Retribution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2015
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Færdig
// Ellen Winchester har altid ønsket at følge i sin fars fodspor. Ligesom Dean vil hun være jæger, men da hun under sin skolegang i Lawrence forelsker sig i den charmerende Dylan, bliver hun pludselig draget i tvivl. Ellen står i et svært valg med kærligheden på den ene side og et liv som jæger på den anden, men da hendes uforklarlige kræfter en dag tager overhånd, forlader hun Lawrence og Dylan uden at se sig tilbage.
Fem år efter bliver en ung pige fundet myrdet på et skoletoilet i en lille flække i Idaho, og jobbet viser sig at byde på overraskelser og hemmeligheder, som Ellen aldrig havde forestillet sig. For midt i det hele vender en ganske særlig person tilbage – Dylan. // Vinder af "Kampen mellem fandoms"-konkurrencen i kategorien "Supernatural".

34Likes
65Kommentarer
5699Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Long Time No See

 



Det var en dag som alle andre, da hun så ham igen.
Det var vinter i Idaho, og Ellen havde natten før kørt igennem de endeløse skove i den orange varevogn, da hendes bil gik i stå. Hun bandede for sig selv, slog frustreret på rattet og steg ud af bilen, da den hostende stoppede op på midten af vejen.
Himlen var sort, og hun vidste bedre end nogen anden, hvad der gemte sig i mørket. Hun så sig instinktivt omkring, bøjede sig ind i bilen og slog forlygternes lange rækkevidde til for at sprede så meget lys som muligt, før hun åbnede kølerhjelmen.
Hun havde kørt det meste af natten, og det havde hun det fint med, så længe hun ikke skulle ud i kulden for at fikse sin blikspand af en bil. Egentlig sov hun sjældent. Det var nok en vane, hun havde taget på sig fra sin far.
Hun havde ikke lige så meget forstand på biler, som han havde, og det ville hun heller ikke have brug for, hvis hun havde en bedre bil, der ikke gik i stykker hele tiden. Selv om hun aldrig ville ønske, at der skete hendes far noget, tænkte hun dog skyldigt, at hun alligevel glædede sig til en dag at arve Impalaen. Den var desuden langt sejere at se på end hendes orange varevogn.
Ellen mistænkte, at problemet endnu en gang var på grund af batteriet, og hun lod sin hånd hvile få centimeter over det. Hun lukkede øjnene, bøjede og strakte fingrene et par gange og tog en dyb indånding. Hun gjorde sit bedste for at koncentrere sig om batteriet, om alt, den bestod af ned til selv den mindste del, indtil hun kunne mærke problemet. Det havde stadig nok strøm, men skulle bare kickstartes. Med et hurtigt ryk af hånden begyndte bilen at spinde endnu en gang, uden at hun så meget som havde rørt den.
Hun smilede tilfreds for sig selv og satte sig ind i bilen. Hun vidste, at Dean ikke brød sig om, at hun brugte den slags metoder. Hendes far så helst, at hun glemte alt om sine evner, men hun mente selv, at hun med dem kunne blive en af de bedste jægere nogensinde. Hun kunne afværge et pistolskud eller kaste rundt med ting, selv hvis hendes hænder var bundet. Hun havde ingen ide om, præcis hvorfor hun var i stand til det, men det havde været sådan i årevis, og hun havde endelig lært at se det som en velsignelse i stedet for at være bange for det.
Ellen kørte videre og kastede et blik på sædet ved siden af sig. Hun ville ønske, at det var en person, der sad dér, men hun måtte tage til takke med en tom pizzabakke og en krøllet coladåse. Hun var vant til at rejse alene uden en partner, men på lange ture, hvor hun kun vendte hjem til Lawrence med store mellemrum, savnede hun tit sin familie. Sin storebror Ben. Sin onkel Sam. Og selv om hun for længst var blevet voksen, savnede hun mest af alt sin far.
Hun havde altid vidst, hvad et liv som jæger indebar. Dean var et temmelig afskrækkende eksempel, Sam måske en anelse mere graciøst, men ikke desto mindre havde hun valgt det samme liv som deres. Hun havde gennemført high school for sine forældres skyld, men selv efter alle de års skolegang havde hun ikke skiftet mening. Ellen vidste det ikke selv, men de mange år med studier, lektier og matematiktimer havde mest af alt været for hendes mor.
Lisa havde altid ønsket et normalt liv for Ellen, nu hvor Ben var faldet i og ligesom resten af familien rejste landet tyndt i sin jagt på monstre. Hendes datter skulle ikke trækkes med, og det havde hun endda fået Dean til at love - han skulle love, at han ville gøre sit bedste for, at hun voksede op normalt, og det havde han gjort så godt, som han nu kunne, men følte stadig, at han skuffede hende. Resultatet var blevet det samme, og hans datters passion havde altid været skydevåben fremfor Barbie-dukker.
Uvidende om hele den historie fortsatte Ellen gennem Idahos mørke skove. Hun så på kortet. Om et par timer ville hun være fremme i den lille by, hvor en pige eftersigende var blevet myrdet. Det var hendes onkel Sam, der havde givet hende opgaven, fordi han selv havde for travlt. Han var egentlig den eneste, der havde accepteret, at hun var fulgt i familiens fodspor, selv om Dean havde overbevist sig selv om, at han havde affundet sig med det. For Ellen var det rart at have nogen at arbejde sammen med, nu hvor hendes far helst ville undgå det. Han var stædig som et æsel og håbede fortsat på, at hun en skønne dag ville blive af den opfattelse, at det var sjovere at være kontorassistent eller marinebiolog. Men han vidste også selv, at den dag aldrig kom.

