Elementbetvingeren // Harry Potter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2015
  • Opdateret: 27 apr. 2016
  • Status: Igang
Paisha Falantine kunne hurtig kalde sig selv speciel. Hun var en af de 4 elementbetvingere i hele det magiske univers, og at hun så også finder sin rigtige bror, det kan man kalde held i uheld. Paisha kan som en elementbetvinger betvinge de 4 elementer uden en tryllestav, men det er ikke kun en gave at få. Mennesker kan nemlig udnytte hende, og dødsgardisterne kan nemt bruge hende til Lord Voldemorts genopståelse. Paisha har dog ikke tænkt sig bare at give op uden en kamp, men hun må også indse at ikke alle, hun møder er venner. Hun må vælge én vej, og følge den trofast, og så håbe at hun stoler på de rigtige. Hun kan nemlig hurtigt tage det forkerte valg. *PÅ PAUSE*

34Likes
23Kommentarer
10088Visninger
AA

9. Kapitel 8 // Draco Malfoy

Kapitel 8 // Draco Malfoy

Vinden ude foran Hogwarts susede og hylede, og alle der før havde været udenfor, skyndte sig hurtigt indenfor i varmen. De beskyttede sig allesammen mod den silende regn med deres jakker over hovedet, og folk brokkede sig over det pludselige vejrskift. 

Den eneste person der blev siddende udenfor, var Draco Malfoy der ledte efter Paisha. Fred havde sagt, at hun var udenfor, men der var ikke et eneste spor efter hende, og Draco begyndte at blive bekymret. Han håbede ikke, at der var sket hende noget. Han ville rive hovedet af dem, som prøvede at skade hende. 

Han skulle iøvrigt også tage sig en alvorlig snak med Fred, da han undskyldende havde fortalt om episoden med Paisha. Han havde kysset hende på grund af et væddemål, og Draco ville vædde med, at Paisha var blevet knust over det. 

Draco beskyldte ham lidt for, at Paisha var forsvundet helt fra overfladen. Han besluttede sig at gå indenfor, og gennemsøge gangene og korridorene. Han havde for længst tjekket Slytherin, men han ville nok lige tjekke en ekstra gang. 

Hans nødplan var at fortælle Dumbledore om det, da han var rektoren og kendte Hogwarts ud og ind. Draco ville dog ikke nedlade sig til det, så det var hans absolut sidste plan. 

”Har du set Paisha?” spurgte Draco, da han kom ind i storsalen igen. Det var George Weasley, han spurgte, og det var i forvejen ydmygende nok. Paisha's sikkerhed kom dog i første række, så alt andet kunne være ligegyldigt for ham. 

George kiggede overrasket på Draco, men blikket blev hurtigt til afsky. ”Hvorfor skulle jeg have set hende, Malfoy?” spurgte han afvisende, og kiggede ondt på Draco. Draco havde bare lyst til at rulle øjne af ham, men det handlede ikke om ham. Det handlede om Paisha.

”Hvor skulle jeg vide det fra? Det er jo derfor jeg spørger dig, Weasley. Hun er forsvundet sporløst, og jeg er bekymret for hende,” hvæsede Draco, og kiggede nedladende på George. Draco havde ikke brug for nogen forhindringer i at finde hans søster, og derfor irriterede det ham meget, at George ikke bare kunne svare ham. 

”Er du, Draco Malfoy, bekymret for nogen?” grinede George, som om det var årets største joke. Draco rullede vredt med øjnene, og vandrede væk fra George. Magen til dumhed skulle man lede længe efter. Men Draco havde heller ikke forventet det store af George, han var jo trods alt en Weasley. 

Draco gik for anden gang ned i kældrene, og med lynets hastighed vandrede han ind i Slytherin kollegiet. Draco vidste godt, at han som en dreng ikke kunne komme op til pigernes sovelokaler. Derfor åndede han lettet op, da han så Tracey Davis sidde i lænestolen i fællesrummet. 

Han havde tilfældigvis set Paisha sidde og snakke med den pige, så hun kendte Paisha en smule. ”Hey Travey, har du tilfældigvis set min søster?” spurgte Draco, og sagde med vilje hendes navn forkert. Så ville hun nemlig ikke dåne over ham. Han havde nok i Pansy Parkinson, som hele tiden var forfjamsket og fnisende i nærheden af ham. 

”Jeg hedder Tracey,” knurrede Tracey irriteret, og rullede med øjnene af Draco. Draco trak på skuldrene, og lignede en der var fuldstændig ligeglad. Han var jo også ligeglad, så hvorfor overhovedet virke interesseret?

”Okay, og det skulle interessere mig fordi? Hør jeg skal finde Paisha, og ingen skal stoppe mig i at finde hende, så hvis du vil være så venlig at få munden på gled,” sagde Draco koldt, og kiggede bestemt på hende. Han ville have et svar, uanset om det blot var gætterier. 

