Til vi ses igen (Leobin fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 29 jun. 2015
  • Status: Færdig
Både Hongbin, Leo og de øvrige medlemmer af VIXX var klar over, at det er forbudt at indlede nogle som helst former for romantiske forhold, da de blev ansat som idoler. Der var bestemt heller ingen af dem der havde regnet med at det ville blive et problem, da de alligevel ville være for travlt optaget af deres musik. Men kærlighed kender ikke til timing, og da Leo og Hongbin indser, at det måske ikke blot er "bandmedlemmer" for hinanden vendes deres liv på hovedet.

Vinder af "Kampen mellem Fandoms" Kpop kategorien.

7Likes
2Kommentarer
1346Visninger
AA

5. Kapitel 3

"Jeg kan godt selv komme op", mumlede Hongbin. Hans hænder holdte dog fortsat krampagtigt fast om hans ankel og han gjorde ikke anledning til at rejse sig. Han bed sig hårdt i læben for ikke at komme til at græde. Leo havde sat sig på hug foran ham, og bekymringen var tydelig i hans mørke øjne. De skulle optræde i morgen, så der ville blive en farlig ballade, hvis Hongbin var kommet så slemt til skade, at han ikke kunne gå.

"Jeg skal bare lige...", mumlede han og tog en dyb indånding. De var ankommet til byen tidligere på dagen, og efter timevis af forberedelse og træning, havde Hongbin og Leo tænkte, at det var okay at tage ud og se byen de var i. De havde tilbudt de andre at komme med, men ingen havde haft lyst. Alle havde været for smadrede oven på dagens strabadser. Da Hongbin og Leo endelig havde fået hinanden for sig selv havde de udnyttet tiden sammen fuldt ud, så det var blevet mørkt nu, hvor de var på vej tilbage til hotellet. Det var på grund af dette, at Hongbin ikke havde set det trin han var på vej ned af, og havde vredet om på sin ankel i faldet ned af det. Leo bed sig i læben. De var ikke langt fra hotellet, men i dette tempo ville de ikke nå frem før i morgen tidlig. Han rejste sig op, og rakte hånden frem imod Hongbin.

"Kom", sagde han med forsigtig stemme: "Jeg bærer dig". Hongbin kiggede først modvilligt op på Leo, men måtte erkende, at han ikke kunne gå tilbage uden hjælp. Så han tog Leos hånd og kom med et let støn op fra jorden. Han løftede det dårlige ben fra jorden, så hans eneste støtte var det andet ben, og Leos hånd der hvilede imod hans ryg. Leo vendte ryggen til Hongbin imens han fastholdte et fast greb om hans hånd. Leo bøjede lidt i knæene, så Hongbin nemmere kunne komme op på hans ryg.

"Kan du selv hoppe op?", spurgte Leo med blid stemme og drejede hovedet imod Hongbin. Han nikkede som svar og flyttede sine hænder op på Leos skuldrer. Han forsøgte at hoppe op, men kom ikke højt nok op. Grebet i Leos skuldre var det eneste der holdte ham fra at falde bagover. Han prøvede at hoppe igen og denne gang, med lidt hjælp fra Leo, kom han op. Han slog armene om Leos hals. Leo tog fat om hans lår, for at han ikke skulle glide ned af hans ryg, og hoppede en enkelt gang, for at få ham til at sidde bedre. Han stønnede let. Han kunne tydeligt mærke i sine muskler at de havde trænet hårdt tidligere på dagen.

"Går det?", spurgte Hongbin og hvilede hovedet på Leos skulder. Leo nikkede som svar, og begyndte at gå.

"Hotellet er alligevel ikke så langt herfra", sagde Leo og smilede. De gik lidt i stilhed. Leo havde tænkt en del over Ravis ord, siden den nat i bilen. De havde ganske vidst været meget forsigtige med, ikke at gøre noget der kunne vække mistanke, når der var andre til stedet. Men tanken sad alligevel altid i bagerst i hans hoved. Hvis nogen opdagede dette ville det ikke kun gå ud over dem. Det ville gå ud over bandets øvrige medlemmer. Det ville gå ud over Starlight.

"Ved du hvad?", spurgte Hongbin pludselig, da de var nået ud af den enorme menneskemængde, de havde befundet sig midt i for ikke så lang tid siden. Leo drejede hovedet let, så deres næser næsten rørte hinanden. Hongbin kom til at smile.

"Der er nogen dage hvor jeg ville ønske, at jeg ikke var Idol", sagde Hongbin med alvorlig stemme og kiggede frem for sig: "Nogle morgner har jeg bare lyst til at sove videre... eller gå fra det hele, fordi tanken om at forsætte med at træne på denne måde er uudholdelig". Hongbin knugede sig tættere ind til Leo.

"Men at hører dig synge, se dig smile og en sjælden gang imellem at få lov til at kysse dig", forsatte Hongbin og smilede atter: "Det giver mig styrke til at kæmpe videre". Leo kom ubehjælpeligt til at smile, og Hongbin kyssede forsigtigt hans kind.

"Hongbin?"

"Hm?"

"Jeg elsker dig", hviskede Leo lavt. Hongbin nussede sin næse imod hans hals og hviskede tilbage: "Jeg elsker også dig".

"Jeg elsker dig mere, end der er stjerner på himlen og fisk i havet", forsatte Leo og rødmede let. Hongbin fnes og kyssede drillende hans nakke.

 

Efter en længere gåtur, nåede de endelig hotellet hvor de skulle tilbringe natten. Foran hotellets indgang stoppede Leo op og drejede hovedet for at få øjenkontakt med Hongbin.

"Hvordan har din ankel det?", spurgte han en anelse bekymret. Hongbin smilede dog blot til ham.

"Bedre", svarede han: "Jeg kan godt gå selv herfra". Ganske forsigtigt gav Leo slip på hans lår, så Hongbin gled ned fra hans ryg og atter stod på egne ben. De fortsatte videre ind i lobbyen, og Hongbin gik selv, selvom Leo med det samme bemærkede, at han haltede lidt. Men da de nu var tilbage hvor folk genkendte dem, kunne han ikke bare tage fat om Hongbin. Derfor førte han ham blot diskret hen imod elevatoren. Der var langt til 13. etage med en dårlig ankel.

"Jeg vil gerne sige tak for i aften", sagde Hongbin med stille stemme, da de var alene i elevatoren. Han stillede sig helt tæt op af Leo, så hans ånde let varmede hans ansigt. Det var blot et par millimeter der skilte de elskende ad, og det føltes som om de stod i evigheder inden Hongbin endelig forende deres læber i et passioneret kys.

Der lød et 'pling' da de nåede 10. etage, hvor elevatoren stoppede. Hongbin hoppede hurtigt væk fra Leo, så de stod i hver deres ende af elevatoren, inden et ældre ægtepar trådte ind i elevatoren.

"Godaften", hilste den ældre herre med sprød stemme. Både Leo og Hongbin bukkede let og sagde i munden på hinanden "godaften". De fik flygtigt øjenkontakt, og kunne ikke lade være med begge at fnise let, som de forelskede tosser de var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...