Elementbetvingeren // Harry Potter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2015
  • Opdateret: 27 apr. 2016
  • Status: Igang
Paisha Falantine kunne hurtig kalde sig selv speciel. Hun var en af de 4 elementbetvingere i hele det magiske univers, og at hun så også finder sin rigtige bror, det kan man kalde held i uheld. Paisha kan som en elementbetvinger betvinge de 4 elementer uden en tryllestav, men det er ikke kun en gave at få. Mennesker kan nemlig udnytte hende, og dødsgardisterne kan nemt bruge hende til Lord Voldemorts genopståelse. Paisha har dog ikke tænkt sig bare at give op uden en kamp, men hun må også indse at ikke alle, hun møder er venner. Hun må vælge én vej, og følge den trofast, og så håbe at hun stoler på de rigtige. Hun kan nemlig hurtigt tage det forkerte valg. *PÅ PAUSE*

34Likes
23Kommentarer
10094Visninger
AA

10. Kapitel 9 // Paisha Falantine

Kapitel 9 // Paisha Falantine

Paisha vågnede langsomt op, mens hun glippede med øjnene. Nogen havde givet hende et sort tørklæde for øjnene, så hun kunne ikke se, hvor hun var. Heldigvis havde hun sine elemenetkræfter, og ved hjælp af jordens kraft kunne hun få jorden til at lokalisere det. 

Problemet ved det var bare, at hun ikke helt havde lært teknikken ved det. Alligevel ville hun prøve sig frem med det, og hvis det ikke virkede, kunne hun jo altid bare brænde tørklædet væk. Hun ville dog ikke gøre det først, da hun ville holde sine kræfter lidt skjult. 

Hun fortsatte med, at lade som om hun sov, mens hun i virkeligheden kæmpede med at få det til at fungere. Hun fokuserede intenst på jorden, som hun regnede med, at hun lå på. Det tærede lidt på hendes kræfter, men hun fortsatte med at holde koncentrationen.

Langsomt og lige så forsigtigt trak hun i den usynlige tråd i jorden, og lige som hvis det var held, så lykkedes besværgelsen. Hun fandt ud af, at hun ikke længere befandt sig på 3.sal. Mærkeligt nok lå hun nede i.. Snape's kontor. 

”Hallo? Er her nogen? Hvad laver jeg her?” udbrød hun desperat efter hjælp, og lyttede godt efter. Hun kunne ikke høre nogen stemmer, så langsomt brændte hun snorene om hendes arme op. Nogen havde bundet hende fast, men hun havde da ikke troet at professor Quirrel og Snape var onde. Okay hun havde en lille anelse med Snape, men Quirrel kunne da ikke gøre en flue fortræd. 

Da snorene var brændt helt op, trak hun bindet væk fra øjnene, og opdagede til sin lettelse, at der ingen mennesker var at se. Hun rejste sig op fra sin siddende stilling, og langsomt vaklede hun over imod døren. Hendes ben brød jævnligt sammen under hende, men hun fortsatte hen mod døren, om hun så skulle kravle. 

”Hvad laver du her?” hvislede en stemme, og Paisha opdagede til sin frygt Snape. Han ville sikkert skælde hende ud over, at hun prøvede at flygte væk fra ham, så hun satte i løb. Hendes ben svigtede hende på halvvejen, og hun faldt sammen på gulvet. 

”Du må ikke gøre mig fortræd!” udbrød hun bedende til Snape, som pludselig så forvirret ud. Paisha forstod det ikke, for var han da ikke med til at bortføre hende? 

”Jeg gør ikke elever noget. Men jeg kender måske en... Hør, jeg følger dig op til Madam Pomfrey, og så fortæller du absolut ikke nogen om denne episode? Jeg vil først til bunds i den,” kommanderede Snape, og Paisha kunne ikke gøre andet end at nikke sig enig. 

Snape løftede Paisha forsigtigt op, og gik i et hurtigt tempo op mod Hospitaltsfløjen. Paisha bad til, at ingen så hende sådan der. Hvis Draco så hende nu, så ville han nok ikke blive begejstret. 

Paisha vidste faktisk ikke, hvor Hospitalsfløjen lå henne, så derfor åndede hun lettet op, da de endelig nåede derhen. ”Madam Pomfrey. Jeg tror ikke det er noget alvorligt med Paisha måske bare en slået fod, men kan du ikke sørge for at hun kommer i god stand igen?” spurgte Snape bestemt, og Madam Pomfrey kom susende hen imod dem. 

Paisha blev lagt på en af sengene, og Madam Pomfrey mærkede på hendes fod. ”Ja du har rigtigt nok brækket din fod, er du væltet eller noget?” spurgte hun sødt, og Paisha tænkte sig godt om. Hun var jo faktisk blevet smidt på gulvet af professor Quirrel, men det kunne hun vel ikke sige?

