Til vi ses igen (Leobin fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 29 jun. 2015
  • Status: Færdig
Både Hongbin, Leo og de øvrige medlemmer af VIXX var klar over, at det er forbudt at indlede nogle som helst former for romantiske forhold, da de blev ansat som idoler. Der var bestemt heller ingen af dem der havde regnet med at det ville blive et problem, da de alligevel ville være for travlt optaget af deres musik. Men kærlighed kender ikke til timing, og da Leo og Hongbin indser, at det måske ikke blot er "bandmedlemmer" for hinanden vendes deres liv på hovedet.

Vinder af "Kampen mellem Fandoms" Kpop kategorien.

7Likes
2Kommentarer
1349Visninger
AA

6. Kapitel 4

Hongbin smed den sidste rest mango i skraldespanden, og gik imod håndvasken for at vaske sine hænder. De andre havde været i fuld gang med at diskuterer og afprøve teknikker til hvordan man smartest åbner en mango, da han og Leo var vendt tilbage til hotelværelset. Hvorfor de havde valgt at snaske Leo og Hongbins værelse ind i mango var for Hongbin en ham. Han havde dog valgt ikke at spørge ind til det, og havde i stedet blot tage del i "legen". Leo havde virket lettere fraværende, så Ravi, Hyuk og Ken (N var gået tidligt i seng) havde konkurreret om hvem der kunne få ham til at grine først. Men som alle andre gange før denne, havde de alle fejlet fatalt. Leo havde været for optaget af at spise mango og for langt væk i egne tanker til helhjertet at deltage i samtalen.

"Leo? Jeg tænkte på-", begyndte Hongbin, da han gik fra køkkenet og ind i soveværelset men stoppede brat, da han opdagede, at Leo ikke kunne høre ham. Han lå på maven på langs i den store dobbeltseng, de var blevet tildelt til deling. Hans kind hvilede imod den bløde madras, og hans pandehår blev let pustet frem i takt med hans rolige åndedrag. Han sov. Den ene af hans lange arme lå ned langs siden af hans krop og den anden lå foran ham og havde et let tag i hans hår. Hongbin kom til at smile over Leos besynderlige måde at sove på. Han ville nødigt vække ham, og stillede derfor de glas med cola, som han havde medbragt, fra sig på natbordet. Ganske forsigtigt, for at sengen ikke skulle knirke for voldsomt, lagde han sig ned ved siden af Leo. Han forsøgte at flytte Leos hånd fra hans hoved, så han bedre kunne se den ældre fyrs ansigt, men stoppede hurtigt dette, da Leo begyndte at røre på sig. Han var da vel forhåbentlig ikke kommet til at vække ham?!

"Hvad laver du?", spurgte Leo søvndrukkent. Det var tydeligt at høre i hans stemme, at han stadig halvsov, så Hongbin håbede på, at han bare ville falde i søvn igen, hvis han forblev helt stille. Dette skete dog ikke.

"Hongbin?", mumlede han forvirret og løftede hovedet. Hongbin kom til at grine over Leos forvirring.

"Jeg prøvede bare at få bedre udsigt til dit ansigt", sagde han og rakte drillende tunge af Leo, der ubehjælpeligt kom til at smile. Han lukkede øjnene og åndede dybt ind gennem næsen for at kvikke lidt op. Det havde været en lang dag og han havde allermest lyst til at rulle om på siden og sove videre. Men han havde altid haft svært ved at modstå Hongbins store chokoladebrune øjne. Han åbnede fluks øjnene igen, da han følte han blev presset længere ned i madrassen. Hongbin var kravlet op på ham og lå nu med hovedet hvilende på hans brystkasse.

"Har du haft en god dag?", spurgte Hongbin med lav stemme. Leo løftede armene for at kærtegne Hongbins kind.

"Hm", brummede han som svar: "Hvad med dig?".  Hongbin nikkede og tog fat om Leos hånd.

"Den har været god", svarede han og kyssede blidt Leos fingre. Han lyste op i et smil: "Som altid". Leo lagde an til at sætte sig op, så Hongbin trillede ned fra hans krop og satte sig foran ham.

"Vi bør gå i seng", mumlede Leo, der på ingen måde virkede som om, at han havde lyst til at gå i seng. Hongbin bebrejdede ham ikke. Han havde heller ikke lyst til at sove. Han lænede sig let fremover og kyssede forsigtigt Leos læber. Deres læber nåede ikke at være adskilt længe efter, før Leo atter trak Hongbin ind i et kys. Det var som om, at de denne nat havde sværere ved at slippe hinanden, for hvert eneste kys de gav hinanden blev hurtigt afløst af et andet. Hongbins sad så tæt på Leo, at han kunne høre hans gispende åndedrag. Hans hænder gled op under Leos bluse og kærtegnede let hans ryg så hans krop sitrede. Hongbin stoppede pludselig med at kysse Leo, stadig med hænderne hvilende om hans nakke. Leo så undrende til, da Hongbin slap ham og trak op i sin sweatshirt. Den sad fast ved hans hoved, og Hongbin frygtede et kort øjeblik, at han nu havde ødelagt stemningen fuldstændigt. Leo kom ham dog til undsætning og hjalp med at trække den over hans hoved. Hongbin kom til at grine.

