UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17474Visninger
AA

18. Kapitel 17

”Så er du klar basse”, jeg smilede til Mason, da jeg havde fået hans sko og jakke af. Han satte hurtigt i løb ind i stuen. Jeg sad helt stille et øjeblik og betragtede ham; han løb direkte hen til Calum som lagde sine arme om ham. Jeg kunne se de snakkede, men kunne ikke høre hvad de sagde. Som to dråber vand. Min dyrebare søn og fantastiske kæreste som var alt hvad jeg kunne ønske mig.

Og så var der Ashton. Taberen i det hele. Sådan så jeg ham og jeg fik ondt af ham. Havde lyst til at give ham et kæmpe kram og sige, at det hele nok skulle ordne sig.

Jeg blev siddende ude i gangen så længe fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle reagere, at Mason tilsidst kom ud i gangen. Han havde røde kinder og et stort smil på læberne; ”kommer du mor?”.

”Ja, jeg kommer nu basse”, svarede jeg lavt og sendte ham et smil. Jeg følte mig så trist pludselig og havde ærligtalt ikke lyst til, at skulle ind til de andre og konfronteres med det. Men det blev jeg selvfølgelig nødt til, eftersom jeg jo ikke kunne blive siddende ude i gangen for evigt.

Jeg rejste mig op og fulgte efter Mason ind i stuen, hvor de andre kiggede op da jeg kom ind. Det gjorde bare det hele endnu mere nervepirrende, for nu skulle jeg holde det inde, ikke bare for min kæreste men også for mine bedste venner og bedste veninde. Gud hvor kunne jeg dog godt bruge Josh lige nu. Han ville så meget have forstået mig.

”Var det en god tur?”, Calum smilede til mig og jeg forsøgte at smile så normalt som muligt til ham. Jeg nikkede blot, for jeg turde ikke tale; min stemme føles som om, at hvis jeg sagde noget, ville den knække over og dermed afsløre mig. Kender i ikke det, hvor man bare kan mærke det?

Jeg hostede hurtigt, så min stemme blev normal, hvorefter jeg vendte om og gik ud mod køkkenet. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at sidde derinde blandt alle de mennesker, specielt ikke når de kiggede på mig, på den måde. De kendte mig jo alle virkelig godt, så de kunne se når der var noget galt og det var ubehageligt i det her tilfælde.

Jeg kom ud i køkkenet og tog som det første et glas vand. Det blev hurtigt bundet og derefter lagde mine hænder sig ved siden af vasken så jeg stod og kiggede ind i væggen. Lige nu var alternativet værre.

Alt i mit hoved var forvirrende lige nu. Der var ikke rigtig noget, som gav mening eller hang sammen. Jeg havde Mason og Calum, hvilket jeg var helt utrolig glad. Nej, det kunne ikke gøre det – jeg var lykkelig med dem. Men jeg var ikke lykkelig uden Ashton og det var det, som gjorde mig forvirret. Følte jeg stadig et eller andet for Ashton? Det måtte jeg vel gøre?

”Mor? Er du okay?”, en lille stemme afbrød mine tanker. Jeg vendte mig hurtigt rundt og opdagede først der, at mine øjne var våde. Jeg tørrede dem hurtigt og gik ned på hug så jeg var i øjenhøjde med Mason.

”Gå lige ind til far, basse”, svarede jeg og forsøgte at lyde omsorgsfuld på trods af min spinkle stemme. Jeg strøg min hånd hen over hans kind og var lige ved at bryde ud i tårer da han også aede min kind med sin lille hånd. Han var så sød.

Jeg stilte mig tilbage hen over vasken da Maosn var gået ind i stuen. Lige nu kunne jeg så meget bruge Josh, det var da helt vildt. Burde jeg skrive til ham eller burde jeg lade være? Han var min bedste ven udover drengene, men måske var det også en dårlig idé at blande ham ind i det.

Jeg fik nok mit livs største chok, da et par bløde læber landede på min skulder. Mit hjerte sprang virkelig ti slag over og min vejrtrækning blev et øjeblik rimelig hurtig. Jeg måtte virkelig have været i min egen verden, siden jeg ikke havde hørt ham.

Hans læber fortsatte med at kysse min skulder, hals og nakke og jeg forsøgte blot at abstrahere fra det. Jeg fik det dårligt, ligemeget hvad jeg gjorde nu. Det var så forfærdelig en følelse.

