lignede ikke sig selv. Hans øjne var hadefulde og kolde, og hans mund var sammenbidt.
”Dylan…” hviskede hun og tog en dyb indånding. ”Lyt til mig-”
”Træd til side.”
”Du kan da ikke slå hende ihjel! Har du mistet forstanden?!”
Emily græd stadig, men ingen af dem hørte hende.
Han så hende beklagende, næsten skamfuldt, i øjnene. ”Ellen, hun er ikke et barn. Der findes ting, som du ikke har fantasi til at forestille dig, tro mig. Hun er et monster,” forklarede han. Hans sidste ord var som et giftigt ekko i værelset.
”Vent… hvad?”
”Jeg er ikke en FBI-agent.”
”Du er en jæger. Holy shit, du er også en jæger!”
Det var Dylans tur til at se overrasket ud. ”Hvordan i alverden-”
I al den tid?!” udbrød hun chokeret.
Hans mund stod på vid gab. ”Dig? Siden hvornår?!”
”Siden altid, selvfølgelig, din kvajpande!”
”Hey!” råbte han fornærmet og pegede pistolen af hende. Det var egentlig ikke ment som en trussel, men Ellen opfattede det sådan og hev pr. refleks sin pistol frem fra sine bukser.
Emily betragtede dem skræmt, mens deres øjne og skydevåben stirrede på hinanden. Ingen af dem flyttede blikket så meget som en millimeter, men inde i deres hoveder kørte tankerne rundt på højtryk. I alle de år… Havde de virkelig været jægere begge to? Havde han fortalt de samme løgne og holdt på de samme hemmeligheder som hende?
Hun fattede det ikke. Den Dylan, hun kendte, havde været blød som en skumfidus. Ham som jæger? Hele situationen forekom hende at være fuldstændig umulig.
Hun overvejede, om hun skulle afvæbne ham, men hun vidste lige så vel som han selv gjorde, at han ikke ville skyde hende. Emily, derimod…
”Du burde forstå bedre end nogen anden,” sagde Dylan. Ellen var så gal, at hun kunne mærke sine muskler sitre.
”Du slår hende ikke ihjel. Jeg giver dig ikke lov.”
”Ellen…”
”Hun er ikke et monster, Dylan, hun er bare et menneske.”
Dylan tog et lille skridt tilbage og rynkede brynene i forvirring. ”Ellen, du hørte hende jo selv…”
Ellen fik en sindssyg tanke. ”Dylan. Set bort fra det her så… kender du mig, ikke?” spurgte hun og ventede på, at han nikkede bekræftende.
”Kendte,” rettede han hende sammenbidt. Selv når man så bort fra jæger-halløjet, var der trods alt gået fem år. Han huskede tydeligt, hvem hun havde været, men anede stadig ikke, om hun overhovedet var den samme nu. Måske når det kom til pomfritter, men det var bare ikke helt det samme.
”Okay, men du ved, at jeg ikke er et monster, ikke?” spurgte hun og kunne ikke lade være med at føle sig åndssvag. Dylan grinede også uforstående og humorløst, og hans blik flakkede fra hendes ansigt til pistolen i hendes hånd.
”Måske i overført betydning, men ellers nej,” svarede han.
Ellen kunne have svoret, at hendes hjerte var ved at hamre sig vej gennem brystet. Hun følte sig tæt på at besvime. Før i tiden ville det sikkert have fået noget til at gå i stykker, men ikke nu. Hun havde lært at kontrollere det. Det samme kunne Emily. Det ville være hendes største ære og fornøjelse at lære hende det. At være sammen med nogen om den ene evne, som hun stadig ikke vidste andet om, end at den havde ændret hendes liv for altid.
”Så kig. Jeg lægger lige pistolen,” forklarede hun og sænkede den langsomt. Hun placerede den på gulvet foran sig. Bag hende havde Emily krøllet sig sammen op ad sengen. Det lykkedes hende nærmest at lukke verden ude, men hun kunne ikke lade være med at følge med i deres samtale. Især ikke, da Ellen sagde: ”Hun er ligesom mig.”
Dylan så om muligt endnu mere forvirret ud, og han rystede benægtende på hovedet og trippede med fødderne. Pistolen havde han stadig i sin udstrakte arm. Det tog kun Ellen et halvt sekund og en håndbevægelse, før våbnet havde flyttet sig fra hans hånd til hendes.
Selv før den rørte hende, havde hun kunnet fornemme det kolde stål og hver enkelt mekanisme. Hun så på den og lagde så også den ned på gulvet ved siden af sin egen.
Hun var måske overlegen, og selv om Dylan vejede væsentligt mere end hende og var langt stærkere, ville hun altid have en fordel, når hun kunne sende objekter flyvende efter ham. Men hun var ikke forberedt, da han ikke så meget som sagde et ord, men langede ud efter en af pistolerne. Hun nåede ikke engang at se hans ansigtsudtryk, så knap nok hans arm, da han svang pistolens skaft ned mod hendes hoved.
Hun hørte Emily skrige, før hun besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...