UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17482Visninger
AA

11. Kapitel 10

”De er her nok start”, Sara lød ekstremt optimistisk, og hun kunne slet ikke stå stille.

Jeg stod med Mason i hånden, og han havde et flag i hånden; han ville så gerne, så selvfølgelig skulle han det. Han havde et stort smil plantet på læberne – han skulle jo møde de andre drenge sådan rigtigt i dag, og det glædede han sig virkelig meget til.

Sara havde ret; blot to minutter efter, kom de gående ud fra gaten. Det var virkelig mærkeligt at se dem igen, specielt Ashton. Han grinede, og han så glad ud; det gjorde mig glad. Selvom der var en del imellem os, så ønskede jeg det bedste for ham.

Luke kiggede op, smilede og vinkede da han så mig; ”Anna!”. Sara var allerede løbet over til Michael, og var sprunget op i hans arme så han var ved at falde. Hun var altid fuld af energi.

Jeg kunne heller ikke dy mig, og løb hen mod Luke, som gik lidt ned i knæ og spredte sine arme ud. Jeg tog Luke først, da Mason løb hen til Calum.

Jeg kom helt hen til Luke, og slog mine arme om ham. Havde sku savnet ham, og hans skønne humør. Han var virkelig som min bror.

Hans stærke arme lagde sig om mig og fik mig til at føle mig rigtig lille; selvfølgelig også fordi han var en del højere end mig, men shh.

Jeg trak mig fra Luke, og tog Mason i hånden, da han pludselig så utrolig genert ud.

”Mason, vil du hilse på de andre drenge?”, jeg satte mig på hug og kiggede Mason i øjnene. Han smilede og nikkede lidt nervøst. Han var tit lidt nervøs med nye mennesker.

”Det her er Luke”, sagde jeg og holdt stadig Mason i hånden, så han ikke blev utryg. ”Han bider ikke”, tilføjede jeg med et smil, og så gik Mason hen til Luke som sad på hug, og gav ham et kram.

Imens gik jeg hen til Calum, som lagde sine arme om mig. Selvom det var nogle dage siden jeg havde set ham, så havde jeg savnet ham. Altid.

”Hvor er jeg glad for at se dig smukke”, mumlede han, og pressede sine læber mod mine. Jeg smilede, smilede stort.

”Jeg er også glad for, at se dig”.

Jeg fik hurtigt givet Michael en krammer, men han var rimelig klistret sammen med Sara; de havde ikke set hinanden i flere måneder. Nu manglede jeg kun Ashton.

Vi vidste begge to, at vi manglede hinanden, men ingen af os havde rigtigt modet til at tage det første skridt. Jeg fnes, og gik frem mod ham med udspredte arme; ”Så kom da!”.

Han grinede, og lagde sine arme om mig. Det blev en anelse akavet, også selvom jeg forsøgte at gøre det så afslappet som muligt. Men jeg havde ikke set ham i så mange måneder, og havde ikke engang snakket med ham i sådan næsten et år. Jeg vidste heller ikke hvor meget Calum og ham havde fået snakket om, så det var lidt mærkeligt.

Vi trak os fra hinanden og jeg smilede kort til ham, og fik Mason til at præsentere sig for ham. Ashton satte sig ned på hug til ham, og snakkede lidt med ham. Gudskelov for, at de andre drenge også var gode til børn. Ellers ville det have været utrolig akavet med Mason.

Mason kom hen til mig og jeg tog hans hånd, så han ikke pludselig skulle smutte nogle steder. Calum tog min anden hånd og flettede vores fingre sammen. Jeg smilede til ham, og han gengældte det.

Vi alle fortsatte ud til bilen, og fik drengenes bagage om bagi. Sara og Michael havde allerede sat sig ind bagerst i bilen og var ved at sluge hinanden.

Jeg åbnede døren for Mason, og han satte sig selv op. Jeg fik ham spændt fast, og gav ham en pose med nogle æblestykker, så han ikke skulle kede sig for meget. Han sad også ved siden af sara som han jo kendte, så han ikke blev for nervøs.

 Han kiggede op på mig med sine store, brune øjne; ”Skal vi hjem mor?”.

”Først skal vi lige forbi hospitalet. Bare lige hurtigt, og så skal vi hjem”, jeg smilede, kyssede ham i panden, og gik ud ad bilen.

De andre drenge havde fået deres ting ind i bagagerummet og fik sat sig ind. Jeg satte mig ind på forsædet, og Calum ved siden af.

Snakken fyldte hurtigt bilen og det glædede mig, at det ikke var akavet, og at vi snakkede sammen som i gamle dage. Det var så rart.

Mason sad og grinede sammen med Michael og Sara; hun lavede sjove ansigter til ham.

”Mor se!”, Mason stemme lød igennem bilen og jeg vendte mig så meget om jeg kunne, og kiggede på ham. Han lavede et mærkeligt ansigt, som så utrolig sjovt ud; dobbelthage, skeløjet, det hele. Jeg grinede højt, og forsøgte at efterligne ham. Mason, Sara og de andre drenge grinede, hvilket måtte betyde, at jeg havde lavet en god efterligning.

”Calum, du har en pisse lækker kæreste”, grinede Sara, og pegede kort på mig, inden hun grinede videre.

”Jeg ved det”, svarede Calum og klappede mig på låret.

Jeg lavede mit bedste fornærmede bitch-udtryk, og forsøgte at gøre min stemme så snobbet som muligt; ”Du er bare jaloux”. Jeg svingede let mit hår, så det blev endnu mere girly.

”Heyyyy Regina George”, Sara satte sine hænder op i forsvarsposition, og forsøgte at spille bitchet ligesom mig, hvilket faktisk virkede ret godt.

”Heyyy Janis Ian”, svarede jeg, og forsøgte at se rigtig frastødt ud. Hun lavede et fornæremt udtryk som så utroligt sjovt ud, hvilket fik mig til at bryde ud i grin.

”I er virkelig nogle bitches”, sagde Luke og rystede grinende på hovedet af os. Endten var han den modne i det her, ellers forstod han os ikke. Don’t know.

”Pas på hvad du siger,Hemmings”, jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn, og pegede på ham.

”Ellers hvad, Garcia?”, han kiggede udfordrende på mig, og løftede også sit øjenbryn. Han var den sjoveste at gøre den slags med, for han var altid med på den værste.

”Bare pas på i nat, når du ligger og sover”, svarede jeg, og sendte ham et smil som skulle forestille at være creepy, men noget sagde mig at det blev det ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...