Dybets Slaver 3: Den Usynlige

Vi befinder os i middelalderen, et sted i mellemøsten. Røde Måne og Shem er medlemmer af "Ordenen", en organisation der bekæmper det overnaturlige. Men Ordenen er i færd med at udkæmpe en borgerkrig, som nærmer sig sin blodige afslutning. Og Røde Månes fortid og herkomst bliver nu endelig afsløret...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Illustrationer af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

0Likes
0Kommentarer
381Visninger
AA

7. Kapitel 7: Ordenens hovedkvarter

      I samme øjeblik Røde Måne satte sine fødder i Ordenens fæstning, vidste han hvor galt det stod til. Væggene flimrede skiftevis i stålgråt, gennemsigtigt og selvlysende.

      ”SOL!” råbte han.

      Der kom intet svar, men han kunne svagt høre metallet, hvis det var hvad det egentlig var, give sig. Der gik først trækninger, så en voldsom rystelse igennem det, ligesom ringe i vandet, der lod ham ane at fæstningen gik samme vej som mod-Ordenens hovedkvarter. Måske var slaget allerede tabt – der var ingen kamptummel at høre. Han var ikke helt sikker på hvordan det overhovedet gik for sig, med udøvere mod udøvere. Da Decrlar havde kæmpet mod fyrst Tre Flammer, havde det sendt ild op fra verdens indre. Hvordan skulle han kunne sige hvad der ville kunne ske når de rent faktisk befandt sig langt nede i verdens indre?

      Så fik han øje på Zaradan.

      Han så frygtelig ud. Ikke alene så det ud som om hans vanskabte hoved var vokset, men hans forrevne tøj afslørede præcis hvor ujævnt fordelt hans lemmer egentlig sad på kroppen.

      ”Dig! Du ledte dem hertil!” råbte vanskabningen.                    

      Endelig... endelig kunne Røde Måne mærke blodet rulle i sine årer igen. Det dunkede hårdt, smerteligt. Men det var ikke kun sit eget blod han kunne fornemme. Han kunne også tydeligt se blodet banke i venen på Zaradans deforme pande. Det var spærret inde i de små kanaler. Det ville ud...

      Nej! Nej! Hvad var det han tænkte?!

      ”Det er ikke tid til pjat, Zaradan! Hvor mange af os er stadig i live?!”

      ”Dig,” sagde Zaradan og pegede på ham, med en knækket finger. ”Der er dig tilbage! Tusinder har måttet lade livet for vores blødsødenhed dengang! Nu er det på tide at jeg sætter en stopper for dybets slaver én gang for alle!”

      Zaradan gjorde en hurtig håndbevægelse.

      Fra hver sin niche i væggene, kom to skinnende, sorte skikkelser gående. De lignende nøgne, kønsløse mennesker med åbne hjelme på deres hoveder, hvori der sad en rødlig ædelsten. Dette måtte være de ”skildvagter” som Zaradan for flere århundreder siden havde skabt som erstatning for menneskelige tjenere. Blandet med visheden om at han sandsynligvis ville være nødt til at kæmpe mod Zaradan til døden, dukkede der tanker op i Røde Månes hoved, såsom at Zaradan var en overraskende god billedhugger.

      ”Holdt” sagde de to skildvagter med én stemme, som de nærmede sig ham.

      De standsede op.

      ”Udslet ham!” skreg Zaradan.

      Røde Måne stod helt stille. Han holdt sig rede til at møde hvilken-som-helst energi-udladning der måtte komme ud af ædelstenene.

      Skildvagterne rørte sig heller ikke.

      ”Holdt. Følg med, eller jeg er tvungen til at bruge magt”.

      Rasende, opbyggede Zaradan en massiv udladning af lynende energi, og lod den skylle hen over gangen.

      Røde Måne gjorde det eneste ting han kunne gøre, og væltede ind i én af skildvagterne, for at få den til at tage imod så meget af udladningen for ham, som overhovedet muligt.

      Han kunne se hvordan det hår der stadig sad på hans krop krøllede sammen og forsvandt.

      Skildvagterne vendte sig om.

      ”At bruge magi mod Ordenens skildvagter er forbudt. Forhold dig i ro, eller jeg kan være tvungen til at bruge magt!”

      De begyndte at bevæge sig mod Zaradan.

      Han skreg grove eder mod dem, og flygtede ned ad korridoren.

      ”Holdt. Det er imod loven at flygte fra et gerningssted. Kom tilbage, eller jeg er tvungen til at bruge magt.”

      Røde Måne løb ned ad én af de mange forgreninger. Hvis bare han kunne finde Stormesteren... Mithura... hvem som helst der ville være villig til at lytte, hjælpe. Hjælpe ham med at forblive menneske? Han kunne se resterne af sin hud revne. Der glinsede noget lige inden under, men han kunne ikke udholde at se på hvad det var.

