The Greater Good - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2015
  • Opdateret: 12 maj 2015
  • Status: Igang
*Deltager i fandom konkurrencen, Harry Potter*
Okay, de fleste der har set eller læst Harry Potter, kender lidt til historien om brødrene Dumbledore, Albus og Aberforth. Der hvor Gellert Grindelwald og brødrene Dumbledore, kommer op og slås, og Ariana Dumbledore dør. Jeg vil nu skrive det som jeg tror det kunne være.

6Likes
5Kommentarer
390Visninger
AA

1. The Greater Good

Et lysglimt lyste op på stranden. Fire personer landede i sandet. Tre unge drenge og en ung pige. De var stille i noget tid indtil drengen med det lyse hår træk vejret i små, korte stød. Han bevægede sit hoved fra side til side, for at se om de andre var vågne. Pludselig begyndte den yngste, brunhårede dreng at hoste. Kort efter bevægede den ældste, brunhårede dreng sig. Han missede med øjnene og kiggede rundt, mens han lå ned. Den yngste dreng der hostede, kunne høres i baggrunden. Pigen kiggede lige op på himlen, med sine blå øjne. De to ældste drenge kom op og stå, mens de så sig omkring. En strand, med vand, klipper og vind.

"Hvor er vi?" spurgte den lyshårede dreng højt. Den ældste mørkhårede dreng svarede:

”Hvorfra kender du dette sted?”

”Jeg fik os ikke herhen, Albus” svarede den lyshårede, med et lidt irriteret tonefald.

”Hun gjorde. Hun bragte os herhen” sagde den yngste dreng, efter at have stoppet med at hoste. Pigen vendte sig om på siden og drengen rejste sig. Han skyndte sig hen til hende.

”Hvad er der så specielt ved det her sted?” spurgte den lyshårede en smule hånligt. Han kiggede på pigen og den yngste dreng.

”Hver stille, Gellert!”, svarede drengen, vredt, henne ved pigen, ”I har begge to gjort rigeligt!”

”Hør! Jeg er lige glad med dig og din søster.”, svarede Gellert, ”I var ikke engang med i planen fra starten!”

”Jeres planer er grunden til at hun er blevet mere ustabil!” svarede den yngste igen, mens han holdte om sin søster.

”Aberforth, dette er imellem ham og mig” sagde Albus endelig. Han kiggede på Aberforth, som svarede:

”Så lig det til ro. Jeg vil ikke være en del af det”

”Fint. Så smut begge med jer” svarede Albus roligt. Aberforth vendte sig om til sin søster, sagde noget beroligende, inden han rejste sig og gik hen til Albus.

”Gør det færdigt, så vi kan komme hjem!” sagde Aberforth lavt til Albus. Han gik tilbage til deres søster, da Albus nikkede. Aberforth hjalp hende op og de begyndte at gå. Gellert og Albus kiggede på hinanden.

”Jeg vil ikke ændre vores planer på grund af din søster, Albus” sagde Gellert hårdt.

”Hun er min familie, Gellert” svarede Albus roligt. Gellert kiggede vredt på ham og svarede hårdt:

”Og hvornår har du enlig brudt dig om din familie?”

Albus kiggede opgivende på ham og sukkede, inden han svarede:

”Du har ret. Vores ambitioner har afledt os”

”Og hvad? Nu finder du disse ambitioner uværdige?” svarede Gellert en smule hånligt, men stadig nysgerrigt.

”Jeg finder ikke længere mugglerne underværdige som du gør” svarede Albus og kiggede Gellert i øjnene.

”Men du er tilfreds med at skjule dig fra dem?”

”De ville frygte os, Gellert. De forstår ikke længere vores verden”

”Dette her er for Den Højere Sags Tjeneste.”, fortalte Gellert, ”Vi var født til at være overlegen dem. Vi var ment til at herske over dem”

”At herske over mugglerne ville ikke være mere anderledes, end hvordan de britiske mugglere hersker over Indien.”, svarede Albus klogt, ”Hvordan har de lov til at undertrykke nogen?”

