Lotus

Dette er historien om Lotus. Hun er hemmeligt forelsket i Jack fra hendes klasse. Og snart får hun chancen for at gøre hendes drømme til virkelighed.
*
*
*
*
*
(Billedet brugt som cover er ikke mit originale. Jeg fandt billedet på internettet og har derefter selv redigeret i det)

1Likes
0Kommentarer
169Visninger
AA

2. 2. kapitel

Vi gik ned af vejen mod mit hus. Austin var ofte hjemme hos mig fordi hans forældre var skilt og begge drak en hel del. Han talte ikke så meget om det, så jeg bragte heller ikke emnet på banen. Vi snakkede mest om skolen og når jeg kunne få ham til det, Jack. Men de samtaler varede aldrig længere end et par minutter, for til sidst blev det kedeligt bare at snakke mens Austin sad og nikkede eller rystede på hovedet. Jeg havde selvfølgelig pige venner, som sikkert ville deltage lidt mere entusiastisk i samtalen, men der var ingen andre der vidste det, for jeg havde ingen andre venner som jeg var lige så tæt med som Austin. Vi satte vores tasker i gangen og gik op på mit værelse. Det meste af eftermiddagen gik med at jeg så på ham spille et spil der hedder Ressurection, mens jeg konstant tjekkede min mobil for nye beskeder. Jeg havde aldrig skrevet med Jack før, men alligevel håbede jeg altid på at han af en eller anden grund ville skrive til mig. Men da klokken blev fem opgav jeg og lagde min telefon på sengen og prøvede i stedet at sætte mig ind i hvad spillet som Austin spillede gik ud på. Men det lykkedes ikke rigtig. Da klokken blev halv seks fik jeg en sms. Jeg greb straks ud efter min mobil og tændte skærmen, men der var ingen der havde skrevet til mig. Til min store skuffelse, opdagede jeg at Austin sad med hans mobil i hånden. Hans øjne kørte hen over skærmen i takt med at han læste. Han slukkede skærmen og sukkede. ”Er alt okay?” spurgte jeg. Han nikkede hurtigt og sagde: ”kan jeg sove her i nat?” ”ja, selvfølgelig” sagde jeg. Hans smilede kort og vendte sig derefter om igen. Han startede hans spil igen uden et ord mere. Han var i et mærkeligt humør i dag og det havde han været næsten hele ugen. Jeg vidste ikke hvorfor, men måske forgik der noget hjemme hos ham selv, eftersom jeg ikke engang fik af vide hvorfor han ikke kunne sove hos ham selv. Jeg spurgte ham ikke, for han nægtede som regel at svare på sådan noget.
Vi gik i seng fire timer efter. Han lå på en luftmadras nede ved siden af min seng. Normalt når vi sov sammen, lå vi og snakkede før vi gik i seng, men han vendte sig bare om på ryggen og lagde sig til at sove. Jeg blev pludselig bange for om jeg havde gjort ham noget og det var derfor han opførte sig så mærkeligt, men jeg kunne ikke komme i tanke om noget. Der gik lang tid før jeg faldt i søvn, men da jeg endelig gjorde, havde jeg en række mærkelige drømme, hvor Austin stod og råbte til mig om brudte venskaber. Da jeg vågnede næste morgen, var han allerede stået op. Jeg gik nedenunder. Min mor og far sad i stuen og spiste morgenmad. ”Godmorgen” sagde min mor. ”Hvor er Austin?” spurgte jeg. Min mor kiggede lidt forundret på mig, før hun sagde: ”han er allerede taget hjem” ”nå, okay” sagde jeg og satte mig ved bordet. ”Sagde han ikke farvel til dig før han gik?” spurgte min far. Jeg rystede på hovedet og begyndte at spise. Jeg blev nød til at vide hvorfor han opførte sig så mærkeligt, så jeg besluttede mig for at ringe til ham når jeg havde spist. ”Er i uvenner?” spurgte min mor. Jeg trak bare på skuldrene og så lidt hjælpeløst på min mor. ”I er da ellers aldrig uvenner?” sagde hun med en smule vantro i stemmen. Det var rigtig nok, Austin og jeg havde kun været uvenner en gang, men det var flere år siden. Da jeg havde spist gik jeg op på mit værelse og fandt min mobil frem. Da jeg tændte skærmen, så jeg at der var en besked. Jeg fik en spændt fornemmelse i maven indtil jeg fandt ud af at det bare var min veninde Olive. Hun spurgte om jeg ville i centret med hende og Abby. De var mine bedste venner ud over Austin, men jeg havde ikke kendt dem lige så lang tid som ham. Jeg skrev hurtigt til hende at det ville jeg gerne. Derefter ringede jeg til Austin. Der gik et stykke tid før han tog den.
