UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17472Visninger
AA

23. Kapitel 22 + LÆS BESKED

”Er du klar, Mason?”, jeg kiggede hen på min søn som stod klar med jakke og sko på, med et smil. Klokken var kun fem, men planen var at han skulle hen til Calum nu og så skulle jeg hente ham i morgen tidlig. Han kom først hen til sin far nu, fordi vi havde været nede til tjek ved sundhedsplejersken. Eller, Calum havde ikke mødt op selvom han sagde han ville, så jeg var faktisk lidt irriteret på ham. Han hvde ikke engang ringet eller skrevet, og han havde ikke svaret mine sms’er eller opkald. Jeg håbede ikke, at han havde gjort noget dumt. Alligevel gjorde episoden mig bare helt sikker i, at det her var absolut dén chance han fik, og ikke flere. Jeg kunne ikke holde til at se Masons skuffede ansigt, når Calum ikke var hjemme – så var det bedre, at han bare boede hos mig permanent.

”Hvorfor bor vi ikke sammen?”, Mason kiggede op på mig med store, spørgende øjne. Han smilede ikke længere, han så nedtrykt ud.

”Mason... Mor og far skal have en pause fra hinanden, men det skal nok gå. Når du bliver ældre bliver det nemmere at forstå”, forsøgte jeg at forklare ham. Hvad skulle jeg dog ellers sige til drengen? Han var knapt fire år gammel, han ville bare have sine forældre til at være sammen, og at alle havde det godt sammen. Han kunne selvfølgelig ikke se de problemer der var, selvom han vidst havde set en smagsprøve på det, gennem mit og Calums store skænderi.

Jeg fik stadig kuldegysninger ved tanken, på en rigtig dårlig måde.

”Har far gjort noget?”, jeg havde ikke troet at han ville spørge mere ind til det. Men jeg forstod godt, at han var nysgerrig, og han havde fuld ret til at være det, selvom det var svært for mig at forklare så han forstod bare en smule af det.

”Vi er uenige om nogle ting, og derfor er det bedste lige nu, at vi holder en pause fra hinanden”.

Mason så rent faktisk ud til, at forstå bare en smule af hvad jeg sagde; det var som om der lyste en lille pære op over ham, eller noget i den stil.

”Men vi flytter tilbage igen, ikke?”, spurgte han og kiggede bekymret på mig; håbende.

Calum boede jo i drengenes fælleslejlighed, Mason og jeg hos mine forældre indtil vi fandt ud af, hvad der skulle ske med vores lejlighed og alle tingene. Det var ikke lige sådan.

”Det ved jeg ikke Mason”, svarede jeg ærligt, for jeg syntes virkelig han fortjente sandheden, og at få alt det atvide, som han spurgte om. Jeg hadede den slags forældre som pyntede på det hele foran deres børn for at ”beskytte” dem.

Jeg trak min mobil op ad lommen, egentlig først for at tjekke klokken, men vi kender vel alle det med at komme til at lave alt mulig andet?

”Smil Mason!”, udbrød jeg smilende for at lette lidt på stemningen. Han sendte mig sit store, charmerende smil og jeg tog et billede af ham, som jeg lagde op på twitter med teksten; ’The one who lights up the whole wide world in it’s darkest times <3’.

Der kom selvfølgelig en helt masse kommentarer, gode som dårlige – flest gode, heldigvis. Det skræmmende ved det var, at en hel del kommenterede på mit og Calums forhold. Det var virkelig blevet spredt, at vi ikke var sammen mere, også selvom ingen af os havde udtalt os om det. Jeg havde slet ikke haft overskud til at skulle forklare noget, og jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle sige.

”Skal vi komme afsted, basse?”, jeg kiggede på Mason som hurtigt nikkede. Here we go again…

 

”Calum, du kan sikkert genkende min stemme fra de tyve andre beskeder jeg har lavet. Hvor fanden bliver du af? Vi har ventet i over en time!”, jeg tog min mobil væk fra mit øre og lagde på med et suk. Hvor fanden var han henne, og hvad fanden lavede han? Det var virkelig typisk det her – han bedte og tiggede mig om at give ham en chance til at ses med Mason, og så kunne han ikke engang lukke os ind eller være hjemme til tiden. Han lod os vente og værst af alt – han skuffede Mason så groft. Åh, hvor ville han få en skideballe når han dukkede op. Hvis han overhovedet dukkede op. Hvis han ville overleve, burde han sku dukke op.

Overdrivelse fremmer forståelse – men det var næsten bogstaveligt ment. Han kunne ikke være det bekendt.

”Anna? Mason?”, en stemme lød bag os. Jeg vendte mig hurtigt om, og mødte ham, som Mason havde arvet 50% fra. Urgh, noglegange var tanken lidt svær.

Hans blik viste at han godt kunne se, at han havde fucket op – men jeg fortsatte hen til ham med det, til dags dato nok, vredeste udtryk.

”Hvad fanden bilder du dig ind?! Vi har ventet i over en time!”, han kiggede først overrasket på mig, derefter ned i jorden. Han så ikke engang specielt seriøs ud, han smilede bare til mig, hvilket irriterede mgi helt forfærdelig meget;

”Hey, slap af. Jeg er her nu”.

”Kan du ikke fucking selv høre det?!”, startede jeg irriteret ud, og lod det hele ryge ud inden at tænke over det først; ”Du tigger og beder mig om en chance til, og alt du gør er at pisse på det hele og skuffe Mason så meget! Hvordan kan du få dig selv til det, din store nar?!”.

Han så utrolig overrasket ud over mit flip, nærmest chokeret. Hvad fanden havde han dog regnet med, efter det lort han havde fået Mason ud i?

”Jeg troede ikke-” - ”-Glem det hele, det var en fejl og spild af tid at give dig en chance! Bare hold dig væk fra mig og Mason, og kontakt os aldrig igen! Nyd dit fucking lorte kendisliv, og brænd op i helvede bagefter!”.

Jeg skyndte mig hen til Mason som jeg løftede op og skyndte mig hen til bilen. Ikke om han nogensinde skulle have noget med sin far at gøre igen. 

_______________________

Jeg vil sige, at den her er ved at være ved enden :)

JEG VIL MEGET GERNE HAVE NOGLE IDEER FRA JER OG JEG VIL GERNE HAVE AFVIDE, HVAD I GERNE VIL HAVE DER SKAL SKE, HVIS JEG SKAL LAVE EN 5'ER! HAR SELV IKKE NOK IDEER, SÅ KOM MED NOGLE!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...