Til vi ses igen (Leobin fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 29 jun. 2015
  • Status: Færdig
Både Hongbin, Leo og de øvrige medlemmer af VIXX var klar over, at det er forbudt at indlede nogle som helst former for romantiske forhold, da de blev ansat som idoler. Der var bestemt heller ingen af dem der havde regnet med at det ville blive et problem, da de alligevel ville være for travlt optaget af deres musik. Men kærlighed kender ikke til timing, og da Leo og Hongbin indser, at det måske ikke blot er "bandmedlemmer" for hinanden vendes deres liv på hovedet.

Vinder af "Kampen mellem Fandoms" Kpop kategorien.

7Likes
2Kommentarer
1350Visninger
AA

9. Kapitel 7

"Leo vil være væk det næste stykke tid", sagde manageren med sin business-stemme på og med hænderne foldet foran sig: "Han havde brug for at tænke nogle ting igennem, men vi går stærkt ud fra, at han snart vender tilbage". Hyuk stillede manageren et spørgsmål, der fik sat endnu en talestrøm i gang. Men Hongbin lyttede ikke længere efter. Denne forklaring på, hvorfor Leo ikke ville være at finde i lejligheden det næste stykke tid var unødvendig. Alle i bandet havde hørt den højlydte diskussion, der havde forgået bag lukkede døre imellem Leo og Jellyfish entertainments administrerende direktør. Leo havde startet ud med pænt at spørge, om han kunne få lov til at tage fri det næste stykke tid, da der var nogle ting angående VIXX, han var nødt til at tænke igennem. Dette havde direktøren selvfølgelig straks afvist, hvilket havde ført til, at Leo havde truet med at forlade VIXX. To timer senere havde de hævet mødet. Leo var kommet ud fra lokalet med røde kinder og våde øjne, og det var det sidste de havde set til ham, inden han havde forladt lejligheden. 

Bandets skema havde dog fortsat som om intet var hændt. De trænede stadig til det var sen, sen aften og lavede MTV Diary om hvad de foretog sig i deres hverdag. Der kom flere og flere spørgsmål omkring Leos fravær inde på bandets hjemmeside og twitter, og de undskyldte det hver gang med, at Leo havde været ude for et uheld, men at han snart ville vende tilbage. Som dagene gik begyndte Hongbin dog at tvivle på, om han overhoved ville komme igen.

***

"Taekwoon?". Der var stille i den anden ende af røret. Havde han ringet forkert? Nej, det kunne han ikke. Han var hundrede på, at det var det rigtige nummer han havde brugt. Måske havde Leo lagt på?

"Hongbin", sagde Leo langt om længe i den anden ende af røret: "Jeg har ikke rigtig tid til at snakke... jeg er på vej ud". De var stille i få sekunder. Leos stemme havde slået Hongbin helt ud af kurs. Han lød anderledes. Hans stemme var mere bestemt, og langt fra den bløde, forsigtige stemme Hongbin kendte. Han rømmede sig, før end han endelig svarede.

"Det- jeg... det kommer ikke til at tage så lang tid", sagde Hongbin med tynd stemme. Alle ordende han havde forberedt, inden han havde tastet  Leos nummer ind på sin telefon, var blevet visket bort fra hans hukommelse. Leo sukkede let.

"Så kom med det", sagde han. Der lød en let skramlen, da Leo trak en stol ud for at sætte sig. Hongbin bed sig i læben, og trak vejret dybt ned i maven, før end han snakkede igen.

"Jeg ville bare... du ved... jeg ville bare høre, hvornår du regnede med at komme tilbage?", sagde han forsigtigt. Han afventede Leos svar med en let uro i maven. Der var stille unaturligt længe i den anden ende, så Hongbin tilføjede hurtigt: "Jeg mener, jeg har lovet at spørge på hele bandets vegne... vi mangler dig rigtig meget". Der lød et let suk i den anden ende og der var noget der sagde Hongbin, at det ikke var gode nyheder Leo ville komme med.

"Jeg... jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her", mumlede Leo. Hans stemme blev pludselig tynd. Hongbins greb om mobiltelefonen strammedes.

"Bare... bare sig hvad du tænker", sagde Hongbin forsigtigt. Han bed sig i læben, og afventede utålmodigt Leos svar. Der var dog blevet stille i den anden ende af røret.

"Taekwoon?", kaldte Hongbin forsigtigt: "Taekwoon, er du der?".

"Jeg tror ikke, jeg kommer tilbage"

"Hvad- j-j-jeg forstår ikke-"

"Jeg har fået tilbudt et andet job". Hongbin var lige ved at tabe telefonen, men strammede krampagtigt sit greb om den. Holdt fast i den som om, at det ville være nok til at få Leo tilbage. Savnet af Leo og forvirringen over hele denne situation forsvandt pludselig som dug for solen, og blev i stedet erstattet af vreden der skyllede ind over ham.

"Er du... du kan da ikke være seriøs!", sagde han vredt og hamrede sin hånd ind i væggen. Han var fuldstændig ligeglad med, om de havde hørt ham inde ved siden af. Aldrig før i sit liv havde han følt sig så vred.

"Jeg er virkelig ked-", begyndte Leo, men blev afbrudt af Hongbins råben: "DU KAN DA IKKE BARE FORLADE OS NU!". Der lød et let klik, da døren ind til lokalet blev åbnet, og Hyuks ansigt tittede frem. Han skyndte sig dog at smutte igen og lukke døren forsigtigt efter sig.

"Er det på grund af det jeg gjorde til koncerten?", spurgte Hongbin og gjorde sit bedste for at holde sin stemme dæmpet: "Er du flov over det vi har gjort sammen? Er det derfor du bakker ud nu". Han bed sig i læben og satte sig ned på gulvet, med ryggen lænet imod væggen: "Skammer du dig virkelig så meget over mig?".

"Hongbin...", sagde Leo med sagte stemme: "Det ville aldrig kunne gå imellem os og jeg kan ikke...", han stemme lød faretruende tæt på at knække over: "Jeg kan ikke holde ud at skulle se på dig hver dag velvidende, at der aldrig kan blive noget imellem os".

"Selvfølgelig kan der det", mumlede Hongbin og kørte en hånd igennem sit mørke hår. Han ledte febrilsk efter noget at sige, som ville få Leo til at komme tilbage. Men det var en tabt kamp. Det vidste han godt.

"Lad nu være med at gøre det hele sværere end det behøver være!", sukkede Leo opgivende: "Jeg har allerede taget jobbet". Hongbins vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere i takt med, at realiteterne begyndte at gå op for ham. Intet han sagde ville kunne ændre noget. Leo kom ikke tilbage. Han ville forlade ham. Hongbin ville blive helt alene. Han greb om mobilen var så stramt, at hans knoer blev helt vide, og han måtte bide sig hårdt i læben for at holde tårerne tilbage.

"Leo, vil du ikke nok være sød", bad Hongbin med grødet stemme: "Du kan ikke efterlade mig her".

"Mit navn er Taekwoon, Hongbin", sagde Leo atter med hård stemme, for at holde sorgen tilbage, så det løb Hongbin koldt ned af ryggen: "Jeg lægger alt hvad jeg havde med bandet samt mit navn bag mig... lad venligst være med at kontakte mig igen".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...