Elementbetvingeren // Harry Potter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2015
  • Opdateret: 27 apr. 2016
  • Status: Igang
Paisha Falantine kunne hurtig kalde sig selv speciel. Hun var en af de 4 elementbetvingere i hele det magiske univers, og at hun så også finder sin rigtige bror, det kan man kalde held i uheld. Paisha kan som en elementbetvinger betvinge de 4 elementer uden en tryllestav, men det er ikke kun en gave at få. Mennesker kan nemlig udnytte hende, og dødsgardisterne kan nemt bruge hende til Lord Voldemorts genopståelse. Paisha har dog ikke tænkt sig bare at give op uden en kamp, men hun må også indse at ikke alle, hun møder er venner. Hun må vælge én vej, og følge den trofast, og så håbe at hun stoler på de rigtige. Hun kan nemlig hurtigt tage det forkerte valg. *PÅ PAUSE*

34Likes
23Kommentarer
10090Visninger
AA

2. Kapitel 1 // Paisha Falantine

Kapitel 1 // Paisha Falantine

Vejret var bidende koldt, men det var et typisk oktober vejr. En høj og elegant mand gik nonchalant hen imod det store grå hus. Han trak forsigtigt sit halstørklæde tættere op mod ørerne, og prøvede ihærdigt at beskytte sig mod kulden. Han måtte dog indse, at han først ville få varmen indendørs. 

Han løb de få skridt hen til hoveddøren, og hev forsigtigt ned i håndtaget. En kvinde på nogenlunde samme alder som ham, gav ham et kærligt knus, og hun gav ham en brændende varm kop mørk kaffe. Han smilede stort, og placerede et kys på hendes fine små læber. 

Han tog en tår af kaffen, men indså hurtigt at den var alt for varm. En børnelatter hørtes, og ned ad trapperne kom en lille 6 årig pige gående. Hendes silkebløde blonde hår hang blidt ned ad hendes ryg, og et genert smil dukkede op på hendes læber.

”Farmand!” udbrød hun begejstret, og sprang op i hans favn. Han havde knap nok fået hans jakke af, men han havde ingen intentioner om at fjerne den foreløbigt. Han nussede bare pigens fine hår, og satte hende ned på gulvet. Derefter trak han jakken af, og hang den op på den første knage. 

Kvinden kiggede kærligt på faren og datteren, og indså hvilken perfekt familie hun havde fået. Intet kunne ødelægge denne perfekte aften, og deres humør syntes ingen ende at tage. Men pludselig skar et lyn igennem himlen, og den lille pige begyndte at græde. 

Kvinden prøvede at trøste hendes datter, men det hjalp dog ikke. Døren sprang op, og ind kom en ældre udseendet mand. Kvinden åndede lettet op, og frygten der før havde gnavet, forsvandt ligesom dug for solen. Frygten fra før syntes nu ubegrundet.

”Hvad bringer dig hertil, Professor Dumbledore?”

Manden der tilsyneladende hed Professor Dumbledore, trak den nærmeste stol ud fra bordet, og satte sig hastigt ned på den. Han lod blikket køre over på den lille pige, og sendte hende et lille smil. Han bad hende venligt om at gå op og lege, da han skulle snakke privat med hendes forældre.

Et andet sted ikke så langt derfra sad en grålig mand, og iagttog den lille idylliske familie og Professor Dumbledore. Han sukkede svagt, og ønskede at kunne høre samtalen. Han rejste sig op fra bænken, og tog Profettidende med sig. 

På forsiden af avisen kunne man læse om det sædvanlige postyr i Ministeriet For Magi, men én nyhed skilte sig aldeles meget ud. En troldmand var på mystisk vis forsvundet, og der var ingen spor efter ham. Billederne i avisen bevægede sig frit, men manden fandt det ganske normalt. 

Han stak forsigtigt sin tryllestav ned i sin lomme, og lod for sidste gang sit blik køre hen over den lille familie. Et sørgmodigt smil gled hen over hans ansigt, og det lignede blot en underlig grimasse snarere end et smil. 

Han pakkede forsigtigt Profettidende ned i sin arbejdsmappe, og tog derefter sin lille hat på hovedet. Enhver der så ham, ville ikke kunne genkende ham. Han så meget svækket ud, men alligevel sørgede han for at skjule sig. 

Han sneg sig forbi gadevinduer, og undgik også diverse lys og lamper. Selv hvis der kom mennesker, skyndte han sig at dukke hovedet. Han trak endnu engang sin tryllestav frem, og med et enkelt svirp foretog han sig en Spektral Transferens. Han drejede rundt på stedet, og forsvandt langsomt ud i den blå luft. 

