Kære dagbog...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 21 jun. 2015
  • Status: Igang
Det her er mit bidrag til dagbogs konkurrencen. Men måske det mest af alt, har givet mig en god grund til at skrive noget. Jeg vil skrive lidt om alting. Der er alligevel ikke nogen der ved hvem jeg er, så hvorfor ikke tømme hjertet ud her?

0Likes
0Kommentarer
199Visninger
AA

1. 16. Maj 2015

Kære dagbog 

 

Er det virkelig nødvendigt, at starte ud med at skrive kære dagbog? Det kan vel også være ligemeget. Nu gør jeg det i hvert fald. 

I dag er en af de dér ambivalente dage. På den ene side, har i dag været en af de der rare dage, og på den anden side har jeg været i en hjerteløs tilstand. Virkelig. Nogen gange føltes det som om at mit hjerte er væk. Det er det selvfølgelig ikke, men nogen gange, er det som om det synker så langt ned i mit bryst, som om det gemmer sig, eller prøver på at flygte. Jeg tror det er et maksimum på hvor meget et menneske kan føle, og jeg tror mit hjerte siger stop, når det har følt for meget, og så forsvinder det. Når det sker, så har jeg enorm trang til at flygte fra mig selv, eller kravle ud af mit eget skind og florere rundt i luften i stedet for. Jeg har aldrig været særlig god til at være rigtigt til stede. Men jeg er også altid blevet fortalt, at det ikke er muligt at flygte fra sig selv. Så skal man arbejde med det man har. Men hvis det man har, er ingenting, hvis det man har er forsvundet, hvad gør man så? Man kan vel ikke arbejde med noget som ikke er der? Og det er sådan jeg ofte har det. At jeg ikke er her. Det er underligt, at jeg sommetider glemmer at jeg rent faktisk eksisterer. Jeg glemmer at der er folk der har brug for mig, og at der er ting jeg er nødt til at gøre. Det er rart når jeg glemmer at jeg rent faktisk er til. Det med at jeg ikke behøver at tage hensyn, eller være til stede for nogen. Det med at eksistere er så udmattende til tider. 

Jeg får altid at vide, at jeg har et stort hjerte, og jeg beder altid folk om at forklare det. Det er svært at definere, siger de. At der er meget plads i mit hjerte. At jeg har plads til folk, og plads til kærlighed. De forstår ikke hvordan jeg kan rumme det, siger de. Det gør jeg heller ikke selv. Jeg tror måske ikke at det er inde i mig. Det er bare omkring mig, tror jeg. Jeg ved det ikke helt. Når følelsen af at mit hjerte er forsvundet dukker op, så undrer jeg mig altid over, om alt det der befinder sig inden i det, også er forsvundet. Nogen gange bilder jeg mig selv ind at det løber i mine årer. Alle mine følelser, alt det som ikke længere kan være i mit hjerte. Som om det er blevet pumpet ud sammen med blod, og løber rundt og rundt og rundt.  Jeg tænker ofte på, om det er en byrde, eller en gave jeg er blevet tildelt. Dét der med at føle for meget. For det gør jeg. Jeg føler alting i højere grad end andre mennesker. Det har jeg altid fået at vide. Jeg føler alting, og jeg tænker alting. Hvis det har eksisteret, så er jeg ikke i tvivl om at jeg har tænkt på det, endda op til flere gange. 

Måske er det i virkeligheden alt sammen ligemeget. Jeg tror at jeg ofte forvirrer mig selv. Jeg føler at jeg skriver med publikum på lige nu. Jeg føler at der er forventninger til mig, hvilket er helt latterligt. Jeg er ikke vant til det her. Det første "kapitel" her, tæller måske egentlig ikke så meget. Det er lidt rodet. Men nu ved i da hvor det hele kommer fra. Sådan, hjertet eller noget. Jeg vil fremover ignorere at i er der, hvis i altså er det. Jeg vil skrive det her for mig selv. 

Velkommen til mit tankespind i hvert fald. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...