UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17466Visninger
AA

5. Kapitel 4

Fem dage var gået. Fem lange, seje dage, fyldt med uvidenhed. Havde intet hørt fra Calum siden den samtale. Det var frygteligt. Jeg hadede at være uvenner med ham. Det var det værste, jeg kunne komme på – lige med undtagelse af at se ham forlade mig, til fordel for en anden. Det var en tanke der havde strejfet mig ca en million gange de sidste dage, og den drænede mig langsomt og pinefuldt. Han kunne hurtigt finde en anden. Fem minutter, så havde han en ny kæreste, uden en unge på armen.

Jeg forstod bare ikke, hvordan han kunne løbe fra sit ansvar på den måde. Forfanden, han prøvede – det vidste jeg, men han forstod slet ikke hvordan det var at gå herhjemme, den ene kedelige dag efter den anden, uden at kunne fortælle Mason hvornår han ville få sin far at se igen.

De sidste par dage havde jeg ignoreret omverdenen pænt meget. De var egentlig gået med at aflevere Mason i børnehave, handle lidt ind og så bare ligge på sofaen og håbe på Calum ville ringe så det kunne blive godt igen. Jeg ville ikke ringe til ham først. Ville ikke trænge mig på, på den måde. Havde prøvet at sætte mig ned dagen efter samtalen for at ringe til ham – men jeg kunne ikke og lagde på allerede ved første bip. Siden havde jeg ikke prøvet.

Min mobil ringede. Den ringede faktisk, og jeg kunne straks mærke det vildeste sug i maven, ved tanken om Calums blide stemme og beroligende ord.

Jeg tog den straks med en imødekommende stemme; ”Det er Anna”.

”Ans, det er mig”, jeg blev skuffet. Utrolig skuffet, da jeg hørte Saras stemme. Jeg elskede at snakke med hende – men lige nu håbede jeg på et opkald fra en anden.

”Sara, hvad så?”, jeg forsøgte at holde min stemme lige så imødekommende som før. Det var rart at snakke med Sara, det var det virkelig. Hun var min klippe.

”Jeg tænkte, at du måske ville med i svømmehallen”, det lød mere som en konstatering end et spørgsmål, fra hendes side. Det undrede mig lidt, men var ikke noget jeg tænkte mere over.

”Mason skal hentes her om et par timer, og inden vi kommer derud og får klædt om… Måske en anden dag, Sara”, forklarede jeg, og legede kort med mit hår. Jeg hadede at afvise hende, men Mason var min første prioritet og jeg glædede mig faktisk til at se ham. Han var den med mest humør for tiden, også selvom man godt kunne mærke, at han var trist og havde det svært med at Calum ikke var her så tit.

”Søde Ans, jeg henter dig om tyve minutter, og der står du klar og har pakket badetøj. Vi ses, elsker dig”, jeg nåede ikke at protestere, før hun havde lagt på igen. Jeg rystede grinende på hovedet. Det var så typisk Sara.

Måske skulle jeg bare tage med. Mason havde massere af venner i børnehaven, og jeg vidste at de andre heller ikke blev hentet før senere. Vi kunne sagtens nå en tur i svømmehallen inden, og et sted dybt inde vidste jeg, at jeg også havde godt af det.

 

 Der var ikke mange i svømmehallen. Faktisk var der kun to andre, og det var ældre mennesker. Det glædede mig – jeg var ikke i humør til mange mennesker i dag.

Sara og jeg havde fået skiftet til bikini, og var taget i boblebadet som det første. Lidt mærkeligt, men vi elskede begge de varme bassiner.

”Jeg er virkelig glad for du ville med, for jeg ved ikke hvem jeg ellers skulle tage med”, grinede Sara, og bevægede sig langsomt lidt rundt i vandet.

”Så vidt jeg husker, blev jeg tvunget”, svarede jeg grinende, og lod min krop flyde lidt i vandet. Det var så afslappende, lige hvad jeg havde brug for.

”Jeg forstår stadig ikke hvorfor det skulle være i dag, lige i eftermiddag”, tilføjede jeg, og kiggede udfordrende på Sara. Jeg følte lidt, at hun skjulte noget for mig. Hadede når folk skjulte ting for mig, jeg var ret nysgerrig.

”Det er da en dejlig dag”, forsøgte hun, men jeg kunne høre det ikke var den rigtige grund. Jeg lod det ligge. Hun ville tydeligvis ikke snakke om det, så jeg ville ikke tvinge hende.

Stemningen blev en smle trykket, så jeg rejste mig hurtigt op af det lave, varme vand og kiggede på Sara med et løftet øjenbryn; ”Skal vi svømme om kap?”.

Hun hoppede straks op, nikkede og så satte vi i et kluntet løb hen til det store bassin. Da vi nåede hen til kanten, hoppede jeg i med det samme, og svømmede alt hvad jeg kunne. Jeg ville vinde det her. Havde svømmet meget før i tiden, da jeg var mindre, så jeg fandt det også lidt pinligt hvis Sara vandt; hun havde pjækket fra alle svømmetimerne i skolen, og svømmede mest for sjov.

Jeg kom til den anden ende, og fik vendt rundt så jeg kunne svømme tilbage. Jeg nåede ikke at se hvor langt Sara var, da jeg bare koncentrerede mig om at svømme hurtigst tilbage. Hurtigere end jeg troede, fik jeg fat i kanten af bassinet og kom op over vandet. Til min glæde svømmede Sara den sidste meter, før hun også kom op til overfladen; jeg havde vundet. I dag så ud til at være en god dag.

 

Mit hår var stadig fugtigt, selvom jeg havde prøvet at tørre det. Det gjorde min ryg en smule kold og våd, men det generede mig ikke. Udenfor var solen ved at gå ned, og-. Gud. Mason.

”Mason! Ham har jeg glemt alt om!”, jeg satte mig ret op, og kiggede panikslagen på Sara, før jeg fortsatte; ”Vi bliver nødt til at køre forbi børnehaven og hente ham inden de lukker!”.

Sara grinede. Hvad fanden skete der?

”Slap af. Der er styr på det. Jeg passer ham i aften og indtil du henter ham i morgen”, forklarede hun hurtigt og drejede ned ad den vej, jeg boede på.

”Hvorfor passer du ham?”, spurgte jeg, og synes det var underligt, at hun bare havde besluttet sig for at passe ham når vi ikke havde aftalt det.

”Du trænger til en god aften. Smut ind med dig”, svarede hun, da vi holdt ude foran mit hus. Hun blinkede, og daskede blidt til mig, da jeg blev siddende og kiggede undrende på hende. Til sidst steg jeg fnisende ud af bilen, og gik med min taske over armen, op til huset hvor døren til min store overraskelse, ikke var låst.

Jeg kom ind i entréen, smed min taske, overtøj og sko, og fortsatte ind i køkkenet hvor jeg tændte lyset. Jeg lod et overrasket gisp ryge ud, ved synet der mødte mig. Der lå madrasser på gulvet foran tv’et, og der stod et fad med frugt, og en skål med smeltet chokolade. Jeg troede et kort øjeblik at det var Saras værk, da en skikkelse dukkede op foran mig. Jeg sank en klump. Gav en blanding af et skrig og et gisp forlade min mund, indtil jeg så de varme, brune øjne, som nervøst fangede mine.  

______________________________________________________________________________

KOMMENTER HVAD I TROR DER SKER!! :)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...