Elementbetvingeren // Harry Potter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2015
  • Opdateret: 27 apr. 2016
  • Status: Igang
Paisha Falantine kunne hurtig kalde sig selv speciel. Hun var en af de 4 elementbetvingere i hele det magiske univers, og at hun så også finder sin rigtige bror, det kan man kalde held i uheld. Paisha kan som en elementbetvinger betvinge de 4 elementer uden en tryllestav, men det er ikke kun en gave at få. Mennesker kan nemlig udnytte hende, og dødsgardisterne kan nemt bruge hende til Lord Voldemorts genopståelse. Paisha har dog ikke tænkt sig bare at give op uden en kamp, men hun må også indse at ikke alle, hun møder er venner. Hun må vælge én vej, og følge den trofast, og så håbe at hun stoler på de rigtige. Hun kan nemlig hurtigt tage det forkerte valg. *PÅ PAUSE*

34Likes
23Kommentarer
10094Visninger
AA

20. Kapitel 18 // Paisha Falantine

Kapitel 18 // Paisha Falantine

Paisha var ikke den gladeste person på jorden, da hun var på vej op til kontoret. Hun skulle op og have sin straf, og ærlig talt så var hun pisse bange. Hun frygtede for Doloroso-forbandelsen og diverse andre tortur besværgelser. 

Alligevel formåede hun at holde et smil på læberne. Hun ville ikke virke svag, da hun altid havde lært, at man aldrig måtte vise sine svagheder til folk. Så ville de blot kunne bruge dem imod én, og det ønskede man vel bestemt ikke?

Hun fik formået at tage sig nok sammen, til at hun kunne banke på døren uden at skælve alt for meget. En lille brummen lød fra den anden side, og Paisha gik derfor ind ad døren. Igor sad med hovedet dybt begravet i noget, som tydeligt lignede nogle vigtige papirer. 

”Jeg forventede at se dig, og glædede mig faktisk til at straffe dig. Desværre må jeg denne gang lade dig slippe, da jeg har en del vigtigere ting at ordne,” brummede Igor, og Paisha fik det dårligt over hans tonefald. Han havde ligefrem glædet sig til at straffe hende, føj. 

Paisha åndede lettet op, og hun skyndte sig hurtigt ud af lokalet. Hun ville nødig have, at han pludselig ændrede mening. Hendes fødder førte hende hurtigt udenfor, hvor vejret stadig var gråt og utilregneligt. Hun brød sig bestemt ikke om vejret. Det skiftede aldrig. 

Hun satte sig på græsset, og indåndede duften af frisk luft. I hvert fald så frisk, som det var muligt at få den på Durmstrang. Men hun havde haft brug for at klare hovedet, og få tankerne på rette vej igen. Hun havde for én gangs skyld lyst til at være helt normal. Hun ville ikke være magiker, hun ville ikke være en Elementbetvinger. Bare en lille uvidende muggler, der levede det kedelige byliv. 

”Så sidder du bare herude helt alene?” spurgte den stemme, hun efterhånden var blevet så glad for. Viktor Krum i egen høje person. Han havde været en enorm støtte for hende, og hun ville nok aldrig være kommet sig over Isaac uden Viktor. Hun havde jo kendt Isaac fra barns ben. 

”Jeg fundere over ting, ikke noget folk interessere sig synderligt meget om,” forklarede Paisha med et voksende smil. Hun nød den rolighed, som Viktor formåede at sprede til hende. Hun nød vinden, der langsomt blæste hendes blonde lokker rundt. 

”Måske gør jeg? Prøv mig af,” sagde Viktor med et kækt smil, og Paisha klukkede svagt. Han formåede altid at løfte humøret, selv når man ikke troede, at man kunne være i meget bedre humør. Han var speciel, han var ligesom en bror for hende.

Hendes mave knugede sig pludseligt sammen. Nej, Draco var hendes bror. Hun savnede ham så forfærdeligt meget, men havde han ikke svigtet hende? Han havde hverken skrevet til hende eller noget, og deres far, Lucius, havde også forrådt hende. Måske havde alt været bedre, hvis Viktor var hendes rigtige bror.

”Der er så mange ting. Jeg ville for eksempel ønske, at jeg vidste hvorfor min bror ignorere mig. Jeg vil så inderligt vide, hvorfor Isaac er blevet sådan et monster. Jeg savner også Hogwarts, men jeg er glad for at have mødt dig. Du er nok det bedste, der er sket her på Durmstrang” smilede Paisha svagt, og Viktor sendte hende et stort smil.

