Livets rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2015
  • Opdateret: 12 maj 2015
  • Status: Færdig
Mit svar på en "opgave", som gik ud på at skrive højest 400 ord og bruge mindst 7/10 af følgende ord:
Stor, Rød, Træ, Blæsende, Koldt, Hvidt, Øje, Tanke, Varm, Negl

1Likes
0Kommentarer
123Visninger

1. Livets rejse

En stråle af lys sprænger de grå tanker fra sans og samling, og jeg glemmer helt, hvor tungt verdenen vejer på mine skuldre. Jeg skærmer øjnene en smule med hånden, mens et varmt smil for første gang i, hvad der minder om årtier, finder vej til mine læber. Selvom kulden napper, og blæsten knurrer, finder jeg alligevel styrken til at tage et skridt mere. Og så et til.

 

På de evigt hvide marker glemmer man ofte, at der er en verden udenfor, men når solen en sjælden gang kigger forbi, er dens stråler som et kærligt klap på skulderen og en forsikring om, at frosten trods alt må ende et sted. Og det gør den. Et træ flækker evigheden på langs, og jeg standser op i forundring.

 

I månedsvis har jeg ikke set andet end sne, og her står så grænsevagten til forår og gyser let i vinden. Et par enkelte lysegrønne blade pryder hans krone, og en barket arm dirigerer mig videre til hans bror et par meter bag ham. Dennes krone er endnu mere prægtig, men søsteren ved hans side er pyntet i den yndigste, lyserøde blomsterkjole. Jeg nærmest danser gennem den grønne balsal, før jeg kommer til kongen over dem alle med en krone så stor, at mine øjne ikke kan rumme det hele på en gang. Hans barkede ansigt hilser mig venligt, og jeg sukker lettet ved tanken om, at den sværeste del af min lange rejse er ovre.

 

En plysset sky tumler hen over himlen, og snart følger flere, som totter sig sammen og bliver mørke. Pludselig sprækker himlen, og et vandfald vælter ned. Lykkelig, over at det ikke er hagl, vender jeg ansigtet op, og lader regnen skylle fortiden væk. Lige så hurtigt som det begyndte, holder det op igen, og solen titter frem af sine dyner med et smil, som får den regnpyttede vej foran mig til at glimte. Der er ikke andet for end at følge den.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...