Lyden jeg aldrig glemmer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2015
  • Opdateret: 12 maj 2015
  • Status: Igang
Jeg ville skrige. Men der kom ingen lyd. Jeg ville løbe. Men mine ben ville ikke. Jeg ville stoppe dig. Men min krop ville ikke. Jeg kunne ikke. Jeg stod stille. Jeg stod bare. Jeg så det ske.

0Likes
0Kommentarer
63Visninger
AA

1. Lyden jeg aldrig glemmer

Jeg ville skrige. Men der kom ingen lyd. Jeg ville løbe. Men mine ben ville ikke. Jeg ville stoppe dig. Men min krop ville ikke. Jeg kunne ikke. Jeg stod stille. Jeg stod bare. Jeg så det ske.

 

Mit hår flyver ind i ansigtet på mig. Sveden løber ned ad min pande. Kulden rammer min hud som små nåle. Bilernes larmen og dytten gør, at jeg ikke kan høre andet. Gør, at jeg ikke kan høre lyden.

Det hjælper at løbe. Det er, som om jeg ikke kan tænke på andet. Mine tanker er kun et sted. Løb. Hurtigere og hurtigere. Det ene ben foran det andet. Da jeg når enden af stien, stopper jeg op. Vores sti. Det var stien, hvor alle vores samtaler fandt sted. Stien, hvor alle vores tanker blev delt. Vores skøre idéer. Det var stien, hvor alle vores hemmeligheder blev fortalt. Vi forstod ikke, hvad en hemmelighed var dengang. Vi fortalte hinanden alt. Selv hemmeligheder. Men når vi fortalte dem til hinanden, var det jo ikke hemmeligheder mere. Det forstod vi ikke. Men denne sti var vores.

Det er som om, jeg kan mærke dig her. Jeg lukker øjnene. Forsøger, at se dig for mig. Jeg trækker vejret dybt. Det er, som om jeg kan mærke din hånd i min. Din bløde hud mellem mine fingre.

Jeg husker din hånd. Blød og fin og lidt fugtig. Det var sådan, den føltes den sidste gang, vores fingre var snoet sammen. Den var lidt klistret. Svedig. Vi sad på bænken på vores sti. Det var aften. Duggen var faldet. Du havde taget mine hænder. Du fortalte mig en hemmelighed om en fra klassen. Vi grinte lidt. Dine øjne blev afledt. De flakkede væk. De så undrende på noget. Noget bag mig. Så lyste de op. Smilte. Du gav slip på mig. Hoppede ned fra bænken. Du løb. Jeg vidste, at der var en grund. Det var der altid med dig. Du gjorde aldrig noget uden en grund. Du havde også en grund her. Christian. Din fætter. Han var vendt hjem. Dine øjne var så lykkelige den nat. Jeg husker dem så tydeligt.

 

Jeg sætter mig på bænken. Det var lige her, jeg sad den aften. Jeg mærker på bænkens træ. Jeg mærker lige der, hvor du sad. Jeg lader min finger køre hen over bogstaverne, der er skrabet ind i træet. R+F. Vores forbogstaver. Jeg kan huske, da vi skrev det. Det var med din husnøgle. Jeg savner dig. Jeg kan næsten mærke dig her. Her, på vores sti.

Du løb lige i armene på Christian. Han svingede dig rundt. I var så glade. Han var så glad.

Det gør ondt at se ham nu. Han snakker næsten aldrig. Det er, som om han ikke er her mere. Det er, som om han ikke vil være her mere. Han savner dig.

Jeg har ikke fortalt, at det var min skyld. Jeg sagde, at det var din idé. De tror på det. Hvor ville jeg ønske, at det var din idé. Da jeg så lysene, vidste jeg at det var slut. Jeg indså, hvad jeg havde gjort. Jeg vidste, at det var min skyld. Det vil det altid være.