”Lotus”
”Hej Austin, hør jeg ville bare spørge om alt var okay?”
”Ja da, hvad skulle være galt?”
”Det var bare, om jeg havde gjort noget?”
”Hvad får dig til at tro det?”
”Åh, det ved jeg ikke, måske fordi du nærmest ikke snakkede til mig i går og stort set ikke har gjort det hele ugen, eller fordi du gik uden at sige farvel”
”Nå, undskyld jeg havde travlt”
”Okay… Så jeg har ikke gjort noget?”
”Nej, hør Lotus jeg bliver nød til at gå”
Og så lagde han på. Jeg blev irriteret over at han opførte sig sådan, hvad havde jeg gjort ham? Olive havde skrevet til mig igen. Hun og Abby ville hente mig klokken 10. Det var om en time. Jeg gik ned og fortalte mine forældre at jeg tog i centret med dem og gik ovenpå igen. Jeg fandt hurtigt noget tøj frem og tog det på. Jeg skyndte mig at blive klar. Jeg fandt nogle penge frem og lagde dem i min pung, som jeg lagde ned i en lille skuldertaske jeg havde fået af Abby sidste jul. Men da jeg var helt færdig var der stadig 20 minutter til de kom, så jeg satte mig til at læse i den bog vi skulle læse til næste mandag. Jeg hørte nogen banke på døren og min far råbte op til mig. ”Lotus, Olive og Abby er her”. Jeg tog min taske og gik nedenunder. Jeg sagde farvel til mine forældre og gik udenfor. Olives far holdt og ventede. Vi satte os ind i bilen. Køreturen til centret varede kun 10 minutter.
”Så, hvor skal vi gå hen først?” spurgte Abby da vi var kommet ind i centret. Der var heldigvis ikke så mange mennesker taget i betragtning af at det var lørdag. ”Jeg skal i hvert fald kigge på nogen sko” sagde Olive. Så vi brugte den første halve time på at finde de perfekte sko til Olive og derefter gik vi op i smykkebutikken hvor Abby og jeg begge købte et sæt øreringe. Mine var små sølvhjerte, jeg kunne ikke så godt lide hvis det blev for overdrevet. Abbys derimod var store guldøreringe der hang fire centimeter ned fra hendes øre. Derefter gik vi hen til en lille cafe der lå i centret og købte alle varm kakao. Vi satte os ved et bord nær vinduet. Jeg kiggede på Olive og kunne se at der var noget hun gerne ville fortælle os. Jeg fangede hendes blik og kiggede spørgende på hende. ”Okay” sagde hun og gav Abby, der tydeligvis ikke havde lagt mærke til noget, et chok. ”Jeg bliver nød til at fortælle jer det her, i går, spurgte Scott om jeg ville komme sammen!”. Hun så helt begejstret ud efter at havde sagt det. ”Wow, tillykke” sagde Abby ”ja, tillykke” skyndte jeg mig at sige. Olive smilede veltilfreds og sippede til hendes kakao. Scott var en af Jacks venner. Han virkede flink nok, men jeg havde aldrig talt så meget med ham og efter hvad jeg vidste, havde Olive heller ikke. Men hun virkede glad og det var vel det vigtigste. ”Øh Abby, hvad med Ryder?” spurgte jeg. Abby havde i lang tid været vild med Ryder, men havde aldrig haft mod til ham fortælle ham det. Abby sukkede. ”Jeg er sikker på at hvis du bare snakkede lidt med ham, ville han straks se hvor sød du er” sagde Olive medfølende. Abby smilede en smule og nikke svagt. ”Ja, måske”. Olive kiggede over på mig. ”Hvad med dig?” spurgte hun ”hvad er der med mig?” spurgte jeg ”ja, er der nogen du er interesseret i?” spurgte hun med et smørret smil. Abby kiggede på mig med et nysgerrigt blik. ”Nej, det er der ikke” sagde jeg. Jeg