 

Imens gik Aberforth og søsteren i læ om bag en klippe. Aberforth kiggede bekymret på sin søster, som stirrede ud i luften.

”Jeg vil være lige derhenne Ariana, okay?”, begyndte Aberforth, ”Jeg går over og stopper deres skænderi”

”Jeg vil være i sikkerhed” mumlede Ariana og kiggede ud over havet.

”Du vil snart være i sikkerhed.”, sagde Aberforth beroligende og lagde sin hånd på Arianas skulder, ”Vi tager hjem, lige så snart din bror er færdig med at skændes”

Ariana strakte hals og råbte:

”Ikke mere skænderi!”

”Ikke mere skænderi” skyndte Aberforth at sige til hende. Han prøvede at fange hendes blå øjne, med sine brune, men Ariana blev ved med at kigge væk. Hun kiggede ham først i øjnene, da hun sagde:

”Jeg vil gerne se min mor”

Aberforth blev trist i blikket og vidste ikke hvad han skulle sige. Han vidste at Ariana savnede deres mor. Han sank en klump og svarede:

”Hun er væk, elskede”

”Hvornår ser jeg hende igen?”

”Jeg ved det ikke” svarede Aberforth med en svag rysten på hovedet. Ariana vendte sit hoved, da hun mumlede:

”Jeg vil være i sikkerhed”

Aberforth strøg hende over håret. Så sagde han stille:

”Jeg kommer snart tilbage”

Han kiggede kærligt på sin lillesøster, inden han kyssede hende blidt på håret. Han rejste sig og gik tre skridt, inden han stoppede. Han tog sin hånd ned i sin lomme og lagde sin hånd på en pind. Hans tryllestav.

 

”Er det ikke på grund af mugglerne, at din søster er i den tilstand, hun er i lige nu?” spurgte Gellert Albus.

”Hendes møde med disse mugglere, var vores skyld”, svarede Albus med en trist undertone, men gjorde alt for at skjule den, ”Hun var ung, og vi gav ikke opmærksomhed da det…” Han blev afbrudt af Gellert:

”Din uduelighed er ikke pointen, Albus! Hun blev mødt med had og frygt. Og kun jeg mente at fordrive den frygt, ved at røbe vores verden.

”Du mente at kontrollere den verden. Du kan ikke succeser det til ende” kom det fra Aberforth, der dukkede om bag Albus højre side.

”Gellert…” kom det svagt fra Albus, men blev afbrudt af Gellert:

”Og hvorfor ikke, lille dreng?”

”Fordi du ikke ved noget som helst om hvad det betyder at reagere. Du er svag” svarede Aberforth med hårde øjne. Albus kiggede ned i sandet, da han sagde:

”Det er nok, Aberforth”

”Nej. Forsæt, lille dreng” sagde Gellert og kiggede koldt på Aberforth. Albus sukkede lysløst, da Aberforth svarede:

”Du mangler styrke som kun familie kan give. Du ved intet om beskyttelse fra dem du elsker. Du kender kun til at dominere.”

Albus vendte sig om mod Aberforth og kiggede ned på ham.

”Jeg sagde: det er nok!” sagde Albus træt, men fuld af kraft. Aberforth snakkede jo negativt om Albus ven!

”Nej”, kom det bag ved Albus. Albus drejede langsomt sit hoved, da Gellert fortsatte:

”Han har ret. Jeg ved intet om kærlighed”

Albus vendte sig langsomt og så på sin ven. Gellerts øjne var en smule blanke, men ikke mere.

”Gellert…” sagde Albus langsomt. Gellerts blanke øjne, som blev erstattet af had:

”Det er en flyvende distrahering”

”Det kan du ikke mene” sukkede Albus. Han kiggede på sin ven med sårede øjne. Aberforth kiggede bare en smule hårdt på Gellert.