      ”Du ligner lort, dræber,” hørte han en kun alt for velkendt stemme sige.

      Han kunne dårligt se ud af sit øje længere, men det var ikke svært at genkende Kaptajnen, selv om han også knapt var et menneske mere. Det så ud som om halvdelen af ham var metallisk nu – noget af ham lignede dele af den rustning Shem havde haft på.

      ”Hjælp mig,” gispede Røde Måne.

      ”Det tror jeg ikke,” sagde Kaptajnen, og hævede det store sværd, som Røde Måne tidligere havde set Shem kæmpe med. ”Mester Zaradan har lige gjort mig til vores nye store monsterdræber, nu du har skiftet side...”                     

      ”Forsvind med dig, din beskidte lejesoldat!” boblede Røde Månes stemme frem.

      ”Har du noget at sige til mit job? Jeg gør det i det mindste bare for pengenes skyld. Jeg har på fornemmelsen at du har gjort det her, fordi det gav dig jern på.”

      ”Jeg slår dig ihjel!”

      ”Sådan skal det lyde!”

      Kaptajnen tøvede ikke, men løb direkte ind i Røde Måne, der knapt kunne forsvare sig længere. Sværdet sydede, og sendte mørke flammer op idet det gik igennem ham. Han skreg. Hvad end der var ved at ske med ham, så var det lige under huden nu… Ormene i hans hoved begyndte at skubbe sig vej igennem hans hårløse hoved, i en mængde der fik dem til at ligne vridende hår – men huden i sig selv kunne, ville ikke blive siddende, og den begyndte at skrælle væk fra de grotesk forvoksede arme. De ting der gled ud af hans underliv som umoden frugt, kunne være hans indre organer, som han ikke længere havde brug for...

      ”Hold da kæft!” udbrød Kaptajnen, og trak sig nogle skridt tilbage.

      ”Tøv ikke! Angrib ham igen!” skreg Zaradans stemme inde i Røde Månes hoved, og uden tvivl også inde i Kaptajnens.

      ”Angribe ham?!” råbte Kaptajnen. ”Jeg rører sgu ikke ved dét der!”

      Røde Måne strakte en arm fremefter og skreg. Han mærkede ligesom en lille mund åbne sig i sin håndflade. Sorte flammer stod ud fra den, og indhyllede Kaptajnen, der skrigende veg tilbage.

      ”Zaradan!” gurglede Røde Måne. ”Det her glemmer jeg dig ikke for!”

      ”Tro mig – jeg vil bruge resten af min tilværelse på at glemme dig!” lød Zaradans stemme.

      Lidt længere henne af den halvt sammenkrøllede gang, fik Røde Måne øje på store brudstykker af sort, glat sten. Arme, ben, hoveder – muligvis havde Zaradan gjort det af med sine egne skildvagter?

      Så hørte han skrigene. Underligt metalliske – men han ville have genkendt raseriet om der så var gået hundrede tusinde år.

      Selv om enkemageren i sin klodsede, hvide rustning fyldte næsten hele korridoren, så stormede den hurtigere mod ham end selv Kaptajnen havde gjort det. Han prøvede på at holde sin hånd fremad igen, men han kunne ikke engang holde sig oprejst mere, og faldt ned på alle fire, hvor hans arme knækkede i en anden vinkel.

      Han prøvede på at lukke øjnene øjeblikket før end enkemageren ville have knust ham, men ikke alene opdagede han, at han ikke længere havde øjenlåg – han så enkemageren blive spiddet på noget der mindede om en piskende hale og derefter slynget til siden. Han havde svært ved at tro på at der stadig var noget der kunne skræmme ham, men da det gik op for ham at ”halen” var hans løsrevne rygrad, så mærkede han en underlig, skrabende fornemmelse på indersiden af sit hoved, en følelse af rent had til... pattedyrene?

      Uforløst Begær havde haft ret – den nye krop han var ved at danne, tilpassede sig selv til alle omstændigheder.

      ”Fang den! Få armbåndene på den!” hørte han en tynd stemme. Den tilhørte en mand eller kvinde, eller begge dele, der var iklædt en hvid robe.

      Han opdagede at han nu kunne se både hvad der var foran ham og bag ham: Flere enkemagere i kæmpemæssige rustninger, på alle sider. Der skød liner ud fra deres kamphandsker, af det samme sølvagtige materiale han selv havde brugt mod hamskifterne engang, og som Uforløst Begær havde været fanget i. Han flåede i det, og der fløj en stump af blodigt kød og metal ud af en enkemagers rustning, sammen med linen. Men han var stadig viklet håbløst ind i den, og der kom stadig flere modstandere til. Det lykkedes dem da også at få låst to tykke armbånd om dét der havde været hans arme.

