Den Gyldne Blomst

Adelina er halv engel og halv dæmon. problemet er bare at hun ikke selv er klar over det.
hun ved heller ikke helt hvad det er hun skal finde i englenes verden, nu hvor krigen er ved at begynde.
hvad er det for nogle underlige følelser der overmander hende og hvad laver hun i ærkeengelen Gabriels hus?

2Likes
0Kommentarer
549Visninger
AA

12. kapitel 3,2

Det hele virkede så håbløst. Men jeg ville ikke give op, der må simpelthen være et eller andet brugbart i denne bog.

Og ganske rigtigt. Efter 4 timer læsning fandt jeg endelig noget. Jeg skulle lige til at læse det da det bankede på døren, og Gabriel kom ind.

”Adelina. Maden er klar om lidt. Måske skulle du gå op og gøre dig klar, vi får nogle meget vigtige gæster. ” Det er helt utroligt at han kan sige så meget uden at fortrække så meget som en mine.

Jeg nikkede ”ja selvfølgelig. ” jeg skulle lige til at ligge bogen fra mig.

Gabriel kiggede på mig på den der underlige måde.

”Det behøves ikke. Jeg … jeg kan bare komme tilbage og læse videre en anden gang. ” jeg prøvede at se så uskyldig ud som overhovedet muligt, men det lykkes ikke helt.

”som du vil. ” var det eneste han sagde før at han forsvandt ud af døren igen.

Jeg bliver vist aldrig klog på ham. Men hvorfor skulle jeg dog også det? inden længe vil han være død.

Deres hus er enormt. Når vi overtager det hele vil jeg spørge min far om jeg ikke kan få huset her. Ja der skal laves et par ændringer, men ellers er det et fantastisk hus.

Jeg tog bogen under armen og gik igennem den store dør.

Ude i entreen virkede alt pludselig så koldt og mørkt. Trappen op til førstesal, hvor værelserne ligger, var så mørk og virkede ildevarslende. Det smukke røde tæppe, som havde pyntet trappen, var blevet midnatsblåt. Med glitterene stjerner. Noget tydede på at hvem der så end kom, var det ikke nogen englene brød sig synderligt om.

Jeg fik kuldegysninger bare ved tanken om, hvem der skulle komme i dag.

Med tunge skridt, og ujævnt åndedræt gik jeg videre. Jeg kan ligeså godt indse det, jeg er afsløret og de ville snart føre mig til forhør, hvis jeg ikke var forsigtig.

Under trappen var der en dør. Jeg havde endnu ikke fået mulighed for at se hele huset. Jeg burde ikke gå på opdagelse alene, men det var som om der en usynlig kraft der trak i mig. En kraft der førte mig imod døren. Jeg var som hypnotiseret. Jeg rakte langsomt hånden frem for at åbne døren, da jeg lige med et blev trukket drastisk væk. Jeg var lige ved at skrige, men en hånd lagde sig hurtigt over munden på mig.

”Shh… Adeline ikke skrige.

”Du er ikke velkommen der inde. Adelina” sagde Jude. Jeg vidste med det samme at det var ham, for han havde den der forførende tone i stemmen.

Jeg ville virkelig gerne give ham et kækt og flabet svar igen, men det var sådanset ret umuligt når han holdt så stramt om min mund.

”Du burde ikke gå alene rundt hernede. ” jeg var begyndt at blive svimmel. Jeg kunne ikke få luft. Jeg var nødt til at komme væk fra ham. Jeg måtte simpelhent finde på noget.

En plusende lyd opfangede min opmærksomhed og Jude træk mig med et hårdt ryk tilbage. Jeg skreg og remlede ind i kanten af trappen. Jude råbte noget på englenes ældgamle sprog, og alt eksploderede i lys. 

Mine øjne gjorde ondt og det føltes som om min hud brændte. Noget vådt løb ned af min kind, og jeg gispede efter vejret.

Den plusende lyd kom fra planten ved døren. Den lød højre og højre, og lige pludselig lød der et forpint og unaturligt skrig. En tanke slog hårdt ned i mig, og en pludselig impuls fik mig mod alt forventning op at stå.

Jeg stod lidt vaklende og ville bare gerne løbe væk og kæmpe videre, men jeg havde en fornemmelse jeg var nød til at følge.

”Jude. Det er slangen! ” råbte jeg alt jeg kunne. ” den er kommet tilbage! ”

Jeg trådte et skridt tilbage, som om jeg er bange, men jeg vidste præcis hvad det var jeg gjorde. Jeg reddede mit eget skind.

”Adelina løb op på dit værelse. Åben skabet i hjørnet og gå der ind, der er en dør gemt bag tøjet. Gå i gennem der og følg den lille gang. Når du når enden så løb alt du kan ned af trapperne og til højre. Der finder du min far og bror. De kan passe på dig ”

Han råbte så højt han kunne, men alligevel var det svært at høre og finde meningen i det.

Det tog et par sekunder før ordene trængte ind, og jeg begyndte at løbe. Jeg løb som død og pine. Avalon var et tåbeligt væsen. Den gjorde som dens herre bad den om men den lavede altid flere problemer end den gjorde gavn.

Jeg var næsten nede af gangen og kunne lige se døren der førte til mit værelse. Jeg var der næsen. Jeg skulle bare en lille meter mere.

Jeg nåede døren lige i det, at et mægtigt brag lød nede fra enden af trappen lød.

Jeg tænkte ikke engang over om der var sket noget. Jeg vidste det med det samme 

Jude var måske allerede død.

Jeg ved at det var den mest forfærdelig tanke jeg kunne få, men jeg håbende virkelig at han var død. Så skulle jeg aldrig mere se det besideriske blik, som han altid sendte mig når jeg var i nærheden.

Ja hvis Jude var død ville det hele blive meget nemmere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...