Til vi ses igen (Leobin fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 29 jun. 2015
  • Status: Færdig
Både Hongbin, Leo og de øvrige medlemmer af VIXX var klar over, at det er forbudt at indlede nogle som helst former for romantiske forhold, da de blev ansat som idoler. Der var bestemt heller ingen af dem der havde regnet med at det ville blive et problem, da de alligevel ville være for travlt optaget af deres musik. Men kærlighed kender ikke til timing, og da Leo og Hongbin indser, at det måske ikke blot er "bandmedlemmer" for hinanden vendes deres liv på hovedet.

Vinder af "Kampen mellem Fandoms" Kpop kategorien.

7Likes
2Kommentarer
1344Visninger
AA

12. Kapitel 10

Leos hænder rystede let, da han rakte ned i kassen og trak den lille konvolut op. Papiret var falmet let og havde fået et gulligt skær. Navnet 'Jung Taekwoon' stod dog endnu med tydelige sort skråskrift, og det var tydeligt, at brevet var til Leo. Hvorfor nogen havde valgt at give det til Yoongi, var ham en gåde. Han lagde forsigtigt konvolutten på bordet for hurtigt at få et overblik over, hvad der ellers var i papkassen.

Det første han spottede, var Hongbins CD fra Park Hyoshin. Han kom ubehjælpeligt til at smile ved gensynet med denne. Han mindedes endnu, hvor højt Hongbin havde elsket denne genstand. Der var inden i æsken skrevet en personlig besked fra Park Hyoshin til Hongbin, og Hongbin havde ikke forspildt en chance for at fortælle alt og alle om dette. Leo tog CD'en op fra kassen og lagde den på bordet ved siden konvolutten.

Som det næste lå der to af Hongbins T-shirts og en af hans gamle sweatshirts. Leo lagde de to T-shirts ved siden af de andre ting på bordet og blev stående lidt, med sweatshirten i hænderne. Han havde med det samme genkendte det mørkeblå stof, med de hvide striber over brystet. Det var den sweater Hongbin havde haft på, den dag de havde kysset hinanden for første gang. Leos tommelfinger kærtegnede det bløde stof der virkede besynderligt velkendt og sendte kuldegysninger ned af hans ryg. Han førte sweatshirten op til ansigtet og trak vejret dybt ind gennem næsen. Det kunne tydelig lugtes, at den havde været opbevaret på loftet i lang tid, men der var alligevel en duft, der var stærkere en lofts-lugten. Duften af Hongbin.

Leo kiggede videre i kassen og fandt notesbøger med noter og tegninger, blyanter, kuglepenne, et fotografialbum og et gammelt kamera der havde været dødt i lang lang tid. Til sidst nåede han bunden af kassen, som han foldede sammen og satte ind under stuebordet. Han stod et par minutter i stilhed og betragtede tingene der prydede stuebordet. Hans blik hvilede særligt længe på kuverten. Han havde ikke lyst til at åbne det. Det var det allersidste han havde fra Hongbin og hvad der stod i brevet kunne både være godt og skidt. I tilfælde af at det var skidt, ville han næsten hellere skåne sig selv ved ikke at læse det. Alligevel vandt nysgerigheden over hvad der stod i brevet vandt til sidst og med rystende hånder åbnede han kuverten, og trak brevet op. Det var dateret til dagen før Leo og Hongbin havde talt i telefon sammen.

 

"Til min kæreste Taekwoon.

Jeg vil som det første gerne undskylde for, at du har modtaget dette brev. Jeg ved, at du har brug for en pause fra det hele og behøver tid til at tænke tingene igennem. Jeg er dog nødt til at udtrykke mine følelser for dig, inden du træffer din endelige beslutning. Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis du valgte at forlade VIXX, uden at jeg havde fortalt dig, hvor meget du betyder for mig.

Jeg tror aldrig jeg fik fortalt dig, at du var den første jeg nogensinde kyssede. I starten syntes jeg det var pinligt, at en på min alder aldrig før havde kysset med nogen. Men som tiden gik indså jeg, at du er den eneste jeg nogensinde har lyst til at kysse.Når vi kysser er det som om, at tiden for en kort stund står stille og at du og jeg er de eneste i universet. Når vores læber skilles er det som om, at tiden pludselig går dobbelt så hurtigt, og jeg ville ønske jeg kunne fryse tiden lige det øjeblik, hvor du smiler til mig. 