”Du og jeg, havde et kommende mål, Albus!”, fortalte Gellert, ”At finde Dødsregalierne og blive mestrene af Døden. Vi skulle undertrykke mugglerne og blive herskere over verdenen. Jeg var villig til at dele dette med dig”

Albus tog luft til sig og sukkede:

”Gellert, du kender til kærlighed…”

Gellert afbrød ham igen:

”Det gør jeg ikke. Og din kærlighed”, han spyttede kærlighed ud, som var det noget giftigt, ”har blændet dig for I En Højere Sags Tjeneste

”Hvad mener han med det?” hviskede Aberforth til Albus. Da han intet svar fik, spurgte Aberforth lidt højere: ”Albus?”

Albus rettede ryggen og sagde:

”Det står klart for mig nu, at jeg var forkert. Måske var jeg blændet, men jeg vil ikke længere være en del af dine planer, Grindelwald”

Gellert stivnede. Albus brugte næsten aldrig hans efternavn, og da slet ikke i den sammenhæng. Albus sagde til sidst: ”Hver på din egen måde”

”Vi skulle tage ham nu.”, kom det pludselig fra Aberforth, ”Få ham ned nu!”, Aberforth gik langsom om på den venstre side af Albus, ”Få ham ned nu!”

”Nej!” sagde Albus stædigt.

”Albus!”

”Vil du lade mig gå? Til trods mine hensigter?” spurgte Gellert glat. Han kiggede interesseret på sin ven og ventede på svar. Til sidst nikkede Albus, mens han samtidig sagde: ”Ja”

”Albus!” udbrød Aberforth og kiggede oprevet på Albus.

”Du forstår, at du vil komme tilbage til mig” sagde Gellert og lod sin hånd langsomt lede op til hans ene lomme. Han prøvede at fastholde Albus blik, men Albus smilede, mens han kiggede på Gellerts hånd. Han lod sit blik fange Gellerts.

”Måske” sagde Albus bare. Gellerts øjne blev et kort øjeblik store, inden han kastede et hurtigt blik på Aberforth også tilbage på Albus.

”Så vil vi afgøre det nu” sagde Gellert og fremdrog sin tryllestav. Han rettede den mod Albus. Aberforth trak hurtigt sin stav op ad lommen og pegede på Gellert med den. Albus lod sine arme hænge ned langs siden på sig selv og kiggede på den op revene Gellert.

”Bevæbn dig!”, sagde Gellert højt, ”Bevæbn dig, NU!”

Albus gjorde intet. Aberforth holdte sin stav oppe.

”Fint, men så” sagde Gellert og skiftede taktik. Han rettede sin stav mod Aberforth og sagde køligt:

”Dolor!”

Aberforth bukkede sig sammen i smerte og begyndte at skrige af smerte. Albus kiggede bange på Aberforth, inden han kiggede koldt på Gellert, som kiggede koldt tilbage. Albus kastede et hurtigt blik på Aberforth, inden han trådte foran sin bror. Han skød en besværgelse efter Gellert, som fløj langt ud på havet. Aberforth stoppede med at skrige og ømmede sig i stedet. Albus gik de få skridt der var hen til Aberforth og knælede ved ham. Uden ord, hjalp Albus sin bror op.

”Få fat i Ariana. Vi skal væk herfra” sagde Albus roligt, men Aberforth protesterede:

”NEJ!”

Gellert dukkede pludselig op foran dem, våd og med et koldt blik. Han strammede grebet om sin tryllestav og pegede på Aberforth. Aberforth fløj væk og Gellert vente sin tryllestav mod Albus. Inden Albus nåede at beskytte sig selv, fløj han langt op i luften under et: ”Ahhhhhhhh!”

Gellert kiggede op efter ham og Albus begyndte at falde. Da han var i den perfekte højde, slyngede han Albus væk, som for mod en klippe. Albus stod bare stiv som et bræt, indtil han fik sin arm rettet op og råbte:

”ARRESTO MOMENTOM!”