 

Da Ellen ankom til byen, var det nærmest allerede morgen. Hun fik lejet sig ind på et hotelværelse, sov i halvanden time, læste papirerne fra Sam igennem og gik ud for at købe en kop kaffe.
Hun så sig omkring i byen. Den så normal ud, og der var ikke spor af noget usædvanligt. Husene var lave og gav udsyn til den omkringliggende skov, og de lokale gik upåvirket rundt på gaderne og hilste på butiksejere, som de kendte ved fornavn, nu hvor de boede i en flække, der var så lille, at det var svært at få øje på nogen, man aldrig før havde set.
Ellen tog sin kaffe med tilbage til hotellet. Før hun begyndte at gøre sig klar, hentede hun sin pistol og sit falske FBI-skilt fra varevognen og gav sig så endelig i kast med det, hun hadede mest ved jobbet – tøj og make-up.
Det var ikke sådan, at Ellen generelt ikke brød sig om eller gik op i tøj og make-up, hun havde nærmere bare svært ved at tage sig selv seriøst i et sort jakkesæt og læbestift. Hun var gået ud af high school for fem år siden, men det var de færreste, der fuldførte en uddannelse som FBI-agent på så kort tid, så et eller andet skulle hun jo gøre for at se et par år ældre ud.
Ellen behøvede ikke engang GPS for at finde den rigtige adresse. Byen var så lille, at hun allerede havde set, hvor skolen lå, da hun for få timer siden var ankommet. Hun parkerede bilen på en sidevej, så ingen skulle se, at det var hendes. Det var trods alt atypisk for en FBI-agent at ankomme i en orange varevogn.
Selv om der ikke var afspærringer rundt om hele skolen, kunne man tydeligt se, at noget var galt. Det var torsdag, men der var ingen børn eller unge ude i gården, og parkeringspladsen var tom bortset fra tre politibiler og en sort Mercedes.
Ellen rettede ryggen og gik gennem skolegården og ind gennem hoveddøren. Hun hørte stemmer længere nede ad gangen og fulgte dem, og undervejs hev hun EMF’en op ad inderlommen i sin frakke. Ingen af dens røde lamper begyndte at lyse, så spøgelser kunne det altså ikke være. Hun fulgte fortsat stemmerne, indtil hun til sidst havnede på pigetoilettet som forventet.
”Okay,” sukkede hun og bukkede sig under afspærringen. ”Hvad har vi her?”
En af politimændene rejste sig fra liget på gulvet og så på hende. ”Hvem spørger?”
Ellen hev utålmodigt sit skilt frem. ”Agent Atkins. Jeg er blevet tildelt sagen.”
Manden trådte henover ligets ben og gav hende hånden. Ellen kastede et blik på scenariet bag ham. En pige lå på ryggen, tilsølet i blod, der løb ud over gulvet og hendes arme. Et af spejlene på væggen var smadret. Nogle af resterne lå i vasken under, et andet af de større stykker var dybt begravet i pigens mave.
”Er du ikke lidt for ung til at være agent?” spurgte politimanden. Han betragtede hende undersøgende, og endnu en gang forbandede Ellen det faktum, at hun stadig var en anelse ranglet af udseende og lignede en teenager. Politimanden tænkte det samme. Den røde læbestift og det stramt opsatte hår så alt for sofistikeret ud til en ung kvinde som hende.
Den kommentar havde Ellen dog hørt mange gange før. ”Synes De, at min alder er det mest relevante i denne situation?” spurgte hun fattet.
”…Naturligvis ikke.” Politibetjenten så forlegent ned i jorden, en anelse skræmt over hendes autoritet. Han hadede at arbejde med FBI. ”Vi har ellers allerede en agent på sagen, så jeg har svært ved at se, hvorfor det er nødvendigt med to,” forklarede han og ledte Ellen over til liget. Hun noterede sig, at badeværelset ikke lugtede af svovl, så dæmoner kunne det heller ikke være. Der var heller ikke slim eller andre spor på væggene.
Ellen tog et nærmere kig på pigen. Hun så ikke ud til at være mere end 16-17 år gammel. Hun havde langt, lyst hår, der bølgede sig ud over gulvet, og hendes ansigt var smalt og fint. På hug over hende sad en mørkhåret mand i sort jakkesæt og eksaminerede såret.
”Agent Johnson,” introducerede politimanden, og manden rejste sig og rakte sin hånd ud. Da han genkendte hendes ansigt, blev hans øjne store, og hans underkæbe faldt ned i chok. Ellens reaktion var meget lig hans.
”Dylan,” sagde hun hæst og havde det pludselig som om, at luften var blevet suget ud af hende. Han trak hånden til sig, som om han havde brændt sig.
”Ellen,” hilste han tøvende og smilede forsigtigt. ”Long time no see.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...