Tracey snerpede munden sammen, og kiggede irriteret på ham. ”Det behøver ikke interessere dig, men du skal ikke kalde mig for Travey. Nej jeg har ingen idé om hvor din naive søster er,” udbrød Tracey ligeså koldt tilbage, og Draco blev en smule overrasket. 

Tracey havde siddet ved langbordet, og været meget flink overfor Paisha. Han forstod ikke, hvorfor hun pludselig kaldte Paisha for naiv. Desuden kunne man da ikke kalde Paisha naiv, når hun nærmere var det modsatte. 

”Jeg ville passe på hvis jeg var dig. Du ved vel godt hvem min far er, så det behøver jeg ikke forklare. Hvis du nogensinde prøver at snakke med Paisha igen, så skal jeg personligt sørge for, at hun ved at du kaldte hende naiv,” truede Draco hende, og drejede hælene rundt. 

Tracey så alligevel ikke ud til at komme med et fornuftigt svar, så han ville bruge sin tid en smule mere fornuftigt. Han måtte alligevel indse, at han var nødt til at bruge sin nødplan. Han måtte få hjælp af Dumbledore, og lægge sit had til ham væk. Nej faktisk hadede Draco ham ikke. Det var mere hans fars had, som han skulle lægge væk. 

Draco spankulerede derfor hurtigt op mod rektorens kontor, og stoppede først, da han stod foran en kæmpe Fønix. Han havde ingen idé om hvad kodeordet var, så han åndede lettet op, da Professor McGonagall kom forbi. 

”Professor hvad er kodeordet? Jeg må snakke med Dumbledore, det er vigtigt!” udbrød Draco hurtigt, og Professor McGonagall måtte lytte ihærdigt efter, for at forstå et eneste ord han sagde. Hun kiggede forstående på ham, og gik hen foran den gigantiske statue. 

”Flyvende festfyrværkeri,” sagde hun klart og tydeligt, og statuen forvandlede sig til en trappe. Draco trådte op på trappen, som automatisk løftede sig selv op til en indgang. Trappen stoppede med at dreje sig opad, da Draco stod lige foran døren. 

Draco fik forsigtigt banket på, og døren knirkede en smule, da han åbnede den. Stilheden lå som et tykt lag i Dumbledores kontor, og Draco kiggede forvirret rundt. Hvorfor havde professor McGonagall lukket ham op, hos Dumbledore når han alligevel ikke var der?

”Hvad bringer dig herop Draco Malfoy?” spurgte en hæs stemme, og Draco veg forskrækket til siden. Han åndede lettet op, da han så Dumbledores skikkelse komme frem fra døren. Et lille smil brød frem på Dumbledores læber. Han havde en meget kroget næse, og man kunne tydeligt se alderen påvirke ham.

”Det er Paisha. Hun.. Hun er ingen steder at blive fundet, og jeg har ledt længe efter hende. Jeg er meget bekymret for hende,” fik Draco hurtig forklaret, og Dumbledore nikkede på de rigtige tidspunkter. Han fiskede hurtigt en chokoladefrø frem, og rakte Draco den. 

”Jeg er sikker på, at Paisha er i sikkerhed. Hvis du virkelig er bekymret for hende, så kan jeg sagtens få kollegiespøgelserne til at kigge efter hende?” spurgte Dumledore, og Draco indvilligede i at gøre det. Alt for at finde hende, og forhåbentligt i god behold. 

***

Draco var gået udenfor, for at få noget frisk luft. Han havde glemt alt om sine besværgelses lektier, men han havde heller ikke tid til at lave dem. Han havde vigtigere ting at foretage sig, end at skrive 2 pergamenter om hvordan en rigtig Wingardium Leviosa-besværgelse udføres.

”Hun skal nok blive fundet,” trøstede en stemme ham, og et lille spjæt fløj igennem hans krop. Han kiggede overrasket på pigen ved siden af sig, og sendte hende et prøvende smil. Hun smilte tilbage til ham, og rakte hånden frem mod ham.

”Astoria Greengrass. Du har nok ikke lagt mærke til mig, men jeg er også fra Slytherin,” sagde hun smilende, og kiggede endnu engang ud mod den forbudte skov. Der var noget over Astoria, som fascinerede Draco.

”Hvordan ved du egentligt noget om Paisha?” spurgte Draco oprigtigt forvirret, og kiggede spørgende på hende. Et smil brød frem på Astoria's læber, og med sin tunge fugtede hun dem forsigtigt. Draco kiggede forundret på hende, og glemte for en stund alle sine bekymringer. 

