Retribution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2015
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Færdig
// Ellen Winchester har altid ønsket at følge i sin fars fodspor. Ligesom Dean vil hun være jæger, men da hun under sin skolegang i Lawrence forelsker sig i den charmerende Dylan, bliver hun pludselig draget i tvivl. Ellen står i et svært valg med kærligheden på den ene side og et liv som jæger på den anden, men da hendes uforklarlige kræfter en dag tager overhånd, forlader hun Lawrence og Dylan uden at se sig tilbage.
Fem år efter bliver en ung pige fundet myrdet på et skoletoilet i en lille flække i Idaho, og jobbet viser sig at byde på overraskelser og hemmeligheder, som Ellen aldrig havde forestillet sig. For midt i det hele vender en ganske særlig person tilbage – Dylan. // Vinder af "Kampen mellem fandoms"-konkurrencen i kategorien "Supernatural".

34Likes
65Kommentarer
5704Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Pay For Your Past

 


 

”…Kender I hinanden?”
Politimanden så skiftevis på hende og ham.
Dylan lo nervøst. ”På en måde,” sagde han gennem sammenbidte tænder. Han vidste ikke, hvordan han skulle reagere. Han havde ikke hørt fra hende i fem år. På den ene side var han naturligvis glad for at se hende, men på den anden side havde han lyst til at råbe og slå et eller andet, fordi han slet ikke kunne fatte, at hun rent faktisk stod der. Lige foran ham. Og hun lignede på samme tid sig selv og en, han aldrig nogensinde havde mødt.
Ellen rømmede sig og kunne ikke lade være med at frygte, at han var splitterravende gal på hende. Det ville hun nok også have været. Han havde trods alt ringet tusind gange og sendt e-mails selv et halvt år efter, og hun svarede kun en enkelt gang med et ”Lad være med at kontakte mig.”
”Vi må nok hellere komme til sagen,” formåede hun at sige, selv om hun var som groet fast til stedet. Han lignede sig selv på en prik; han havde det samme mørkebrune hår og de samme varme øjne, han var bare blevet et par centimeter højere siden sidst. Nå ja – og så var han åbenbart blevet FBI-agent.
Hun havde mest af alt lyst til at kaste sig i armene på ham. Det var fem år siden, men føltes som i går, og hun kunne pludselig mærke fornemmelsen af hans hånd i hendes og dufte hans mors vegetarlasagne. Men hun kunne også mærke, at hans oplevelse med at se hende igen var langt mere kompliceret end hendes egen, og desuden var de ikke alene.
Politimanden følte sig utilpas. ”Øh, ja,” sagde han og kløede sig lidt i overskægget. ”Offeret er Melissa Milton, seksten år gammel. Hun blev fundet af en af eleverne i går. Mordet fandt sted ca. ved 11-tiden, og der er ingen andre tegn på vold end såret i maven. Vi øh… har ikke nogen mistænkte endnu. Der var ingen, der så nogen trænge ind på skolen, og at mistænke lærere eller elever er naturligvis ikke den første løsning,” forklarede han. Politimanden så på dem med et sørgmodigt udtryk i sine trætte øjne. ”Der sker aldrig sådan noget her i vores by. Stort set alle kender hinanden.”
Ellen nikkede medfølende. Det praktiske havde hun lært fra sin far. Det medmenneskelige og sympatiske havde hun lært fra sin onkel Sam. ”Jeg undersøger det nærmere,” sagde hun.
Dylan rømmede sig. ”Det gør vi, ja,” tilføjede han. Selv om han stadig var vred på hende, var han på en måde også bange for, at hun ville forsvinde igen. Han havde stadig så mange spørgsmål, han aldrig havde fået svar på. Denne gang ville han ikke lade hende gå uden videre.
Ellen bukkede sig ned for at se nærmere på liget. Det hele så for normalt ud. Det var forfærdeligt, selvfølgelig, men udover det lignede det et almindeligt mord. Det var ikke til at sige, om der virkelig var noget overnaturligt på spil.
Ellen rejste sig. ”Hvem var det, der fandt liget?”
Hun havde henvendt sig til politibetjenten, men det var Dylan, der svarede. ”Sarah Collins. Jeg tager over for at snakke med hende om lidt.”
Nå. Så var den del af jobbet altså taget.
”Havde Melissa Milton nogen fjender?” spurgte Ellen. Det var et oplagt rutinespørgsmål, men det var en mærkelig ting at spørge om, når det handlede om et barn.
Politibetjenten trak tøvende på skuldrene. ”Hun skulle eftersigende have været lidt… strid.”
”Mobbede hun nogle af de andre elever?”
Politibetjenten nikkede. ”Hun havde vist udvalgt sig et par syndebukke. Men derfor er der vel ikke nogen, der slår hende ihjel…”
Ellen kunne kun være enig, men hun havde ikke andet at gå efter. ”Kan du give mig navn og adresse på dem, hun var efter?”
Politimanden rakte hende en seddel med de nødvendige oplysninger, og hun takkede ham og forlod skoletoilettet. Hun begyndte at gå ned ad gangen uden at se sig tilbage, men hun var mere end klar over, at Dylan løb efter hende.
”Vent,” kaldte han og kom op på siden af hende. ”Kan vi lige snakke?”
Ellen fortsatte med at gå. ”Vi kan snakke senere,” sagde hun, men han stillede sig foran hende, så hun blev tvunget til at stoppe op.