Snape kiggede også bestemt på hende, så hun valgte at nikke sig enig i det Pomfrey sagde. ”Du skal bare have noget medicin, og så vil du være ved godt helbred i morgen tidlig!” kvidrede Madam Pomfrey, og Paisha prøvede at smile til hende. 

Paishs huskede brevet fra, hun havde modtaget, og lige så forsigtigt trak hun det ud af lommen. Det var helt gennemblødt, efter at Fred havde smidt hende i vandet. Mindet fik næsten tårerne frem igen, så irriteret skubbede hun det væk. 

Hun åbnede forsigtigt brevet, men det var utydeligt at læse. Blækket var smeltet sammen med hinanden, og det gjorde Paisha vemodig. Hun havde glædet sig, til at finde ud af hvem det var, og om det forhåbentligt var hendes forældre.

”Din bror Draco ledte efter dig hele dagen igår. Ja ham og Dumbledore fik sågar kollegiespøgelserne til også at lede efter dig. Skal jeg bringe ham herop?” spurgte Madam Pomfrey, og Paisha nikkede svagt. Det varmede lidt, at Draco havde brugt hele dagen på at lede. 

Han ville jo aldrig have fundet hende, men det var en meget sød tanke alligevel. Hun kunne ikke huske, hvornår Professor Quirrel havde fjernet hende fra 3. sal, og hun vidste heller ikke, hvornår hun kom ned til Snape's kontor. Faktisk ville hun bare vide, hvorfor Professor Quirrel så let lod folk finde hende igen. 

Normalt ville de jo skulle bruge én til noget, men Paisha forventede også, at det lå et motiv bag det. Hun gad ikke tænke mere på det, og faktisk var hele hendes krop udmattet. Hun kunne rigtigt godt bruge et hvil, men hun vidste at Draco ville komme op. 

Hun tvang øjnene op, og besluttede sig, at hun ikke ville falde hen i en døs igen. Når først Draco var gået igen, så kunne hun tillade sig at hvile lidt. Derfor lettede det også lidt, da hun hørte fodtrin uden for Hospitalsfløjen.

Ind ad døren kom Madam Pomfrey og en glædesfuld Draco. ”Paisha! Hvor har du været, jeg har været så dødbekymret!” udbrød Draco glad, og svang armene omkring hende. Hun nød det for en stund, men huskede hans spørgsmål. Hvad skulle hun egentligt svare, når hun ikke måtte fortælle sandheden?

Hun besluttede sig, at hun ville fortælle Draco det senere, men hun kunne ikke, når Madam Pomfrey stod i samme lokale som dem. ”Jeg forklarer alt senere, det lover jeg,” sværgede Paisha, og hentydede til Madam Pomfrey. 

Draco så ikke alt for glad ud for dette svar, men han accepterede det for nu. 

***

Aftenen var tæt på at nærme sig, og Draco havde opholdt sig hele dagen hos Paisha. De havde snakket om, hvad der var sket dagen før, og det resulterede i, at Paisha vidste alt om Astoria Greengrass. Paisha havde med det samme kunne fornemme, at Draco fandt hende lidt speciel. På den gode måde.

”Hun virker sød, måske du skal snakke lidt mere med hende?” drillede Paisha ham for sjovt, men han skubbede bare irriteret til hende. Hun smilede til ham, og var glad på hans vegne. Draco ville bare ikke kunne fortælle andre det, da Pansy Parkinson ville blive vanvittig sur, og de andre fra Slytherin, ville nok heller ikke acceptere det. Selvom Astoria var fra Slyherin, så var hun alt for venlig. 

”Hør Grabbe og Goyle fortalte mig noget foruroligende igår. Det var omkring Tracey Davis,” forklarede Draco, og Paisha vidste, at denne samtale var kørt ind på et sidespor. Han skulle ikke begynde at snakke grimt om hendes nye ven, når hun lige havde accepteret Astoria. 

”Hun opførte sig lidt mystisk igår, hun var oppe på 3. sal. Du ved, den forbudte korridor som vi ikke må være på. Desuden kaldte hun dig naiv,” forklarede Draco ophidset, og lignede en, der var ved at eksplodere af raseri. 

Paisha troede ikke på ham. Hun ønskede ikke at tro på ham. Tracey havde været så flink, og hun var den eneste, der gad snakke med Paisha. Derfor vendte hun sin vrede mod Draco, også selvom hun vidste at det var dumt. 