”Jeg har hørt dig snakke om det,” sagde hun ærligt, og trak en finger igennem sit brune hår. Hun fumlede nervøst med en lille hårlok, og hendes kinder blussede en smule op. Draco fandt det en smule sødt, og smilede stort. 

Hun havde lyttet efter hans samtaler, og normalt ville det have gjort ham drøn rasende. Alligevel fandt han det på en mærkelig måde nuttet. Han skubbede irriteret tankerne væk, og fik samlet sig sammen.

”Jeg må også gå. Jeg skal lave mine besværgelseslektier,” løj Draco, da han ikke havde planlagt at lave dem. Astoria så en smule skuffet ud, men forfalskede hurtigt et smil. Hun ville ikke virke desperat, hun kunne bare godt lide at snakke med ham. Han var interessant. 

”Ja jeg har alligevel også ting at ordne, så det passer meget fint,” fik hun fremstammet, og hun skyndte sig væk fra ham. Han følte sig som verdens største kujon, men han vidste, at han havde gjort det rigtige. Hun ville blot opdage den rigtige Draco, og så ville hun blive skuffet. Han ønskede ikke at skuffe hende, så ville han heller lukke hende ude fra hans liv.

Draco måtte nedtrykt gå hen imod Hogwarts, og måtte til sin skuffelse indse, at han stadig ikke havde fundet hans søster. Han følte sig som verdens dårligste bror, men han kunne desværre ikke gøre noget ved det. Forhåbentligt ville kollegiespøgelserne have fundet hende hurtigere end man kunne nå at sige troldmandsskak. 

Vejret begyndte at klare op, men Draco havde allerede besluttet sig for at gå indenfor. Han ville prøve at gå ned til Slytherin, og se om der ikke var nogle af Paisha's ting, som kunne fortælle hvor hun var hende. Han vidste godt, at han næsten havde brugt hele dagen på at lede efter hende, men det gjorde ham ikke spor. 

Da han var lille, havde han også været glad for at lede efter skatte. Selvfølgelig havde det blot været en barneleg, men det føltes som om det nu var gjort til virkelighed. Han var sørøveren, der ledte efter en uvurderlig skat, og Paisha var den skat han ledte efter. Det var næsten ligesom dengang, han var lille. Blot at det denne gang var virkelighed. 

Draco gik op mod pigernes sovekamre, men måtte endnu engang bedrøvet indse at det var umuligt. Trappen forvandlede sig til en rutchebane, og Draco rutschede hele vejen ned til fællesrummet igen. Med et irriteret blik på trappen gik han op til drengenes værelser, og lynhurtigt fik han fundet sine ting frem.

Han trak langsomt sit skoletøj af, og hurtigt havde han fået noget afslappet tøj på. Han gik ned til fællesrummet igen, hvor Grabbe og Goyle sad henslængt i sofaen. 

”Hey Draco, du kender godt hende der, den luskede pige Tracey, ikke?” spurgte Goyle, og Draco kunne se at Goyle og Grabbe havde noget vigtigt at fortælle. Han nikkede forventningsfuldt og ventede på fortsættelsen. 

”Vi fandt hende luske rundt oppe ved den forbudte korridor. Du ved jo godt, at vi ikke må befinde os på 3. sal. Men alligevel befandt hun sig deroppe,” afsluttede Grabbe historien, og smilte stort. Han var temmelig fornøjet over, at han endelig havde fundet ud af noget, uden at Draco vidste det i forvejen. 

Draco kiggede overrasket på dem, og hadede øjeblikkeligt Tracey. Han vidste der var noget lusket ved hende, men han kunne ikke sætte en finger på, hvad der var galt. Han havde hele tiden haft det på fornemmelsen, selv da de sad ved langbordet.

”Er i helt sikre på det, og hvad lavede i overhovedet selv der?” spurgte Draco pludselig nysgerrigt, og kiggede skiftevis på Grabbe og Goyle. De kiggede pinligt berørte ned i gulvet, og Draco fandt det rimelig fornøjeligt.

”Vi fulgte efter en Hufflepuff tøs, men pludselig skiftede trapperne. Vi fulgte trapperne, og indså at vi var kommet forkert op. Så indså vi, hvilken sal vi var på, og det var der vi så hende,” forklarede Goyle, og Draco nikkede. 

Han besluttede sig at finde ud af sandheden, men han kunne hurtigt mærke søvnen snige sig ind på ham. Han fik sagt godnat, og derefter gik han op i sovesalen. Han redte pænt sin seng, og derefter krøb han ned under dynen. 

Slytherins farver prægede hele sengen, og Draco fik hurtigt trukket gardinerne for hans seng. Der hang nemlig gardiner rundt om sengene i Slytherins farver, så man kunne have en smule privatliv. 

Draco nåede næsten ikke, at lægge hovedet på hovedpuden, før han hurtigt faldt ind i en urolig nattesøvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...