Jeg blev så irriteret og så ked af det igen.

Jeg kunne mærke mine øjne blive våde og en enkelt dråbe fandt sin vej ned ad min kind. Jeg bed mig i læben for at prøve at holde det inde.

Calum placerede sine hænder på mine hofter og vendte mig rundt, så mine blanke øjne var afsløret for ham. Han kiggede bekymret på mig og selvom det var rart at han bekymrede sig, så irriterede det mig. Jeg ville jo gerne være lidt alene, have en pause fra de mennesker og det kunne jeg ikke få.

”Hey, hvad sker der?”, han kiggede mig direkte ind i øjnene og lod sin ene hånd kærtegne min kind. Jeg kunne vælge at fortælle ham det hele, hvilket nok egentlig ville være det mest fornuftige, men jeg kunne simpelthen ikke overskue det; han ville tro jeg var vild med Ashton og køre det op og det magtede jeg på ingen måde.

”Der sker ikke noget”, svarede jeg, relativt koldt. Det var ikke min mening at være kold overfor ham, det skete bare. Jeg var træt af alt det her, jeg ville bare gerne have at tingene løste sig selv.

”Nej det kan jeg høre”, han fjernede sine hænder og lænede sig op ad bordet bag sig. Skønt, nu begyndte han også at være kold. Det var min egen skyld, men alligevel blev jeg skide irriteret på ham.

Jeg sukkede og gik ud af køkkenet, for at fortsætte ind i stuen. Min plan var at gå ind på vores værelse så jeg kunne være lidt alene, men så langt nåede jeg ikke, før Calums stemme afbrød mig; ”du kan ikke bare skride fra problemerne”.

”Jeg kan faktisk gøre lige hvad der passer mig”, svarede jeg og vendte mig kort om for at kigge ham i øjnene. Det gjorde ondt dybt inde, at være sur på ham, især fordi han også var sur på mig. Det blev ikke meget værre.

”Ja gør bare det, du plejer at gøre”, svarede han koldt. Nu fik vi de andres opmærksomhed, skønt.

Hans kommentar irriterede mig grænseløst. Det var sku ham der flygtede fra problemerne og ikke omvendt; han havde først snakket med Ashton nu.

”Hvis der er nogen som skrider fra problemerne, så er det fandme dig!”, jeg kunne ikke rigtig styre min vrede, jeg blev bare irriteret over, at han skulle tage alting så personligt.

”Nå men hvis jeg er sådan et stort problem hvorfor skrider du så ikke bare?!”, han så virkelig vred ud. Ikke bare irriteret, men desideret vred. Det her var ikke godt.

De andre så fuldstædnig chokerede ud og de sad helt forstenede og kiggede fra mig til Calum.

Jeg fik øje på Mason som stod henne ved Sara; hun havde en arm halvt om ham. Han så utrolig bedrøvet og skræmt ud. Åh gud, det sidste jeg ville var at skændtes med Calum foran Mason.

Jeg traf en hurtig beslutning i mit hoved og gik et par skridt tættere på Calum; ”jeg hader dig så fucking meget”.

Jeg fortsatte ind på vores værelse og fik hurtigt pakket noget tilfældigt tøj og toiletting i en taske, samt det vigtigste af Masons. Ikke om han skulle være her med Calum. Han var sku min søn og jeg havde haft ham alene de første to år af hans liv, så mon ikke jeg kunne nu også.

Jeg tog tasken over skulderen og skyndte mig ud i stuen. Jeg gik hen til Mason, løftede ham op og begyndte at gå ud mod gangen. Satte mig på hug og begyndte at hjælpe ham med, at få sko og jakke på.

”Hvad skal vi?”, han kiggede forvirret og trist på mig; han kunne helt sikkert fornemme at noget ikke var, som det skulle være. Jeg havde det frygteligt med at lade ham se sine forældre skændtes og det var også endnu en grund til at tage ham med og skride – hvis vi blev ville mig og Calum helt sikkert skændtes igen.

”Væk”, svarede jeg og kyssede ham hurtigt i panden inden jeg åbnede døren og fik min taske over skulderen samt Mason i hånden. Ikke om vi skulle være et sekund mere i det hus t med den idiot. 

____________________________

For Laura MS' skyld.

2 kapitler på en dag, wuhu. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...