Der var ingen synlige spor af manden, og ingen ville kunne vide at han havde været der. Alligevel var der en mørk skygge, der havde observeret manden. 

**

”Tillykke med fødselsdagen!” kvidrede Paisha's mor, og gav hende dagens første gave. Paisha's øjne udvidede sig, og hun kiggede forundret på gaven. Det var et rundt bur, og indeni buret var der en kulsort fugl. Paisha hoppede op i sin mors favn, og kunne ikke beskrive hvor lykkelig hun var. 

Ind ad døren kom hendes far med et smil, og også han ønskede hende tillykke. Han gik hen, og lagde hånden rundt om Paisha's mors lænd. ”Har du et navn til den?” spurgte han oprigtig nysgerrigt, og hun nikkede ivrigt. Hun havde længe planlagt et navn, da hun altid havde drømt om at anskaffe sig en ugle. 

”Hun skal hedde Reliva,” forklarede Paisha, og aede blidt uglens næb. Den så ud til at nyde det, og snappede end ikke ud efter hende. Paisha's mor og far gav hende et sidste knus, og lod hende derefter få lov til at stå op i sit eget tempo. 

Paisha rejste sig forsigtigt op fra sengen, og lod sine fødder bære sig hen til sit skab. Hun var i tvivl over, hvilket tøj hun skulle tage på. Hun ville helst have noget afslappet på, men samtidig var det jo også hendes fødselsdag. 

Hun valgte at tage en sød kjole på med en cardigan udover, hun huskede også nogle leggins. Hun havde jo trods alt fødselsdag i slutningen af august, og vejret begyndte at blive køligere. Hun havde ingen intentioner om at blive syg. 

Paisha vidste ikke på nuværende tidspunkt, at der ude på køkkenbordet lå et brev af pergament, hvorpå der med sirlige bogstaver stod: Hogwarts skole for hekse og troldmænd. 

Hvis hun vidste det, havde hun nok gjort sig hurtigere klar. Det var hendes største drøm, også selvom, at hun vidste at hun var speciel. Hun vidste slet ikke hvilken fare, hun var i. Men mørke krafter ønskede hendes magi. 

Paisha gik ud mod det kæmpe morgenbord, og hun kiggede begejstret på alle de mange gaver. Der var både store og små gaver, men den største gave var dog, da hun så brevet fra Hogwarts. Et hvin undslap hendes mund, og med rystende fingre fik hun åbnet brevet. 

Hun læste brevet op fra sine forældre, og et stolt blik glimtede i deres øjne. De havde også selv gået på Hogwarts, og det var der de mødte hinanden. Hendes far havde gået på Gryffindor, men hendes mor havde gået på Ravenclaw. De bad til at hun ikke kom på Slytherin. 

”Så skal vi vidst ned til Diagonalstrædet imorgen, skolen starter jo om få dage,” smilte Paisha's far, og med de ord proppede han noget ned i munden. Paisha følte sig ikke specielt sulten, hendes mave knugede af begejstring. Hun følte sig fuld af adrenalin.

***

Diagonalstrædet var fuld af mærkeligt udseendet mennesker. En hel normal Muggler ville kigge mærkeligt efter dem, men da alle så sådan ud i magiverdenen, var det ikke et sjældent syn. De bar lange kapper i forskellige farver, nogle bar røde og andre bar grønne alt efter hvad de bedst kunne lide. De havde også en lang hat på, og nogle gik endda rundt med deres tryllestave fremme. 

Solen skinnede blidt ned på folk, og midt i hele mylderet gik 3 mennesker. Paisha og hendes mor og far gik stolte hen imod den første butik, Madame Malkins - Kapper til enhver lejlighed. ”Jeg skal have nogle kapper og et par handsker, enten almindelige eller med drageskind,” forklarede Paisha, og hun gik alene ind i butikken. 

”Lad mig gætte, du er en førsteårselev?” spurgte Madame Malkins, og Paisha nikkede lidt genert. Madame Malkins gennede Paisha hen imod et prøverum, og tog mål af hende. Derefter svingede hun sin tryllestav, og nogle forskellige kapper kom flyvende imod dem.

Paisha prøvede et par stykker, før hun endelig fandt en der passede. Derefter fik hun skaffet resten hun skulle bruge derinde, og så gik hun ud til sine forældre. De stod allerede med hendes skolebøger, og diverse andre ting hun skulle bruge. De manglede bare den vigtigste ting på listen: En tryllestav. 