 

En regndråbe rammer min pande. En til. De små dråber falder på mig. På bænken. På gruset. På stien. Jeg kigger på de små dråber, der spreder sig en smule, når de rammer gruset. Jeg mærker, hvordan dråberne rammer mig. Flere og flere. Jeg får kuldegysninger. Jeg læner mit hoved bagud og kigger op. Vandet rammer mit ansigt. Det føles dejligt. Og koldt. Mine tænder klaprer en smule.

 

Mens i krammede, var der nogle der ringede. Det var hans venner, der var på vej til Odense.  De ville gerne mødes. Hans spurgte os, om det var okay. Vi kunne jo bare tage med. Det ville  vi gerne. Hans venner ville komme med toget, så vi gik mod Fruens Bøge.

Vi grinte. Grinte højt. Jeg ville sådan ønske, at jeg stadig kunne huske dit grin. Det var det første der forsvandt med dig. Jeg husker, hvor meget jeg elskede det grin. Det gjorde mig altid glad. Jeg savner dig.

Det var koldt. Og sent. Vi åndede tåger ud i luften. Gadelygterne spejlede sig i vandpytterne,  der lå i vejkanten. Jeg husker, hvordan vandet drev ind i mine sko. Jeg frøs på tæerne. Sådan føles det også nu. Koldt og vådt. Det gør ondt.

 

Du var så glad. Glad for at se din fætter. Glad for at være dig. Du var bare glad. Jeg savner dig.

Da vi nærmede os togstationen, var klokken omkring ti. Vi kom få minutter før toget. Vi satte os på en bænk. Christian fortalte om sit ophold i Tyskland. Han havde været på udveksling. Det havde været sjovt. Men han var vist blevet sendt hjem før tid. Jeg tror, han havde lavet noget dumt. Han nåede ikke at fortælle hvad. Toget kom lige, da jeg ville spørge. Hans venner steg ud af toget. De havde voks i håret og skjorte på. De var klar til fest. De havde nok ikke forestillet sig, at festen ville ende sådan som den gjorde.

De kom hen i mod os. Vi sad i lang tid på bænken ved perronen. Snakkede. Grinte. Hyggede os. Fortalte, om folk vi kendte. Jeg husker, hvordan jeg misundte dig. Du var så smuk. Så klog. Så sød. Så dejlig. Du faldt i hak med alle. Jeg husker hvordan de alle sammen var vilde med dig. Sådan var det med alle du mødte. Du var én man elskede, fra første gang man så dig. Du var den bedste ven, der fandtes. Min ven. Nu har jeg helt opgivet at finde en ny. Ingen kan måle sig med dig. Jeg savner dig.

 

”Skal vi ikke tage hjem til dig nu? Jeg fryser.” spurgte du din fætter. Han kiggede rundt på de andre og nikkede så.

Lige da vi rejste os hviskede du til mig. Du skulle tisse. Du grinte lidt. Råbte til de andre. De gik i forvejen. Vi gik om bag en busk. Du fumlede lidt med din jakke. Lynlåsen i bukserne.  Du grinte. Vi tog en selfie mens du tissede. Du så sød ud. Dine øjne skinnede på billedet. Din mund var lidt skæv. Men på en sød måde. Jeg har det som min baggrund nu. Jeg elsker det billede. Jeg husker, hvor meget vi grinte over det. Det gør så ondt, hver gang jeg ser det. Jeg savner dig så meget. Det er det sidste billede, der er taget af dig.

Jeg tager min mobil op af lommen. Dit smil møder mig. Dit skæve, søde smil. Billedet er lidt mørkt. Lidt grumset. Men man kan se dig. Se os. Det er, som om det ene billede beskriver os. Vores forhold. Dig og mig. Mig og dig. Vi var forskellige. Men på samme tid helt ens. Du var den bedste i verden. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg savner dig så meget. Det gør ondt.

 

Da du var færdig med at tisse, frøs jeg ret meget. Jeg skyndte på dig. Men du skulle lige vise mig en statusopdatering på Facebook. Det var Emma fra klassen der var blevet kærester med hendes søsters ex. Vi grinte lidt. Vi gik ud ad hækken. Tilbage mod stationen.