Han standsede i luften og faldt den lille højde der var, ned på jorden. Lige som han vendte sig om, sukkede han, da en stor kaskade af ild fór imod ham. Han ventede til det rette øjeblik, hvor han så sendte ilden op i luften og tilbage mod Gellert. Gellert sukkede irriteret og slog et magisk skjold op, for ikke at blive stegt. Lille Ariana, som stadig sad omme bag klippen, holdte sig for ørene med et klynk. Så højt!

 

Da Albus var oppe ved Gellert igen, kastede han en besværgelse, som bandt Gellert sammen med reb. Albus løftede ham op i luften og sagde: ”Du bliver sendt til Azkaban”

”Nej, jeg…” kom det fra Gellert inden han blev kastet tilbage af en besværgelse. Albus vente sig om og så Aberforth.

”Aberforth!” kom det strengt fra Albus. Aberforth holdte sin stav op og blev ved med at pege på Gellert med den.

”Lad ham dø her!” kom det hårdt fra Aberforth. I mellem tiden var Gellert kommet ud af rebene og blokerede en besværgelse, Aberforth sendte efter ham. De stillede sig alle sammen i kamp position. Albus og Aberforth pegede på Gellert, og Gellert pegede skiftevis på den ene fra den anden.

”Jeg har altid ønsket at gøre dette, Albus” sagde Gellert lavt og med et ondt, smalt smil. Albus sagde intet, men kiggede bare på ham, med et alvorligt udtryk i ansigtet. Ariana kiggede frem fra klippen og kiggede på sceneriet.

”Nå, hvem er først?” spurgte Gellert og kiggede fra den ene til den anden.

 

”MIG!” sagde Aberforth højt og kastede en besværgelse efter Gellert. Gellert beskyttede sig selv og Albus brugte lejligheden til at kaste en besværgelse, efter Gellert. De begyndte at skyde, Albus og Aberforth, mens Gellert blokerede for besværgelserne. En af besværgelserne fløj tilbage mod Gellert som sprang fra besværgelsen. Ariana nåede lige at dukke sig, inden den ramte hende. Sådan fortsatte de. Skyd, bloker, skyd, skyd, skyd, bloker…

 

Til sidst skød brødrene mod hinanden og besværgelserne satte sig sammen. De skød magikuglen mod Gellert. Gellert kiggede på kuglen som kom nærmere og nærmere. Han transfererede sig væk, lige inden den ramte ham. Albus og Aberforth kiggede sig rundt efter ham, inden Gellert dukkede op om bag dem. Han sigtede på Aberforth og sagde: ”Paralysius Totalus!”

Aberforth nåede ikke at blokere og han blev ramt. Han blev stiv som et bræt og væltede. Lige som Albus ville kaste en besværgelse mod Gellert forsvandt han og Albus sænkede sin stav en smule. Gellert dukkede op bag Albus, som lige nåede at vende sig rundt, inden Gellert overfaldt ham på muggler maner. De tumlede om i sandet og Gellert gav Albus tre knytnæver i ansigtet. Albus blødte ikke engang og Gellert blev noget forbløffet. Albus tog fat i Gellerts krav og gokkede deres hoveder sammen. Albus pande lige på Gellerts næse. Albus skød så en besværgelse lige i hovedet på Gellert som fløj væk fra ham. Albus satte sig op og kiggede på Aberforth. Albus fjernede paralysen og Aberforth åbnede sine øjne. De rejste sig begge op og Albus transfererede sig om bag Gellert, som også var kommet op og stå. Det hele gik så hurtigt at Albus ikke nåede at registrere hvad der skete: Aberforth skød mod Gellert, som sendte besværgelsen videre mod Albus, som så blev ramt. Albus faldt og Aberforth blev helt bleg. Han havde på en måde lige skudt sin bror! Aberforth fattede sig og skød en ny besværgelse mod Gellert. Den blev blokeret og Aberforth skød en ny. De to drenge skød og blokerede, indtil Gellert fik Aberforth til at falde ved en besværgelse. Aberforth kiggede bare på Gellerts stav, som var rettet mod ham. Det var næsten lige før Albus ikke trak vejret. Så nervepirrende var det.

