Den Gyldne Blomst

Adelina er halv engel og halv dæmon. problemet er bare at hun ikke selv er klar over det.
hun ved heller ikke helt hvad det er hun skal finde i englenes verden, nu hvor krigen er ved at begynde.
hvad er det for nogle underlige følelser der overmander hende og hvad laver hun i ærkeengelen Gabriels hus?

2Likes
0Kommentarer
549Visninger
AA

9. kapitel 2,3

Solens stråler remmer mit ansigt igennem det store vindue. Jeg ømmer mig lidt efter en lang og pinefuld, tur ind i mørket. Og jeg er bare lykkelig over at kunne se lyset igen. Jeg ved jeg ikke er alene. Jeg vil aldrig skulle være alene mere. Jeg ved at han sidder på kanten af den store himmelseng og at han bare venter på at jeg skal komme til mig selv. At jeg skal blive klar til at stole på ham og lade ham hjælpe mig. Jeg har ikke lyst til at gi´ til kende at jeg er kommet til mig selv igen. Jeg ønsker bare at han skal være her hele tiden. Her sammen med mig. Men du kan ikke blive her, skriger min underbevidsthed til mig, men jeg lader som om jeg ikke kan høre den.

”Jeg ved godt at du er vågen” hans stemme lød som musik i mine ører. ”Du skal bare tage dig al den tid du har brug for. Jeg er lige her. ” jeg vender mig om og ser på ham. Hans smukke ansigt stråler i lyset fra solens stråler, og mit hjerte banker så højt at jeg overvejede om han kunne høre det.

”Du er her endnu” min stemme var sløv efter mørkets omfavnelse, og jeg var i tvivl om at han kunne høre den, men det kunne han selvfølgelig.

”Ja Adelina. Jeg er her stadig, som lovet. ” hans stemme var blid, som den sødeste musik og jeg kunne ikke lade være med at sukke.

”Du er ikke alene mere. Jeg er her og jeg vil altid være her for dig. ”

Jeg ved ikke hvorfor, men mit hjerte sank helt ned i maven på mig da han sagde det.

Han sagde det jeg ønskede, men det var umuligt. Vi ville aldrig kunne være sammen. Vi er fra to forskellige verdner. To verdner der aldrig kunne forenes. Det var det min far havde lært mig. Det og at kærlig er det samme som at tilintetgøre. Jeg så væk, satte mig op, og vidste at tårende snart ville komme strømmende. Jeg ville bede ham om at gå. Jeg ville gerne være alene, men jeg kunne ikke få et ord frem. Han ved jo at det er umuligt. Han ved jo ikke at jeg snart vil forråde ham, og at vi (os dæmoner) vil overtager herredømmet, både i denne verden og i menneskenes verden.

Det var der at det gik op for mig at jeg ikke kunne gøre det.

Jeg kunne ikke fuldføre missionen.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jer er forelsket i ham.

Han rejste sig op og stillede sig lige foran mig. Jeg kunne fornemme hans rolige blik der hvilede på mig. Det hvilede på mit ansigt, der var skjult i mine kolde hænder.

Det var som om han kunne se igennem mine hænder. Igennem mine, tåre og se det lille håb der stille blomstrede inderst inde i mig. At han vidste at der endnu var et ønske om at være fri og glad, inden i mig. Det var en mærkelig følelse. Den var så intens. Så fuld af håb, glæde og kærlighed.

Han lagde sin hånd på min skulder og gav den et lille kærligt klem.

”Alt skal nok blive okay. ” hans stemme var ganske stille og utrolig blid.

Det var helt ufatteligt, at han troede så meget på mig.

Oh… hvordan skulle jeg dog komme ud af det her igen?

Han satte sig på hug over for mig, og tog mine hænder i sine, før han hørte dem væk fra mit ansigt.

Han øjne strålede. Ja nærmest lyste af tro, håb og et eller andet, som jeg ikke lige kunne sætte en finger på.

”skulle vi ikke gå en tur? Så vi kan få lidt tid til at finde ud af alt det her”

Jeg kunne ikke rigtig gøre andet end bare at nikke og følge med ham, da han førte mig over til det store skab.

 ”det er ved at blive lidt køligt der ude på den her tid, så vi må hellere finde dig en jakke. ” han smilede og fandt en rød vindjakke frem, der ville vise mine former frem på en afslappet måde.

De eneste sko jeg havde, var de gamle slidte sandaler, som de gik med i Ægypten nede på jorden, men Azreal lovede at vi skulle finde nogle af de nyeste sko man kunne få.