vidste ikke hvorfor jeg ikke bare fortalte dem det, men det gjorde jeg bare ikke. ”Heller ikke Austin?” spurgte Olive ”Austin? Nej da, Austin er min bedste ven” sagde jeg ”og hvad så, det betyder vel ikke at det aldrig kan blive til mere vel?” ”nej det gør det vel ikke, men sådan har jeg det ikke, han er bare min ven” ”okay” sagde Olive, men lød en smule skuffet. Der opstod en tavshed mellem os som kun blev brudte når en af os tog en tår. ”Okay hvis i absolut vil vide det,” sagde jeg og det fik dem straks til at kigge nysgerrigt og fokuseret på mig. ”Så, kan jeg måske godt lide, øh, Jack en lille smule…”. I starten sagde de ingenting men pludselig udbrød Olive: ”jeg vidste det” ”gjorde du?” spurgte jeg forundret ”helt ærligt, jeg har lagt mærke til dig når du sidder og stirrer på ham!” ”jeg stirrer da ikke på ham” sagde jeg en smule forlegen ”okay, så siger vi det”. Vi begyndte alle sammen at fnise. Det var nu meget godt at have pige venner til at snakke om sådan noget. ”Men, ikke fortæl nogen om det vel?”. de rystede på hovedet, stadig smilende.
Olive fik en besked og tjekkede den med det samme. Da hun lagde mobilen fra sig, var det med et stort smil. ”Hvad er det?” spurgte Abby ”Scott har lige skrevet at han holder fest hos ham selv næste lørdag og vi er alle inviteret!” sagde hun begejstret ”så, jeg ved hvor vi skal hen nu!”. Da vi havde betalt for vores kakao, fulgte Abby og jeg i hældene på Olive indtil hun stoppede foran den største tøjbutik i hele centret. Vi gik derind og begyndte at kigge på tøj. Efter fem minutter havde Olive og Abby allerede fem ting de skulle prøve, men jeg var elendig til at shoppe og havde derfor fundet intet. Det gik op for Olive og hun bad Abby om at holde hendes ting, mens hun hurtigt fandt en masse tøj til mig også. Vi gik ind i prøverummene som heldigvis var store nok til at vi alle sammen kunne være der på en gang. Da vi havde prøvet alt tøjet havde vi alle fundet et sæt vi ville have på den kommende weekend. Olive havde valgt en sort paillet kjole, Abby havde valgt en lyserød, knælang kjole og jeg havde valgt en sølvfarvet top og en sort skater nederdel. Vi betalte for det hele og gik ud af butikken.
Jeg åbnede døren og gik indenfor. Min mor og far sad i stuen. Jeg sagde hej til dem og gik op på mit værelse. Jeg lagde mine ny indkøbte ting på min seng og fandt min mobil frem fra min taske. Scott havde også skrevet til mig og inviteret mig med til festen. Jeg skrev et hurtigt svar til ham. Jeg tog min bog frem og begyndte at læse. Jeg var lige blevet færdig med den da min mor råbte op til mig og sagde at vi skulle spise. Jeg lagde bogen fra mig og gik nedenunder. Jeg satte mig ved bordet og vi begyndte at spise. ”Hvad er det med dig og Austin?” spurgte min mor og så bekymret på mig. Jeg trak bare på skuldrene og kiggede ned i min tallerken. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, for jeg vidste det jo ikke. ”Har han gjort dig noget?” spurgte min far. Jeg rystede på hovedet. ”Nej nej, det er ikke det” sagde jeg ”men hvad er det så?” spurgte min far. Jeg sagde ikke noget. Resten af middagen forgik i tavshed. Bagefter gik jeg op på mit værelse og stirrede på min mobil, som om det ville få Jack til at skrive til mig. Men det gjorde han ikke.
