Mit Frosne Hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2015
  • Opdateret: 12 maj 2015
  • Status: Færdig
Et oneshot om at blive efterladt, og om at få knust sit hjerte.

11Likes
19Kommentarer
552Visninger
AA

1. MIT FROSNE HJERTE

MIT FROSNE HJERTE  

Af ALL

____________________________

 

Ved du godt jeg kan se dig lige nu? 

Du sidder derover på bænken, med hende den lyshåret pige ved siden af, og griner som om alt er okay… 

Men vi ved begge alt ikke er okay. 

Jeg prøver at få øjenkontakt, mine kolde øjne søger efter dine, men du viger væk hver gang… fordi du ikke vil anderkende jeg eksistere. For dig er jeg blot et spøgelse, en usynlig skikkelse… hende man ikke ligger mærker til. 

Men der var en gang hvor du så mig, hvor du så mig sådan rigtig, som den jeg var. 

Du må forstå jeg ikke hader dig… jeg forstår dig heller ikke, men behøvede du at gøre det så hårdt? Dengang var jeg godt klar over jeg slet ikke nærmede mig din standard, men vi var venner ikke? Eller snakkede du kun med mig fordi du havde ondt af mig? 

Er din mor glad nu? Hun havde altid et vredt glimt i øjet når hun så mig, men dengang var du ligeglad. Jeg huske stadig da hun direkte sagde jeg ikke var værdig, og du blot grinede og sagde jeg var over jer alle sammen… 

Mente du det? Eller sagde du det bare for at pisse din mor af? 

For jeg var helt sikkert under dig. Når folk så os bemærkede de mig aldrig, de så kun dig og sagde ”se der, der har vi en lys fremtid.” 

De bemærkede aldrig den mørke skygge, som fulgte efter dig, fordi du strålede klarer end solen. 

Jeg kan se den lyshåret pige sagde noget sjovt… eller du lader i hvert fald som om det er sjovt. Jeg kan hører din latter helt herover, som minder lidt of klokker… men du griner ikke rigtig. Det er mere bare et medlidenhedsfuldt grin, som om du føler det er din pligt… 

Følte du også det var din pligt at grine af mine vittigheder? 

Jeg har aldrig nogensinde sagt det højt, men jeg troede du forstod min kærlighed til dig. Jeg troede alle de kys vi delte var mere end bare venskabelig kys… jeg troede vi havde noget mere, noget stærkere end bare venskab, men jeg tog fejl. 

Det er som om alt der skete før du kom er en tyk tåge. Jeg var en zombie, som gik forvirret rundt, indtil du greb min arm og trak mig ud af skyggerne. Du viste mig hvad livet egentlig var, hvordan det skulle leves… og hvad de ville sige at grine. Selv på de mest grå regnvejrsdage kunne du få et smil frem, og når jeg var dybest nede trak du mig op. 

Du viste mig engang dit hjerte. Jeg kunne se det lige gennem din krop, som det sad der, og bankede i en rytme jeg aldrig kommer til at forstå. Det var lavet af det pureste guld, som skinnede så skarp jeg dårligt kunne kigge på det. Fra den dag af var du min solkonge. Alt jeg gjorde var for dig, og det eneste jeg så var dit ansigt. I et år var dit navn det eneste, som rigtig betød noget, og dit smil var var min heroin. 

Kan du huske jeg også viste dig mit hjerte? Det var ikke nær så smukt som dit, men alligevel smilede du, og rørte det nænsomt. Det var lavede af glas dengang. Hverken skinnende eller glat, men det var stadig glas, og dine fingre kørte nænsomt over alle ridserne. 

Du spurgte aldrig hvorfor de var der, mest af alt fordi du vidste hvor meget det sårrede mig… eller også var du bare ligeglad.

Men jeg tilgiver dig stadigvæk, selvom du efterlod mig med ingenting. 

Var det mig der gjorde noget forkert? Blev jeg for omklamrende eller irriterende? Eller var jeg bare ikke nok for dig? Du skal vide at jeg virkelig gjorde alt for at gøre dig stolt, jeg kæmpede virkelig for at passe ind. Selvom dine venner hadet mig, gjorde jeg virkelig alt for at virke venlig, og smile selvom jeg mest af alt ville væk derfra. 

Du gav mig aldrig nogen grund, du sagde aldrig hvorfor det var forbi, hvorfor vi ikke kunne være sammen mere. 

I stedet greb du mit hjerte, mit skrøbelige sarte hjerte, og pressede til. 

I starten kunne jeg leve med smerte, faktisk troede jeg først det var en joke, men du pressede hårde og hårde. Til sidst begyndt tårne at løbe ned af kinderne, jeg kunne dårligt få vejret, men du stoppede ikke. Jeg prøvede at få dig til at gi slip, kaldte dit navn, og ruskede i dig… 

Men du så mig slet ikke. Dine øjne var kun på mit hjerte, og du knuste det med en grådighed som jeg aldrig forstod. Alle ridserne var pludselig ligegyldige, som jeg så revnerne du frembragt, før det til sidst blev knust. 

Du sagde aldrig noget, du efterlod mig bare sammensunken på gulvet, med resterne af det der engang var mit hjerte. Jeg kaldte dit navn, bad om en forklaring… men du ikke så meget som kiggede på mig. 

Jeg prøvede at reparere det. Jeg prøvede med lim, tårer og håb, men intet af det virkede. Stykkerne faldt fra hindanden hver gang, og jeg kunne mærke hvordan alle følelser forsvandt fra min krop. 

Du skal vide jeg ikke frøs det fordi jeg havde lyst, men jeg havde ikke noget valg. Alt kærlighed, glæde og sorg havde for længst forladt det… men det var bedre end ingenting. Mit engang så smukke glashjerte var nu af sten, frosent, og så koldt og livløst selv jeg ikke har lyst til at tænke på det. 

Men jeg tilgiver dig… for jeg har ikke nogen vrede tilbage. Du knuste det mest dyrbare i mit liv, og gjorde mig til et ingenting, men det er okay for hvis du er ingenting føler du ingenting. 

Og jeg har ikke brug for at elske nogen… 

Ikke så længe du ikke kan elske mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...