Retribution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2015
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Færdig
// Ellen Winchester har altid ønsket at følge i sin fars fodspor. Ligesom Dean vil hun være jæger, men da hun under sin skolegang i Lawrence forelsker sig i den charmerende Dylan, bliver hun pludselig draget i tvivl. Ellen står i et svært valg med kærligheden på den ene side og et liv som jæger på den anden, men da hendes uforklarlige kræfter en dag tager overhånd, forlader hun Lawrence og Dylan uden at se sig tilbage.
Fem år efter bliver en ung pige fundet myrdet på et skoletoilet i en lille flække i Idaho, og jobbet viser sig at byde på overraskelser og hemmeligheder, som Ellen aldrig havde forestillet sig. For midt i det hele vender en ganske særlig person tilbage – Dylan. // Vinder af "Kampen mellem fandoms"-konkurrencen i kategorien "Supernatural".

34Likes
65Kommentarer
5709Visninger
AA

16. Kapitel 15 - Goodness Gracious!

 



LAWRENCE JOURNAL-WORLD, 18. november, 2015.
Et forunderligt syn mødte patienter og indbyggere i går aftes ved Lancaster Pollard Hospital i Lawrence, da en meteorit ramte parkeringspladsen og resulterede i, at bilerne stod i flammer. Det lykkedes i den efterfølgende time en gruppe brandfolk at slukke ilden. Øjenvidner fra hospitalet fortæller, at de så et skarpt, hvidt lys falde ned fra himlen. Naturvidenskabsmand Edward E. Patsey kalder hændelsen ”Uhyre sjælden og uforklarlig” og understreger, at det ikke med sikkerhed kan siges, at det var en meteorit, der ramte parkeringspladsen, eftersom genstanden endnu ikke er blevet fundet…”

 

