Sorgens bank på min dør

Dette er en fortælling der afspejler hvor svært man har det når man er tynget af sorg. Nogle følelser har jeg taget fra mit eget liv, men jeg tænker at dette kan mange relatere til. Jeg håber du vil tage denne historie til dig, og huske på at leve livet, og være glad for det man har, før man mister det. Husk at værdsætte menneskene omkring dig, det glemmer selv jeg.

1Likes
2Kommentarer
196Visninger

1. .

Sorgens bank på min dør

Jeg blev tynget ned af en uvejrsgrå kampesten, der lå gemt indeni mig. Den tærede på mine kræfter og sled mine tyndslidte sanser i laser. I den virkelige verden var jeg altid fraværende, jeg var i mit eget parallelle univers, mit lille tomrum. Jeg var strandet i fortidens boble og prøvede ihærdigt at prikke til den, så den sprang. Men intet hjalp.

 

Der var fuldkommen bart inde i mig, der manglede noget eller nogen! Det brune gulv i huset var nu mishandlet med optrukne rubinrøde streger. Jeg prøvede at vaske skylden væk fra mit ansigt, men den blev hængende. Den klistrede til mig som tykt spindelvæv. Jeg forsøgte ihærdigt at fremkalde dit smil og din boblende latter, men det hele var forsvundet. Den rene himmel var væk, og skyerne trådte tydeligt frem.

 

Alle mine sorger dannede tilsammen en enorm brændestabel, og søens stille midnatsmørke vand afspejlede tydeligt min indre angst. Jeg var blevet til en zombie. De faste behov og rutiner klæbede til mig som tjære. Mine rande under øjnene var blevet ravnsorte. Mine dage var blevet længere og mørkere. Din sjæls lys skinnede ikke længere nede på jorden. Du sad i de silkehvide skyer, og kiggede hver dag på morgensolen, der stod op fra nattens dvale. Jeg savnede dig af hele mit hjerte. Vi havde delt et fælles sprog, og dine fingernemme melodier på klaveret, vil altid klinge i mit hjerte. Hvorfor forlod du mig?

 

Puslespillet, som vi engang samlede sammen, havde mistet én af sine brikker. For hver dag der gik, så jeg, at puslespillet afspejlede mit visne og beskadiget hjerte. Brikken manglede, du manglede. Puslespillet vil aldrig blive helt igen, ligesom mit ensomme hjerte aldrig vil stoppe med at bløde. Jeg græd. Min rude var aldrig foruden regndråber. Hver gang jeg prøvede at tørre dråberne væk, dukkede nye op. Gråden var blevet en del af mig, og jeg druknede stille og fortabt i min egen tårestrøm.

 

Sorgen fik mig tættere på døden, og jeg klamrede mig fast til døden. I håb om at den ville hjælpe mig med smerten. Smerten, som var altopædende fortærede mig indefra. Smerten skar mig i tynde bloddryppende strimler. Men jeg var aldrig klar over, at jeg havde taget et lille skridt hen mod døden. Nu var jeg på vej over dødsbroen.

 

Mit sind prøvede at holde døden ude, ligesom paraplyer, der febrilsk kæmper imod blæsten. Men før eller siden ville disse paraplyer bukke under og ødelægges, og det hele vil kun være et kært minde.

 

”Mit liv var en tegning, jeg selv tegnede. Jeg havde bare ikke et viskelæder.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...