Are you gone? | Illusion |

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2015
  • Opdateret: 16 maj 2015
  • Status: Færdig
minutter kan føles som timer, følelser kan lege med ens sind, tanker kan overtage en fuldstændig, så man glemmer den virkelige verden

Læs denne korte tekst, om en pige, der elsker en dreng så højt, men hun elsker ikke sig selv nok, til at stole på ham

2Likes
0Kommentarer
239Visninger
AA

1. The only chapter

 

Are you gone? 

 

Skrevet af Damse 16-05-15

 

 

 

Dug på vinduet. Mine kolde fødder. Duftlyset, der giver rummet varme. En flamme. Roserne er visne. De hænger med hovedet. Ud af vinduet kan jeg se regnen der gør græsset fugtigt. Han er væk. For få sekunder siden gjorde han sit exit. Nu er jeg alene i mit værelse, der pludselig virker så stort, og jeg føler mig pludselig så lille og alene. Alene. Kysset han havde efterladt på min hals, havde givet mig en modsat følelse. Elsket. Hvordan kunne følelser vende på så kort tid? Han havde bare gået ud mit værelse. Hvad nu hvis han ikke gider mig mere? Løbet ud af huset, for at finde en ny pige. Hvorfor skulle han også gide en som mig? Jeg er så uperfekt som nogen kan blive. Her for tiden har han også virket lidt anderledes. Han smilede ikke så meget. Han kunne sagtens finde en, som var bedre end mig, smukkere, klogere, på kort tid. Der var andre fisk i søen.

Før havde jeg fundet billedet, der hang over min seng så sødt. Ham og mig da vi var på ferie sammen. Smilene på vores læber var ikke til at tage fejl af. Men nu når jeg ser på det, føler jeg et jag i maven, et hul, hans øjne stikker i mig. Jeg vil ikke miste ham for noget i verden. Fortvivlet rejser jeg mig fra sengen. Jeg kan mærke mine muskler er uvant til denne position; oprejst. I bevægelse. Vi har ligget i sengen i mange timer, bare holdt om hinanden, hygget, lyttet til regnen mod mit vindue. Dejlige timer, dejlige minutter sammen med ham. Jeg havde ført min hånd igennem hans hår, nusset ham på ryggen. Jeg kan stadig mærke hans hår mellem mine fingre, mærke hans tonede ryg på min hånd. Hvor ville jeg give mine ene arm, for at røre ham igen. Hvad nu hvis det var sidste gang, jeg rørte ham? Jeg har ingen idé om, hvor lang tid han har været væk, men det føles som timer. Lange timer, der har været fyldt op med mine tanker. Mine fingre lander på håndtaget, jeg trækker ned og som forventet åbner døren. Gulvet udenfor mit værelse, føles så koldt for mine bare fødder. Jeg holder armene om mig, mens hårene på mine arme rejser sig. Hvor mon han er? Hvor skal man overhovedet starte? Spørgsmålene maler sig op i min hjerne, og jeg kan slet ikke finde hoved og hale i dem. Stille.

En bekendt lyd kommer fra mit venstre øre, og jeg kigger derover. Døren til badeværelset går op og en brise kommer mod mig. Og der står han. Så smuk som altid. Jeg springer i armene på ham. ”Hvor har du været?” spørger jeg fortvivlet, mens jeg kysser ham på kinden. Hans øjenbryn trækker sig sammen i en forvirret grimasse. ”Jeg har bare været på toilet?” svarer han, mens han klør sig i håret. ”Jeg har kun været væk i...” han kigger på sit ur. ”2 minutter.”

 

 

Således kan man forestille sig det værste i situationer som disse, til trods for at alt er som det skal. Mange kæmper kampe mod de farlige tanker, som kan gå ud af kontrol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...