      Røde Måne, eller det der havde været Røde Måne, blev smidt ind i midten af den sal hvor han så kort forinden havde modtaget sine ordrer. Omkring ham stod en kreds af kutteklædte skikkelser, der betragtede ham med afsky.

      Den forreste af dem var et ildelugtende læs kød. Det var et buttet fjæs, fyldt med kager af skidt, ikke mindst i de stride hår der stod ud af ører og næse. Dette ansigt havde faktisk gjort et latterligt indtryk på Røde Måne, hvis ikke for det ondsindede intellekt der kunne ses i de døde øjne.

      Manden ved siden af ham var høj og tynd, og med stram, gulnet hud. Der var andre i baggrunden som næsten så unge og friske ud, hvis ikke det var fordi de havde været oppustede af blod, ligesom forvoksede igler. Men først og fremmest var deres øjne slående. De var trætte, så trætte som kun nogen der havde opretholdt deres liv hinsides enhver ramme kunne være. 

      ”Så dette er hvad der er tilbage af dybets slaver,” sagde den tynde mand. ”Ikke meget at være bange for.”

      ”Men I er bange... er I ikke?” tænkte Røde Måne. Han havde ikke længere en strube at tale med, men han havde på fornemmelsen at de nok skulle høre ham alligevel. ”I er så bange for at dø, at I klynger jer fast til livet længe efter at jeres kræfter har udbrændt jer. Bange for at blive straffet for de ting I har gjort!”

      ”Du ved intet, mareridtsyngel!” skreg den skvabsede af de to, og pegede på ham med en snasket finger. ”Vi har berejst alle verdener, alle dimensioner, og vi vil leve når selv Døden selv er ophørt med at eksistere! Vi har rejst med tidens skygge, og set fortider og fremtider der ville sønderrive sindet på selv jer!”

      ”Tror du virkelig at du kan narre mig?!” tænkte Røde Måne. ”Uanset hvor mange år der er gået forbi for jer, kan jeg stadig mærke de dødelige mennesker bag kræfterne, og deres endeløse frygt for at dø! Ingen kan skjule sin frygt for en mareridtsfyrste!”

      ”Prøv ikke på at spille klog over for os, uhyre!” sagde den tynde mand. ”Om et øjeblik, så tilhører alle dine kræfter Ordenen!”

      ”Klargør porten,” sagde den lille mand.

      ”Det er gjort, stormester,” sagde den tynde.

      ”I kalder jer selv for Ordenen? I som må tage andres kraft for at selv forny jeres egen?! I har ingen ret!”

      ”Ingen ret? Vi har levet, arbejdet og elsket som mennesker! Hvem andre er bedre skikket til at herske over mennesket?!”

      ”I er intet andet end et usselt sammenskrab af oprørere!”

      ”Ikke det igen! Vi er den sande Orden!” sagde anti-Mesteren, som Røde Måne besluttede sig for at kalde ham. ”Oprørerne mistede retten til at bruge det navn, da de lod jer grønøjede misfostre leve!”

      To af enkemagerne førte en aflang, svævende beholder lige akkurat hen foran Røde Måne. Den kunne godt minde om en af de ”kister”, hvor han selv ligget i mellem sine opgaver. Det gav et hvæs da den blev åbnet, og der stod iskold damp ud. De to enkemagere førte en sort cylinder ud, der var massiv nok til at den kunne stå ved egen kraft – og begyndte at fastgøre ham til den med liner.

      Så begyndte udøverne at messe. Ganske vidst ødelagde anti-Mesterens ulækre lyde noget af højtideligheden, men hver eneste af stavelserne gjorde ham ilde. Søjlen begyndte ganske langsomt at dreje rundt, og han med den, imens den blev varmere og varmere.      Deres vers hamrede mod ham igen og igen, indtil han mistede synet, og troede det nærmest umuligt at det skulle kunne blive ved.

      ”Pattedyrene vil tage mine dæmoner fra mig,” tænkte han. ”Ligesom vi selv 'helbredte' hamskifterne.”

      Det kunne meget vel blive hans sidste tanke. 

      Så brast gulvet, og sendte en strøm af lava op i loftet, og ud over de tilstedeværende, der faldt brændende til jorden.

      Ild fra verdens indre... var det Stormesterens værk?

      Selv kunne Røde Måne mærke hvordan der langt om længe brød sorte skæl frem over ham, og fuldbyrdede forandringen. De kom helt inde fra, inde fra den knude som hans hjerte var blevet til. Det var hans vrede, hans had der var ved at blive til muskler, til noget levende, til et monster, som...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...