Dybets Slaver 3: Den Usynlige

Vi befinder os i middelalderen, et sted i mellemøsten. Røde Måne og Shem er medlemmer af "Ordenen", en organisation der bekæmper det overnaturlige. Men Ordenen er i færd med at udkæmpe en borgerkrig, som nærmer sig sin blodige afslutning. Og Røde Månes fortid og herkomst bliver nu endelig afsløret...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Illustrationer af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

0Likes
0Kommentarer
382Visninger
AA

3. Kapitel 3: Et sted på havet.

Røde Måne kunne ikke huske hvornår han nogensinde havde haft den sære følelse før. Som om han på en måde var skyldig i en forbrydelse ved at have udført sin mission.

       Hans rolle som en videnskabsmand havde været en maske, ligesom de mange andre masker han havde haft på. Ligesom 'Røde Måne' var en maske, ligesom dengang han havde foregøglet lycierinden at være udsending fra Armenia.

      Men i samme øjeblik han så sit eget sprog igen, kunne han ikke være andre end Insyah igen. Det var ikke Røde Måne, Ordenens agent, der havde fjernet en tavle fra menneskehedens åsyn. Det var Insyah, søn af Khenti, der havde stjålet en tavle fra et venligsindet menneske, fordi han ikke kunne bære at andre nogensinde skulle lære at læse det.

      Selv nu hvor han sad for sig selv i en kahyt, på vej til sultanatets øhav, og med en besætning der ikke engang kunne læse, følte han stadig at han kunne blive opdaget når som helst det skulle være.

      Han havde virkelig svært ved at tro på at han virkelig rystede på hænderne da han pakkede tavlen ud – men han kunne endda mærke kvalmen presse sig på, og hans hjerte banke hårdt og hurtigt.

     

      Som stadens præstinde tilfalder det mig at berette om dens sidste dage.

      Det begyndte da vi blev hjemsøgt af drømme.

      Den Mærkede har forladt os, men det er som om hans skygge våger over byen, ligesom da jeg mærkede hans hede krop tynge mig ned i mine mareridt.

      Således måtte det atter komme til strid i mellem stadens to største sønner: Vor rådsfader, alle børns og ingens børns fader – og så min egen kødelige fader, vor domsmand.

      De har kæmpet mere blodigt med ord, end de kæmpede mod hinanden i bloddyst, og det kostede min fader hans fulde førlighed.

      Min fader foreslog at kun den Mærkedes død vil kunne hæve den forbandelse der ødelægger os, men som rådsfaderen sagde, så havde de allerede kæmpet om hans skæbne én gang.

      Jeg frygtede snart at denne nye strid på ord ville koste os vor rådsfader, for det var tydeligt at hans sind blev mere og mere formørket for hver dag der gik, og at han ikke længere så samme virkelighed som sin stad.

      Rådsfaderen har givet sin sygdom et navn – den Mørke Kvinde.                       

      Samtidig med at hans tale er blevet mere uforståelig, har han fortalt stadigt mere om den Mørke Kvinde.

      I sin forvildelse påstod han at to barnløse fædre i deres sorg havde opsøgt hende, og at hun havde påbudt dem at ofre til den Glemte Gudinde, efter de ældgamle riter.

      Min egen fader, domsmanden, ville slå dette hen som galskab, men har fortalt at vor eneste redning var at hidkalde undergangen over staden, hvilket fik mange til også at frygte for hans sind.

 

      Det var alt hvad der stod på tavlens ene side.

      ”Djeserit.. elskede...” hviskede han.

      Så det var dét hun havde ment med at der var ”ondt blod” i mellem deres familier. Itafe og Hetshepsu havde kæmpet mod hinanden i en bloddyst.

      Ofret til den 'Glemte Gudinde'... var det det dét der var foregået på den udhuggede klippeblok, som han og Shem havde fundet i det Stejle Land?

      Han følte sig syg. Så forbandet syg. 

      Han vendte tavlen i hænderne, og kunne nu mærke hvor ru den føltes på bagsiden. Han vendte den om.

      Det var langt mere råt og ufærdigt, og ridset ind i al hast – men det var skrift.

     

      Undergangens navn er den frygtelige Usynlige, som alle kalder dette uhyre for, endskønt han er af kød og blod som os alle.

      Hans første brøde var at beordre vor gale rådsfader brændt levende. Jeg bad for staklens liv, men sådan var hans lettelse, at det virkede som om formørkelsen blev løftet fra hans sind i hans sidste levende øjeblikke. Han tog sin skæbne med uforståelig ro, og påstod at dette offer måske ville forsone ham med deres egne ofre.

      Dernæst lod den Usynlige min fader og vor domsmand prygle, fordi han havde tabt bloddysten, og derved tilladt at den Mærkede fik lov til at leve videre.

      Det er næsten ubærligt at berette, men dernæst lod den Usynlige alle i staden klæde af og undersøge for mærker. Endskønt ingen andre bar mærket, brændte den Usynlige vor stad ned sammen med talløse træer, og lod os vandre bort nøgne og usle.

      Forbandet være såvel de mærkede, som de der jager dem, thi helbredelsen er så slem som sygdommen.

 

      Røde Måne løb direkte fra sin kahyt, og ud på dækket, hvor han gylpede sit sparsomme maveindhold ud i havet. Noget af det ramte kanten af rælingen. Det var mørkt, næsten kulsort, og slimet. Og han kunne se noget vride sig i det. Vantro samlede han det op mellem to fingre. Det lignede en lille slange, eller en stor orm.

      Han for sammen. Hvis nogen havde set ham...                           

      Da gik det op for ham, at han var helt alene på skibet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...