"Du er...", sagde Leo forsigtigt, hvilket fik Hongbin til at klappe i: "Du er virkelig smuk". Hongbin kom til at rødme ved komplementet. Han følte sig dog en smule akavet ved at sidde som den eneste i bar overkrop. Han trak derfor prøvende op i Leos bluse, og da han ikke lod til at gøre nogen modstand, trak han blusen over hovedet på ham. Synet af Leos muskuløse overkrop tog et øjeblik pusten fra Hongbin. Leos hænder kærtegnede nænsomt Hongbins skuldre og gled forsigtigt længere ned over hans ryg. Han vidste inderst inde godt, at hvad de gjorde var forkert. Men samtidig ønskede han også med hver en fiber af sin krop, at udforske hver eneste centimer af Hongbins krop. Hongbin kyssede blidt Leos hals med hænderne hvilende om hans hofter. Leo stønnede og famlede desperat efter noget at holde fast i, for ikke at falde i afgrunden af fristelse og begær. Han lagde armene om Hongbin, og knugede ham tættere ind til sig. Hongbin løftede hovedet og fortsatte med et drillende smil at plante små kys på Leos læber, kinder og hage.  Leo stønnede igen. Han ville ønske Hongbin stoppede. Den sitrende atmosfære imellem dem gjorde ham sindssyg af begær efter Hongbin. Ganske blidt skubbede Hongbin med højre hånd på Leos bryst, indtil Leo lå med ryggen imod madrassen. Han blev presset ydeligere ned af Hongbins vægt, da Hongbin lå oven på ham, med hænderne om hans ansigt. Hans tommelfinger aede blidt Leos kind.

"Er du...", mumlede Leo og kiggede Hongbin ind i øjnene. Han lød pludselig usikker på, om han virkelig havde lyst til at gøre dette. Hjertet bankede hårdt i hans bryst. Hongbin smilede dog betryggende til ham og kyssede hans læber, så hårrerne rejste sig på hans arme. Han nikkede endelig som svar på Leos halve spørgsmål.

"Jeg er klar", sagde han med blød stemme og satte sig op. Nænsomt lod han sine hænder glide ned over Leos torso for at lyne låsen i hans bukser ned.

***

Solen var ved at stå på, da Hongbin vågnede senere. Hans hoved hvilede imod Leos bare brystkasse, og hans arm hang slapt hen over hans mave. Den tynde dyne, fra Hongbins del af sengen, dækkede det nederste af deres kroppe, og det eneste der holdte Hongbins overkrop varm, var Leos arm om hans skuldre. 

Set udefra virkede det hele ganske stille og fredeligt. Men Hongbin mærkede med det samme da han vågnede, at et eller andet var helt forkert. Han løftede hovedet og kiggede sig omkring for at finde kilden til den mærkelige lyd der var i rummet. Først da han var vågnet helt op genkendte han den snøftende lyd. Han drejede hovedet og så først nu, at Leo græd. Hans krop rystede let, som om han prøvede at holde sin gråd tilbage.

"Hey...", sagde Hongbin bekymret og kravlede længere op til Leo, så de lå ansigt til ansigt: "Er du okay?". Leo lukkede øjnene og bed hårdt sammen for at få kontrol over sine tårer og nikkede som svar. Hongbin krummede brynene og tog fat om Leos hånd.

"Er det fordi det var din-", begyndte Hongbin, men blev afbrudt af Leos ord: "Vi er nødt til at stoppe det her". Alt vendte sig inde i Hongbin og han skubbede sig lidt væk fra Leo.

"H-hvad... jeg forstår ikke hvad du mener", stammede han forvirret. Tårerne begyndte at presse sig på, da det endelig gik op for ham, hvad det var Leo sagde.

"Vi kan ikke blive ved på denne måde, Hongbin", sagde Leo grådkvalt: "Det er alt for farligt". Han begyndte nu for alvor at græde, og hans ord druknede næsten i hans gråd: "det er ikke kun os det kommer til at gå ud over, hivs vi bliver opdaget... det ville også gå ud over VIXX og Starlight". Hongbin satte sig op og kiggede uforstående på Leo. Hjertet hamrede i brystet på ham. Af fortvivlelse. Af vrede.

"Du kan da ikke bare-", mumlede han vredt: "Du kan da ikke bare sige sådan noget efter-". Han rejste sig fra sengen og begyndte at tage sit tøj på. Leo satte sig op i sengen. Han forsøgte at tørre sine tårer væk, men det var som om der konstant strømmede nye til.

"Hvor skal du hen?", spurgte han forvirret. Hongbin svarede dog ikke og fortsatte blot med at lukke sine bukser inden han trak en jakke udover sit tøj. Leo begyndte nu for alvor at blive bekymret. Han rejste sig fra sengen med dynen om sig. Gulvet var koldt og han gøs da hans fødder ramte gulvet.

"Hvor skal du hen?", spurgte han igen og trippede hen imod Hongbin. Hongbin rejste sig vredt fra gulvet, efter at havde bundet snørebåndene i sine sko.

"Ud!", sagde han irriteret: "Jeg forlader dig, det er jo det du gerne vil have!". Hans stemme knækkede over og han bøjede hovedet for at Leo ikke skulle se, at han begyndte at græde. Med målrette skridt gik han ud af soveværelset. Leo løb efter ham og gjorde sit bedste for ikke at vælte i dynen.

"Hongbin...", sagde han forvirret, da Hongbin åbnede døren, der førte ud til hotelgangen. Han sendte Leo et sidste sårret blik, inden han forlod værelset og smækkede døren hårdt efter sig.

"HONGBIN, VENT!", kaldte Leo desperat efter ham. Det eneste han fik tilbage var stilheden, der lagde sig over værelset som et tungt tæppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...