”Hvorfor skriver du ikke bare et brev til din bror? Måske har i misforstået hinanden. Desuden bør du vel tage en direkte snak med Isaac, for at finde ud af den egentlige grund. Men sørg for han ikke snyder dig igen. Jeg kan nok ikke hjælpe dig med hensyn til Hogwarts, men jeg er glad for, at du har fundet en ven i mig,” forklarede Viktor endeløst, og Paisha blev pludselig bevidst om, hvad hun skulle gøre.

Hun rejste sig pludseligt op, og gik ind mod Durmstrang. ”Tak Viktor, du er den allerbedste!” råbte hun smilende efter han, og han smilede stort til hende. Hun måtte tage sig af de 2 ting: Hun skulle skrive til sin bror, og hun måtte tage en snak med Isaac. Men Draco måtte vente nogle få millisekunder, så hun kunne snakke med Isaac.

Hun kunne allerede mærke nervøsiteten, men hun var ikke i tvivl om sin handling. Hun ville fortryde det for evigt, hvis hun havde fejlbedømt Isaac. Måske havde han en gyldig grund, og hvis han ikke havde, så behøvede hun i det mindste ikke spekulere mere. 

Hun stod længe foran Isaac's dør, og diskuterede svagt med sig selv, om hun nu også gjorde det rette. Hvad hvis hun tilgav ham, men at han så igen svigtede hende? Ville hun kunne bære at miste ham endnu engang, eller ville det gøre for ondt?

Hun bankede svagt på. Intet svar. Endnu engang bankede hun på, imens tvivlen hobede sig op. Hvis han dog bare gad åbne døren, så hun ikke havde tid til at tænke det igennem. Endelig hørte hun et klik, og døren åbnedes svagt op.

Isaac's trætte ansigt dukkede op, og han lignede en, der ikke havde sovet i evigheder. Han lignede rent ud sagt noget, som katten havde slæbt ind. Hans ansigt så chokeret ud, da han opdagede, at det var Paisha, der stod foran hans dør.

”Paisha..” måbede han overrasket, men sænkede så blikket igen. Hans blik blev med et stenhårdt, og han ventede på hendes respons. Hun kunne igen mærke tvivlen, men denne gang ignorerede hun den fuldstændigt. Den havde ikke magt over hende.

”Isaac, jeg tror der er en del, som vi skal snakke igennem. Jeg har tænkt længe over det, og jeg kommer til alle mulige syge konklusioner. Jeg er nødt til at høre sandheden, hvis ikke jeg skal blive fuldstændig sindssyg indeni,” forklarede hun hurtigt, og Isaac kiggede op på hende igen.

Langsomt åbnede han døren, men hun rystede på hovedet. ”Lad os gå et sted udenfor,” forklarede hun, og han nikkede sig enig. Han trak hurtigt i noget tøj, hvorefter de bevægede sig ud til udendørsarealerne, og fandt sig et afskærmet sted at sidde.

***

”Kan jeg så få en forklaring? Hov, har forresten taget noget vitaserum med, bare så jeg ikke tvivler, hvis du nu faktisk havde fortalt sandheden. Jeg er ked af, at jeg er nødt til det, men jeg kan ikke bare stole blindt på dig med det samme, Isaac,” forklarede Paisha, og vidste sandhedsserummen frem, som hun selv havde brygget. 

Han nikkede på hovedet, og var villig til at synke eliksiren. Paisha kunne tydeligt se, at han hadede smagen af eliksiren, men ikke desto mindre drak han den. Nu kunne hun være helt sikker på, at han ikke ville snyde hende igen.

”Fortæl mig så - Var alt bare en løgn? Prøvede du at få min tillid, så du kunne føre mig til Lord Voldemort, og mener du jeg er naiv?” spurgte Paisha med en skælvende stemme, og anstrengte sig virkelig for ikke at græde. 

”Nej. Nej til alt. Jeg løj nærmere over for Lord Voldemort. Han havde fanget mig et halvt år efter, at du flyttede. Han truede mine forældre med døden, hvis ikke jeg fik mørkets tegn. Lige siden har jeg bare spillet med. Jeg vidste ikke engang, at du var en elementbetvinger, men da jeg opdagede det, indså jeg, at jeg aldrig kunne gennemføre missionen. Hellere dø selv, end at give dig til Lord Voldemort,” forklarede Isaac ud i en køre.

Paisha gav langsomt slip på tårerne, og trak ham ind i et kram. ”Hvorfor sagde du så alt det til din ven, Seth?” snøftede hun, og Isaac lagde forsigtigt armene omkring hende. Hun ønskede, at hun bare kunne drage videre til Beauxbatons, men hun skulle gennemføre skoleåret. Selv hvis hun havde fundet elementbetvingeren.