 

Jeg rejser mig fra bænken. Min numse er helt våd. Mine ben er næsten følelsesløse. Jeg er helt gennemblødt. Jeg går langsomt gennem skoven. Her dufter af regn. Rådne blade. Her lugter af skov. Bladene ligger helt våde i skovbunden. Mine skridt lyder højt. Resten af skoven er stille. Kun et par fugle synger et sted et stykke væk.

 

Vi skulle over togskinnerne. Christian boede på en sidevej til Dalumvej. Vi gik hen mod stationen. Vi var næsten derhenne, da bommene begyndte at gå ned. Jeg husker meget tydeligt stemmen, der advarer mod toget. Jeg hører tit stemmen for mig selv. Den mekaniske stemme. Igen og igen. Gå ikke over sporet, der kommer tog... Igen og igen.

Jeg går forbi skovsøen. Nogle få ænder svømmer rundt i vandet. Det drypper stadig en smule. Et blad daler langsomt ned fra himlen. Det lander i vandet. Det flyder fredeligt rundt på overfladen. En far er ved at købe is til sine døtre henne ved ishuset. Jeg fortsætter. Væk fra skovsøen. Op mod stationen.

 

Dit snørebånd var gået op. Det satans snørebånd. Du bøjede dig ned og bandt det. Bommene var helt nede. Jeg husker, at jeg råbte af dig. Råbte, at du skulle skynde dig. Vi skulle nå over, inden toget kom. Drengene var allerede langt væk. Næsten helt oppe ved Dalumvej. Jeg løb over togskinnerne. Jeg råbte på dig. Råbte, at du skulle komme over. Jeg ville bare gerne hjem. Indenfor og have varmen. Jeg tvang dig. Og selvfølgelig gjorde du som jeg sagde …

Jeg kan skimte stationen gennem træerne. Jeg kan se bommene, der er ved at gå ned. Langsomt. Jeg hører den mekaniske stemme. Gå ikke over sporet, der kommer tog.

 

Jeg ville skrige. Men der kom ingen lyd. Jeg ville løbe. Men mine ben ville ikke. Jeg ville stoppe dig. Men min krop ville ikke. Jeg kunne ikke. Jeg stod stille. Jeg stod bare. Jeg så det ske. Du rejste dig op. Du løb imod mig. Jeg så til siden. Så det komme. Hurtigt. Meget hurtigt. Men alligevel føltes det, som om det hele gik i slowmotion. Jeg kunne se det hele. Jeg så hvor bange du blev. Jeg hørte dit skrig. Jeg hørte toget komme. Jeg hørte lyden. Lyden, af toget der prøvede at standse. Men det var for sent. Jeg stod bare der. Kunne intet gøre. Jeg så det hele ske. Jeg gjorde ingenting. Det var min skyld du blev kørt ihjel. IHJEL! Jeg kan stadig ikke fatte det. Det er ikke færd. Jeg hader mig selv så inderligt. Jeg skulle selvfølgelig have hørt på stemmen.

Bagefter løj jeg. Jeg løj for alle. Jeg løj for din far og mor. For Christian. For din søster. Jeg løj for mig selv. De andre troede på det. Alle troede på det. Alle på nær mig.

 

Det hele ser ud som den aften. Skinnerne. Bommene. Jeg ser det hele for mig. Hvordan du løb. Du stoppede næsten op, da du så toget. Det kom så hurtigt. Jeg husker dine bange øjne. Det er min skyld. Jeg savner dig.

Jeg ser lysene fra et tog. Jeg ser det komme om hjørnet. Jeg kan se dig på skinnerne. Jeg råber. Men du står der bare. Du rykker dig ikke. Du kigger på mig. En tåre løber ned ad din kind. Du vender dig mod toget. Står helt stille. Jeg synker en klump. Jeg ser toget komme. Lige foran dig.

”Undskyld.” Hvisker jeg og lukker øjnene. Lyden er det sidste jeg hører. Lyden jeg aldrig vil glemme.

 

-Rosa Bundsgaard

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...