”Ollivanders er altså stedet hvor de allerbedste tryllestave befinder sig,” medgav Paisha's mor, og et lille smil dukkede op på hendes læber. Hun huskede selv, da hun skulle starte på Hogwarts. Der havde hun også været inde hos Ollivanders, og der købte hun hendes tryllestav med enhjørninge hår indeni. 

De gik over mod den gamle og skummelt udseende butik, og over døren med store guldbogstaver stod der: Ollivanders: leverandør af fine tryllestave siden 382 fvt.

En lille dørklokke over døren ringede, da de gik ind ad døren. Der var en masse lange hylder, og ovenpå de mange hylder stod en masse kasser sirligt ovenpå hinanden. Hylderne nåede helt op til loftet, og man skulle bruge en stige for at nå de øverste. 

Paisha's far satte sig over på en vakkelvorn stol i hjørnet, men da han satte sig ned på stolen, knækkede stolens ben under ham. Han rejste sig forskrækket op, og kiggede mistroisk ned på stolen. Han gik over til de andre, og ventede på at Ollivander dukkede op. 

En lille skramlen hørtes, og frem fra hylderne kom Ollivander. ”Jeg havde tænkt meget på hvornår jeg dog skulle møde dig frøken Paisha,” mumlede han, og bukkede en anelse for hende. Hun gloede forskrækket på ham, og hendes kinder blussede en anelse op. 

”Ja jeg husker da jeg mødte jer, fru Jarna og Hr Geoffrey,” forklarede han, og lignede en der tænkte tilbage. Han smilte lidt over de nostalgiske minder, men lod sig komme tilbage til nutiden. 

”Ja Jarna du havde en tryllestav af piletræ med enhjørninge hår 11,5 tomme, og dig Geoffrey, du havde en tryllestav lavet af takstræ med drage hjertebånd 13,5 tomme,” forklarede han, og de nikkede enstemmigt. Paisha stod og kiggede lidt genert, og ventede på, at Ollivander henvendte sig til hende.

”Nå Paisha, jeg har hørt en del om dig,” forklarede han, og Paisha forstod det ikke helt. Der var jo ingen der måtte vide hendes hemmelighed. De måtte ikke vide, at hun kunne styre de 4 elementer.

”Ja altså fra din mor og far, de har fortalt en del om dig,” forklarede han, og fandt et målebånd frem. Han svang sin tryllestav, og målebåndet begyndte at måle Paisha. Hun blev målt på alle vinkler og kanter, og da den var færdig, klappede den sig sammen med et smæld. 

”Mystisk, meget mystisk. Denne stav egner sig godt til mørk magi. Faktisk er dette den eneste tryllestav af slagsen, da man ikke tør eksperimentere med at lave flere. Den er utrolig farlig i de forkerte hænder,” mumlede Ollivander for sig selv, og Paisha blev pludselig nervøs. 

Ollivander forsvandt ind imellem hylderne, og stigen fulgte ham trofast. Det var næsten som en lydig hund. Paisha var overbevist om, at Ollivander havde lavet en besværgelse på den. Det var jo meget abnormt for en normal stige.

Et rabalder hørtes, og Ollivander beklagede sig. Efter noget tid kom han tilbage med en lidt slidt kasse. Han kiggede undskyldende på dem, og forklarede om kasserne, der faldt på gulvet. Han åbnede kassen en smule, og trak en smukt udseendet stav op fra den. 

”Den er lavet af Ibenholt, og der er Ashwinder aske indeni, 10,5 tomme. Prøv den, men det ville undre mig, hvis den ikke passede,” forklarede han, og et lille smil kunne ænses på hans læber. Paisha kiggede forundret på staven, og tog den med ærbødighed.

Staven lyste op, og Paisha følte et usynligt bånd mellem hende og staven. ”Nok egner den sig godt til mørk magi, men den er også formidabel til hvid magi. Vi kan nok godt forvente store ting af dig, frøken Paisha,” udbrød han, og bukkede endnu engang en anelse for hende. 

Paisha kunne ikke føle sig mere lykkelig, og ingen opdagede den mørke skikkelse der iagttog dem. Han sad på bænken, og lod som om han læste i Profettidende. I al hemmelighed sad han dog, og fulgte med i den lille families liv. Enhver der så ham, ville mene at han så skummel ud. Han rejste sig forsigtigt, og midt i det blå forsvandt han langsomt væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...