Det er der jeg elsker dig mest. Når du smiler. Lige meget hvad du vælger at gøre med dit liv så lov mig, at du begynder at smile noget mere. Dit smil er det smukkeste, jeg nogensinde har set. Der har været dage, hvor vi har trænet til langt ud på natten, og jeg har været sikker på, at min krop ville knække sammen hvis jeg trænede mere. Der har været dage, hvor jeg, når vi kom tilbage til lejligheden, ikke har haft nogen stemme tilbage fordi vi har sunget i timevis. På disse dage har jeg ofte grebet mig selv i at tænke på, om det overhoved er det værd, at være idol. Det er ikke fordi vi bliver betalt det store i løn. Jeg har tabt kontakten til alle mine tidligere venner. Jeg ser knap nok min familie. Jeg har flere gange været ved at kaste håndklædet i ringen, men du har altid reddet mig op. For når du smiler til mig, bliver jeg mindet om alt det jeg har fået ved at være idol. Venner, eller ja nærmere familie, som jeg vil gøre alt for, og som vil gøre alt for mig. Fantastiske fans, der støtter mig i alt mit arbejde. Og dig selvfølgelig. Dig, som jeg elsker højere end noget andet i denne store, forvirrende verden. Det kan nogle gange tage pusten helt fra mig, hvor meget jeg elsker dig. Jeg havde altid troet, at kærlighed var noget med at tage i biografen sammen, eller at tage på skovture, eller at tage ud og spise på fine restauranter og skåle i overpriset vin. Men du har lært mig, at kærligheden er så meget mere, end alt det der overfladiske fis. Kærlighed er, når du ikke kan lade være med at tænke på en person konstant og har lyst til at være sammen med den person hele tiden, eller når du ser den du elsker, og dit hjerte begynder at banke så hurtigt, at du frygter, at det vil hoppe ud af brystet på dig. Tusind tak fordi du lærte mig, hvad kærlighed er. Jeg elsker dig så utrolig højt.

Jeg vil gerne undskylde det jeg gjorde til koncerten. Jeg ved, at det ikke virker af meget, at undskylde over et brev og derfor håber jeg, at du vælger at vende tilbage til lejligheden, så jeg får mulighed for at undskylde ansigt til ansigt. Jeg følte mig paralyseret ved tanken om, at du ville forlade mig, og tænkte derfor ikke over konsekvenserne af mine handlinger. Jeg har haft tid til at tænke over hvad du har sagt, og er endelig kommet til fornuft. 

Kærlighed har aldrig været let, især ikke i en situation som vores. Jeg har truffet mange dårlige valg i løbet af mit liv. Men valget om, at være sammen med dig, er det bedste valg jeg nogensinde har truffet. Og hvis du vælger at komme tilbage til os (hvilket jeg inderligt håber), vil jeg gerne prøve igen.

Til vi ses igen, Taekwoon.

Din forevigt

Lee Hongbin"

 

Leo knugede brevet tæt ind til kroppen og bemærkede knap tårerne, der lydløst var begyndt at glide ned af hans kinder. Det var ved at være mange år siden, at han havde mindedes Hongbin og det de havde haft sammen. Han havde gjort sit ypperste for at fortrænge hvert et minde han havde om den person han havde elsket så ufattelig højt. Men ved gensynet med Hongbins sirlige håndskrift faldt alle de parader, Leo havde bygget op i årernes løb, sammen omkring ham og han sank hulkende sammen på gulvet.

Det havde været alt for tidligt for Hongbin. Han havde været alt for ung til at skulle forlade verden på så grusom vis. Leo savnede ham at hele sit hjerte. Selvom han hver dag var nødt til at lade som om, at dette ikke var tilfældet for at kunne klare sig igennem, kunne han ikke benægte, at han aldrig havde følt sig så ensom, som efter han mistede Hongbin. 

Hvorfor Hongbin. Hvorfor ikke ham i stedet for. Det hele var hans skyld. Det var ham der havde ført Hongbin så langt ud. Det havde været bedst for alle, hvis det var Leo der var død i stedet for Hongbin. Måske... Leos blik flakkede imod køkkenet. Imod køkkenskufferne med  de lange blanke knive.

Han kunne nå det endnu. Han kunne stadig nå, at gøre en ende på det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...