”Han er selv en dødsgardist. En sand tjener af mørkets herre. Hvis han opdagede sandheden, så ville han med det samme sladre til Voldemort. Og jeg fortalte dig ikke sandheden, fordi jeg frygtede, at du ville hade mig. Jeg er jo en dødsgardist,” mumlede Isaac svagt, og Paisha kunne mærke, at han også græd en smule. 

Hun gav ham et blidt klem, og lod forsigtigt hendes fingre fjerne hans tårer. ”Jeg tilgiver dig Isaac, men hvis du nogensinde knuser mig igen-” ”Hvis du nogensinde knuser Paisha's hjerte igen, så knuser jeg dig,” afbrød Viktor hende, og de kiggede begge forskrækket op på ham. 

Hun gav ham et smil, og takkede ham med sit blik. Han forstod det tydeligt, og sendte hende et blink. Derefter gik han væk fra dem, og lod dem være i fred. ”Hvad gør du nu med Seth?” spurgte Paisha forvirret, og ønskede ikke at vide svaret.

”Jeg må vel fortælle ham sandheden, og få konsekvenserne-” ”Nej, du spiller videre Isaac. Lov mig det. Jeg vil ikke miste dig, så Voldemort må ikke få nogen som helst opfangelse af dit forræderi,” hviskede hun bedende, og han nikkede svagt med hende.

Hun knugede ham tæt ind til sig, og ønskede aldrig at give slip. Hun følte sig dum over al den tid, hvor hun havde mistænkt Isaac for det værste. Hun skulle bare være gået direkte hen til ham, og spørge ham direkte hvad sandheden var. 

Tårer trillede igen ned fra Paisha's kinder, men denne gang var det glædestårer. Isaac kyssede hver enkel salte tåre væk, og lod derefter hans læbe ramme hendes. De føltes som skabt til hinanden, og Paisha havde savnet det.

”Undskyld, jeg skulle have stolet på dig,” hviskede Paisha, og Isaac hviskede også et undskyld. De havde begge to dummet sig, men forhåbentligt ville de lære af det. De rejste sig hurtigt op fra deres skjulested, hvorefter de gik ind mod skolen. 

Paisha kom i tanke om det brev, som hun skulle skrive til Draco. Hun ville vente til dagen efter, før hun ville skrive det. Lige nu havde hun bare brug for Isaac, og så måtte Draco vente. Hun vidste, at juleferien hastigt nærmede sig, og hun regnede med, at hun skulle holde den hos Draco. Men hun frygtede mødet med Lucius igen. 

De gik ned mod spisesalen, og Isaac havde et fast greb om Paisha. Næsten som om han ikke ville miste hende endnu en gang. Paisha kunne godt lide det, så hun kom overhovedet ikke med nogle som helst indvendninger.

Paisha's mave begyndte at rumle, og hun kiggede forlegent ned på den. Isaac lod et lille grin undslippe hans læber, hvorefter han lynhurtigt førte hende ned til bordene. De fik hurtigt udvalgt sig noget mad, og de fik det strak indenbords.

”Så i er sådan sammen igen, eller?” spurgte Cherie kvidrende, og Paisha kunne ikke lade være med at rødme. Hende og Isaac kiggede på hinanden, og kendte ikke selv svaret. De havde egentligt ikke besluttet sig det endnu, men Paisha fornemmede godt, at de begge ville være sammen igen. Isaac havde jo kysset hende.

”Det.. Det tror jeg?” smilede Paisha usikkert, og Isaac sendte et svagt godkendende smil. Hun åndede lettet op, og fik et stort smil på læben. Alt var endelig nogenlunde normalt igen, hun manglede bare Hogwarts, og menneskene på Hogwarts. 

”Tillykke, men jeg sværger-” ”Jeg lover at passe godt på hende, Cherie. Bare rolig, Viktor har allerede formanet mig om det” abrød Isaac hæst, og Paisha kunne blot mærke hendes kinder blive endnu rødere. 

”Selveste Viktor Krum? Waow, han må godt nok holde af Paisha,” grinede Cherie jokende, men Isaac's ansigt blev pludseligt en anelse alvorligt. Paisha rørte ham beroligende på hånden, og sendte ham et forsikrende smil.

Hun var kun hans, og Viktor kunne ikke engang lide hende på dén måde. Hun var som en søster for ham, og han var som en bror for hende. 

”Jeg er kun din - og jeg kunne ikke ønske det anderledes,” beroligede Paisha ham, og han smilede bredt. Han var stadig lige så paf over, hvor moden Paisha var i forhold til sin unge alder, men hun var det bedste, der nogensinde var sket for ham. 

Cherie rejste sig fra bordet, da hun følte, at det hele blev lidt for rosenrødt. ”Og jeg er også kun din, for altid,” sagde Isaac tilbage til Paisha. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...