Mandag morgen var jeg lige ved at komme for sent i skole og nåede kun lige akkurat at sætte mig på min plads ved siden af Austin før vores lærer kom. Han kiggede kun lige hurtigt på mig da jeg sætte mig og nikkede kun da jeg lavmælt sagde hej til ham. Han var altså stadig sur på mig af en eller anden grund. Jeg blev trist men samtidig irriteret, hvis han ikke ville fortælle mig hvad der var galt, hvordan skulle jeg så kunne gøre det bedre. Da vi fik frikvarter var han den første ude af klassen, men jeg fulgte efter ham. ”Austin?” kaldte jeg efter ham. Han tøvede men stoppede så op og kiggede på mig. Han kiggede på mig og ventede på at jeg skulle sige noget. ”Jeg ville bare… er du sikker på der ikke er noget galt?” spurgte jeg ”ja selvfølgelig, hvad skulle det være?” spurgte han og kiggede ned i jorden. ”Du har bare været meget mærkelig på det seneste” sagde jeg ”nå, undskyld… men jeg skal altså lige noget inden frikvarteret slutter” sagde han og gik. Jeg blev enig med mig selv om ikke at spørge ham mere, han ville tydeligvis ikke fortælle mig det. Olive og Abby kom gående over til mig. ”Lotus, på lørdag kommer du hjem til mig og så gør vi os alle tre klar sammen” sagde Olive storsmilende. ”Okay” sagde jeg ”er der noget galt?” spurgte Abby ”hva’? nej da” sagde jeg hurtigt. De kiggede undrende på mig, men lod det ligge. De begyndte at pludre løs om hvilken makeup de skulle have på og hvordan deres hår skulle side. Jeg deltog kun halvt i samtalen. Mest fordi jeg aldrig gik med makeup og egentlig heller ikke var specielt god til at lægge det, men også fordi at jeg var begyndt at blive en smule bekymret for Austin. Hvis det ikke var noget jeg havde gjort, så måtte der være noget andet galt. Men hvad? Han plejede at fortælle mig alt ting, måske lige på nær når det kom til hans forældre. Så måske var det det? Der var måske et eller andet galt med hans forældre? Jeg brugte resten af dagen på at følge halvt med i undervisningen og tænke på både Austin og Jack. Jeg vidste at Jack også skulle med til festen, men jeg vidste ikke om jeg ville turde tale med ham. Og hvad skulle jeg også sige?
Fredag eftermiddag gik jeg hjem fra skole alene. Austin var allerede gået. Klassen havde snakket en hel del om den kommende dags fest. Jack havde også været der, men han havde slet ikke kigget på mig. Han lagde aldrig rigtig mærke til mig, men det havde jeg ligesom lært at leve med. I hvert fald næsten. Da jeg rundede det første sving mod mit hus så jeg Austin gå et par meter foran mig. Jeg begyndte at løbe for at indhente ham. Jeg stoppede op da jeg nåede op på siden af ham. I starten var der ingen af os der sagde noget og vi gik bare i tavshed.
”Skal du egentlig med til festen i morgen?”
”Nej, skal du?”
”Ja, Scott inviterede både Olive, Abby og mig… men hvorfor skal du ikke med?”
”Jeg gider ikke. Jeg er ikke speciel vil med Jack og Scotts slæng, eller hvad du nu vil kalde det”
Jeg kiggede op på ham. Han viste intet tegn på at han var ked af at han ikke skulle med. Han så heller ikke sur ud. Hans ansigt var faktisk bare udtryksløst, så hvordan skulle jeg kunne regne ud hvad jeg skulle sige? Det irriterede mig at jeg ikke vidste hvad der gik ham på. Og nu begyndte jeg også at blive sur på ham. ”Nå, men hvis du har tænkt dig at forholde dig tavs for evigt har jeg bedre ting at tage mig til”. Og så satte jeg tempoet op og stormede væk. Jeg kiggede ikke en gang tilbage for at se hans ansigtsudtryk. Vi var bedste venner, men han kunne ikke en gang fortælle mig hvad der var galt.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...