UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17486Visninger
AA

10. Kapitel 9

Calum var taget tilbage til drengene. Til Tyskland.

Jeg var da trist – men så alligevel ikke, for han havde sagt, at han havde fri hele weekenden, hvilket var om tre dage. Kun tre dage, til jeg havde en hel weekend med ham. Jeg glædede mig så meget!

Rygterne om, at Calum og jeg skulle have et barn mere gik stadig. Jeg havde ikke helt vidst hvad jeg skulle sige til det, og det havde Calum vidst heller ikke. Han havde sagt, at jeg måtte sige eller skrive hvad jeg havde lyst til, og vi skulle jo også have afkræftet de rygter inden de blev spredt yderligere.

Så jeg havde besluttet mig for, at skrive et tweet nu, så vi fik de rygter stoppet.

’@_AnnaGarcia: Guys, the thing about me and Calum having baby number 2, is just a rumor. The visit to the hospital had nothing to do with pregnancy :-)’.

Jeg tweetede det og følte mig allerede som et bedre menneske. Hæhæ.

Det gik selvfølgelig amok med det samme; nogle skrev ligegyldige kommentarer der ikke havde noget med tweetet at gøre, nogle var lettet og så var der rent faktisk nogle som var sådan øv-agtige over det. Nogle ville rent faktisk ønske vi skulle have et barn mere. Sært.

Men nu var det jo nok heller ikke dem, som havde presset noget på størrelse med en vandmelon ud. Det gjorde sku avs.

For ikke at tale om selve graviditeten. Det var både sjovt, hyggeligt og skrækkeligt på samme tid. Men jeg fortrød ikke et eneste sekund, at jeg havde beholdt Mason; han var mit et og alt.

Jeg kiggede ind på twitter igen efter et kvarter, så det ligesom var kølet lidt af. Utroligt overhovedet at starte de rygter, men nu var sandheden heldigvis kommet frem.

Jeg kunne se Calum havde retweetet mit tweet, og også selv skrevet et.

’@Calum5SOS: Don’t know who started the rumors, but me and Anna are not having another baby right now, sorry :D’.

Jeg retweetede det, og begyndte at smile lidt over hans ’right now’. Det betød jo, at han gerne ville have flere børn. Godt nok at vide. Tihi.

For at være sikker på, at flest mulige fik det at vide, lagde jeg et billede af mig, Calum og Mason på instagram med samme tekst som på twitter. Så burde budskabet være trængt ind hos de fleste.

Når man snakker om solen, så skinder den.

Min mobil gav en høj lyd fra sig, og jeg stoppede den hurtigt, og tog den op til øret; ”Hey”.

”Hey baby. Hvad laver du?”, hans stemme gjorde mig tryg med det samme. Gimme them superpowers.

”Ikke så meget. Hvad med dig?”, spurgte jeg, og forsøgte at lyde så rolig og normal som muligt, på trods af den storm af summerfugle, som hærgede min mave.

”Er lige kommet hjem fra øver med drengene”, han lød frisk og glad, og der måtte næsten være sket et eller andet mellem dem; noget godt. Måske havde han endelig fået snakket ud med Ashton? Hvad ved jeg.

”Det lyder virkelig hyggeligt”, mumlede jeg, og ville virkelig ønske jeg var hos dem i Tyskland lige nu. Jeg kunne huske de få øvedage jeg havde overværet dem, og de havde det altid så sjovt, og var utroligt afslappede at se på. Gud hvor jeg savnede dem. Mest Calum. Men virkelig også de andre.

”Vi snakkede om, at komme hjem til dig på fredag, alle fire også spise sammen. Det er så lang tid siden vi har været samlet. Hvad siger du til det?”, jeg var overrasket over hvor frisk og glad han lød. Det var virkelig imponerende.

”Det lyder som en god idé mus. Ved i allerede nu hvornår i er her?”, spurgte jeg, og gik i mit husmoder-mode; jeg elskede når der var styr på tingene, med tidspunkter og den slags. Det var dejligt afslappende.

”Omkring klokken seksten”, svarede han. Jeg vidste han smilede, også selvom jeg ikke kunne se ham. Weird i know.

Jeg nikkede, indtil det gik op for mig at han jo ikke kunne se det.

”Okay. Det bliver hyggeligt at have os samlet. Skal jeg inviterer Sara?”.

Calum fnes. Det fik mig til at smile. Det var det sødeste.

”Det tror jeg allerede Michael har gjort”.

Jeg grinede. Nåh ja selvfølgelig havde han da det. Nogle gange glemte jeg stadig, at de altså var et rigtigt par.

”For resten, jeg har fået en besked fra hospitalet. Resultatet er klar, så måske vi skulle tage derhen inden, eller hvad tænker du?”, spurgte jeg. Jeg glædede mig til, at Calum kunne få sine papire på, at han var faren. Men jeg var ærlig talt også lidt nervøs for, hvad der ellers kunne stå i de papire. Det kunne ændre alt.

”Det kan vi godt”, svarede han, og lød utroligt optimistisk. Han glædede sig sikkert også til at få sine papire, og sit videnskabelige bevis.

”Gik det godt med showet i går?”, spurgte jeg. Jeg havde ikke lyst til, at lægge på. Jeg kunne snakke med Calum i evigheder.

Jeg kastede mit blik på Mason, som sad på gulvet og legede med nogle biler. Min lille diamant.

”Ja, det gjorde det. Fansene var sindsssyge”, Calums lave grin fyldte mine øre. Jeg begyndte at fnise med ham. Hvad de fans ikke gjorde for dem, og omvendt.

”Forståeligt nok”, fnes jeg, og kiggede på Mason igen. Han begyndte at skubbe lidt hårdere til bilerne; ikke noget jeg tænkte nærmere over, før han begyndte at kaste dem mod hinanden. Det havde han fået atvide så mange gange før, at han ikke måtte.

”Mason, stop med det der!”, jeg rejste mig op, og gik hen til ham for, at tage bilen i hans hånd, fra ham. Jeg kunne fornemme Calum snakke i telefonen, men jeg skulle lige have styr på Mason først.

”Så er jeg tilbage, undskyld. Hvad sagde du?”, jeg kørte en hånd igennem mit hår, og pressede mobilen ind mod mit øre.

”Hvad lavede han?”, spurgte Calum og lød en del mere seriøs end før. Ikke sur, bare mere seriøs, selvom hans stemme stadig var blid og glad.

”Han var ved at smadre sine biler”, forklarede jeg enkelt, og svingede let mit hår. Dejlig vane. Jeg kiggede for en sikkerhedsskyld ned på Mason, men han legede stille og roligt. Han vidste, at jeg holdte godt øje med ham nu.

”Det er fars dreng. Må jeg snakke med ham?”, spurgte Calum i den anden ende.

”Selvfølgelig”, mumlede jeg, og gik hen til Mason. Han kiggede op på mig, da jeg kom gående.

”Vil du snakke med far?”, spurgte jeg sødt, og kiggede ind i hans rare, brune øjne. De øjne som lignede Calums på en prik.

”Faar!”, Mason lyste hurtigt op, og rakte ud efter min mobil. Han var simpelthen sin fars dreng, det var helt vildt; Calum havde altid nemmere ved at få Mason til at sove, og han kunne hurtigere trøste ham. Der var bare noget med de to.  

____________________________________________________________________________________________________

Kommenter hvad i tror der kommer til at ske!! :))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...