Jeg hoppede i sandalerne, tog jakken på og fulgte efter ham ud af værelset.

Vi gik ned af gangen med de mange malerier og jeg stoppede automatisk ud for billedet af Gabriel og min far. Jeg kunne ikke rigtig forklare hvorfor. Der var bare noget der ikke ville eller ikke kunne give mening, med det.

”Adelina er du Okay? ”

Hans spørgsmål nærmest flåede mig ud af mine tanker og sendte mig tilbage til den virkelige verden.

”Oh... ja. Ja jeg er okay. Skal vi gå videre? ” min stemme var lidt hæs, men det lagde han vist ikke rigtig mærke til.

Han så så på mig lidt, som om der var et eller andet som han ville sige, men besluttede at lade være. Han tog min hånd og mit hjerte sprang et slag eller to over.

Vi gik hånd i hånd ned af gangen, på vej hen til trappen.

Nede i entreen kunne vi høre højlydte råb. Jeg veg tilbage af instinkt. Og mærkede en arm der strammede rundt om mig og holdt mig tryg.

Der var en dør ude til venstre og ud gennem den kom Gabriel og Jude råbende ud.

”Jamen det kan du da ikke mene! ”

”Jo Jude! Det er lige hvad jeg kan! ”

”Jamen hun er jo lige kommet! Du kender hende jo ikke engang! ”
”Nej det kan godt være, men hun…” det var vist der at de så os. Azreal og jeg, stod der som stivnet på stedet. Det var som om vi havde gjort noget vi ikke måtte.

Og de stod bare der og så på os, som om intet var sket.

Gabriel rømmede sig. ”Azreal. Adelina” han nikkede med hoved ved hvert navn. ”hvor er i på vej hen? ”

Azreal slap mig og jeg gik et skridt til siden. Vi stod nu side om side og så over på Gabriel og Jude. Judes blik var nærmes klisteret fast på mig. Og et lusket smil bredte sig langsomt frem på hans ansigt.

Men der var et eller andet i hans øjne. Noget der nærmest virkede, som medlidenhed. Men hvorfor skulle han dog have medlidenhed med mig? hvad var det de vidste, som jeg ikke vidste at jeg vidste?

”Vi var på vej ud at gå en lille tur” sagde Azreal ”Adelina har været her i et stykke tid og har ikke været udenfor siden hun kom, så jeg tænkte jeg ville ledsage hende ud til parken. ”

”meget vel Azreal, men siden hun kom hertil har du og Jude forsømt jeres pligter”

”Jamen hun havde brug for… ” begyndte Azreal, men Jude brød ind.

”Det der kan du godt spare dig for besværet med, jeg har selv lige forsøgt det. ”

”jeg skal nok personligt sørge for vores æret gæst vel og ve” sagde Gabriel og kiggede over på mig. ”Det er jo mig der har bragt hende med her til, så det er min pligt at sørge for vores skønne Adelina har alt hvad hun har behov for. I hvert fald indtil vi har fundet ud af hvad vi skal gøre. ”

”Jamen far. Hvordan vil du finde ud af det? ” Azreal og Jude havde for første gang jeg var kommet her til sagt noget der handlede om mig og i den præcis samme sætning.

”Ved at spørger selveste Herren til råds. ” svarede han.

Det var som om jeg slet ikke længere var til stede. Jeg fik en kæmpe klude i maven, og havde det som om jeg var ved at synke ned i jorden og drukne i jord og rødder.

Men jeg var fast besluttet på ikke at vise hvor utilpas jeg følte mig.

”Azreal og Jude. Jeg vil bede jer om at gå ud og ordne de pligter i har for dagen, og de pligter som i begge har forsømt. ”

”Jamen far... ” begyndte de.

”Der er ikke noget jamen. ” Det var første gang jeg havde set Gabriel se hård ud, ”afsted med jer! Nu! ” hans stemme var godt nok hård, men jeg kunne tydeligt fornemme kærligheden der lå bag de ellers så hårde ord.

”Far. Om forladelse, men hvad så med Adelina? Skal hun bare være, som fanget her inde i huset? ” Azreal sagde noget, men jeg ville ikke gå i panik. Jeg måtte bare ikke gå i panik.

”Nej Azreal, jeg skal nok personligt tage mig af hende. ” sagde Gabriel og så på mig med et blik, som jeg ikke kunne tyde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...