”Fair nok. Men så snakker vi også,” sagde han.
Hun tvang sig selv til at se ham i øjnene. ”Okay.”
”Lov det.”
”Jeg lover,” sagde hun og himlede med øjnene, før hun pressede sig forbi ham. Forhåbentlig fulgte han ikke efter hende, for så ville han se hendes orange varevogn, og der ville være endnu mere at tilføje til listen over ting, hun burde forklare.
Det gjorde han heldigvis ikke. Dylan vidste, at han aldrig ville tilgive sig selv, hvis han ikke så hende igen og havde ladet hende slippe så let, men han valgte at stole på, at hun ville holde sit ord.
Ellen satte sig ind bag rattet i den orange varevogn og så på sedlen. Der stod to navne: Eric Simmons og Emily Larkey. Hun valgte at opsøge Eric Simmons først og tastede adressen ind på GPS’en, der efter få minutter havde ført hende til det rigtige hus.
Alle husene lignede mere eller mindre hinanden, og den mest markante forskel var navnene på postkasserne. Ellen låste bilen, gik gennem den veltrimmede forhave og bankede på hoveddøren.
”Ja?” svarede kvinden, da døren gik op.
Ellen hev sit skilt frem. ”Agent Atkins, FBI. Det er vedrørende mordet på Melissa Milton. Er Eric Simmons hjemme?”
Kvindens øjne blev store. ”Ja, jamen, Eric har da ikke-”
”Bare rolig, Mrs. Simmons – det er bare et par rutinespørgsmål,” forsikrede Ellen hende om og smilede betryggende, og kvindens skuldre faldt ned. Hun åbnede døren op og gestikulerede til, at Ellen kunne træde indenfor.
”Eric!” kaldte Mrs. Simmons. ”Kom lige.”
Kort efter hørtes fodtrin, og en lille, småkraftig dreng kom ned ad trappen. Han havde briller og uren hud og lignede ikke en, der var omkring seksten år gammel. Det var også derfor, at han var blevet udpeget af Melissa Milton. Hun havde tit råbt af ham på gangen eller rusket ham i håret, fordi hun var meget højere end ham, og selv om han i starten havde været forelsket i hende lige som de fleste andre drenge på skolen, var det hurtigt gået over, når hun dag efter dag blev ved. Han ville aldrig indrømme det, især ikke over for sin mor, men inderst inde var han lettet over, at Melissa Milton var død.
”Er der et sted, vi kan sidde?” spurgte Ellen, og Mrs. Simmons førte dem ind i køkkenet. De satte sig ned, og Mrs. Simmons vidste ikke, om hun skulle byde på kaffe. Det gjorde hun normalt, når der var håndværkere på besøg, men hun havde aldrig haft en FBI-agent i sit hus og kunne i sin bekymring ikke overskue andet end blot at sætte sig.
Ellen vidste ikke, hvor hun skulle starte. Hun var ikke en klassisk FBI-agent, og det her var ikke hendes bord, eftersom intet ved det lugtede overnaturligt. Hvis et monster virkelig havde slået Melissa Milton ihjel, hvordan skulle Eric Simmons så vide det? Hvis han selv havde slået hende ihjel, hvordan havde han så båret sig ad?
Ellen var på bar bund. Hun vidste ikke engang, hvordan Melissa Milton var død.
”Eric, har du lagt mærke til noget mærkeligt her for tiden? Noget anderledes? Noget, du ikke kan forstå?” spurgte hun endelig. Eric så forsigtigt op på den unge kvinde foran sig. På en måde syntes han, at det var sejt at have en FBI-agent i sit hus, en agent ligesom dem på film, men samtidig var han også skræmt.
Mrs. Simmons brød ind. ”Hvad har det med sagen at gøre?”
”Jeg følger blot protokollen.”
Eric rystede på hovedet. ”Alt har været normalt, tror jeg,” svarede han. Alt bortset fra den døde pige på skoletoilettet, naturligvis.
”Hvor var du i går ved 11-tiden?” spurgte Ellen.
”Jeg havde engelsk,” svarede han.
”Og kan din lærer og dine klassekammerater bekræfte det?”
Eric nikkede.
Ellen sukkede. Hun behøvede ikke engang at tjekke efter, men vidste, at han fortalte sandheden. Hvis drengen havde slået hende ihjel, havde han enten været på pigetoilettet midt i timen ligesom Melissa Milton. Han havde smadret et spejl og myrdet hende med et af stykkerne. Intet overnaturligt der. Desuden var det usandsynligt for en knægt som ham, og Ellen troede næppe på det. Den eneste anden mulighed var, at han havde kastet en forbandelse over hende, men Ellen kendte til få forbandelser, der kunne slå folk ihjel med en spejlstump.
”Må jeg tage et hurtigt kig i dit værelse?” spurgte hun, og Eric nikkede igen. Mrs. Simmons ledte vejen. Hvis der var noget, ville Ellen højst sandsynligt finde dyreknogler eller andet hekseri under hans seng, men som forventet var værelset normalt, og hun fandt ikke andet end et par sokker, der trængte til at blive vasket.
”Jeg beklager forstyrrelsen. Tak for jeres tid,” sagde hun og gav Mrs. Simmons hånden, før hun forlod huset og satte sig ind i varevognen.
Hun overvejede at forlade byen, overbevist om, at Sam måtte have taget fejl. Det var mystisk, at en ung pige var blevet slået ihjel på den måde, men ikke deres slags mystisk. Men samtidig tænkte hun også, at hun lige så godt kunne opklare sagen alligevel. I nogle mennesker gemte der sig trods alt monstre, der kunne være mindst lige så farlige som dem med tænder og klør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...