”De fandt den aldrig,” sagde Diana, mens Ellen og Dylan læste resten af artiklen igennem. ”Hvem end, der var skyld i det, skyndte sig at rydde op efter sig og hente Nåden igen. Men det er jo mange år siden nu.”
Ellen rejste sig fra sin plads ved køkkenbordet, hvor de sad. Diana havde lavet kaffe (der vel og mærke smagte meget syrligt), og hun havde efter lang tids søgen endelig fundet artiklen frem på sin computer.
”Artiklen blev skrevet i 2015, men jeg blev først født i 2017,” påpegede Ellen og pegede en ekstra gang på artiklens dato. Dylan tog en slurk af sin kaffe, og Diana smækkede computerskærmen i.
”Leoniderne finder sted hvert år den 17. november, men den 17. november 2015 var noget ganske særligt. Parkeringspladsen blev fikset, og i et par år kørte hospitalet videre, indtil de blev nødt til at lukke det i 2031. Gæt hvorfor? Det blev overgroet med planter og træer. De blev nødt til at rive det ned. Nu ligger der en park i stedet,” lo Diana. Hendes latter var høj og skar i ørerne.
”Vent, Lancaster Pollard Park er det samme sted som Lancaster Pollard Hospital?” spurgte Ellen måbende. Hun havde tit besøgt den park om sommeren. Hun og Dylan havde siddet på en bænk i den park, de havde spillet bold med deres klassekammerater i den park! Og engang havde der ligget et hospital, som hun var født på? Træerne, buskene – var de alle sammen resultater af en engels Nåde ligesom hende selv?
”Mhm! Stedet var helt radioaktivt. Og det mest fascinerende? Hvert år den 17. november gik vegetationen ekstra amok. Men så gravede de det hele op, og det mistede vist effekten med årene. Hvis hver en parkbesøgende fik superkræfter, var der nok lidt flere af din slags.”
Diana smagte på sin kaffe og lavede en grimasse. Hun mumlede en kort kommentar om sur mælk og hældte den ud i vasken, og Dylan holdt straks op med at drikke af sin.
Ellen følte sig blød i hele kroppen og blev nødt til at hvile sig mod køkkenbordet for stadig at stå oprejst.
”Men jeg forstår ikke… Så, hvad? Er Emily også født der? Og er der andre som os?” spurgte hun. Tanken fik hendes hoved til at snurre og føles som om, at det var ved at eksplodere.
”Lad os finde ud af det.” Diana satte sig ned igen og smækkede benene op på bordet, og et par jordstumper fra hendes sandaler raslede ned på bordpladen. Hun åbnede sin computer igen og begyndte at taste så hurtigt, at omridset af hendes hænder og fingre blev sløret.
”Er du okay?” spurgte Dylan. Han havde ikke sat sig på en stol, men stod i stedet lænet op ad væggen, en anelse siddende i vindueskarmen. Han havde sagt meget lidt under hele forløbet, og de havde efterhånden været her i over to timer. Det var stadig eftermiddag, men det føltes som aften, og solen var gået tidligt ned bag de høje grantræer, der omkransede huset og skyggede for lyset.
Ellen nikkede og gav ham et hurtigt smil. Diana holdt op med at taste, og hun gik over på den anden side af bordet for at se hende over skulderen.
”Hvad har du hacket dig ind på?” spurgte Dylan.
”Jeg er bare på Facebook,” svarede Diana kort for hovedet, og Dylan blev rød i kinderne. Hun gik ind på Emily Larkeys Facebookprofil og kiggede igennem de personlige oplysninger.
”Hun er født den 17. november,” opdagede Ellen og pegede energisk på datoen, selv om den stod så klart og tydeligt, at de selv kunne se den.
”Sikkert på Lancaster Pollard Hospital, da det stadig eksisterede,” tilføjede Diana. Det stod ikke nogen steder, men det var den eneste mulige forklaring.
Dylan bøjede sig ind over Dianas anden skulder for at se for sig selv. ”Så det, I siger, er, at hver eneste person, der er født den 17. november mellem 2015 og 2031 på Lancaster Pollard Hospital, alle sammen har telekinese som følge af, at en engel engang mistede sin Nåde?” spurgte han for at opsummere og være sikker på, at han havde forstået det hele rigtigt.
”Højst sandsynligt.”
Ellen hvilede hænderne på knæene, rettede sig op igen, tog hænderne til hovedet, smilede, grinede, rynkede så panden og græd måske også en lille smule. Det var som om, at alle de følelser, hun kendte, blev blandet sammen i én stor skål, og hun blev nødt til at få noget luft.
Hun styrede mod hoveddøren og smækkede den bag sig. Dylan skulle til at følge efter, men Diana lagde en tynd, men overraskende stærk hånd på hans arm og sagde: ”Lad hende være lidt. Hun er meget emotionel.”
Dylan satte sig modvilligt ned ved siden af hende ved køkkenbordet. Han drejede hovedet og kiggede ud af vinduet, hvor Ellen marcherede frem og tilbage. Hun så både lettet og bekymret ud, men for det meste grinede eller smilede hun, mens tårer strømmede ned ad hendes kinder, og hun hev famlende mobiltelefonen og ad lommen og skyndte sig at ringe til sin far.
”Hvad er jeres historie?” spurgte Diana, og Dylan fik fjernet sit blik fra Ellen og rømmede sig.
”Uh, den er lang og kompliceret.”
Diana sukkede og himlede med øjnene. ”De er de jo altid.”
Hun rejste sig for at lægge sin computer tilbage under sofabordet, og hun stillede også den tykke bog på plads igen. Hun gik ikke tilbage til køkkenet, men fornemmede at han lige så vel som Ellen også havde brug for et par minutter med sine tanker i fred.
Dylan bed sig i kinden og trommede med sine fingre henover bordpladen. Selvfølgelig følte han sig lettet. Han havde aldrig haft fantasi til at forestille sig, at det var sådan her, alt hang sammen, men det var et svar lige gyldigt hvad.
Men i Dylans mave formede der sig langsomt en nagende knude, fordi han vidste, at de nu var nået til den del af planen, som de ikke havde gennemtænkt ordentligt, og som også kunne gå grueligt galt. De kunne printe artiklerne ud, men selv om det talte som bevis, var det bevis på en teori, der var så exceptionel, at det ikke var sikkert, at hans familie havde tålmodighed til at forstå den, før de slog Ellen ihjel ved første øjekast.
Han vendte sig rundt igen for blot at opdage, at hun allerede kiggede på ham. Hun havde mobiltelefonen tæt presset mod øret og snakkede om ting, han ikke kunne aflæse, men hun smilede og så på ham med en taknemmelighed, hvis lige han aldrig havde set. Træerne bag hende lyste op foran den nedgående sol, og brisen fik hendes tøj og hår til at blafre. Hun så lykkelig ud. Når Dylan tænkte tilbage på netop dette øjeblik, ønskede han, at han havde haft et kamera. Men det gjorde ikke så meget alligevel. Han kunne se det tydeligt for sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...