En drage som vogter

Den vente sit lille ansigt mod hende, dens øjne var store og hun blev forbavset over de perle-agtige grønne øjne. Hun rakte hånden ud mod den. Den snusede til den, og kom med nogle mærkelige lyde. Hun rørte den forsigtigt på snuden, dens skel var bløde og varme.


Nanna er en helt normal pige, stædig, fræk og nyskerig... men hendes liv tager en brat drejning, da hun finder en mystisk mørke blå baby drage i skoven... *** Det her er min første historie, og undskyld stavefejl... Kom endelig med Feedback, den kan jeg ikke få nok af :)

2Likes
2Kommentarer
987Visninger
AA

16. Genforening

Nanna vågnede ved at Nemo vred sig ud af hendes favn. Det plejede han ellers ikke at gøre. ”Nemo hvad laver du?” mumlede hun en smule såret, det er ikke så tit, at man bliver uvenner med sin Vogter. Solen var lige stået op. Nemo hylede begejstret og begyndte at flyve op ad. Hun så op og fik et chok.

Der fløj en drage, en grøn en. Den havde samme farve som en grannål, helt glansmørkegrøn. Det var den tredje drage, hun havde set i mit liv, og hun havde på fornemmelsen, at hun ville se mange flere. Og hun fik ret. Ud af skjulte afsatser på den store vulkan, kom i snesevis af drager. De begyndte alle som en at flyve ned mod dem. Det var et storslået skue. Der var rubinrøde, sølvgrå, forårsgrønne og midnatsblå drager. De var i alle nuancer og blandinger. De var også i forskellige størrelser, de mindste fløj hurtigt ned mod dem. De hvinede af begejstring over at se 2 ny drager.    De ældre og større drager lande i en cirkel om dem. Den gamle drage rejste sig op. Nanna var ved at dø af spænding og skræk på en gang. ”Nemo kom her,” kaldte hun blidt. Hendes lille drage kom svævende ned og ladede for hendes fødder. Der gik et par minutter, hvor der bare kom flere, og flere drager. Hun så rundt. Nogle drager så misbilligende på dem, mens andre der så lykkelige ud. Men de fleste var ved at sprænges af nysgerrighed.

 

Da der var ved at være ro, tog den gamle drage til orde. ”Kære slægtninge,” begyndte han ”I kan nok ikke huske mig. Men jeg var der dengang, den sidste rytter, Antican, ledte os her hen. Ung som jeg var, ville jeg gerne have ære…” Og så fortalte han hele historien fra ende til anden. Mens han talte, spærrede dragerne øjnende op, de stod stille som statuer. Selv ungerne var blevet helt tavse.

 

Da han var færdig med at tale, var der ingen der så sure eller mistænkelige ud. Der brød en mumlen ud blandt de drager, der kunne tale. Men midt i klumpen af haler, vinger og halse, kom der pludselig en ikke særlig stor drage; den var noget lille i forehold til de andre. Dens skæl var mørkeblå og lidt blege i det. Den var tynd og havde lidt mere elegante bevægelser, end de fleste. Nanna antog, at det måtte være en hun. ”Min unge, min unge,” hviskede hun halvkvalt.

Nemo så op med et ryk. Og da gik det op for mig. ”Du.. du er Nemos Mor?” Spurgte hun. Men den unge drage hørte ikke efter, hun nærmede sig langsomt Nemo. Nanna kunne mærke Nemos frygt og vandtro. Alle dragerne var igen helt tavse. Mor og søn nærmede sig hinanden, den unge mor snusede til Nemo og åndede så på ham. Nemo stak sit hoved opefter og slikkede hende under hagen. Mor og søn var genforenet. Dragerne lagde hovederne bagover og kastede høje tunger af ild op i vejret. Nanna mærkede varmen blusse mod sin krop. Men hun mærkede også en varme sprede sig i brystet på hende, det var ikke en ætsende ild, men kærlighedens varme favntag.

 

Nanna stod og snakkede med Nemos mor. De andre drager var fløjet, men nogle stod stadig og så på dem. ”Hvorfor forlod du Nemos æg i skoven?” Spurgte hun Nemos mor. ”Det var Anticans sidste ønske,” svarede hun. Hendes stemme var sørgmodig og blid på en gang. ”Han sagde, at vi skulle blive husket af omverdenen. Han var så sørgmodig, at jeg til sidst meldte mig til at give mit første æg til menneskene,” sagde hun og sukkede. ”Så du var den drage jeg hørte, den dag da jeg fandt Nemo?” sagde Nanna stille. ”Ja det må det have været,” sagde hun, og så hende ind i øjnene. Hendes øjne var azurblå, og Nanna bestemte ved sig selv, at det var de smukkeste øjne, hun nogensinde havde set, bortset fra Nemos.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...