Kære dagbog...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 21 jun. 2015
  • Status: Igang
Det her er mit bidrag til dagbogs konkurrencen. Men måske det mest af alt, har givet mig en god grund til at skrive noget. Jeg vil skrive lidt om alting. Der er alligevel ikke nogen der ved hvem jeg er, så hvorfor ikke tømme hjertet ud her?

0Likes
0Kommentarer
260Visninger
AA

4. 21. Juni 2015

Kære dagbog

Jeg kan ikke finde rundt i dagene længere. Det er ved at blive til en flydende masse af ord, og sætninger som kommer fra folk som jeg ikke længere kan genkende. Jeg kan ikke finde ud af det her. Det har jeg vel egentlig aldrig rigtig kunne. Det er som om jeg er født i en verden, som alle andre klare med perfektion (på trods af at perfektion er ikke eksisterende) og jeg selv, jeg lever forkert. Det er sådan det føles. Jeg tror vitterligt, at jeg lever forkert. Jeg har altid følt mig anderledes. Ikke at det nødvendigvis er hverken en god, eller en dårlig ting. Det er som om jeg ikke rigtig er her, og alligevel. Den sidste uge har jeg gået med en konstant følelse af at jeg spilder mit liv. Det er længe siden jeg har følt den form for tomhed. Jeg kan ikke finde ud af, om den er værre, eller bedre end den følelse af selvhad som jeg ellers render rundt med. Jeg kan stadig ikke se mig selv i spejlet uden at græde. Jeg er ufatteligt bange, og jeg har brug for at komme væk herfra. Jeg vil så uendeligt gerne have L med væk, og jeg ville også tage M med, og så kunne vi flygte til et land langt væk herfra, og aldrig nogensinde vende tilbage. 

Jeg vil så gerne have noget ud af mit liv. Jeg gik rundt på mit arbejde i 5 timer i dag, og var skiftevis ved at bryde sammen, og ellers var jeg frustreret og forvirret. Der er folk derude, på min alder, som lever livet, har drømme, og lever deres drømme. Jeg ved ikke hvad jeg drømmer om. Da jeg var yngre, ville jeg gerne være sådan en rigtig kendt sangerinde, eller sådan noget lignende. Det vil jeg vel egentlig stadig gerne, men det virker bare så patetisk. Trangen til at være et inspirerende forbillede, og synge om ting som jeg aldrig tør sige højt, er bare så tiltalende. Det ærgrer mig, for nu er det for sent. Jeg er snart 18, og de allervildeste ting i min hverdag, er når jeg tager med min mor ud og handle, eller får bevæget mig ned i træningscenteret. Er det sådan det altid skal være? Er det sådan livet bare er? For så er jeg ikke sikker på at jeg har lyst til at være her mere. Sådan sætter jeg også ofte spørgsmålstegn ved mine følelser. Er det bare sådan her det er? For så tror jeg virkelig ikke, at jeg har lyst til at være her, overhovedet. Måske er jeg bare dramatisk, eller føler alting lidt for meget.

Jeg havde håbet at dét at jeg rent faktisk fik sat ord på den følelse jeg har haft i kroppen i den sidste uge, ville få den til at dæmpe sig, eller forsvinde. Lige nu er den stærkere end nogensinde før. Det er nærmest som om jeg har hjemve, efter et sted jeg ikke ved hvor er, eller savner en, som jeg ikke ved hvem er. Det er så underligt. Holder det nogensinde op? Bliver jeg nogensinde glad

Jeg vil lade det spørgsmål hænge lidt, og derefter bevæge mig over i noget andet. Jeg ved godt at hun hader mig, og jeg ved at chancen for tilgivelse er ikke eksisterende, eller, chancen for at jeg nogensinde finder ud af det, er ikke eksisterende. For vi snakker ikke sammen. Ikke længere, og jeg savner hende helt forfærdeligt meget i disse dage. Hun ville havde holdt om mig, og fortalt mig at det nok skulle gå. Hun fik mig til at føle mig, lidt mere hjemme. Jeg har lyst til at møde op foran hendes dør og give hende et kram, og fortælle hende at jeg stadig tænker på hende, ofte, og at jeg savner hende i en helt umenneskelig grad. Jeg savner ofte folk, fordi de er fysisk væk fra mig, men det er længe siden at jeg virkelig har savnet nogle psykisk, og ikke været i stand til at fortælle dem det. Jeg håber sådan virkelig, at vi finder ud af det hele. Gerne snart. Jeg håber at de andre vågner op. De er blændet af had, allesammen, og jeg kan kun takke mit hjerte for ikke også at være det. Jeg håber at vi allesammen snart finder ud af det, for jeg kan ikke holde det ud. Jeg ved faktisk ikke helt om jeg er klar til det, men forhelved, der er gået syv måneder, og jeg får stadig en knude i maven af ubehag, når jeg tænker tilbage på det. Jeg ved at vi begge bar rundt på et knust hjerte. Det gjorde hun ikke. Hvis hun bare havde spurgt, men det gør man vel ikke. Hvordan fortæller man folk, at man ikke længere kan finde sit hjerte, og at det nok har været væk længe. Jeg mangler stadig stykker af det. Jeg håber at jeg snart får dem tilbage fra dem, som har taget dem fra mig. Hvordan fortæller man folk den slags? Det kan man jo ikke. Man kan jo ikke sige til folk. Jeg havde det så forfærdeligt. Det er næsten endnu værre nu, og jeg forstår ikke hvordan jeg stadig holder det ud. Hvis hun nu bare havde vidst det, så havde det hele dag være lettere. Jeg er så stædig, og det fortryder jeg nu. Jeg ville ønske at jeg havde sendt hende svar tilbage og forklaret mig, når hun fyldte min inbox med hadefulde beskeder, om hvor meget jeg var i vejen. Hvordan jeg ikke var nok. Gad vide hvornår jeg bliver det. Nok. Det er sådan et vidt begreb. For nogle er jeg nok, og for andre er jeg ingenting. For andre eksisterer jeg ikke. Måske det hele handler om at blive nok for mig selv. Det håber jeg at jeg bliver, snart. 

Jeg vil slutte af for i dag. Måske jeg skulle begynde at skrive oftere. Det tømmer virkelig mit hoved. sådan da. Mit hoved er sjældent stille, for ikke at sige aldrig. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...