”Du er simpelthen så utrolig. Jeg acceptere dig og Astoria, og så begynder du og sætte mig op imod Tracey? Vil du så også splitte mig og Harry, Ron og Hermione op? Kan du ikke bare smutte, jeg gider faktisk ikke glo på dig mere,” råbte hun irriteret, og Draco kiggede bedende på hende. Han ville så gerne have, at hun indså det hurtigst muligst, inden Tracey fik forvoldt meget skade.

”Nej, men-” startede Draco ud med at sige, men blev afbrudt af Madam Pomfrey, der sagde at han skulle gå øjeblikkeligt. Paisha åndede lettet op, og Draco gik modvilligt ud af Hospitalsfløjen, imens Madam Pomfrey tilså Paisha igen. 

Madam Pomfrey rakte Paisha sin medicin, og lynhurtigt skyllede Paisha det ned. Det smagte modbydeligt, men hun vidste at det hjalp mod benet. Derefter forlod Madam Pomfrey hende, og Paisha nød for en stund at være alene. 

Stilheden blev afbrudt, af døren i Hospitalsfløjen der blev revet op. Paisha blev forskrækket, og Madam Pomfrey kom ud med et gnavent udtryk. Professor Snape gik direkte over mod Paisha, og uden at forklare noget som helst trak han hende med sig. Han fortalte Madam Pomfrey, at det var en ordre fra Dumbledore. 

Paisha var glad for, at hendes ben havde nået at hele næsten helt. Det var dog stadig ømt, men alligevel var det ikke så slemt. ”Hvad skal vi?” udbrød Paisha irriteret, men fik ikke noget svar af Snape. 

Han førte hende hen imod Dumbledores kontor, og hurtigt fik han sagt kodeordet. Trappen bevægede sig, og en indgang til trappen kom pludselig til syne. De trådte ind i trappen, som derefter snoede sig op til Dumbledores kontor. 

Med få korte bank åbnede Snape døren til kontoret, hvorefter han gik over mod et stort bord. Professor Dumbledore sad ved det bord, og kiggede studerende på Paisha. Paisha krympede sig under hans blik, men gik alligevel hen mod ham.

”Vi bragte dig herop af nødvendigheder. Nu da du jo er en Elementbetvinger, så kan du være i stor fare og-” ”Jeg vil ikke sendes hjem, Professor,” afbrød Paisha ham hurtigt, men han gav hende bare et beroligende smil tilbage. 

”Der er ingen, der vil sende dig hjem. Du skulle jo være her på Hogwarts, for at vi kunne sørge for din sikkerhed. Men vi er alle kommet til enighed om, at du måske også skulle have nogle privattimer, da du jo kan andre ting, end de andre elever her på skolen,” forklarede Professor Dumbledore, og Paisha kiggede irriteret på dem.

”Hvorfor skulle jeg så trækkes herop så hurtigt? Jeg troede det var noget slemt,” sagde Paisha irriteret, og kiggede med lynende øjne på Professor Snape. Han gav bare Paisha et koldt smil. 

”Fordi det er vigtigt, at privattimerne begynder med det samme. Vi har hørt nogle meget foruroligende ting, og derfor er du nødt til, at kunne beskytte dig selv endnu mere. Jeg undskylder ubelejligheden i, at vi trak dig herop så hurtigt, men vi må altså begynde dine timer meget tidligt imorgen, før alle de andre elever faktisk står op. De må intet vide om dine kræfter, bortset fra Draco da du jo har fortalt ham det,” forklarede Dumbledore, og gav Paisha et forsigtigt smil. 

Hun nikkede sig enig, og et lille gab undslap hendes læber. Hun mumlede også en svag undskyldning, og Dumbledore sagde, at hun godt måtte godt i seng igen. Denne meddelelse blev Paisha glad over, og hun skyndte sig ned til Hospitalsfløjen igen. Altså lige så hurtigt man kan gå med et ben der gør ondt. 

Madam Pomfrey virkede ikke synderlig begejstret over, at de havde trukket Paisha med bare sådan lige, men hun accepterede det alligevel. Hun fik Paisha over i sengen, og med hurtige skridt gik hun ud og hentede noget medicin.

Paisha fik sunket medicinen, og mumlede et svagt tak til Madam Pomfrey. Paisha kunne tydeligt mærke, at trætheden meldte sig. Hun havde været ude for så mange ting på under 24 timer, og nu var hun bare så træt. Derfor var der heller ikke nogen indvendninger i, at hun skulle sørge for at sove.

Hun huskede sig selv på, at hun måtte tage en snak med Draco næste dag, og derefter lagde hun forsigtigt sit hoved på hovedpuden. Det var utroligt nok en behagelig seng, og Paisha nød, at den var så komfortabel og blød.   

Hun glippede få gange med øjnene, før hun langsomt faldt mere og mere i søvn. Da hun først var faldet helt i søvn, var det en helt drømmeløs søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...