”AVADA KEDAVRA!” råbte Gellert. Albus transfererede sig hurtigt op foran dødsbesværgelsen og råbte selv:

”EXPILLIARMUS!”

De to besværgelser faldt sammen til en stor magikugle og de to ældste drenge, pressede for at ”vinde”.

”HAR DU MISTET FORSTANDEN?” råbte Albus, for at overdøve lyden af de to besværgelser. Gellert svarede ikke.

”STOP DET!” råbte Albus igen og Gellert svarede, ved at smile ondt. Han pressede og magikuglen kom nærmere Albus. Albus gik i knæ og prøvede at holde besværgelsen. Han kastede et blik på Aberforth som stadig lå på jorden og tænkte på Ariana, som havde brug for hjælp. Albus kiggede tilbage på Gellert, og pressede igen. Albus rejste sig og magikuglen bevægede sig tilbage mod Gellert. Da Gellert ikke længere kunne holde den, sprang han til siden og landede i sandet. Besværgelsen sprang en klippesten og Ariana begyndte at forstå hvad der skete. De skændtes, meget alvorligt, og de brugte vold…

 

Aberforth kom på benene og pegede på Gellert, som var ved at rejse sig. Albus kiggede på Aberforth stav og trådte så op foran ham.

”Flyt dig, Albus!” sagde Aberforth og kiggede på sin storebror.

”Det kan jeg ikke” svarede Albus og kiggede sørgmodigt på Aberforth.

”Han vil dræbe dig!”, blev Aberforth ved, med en rystende stemme, ”Han vil dræbe flere!”

Gellert kom på benene og sagde højt: ”Albus!”

Ariana kom frem fra klippen og begyndte at gå i mod dem. Hun stillede sig et lille stykke fra dem, men ingen lagde mærke til hende. Albus vente sig med et suk, da Gellert igen råbte:

”KIG PÅ MIG, ALBUS!”

Gellert og Albus rejste deres tryllestave, og pegede mod hinanden. Ariana kiggede på dem med skræmte øjne. På samme tid råbte drengene:

”AVADA KEDAVRA!!”

Ariana skreg og løftede sine arme. Det gik næsten i slowmotion. De to besværgelser fløj ud af stavende. To små grønne lys. Alle tre drenge blev slynget baglæns og de to dødsbesværgelser gik ud af kurs. De vendte sig mod Ariana som intet nåede at registrere.

 

”ARIANA!!” råbte Aberforth og kom kejtet på benene. Han løb hen til sin lillesøster som lå i sandet. Han smed sig på knæ og løftede Ariana op i sin favn. Albus kiggede op. Han kunne høre Aberforth græde og skrige af smerte: ”ARIANA!! ARIANA!! ARIANA!!”

Albus skyndte sig på benene og løb hen til sine mindre søskende. Han knælede ved dem og holdte blidt fast i Aberforth skulder. Han kiggede langsomt om på Gellert som transfererede sig væk. Han skulle ingen ballade have! Albus vendte sig tilbage til sine søskende. Aberforth havde tårer i øjnene og på kinderne. Han hulkede dog ikke. I stedet sagde han:

”Hun sagde at hun ville være i sikkerhed. At hun ikke var i sikkerhed her”

Albus nikkede og sagde lavt: ”Det kan jeg huske”

Aberforth drejede sit hoved en smule og sagde: ”Det her er din skyld”

”Det ved jeg” sukkede Albus trist.

”Vi skal hjem” mumlede Aberforth og knugede Ariana ind til sig. Albus fugtede sin læber og forhindrede sig selv i at græde.

”Nå… Kommer du?” spurgte Aberforth en smule køligt. De transfererede sig væk og stranden var igen stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...