Den Gyldne Blomst

Adelina er halv engel og halv dæmon. problemet er bare at hun ikke selv er klar over det.
hun ved heller ikke helt hvad det er hun skal finde i englenes verden, nu hvor krigen er ved at begynde.
hvad er det for nogle underlige følelser der overmander hende og hvad laver hun i ærkeengelen Gabriels hus?

2Likes
0Kommentarer
553Visninger
AA

7. kapitel 2,1

Han så bare på mig, med et undrende blik.

”Er der noget galt? ” min stemme var overraskende rolig. Han gik over og satte sig i stolen ved siden af sengen. Han sagde intet. Hvad var det han tænkte på, siden det gjorde han så tavs?

Jeg satte mig ret op, smed benene ud over sengekanten og skulle til at rejse mig da han sagde: ”Læg dig ned” hans stemme var rolig, men den virkede også ret anspændt. 

”Hvad er der galt? ”

”Læg dig ned Adelina! ” hans stemme var blevet hård og koldt. Jeg kunne ikke bare forstå noget af det der skete lige nu. Hvad var det han ville have ud af at jeg lagde mig ned.

”Adelina du har tydeligvis brug for mere hvile end jeg først havde troede. Læg dig ned og prøv at få noget hvile” Hans stemme var igen blevet blid og forstålig, men det var meget svært at finde ud af hvilket humør han var i.

 

Efter at han havde forladt rummet, satte jeg mig igen op. Der var noget der ikke føltes helt rigtigt. Og ikke, helt rigtigt” som i, jeg er en dæmon der nærmest er fanget i englenes kvalmende verden”. Nej det var noget der havde ændret sig i englenes holdning og fremgangsmåde. Men hvad kunne jeg ikke helt finde ud af.

Jeg kunne ikke bare ligge mig ned igen. Ikke med denne skrammende følelse i maven.

Azreal havde sagt at jeg kunne stole på ham, men turde jeg tage den chance? Hvad ville der ikke, kunne ske, hvis han snød mig? Men samtidig syntes jeg ikke at han virkede uærlig. Han virkede faktisk sød og forstående.

Nej. Nej… jeg måtte ikke miste fokus. Jeg måtte vinde hans fulde tillid, og jeg vidste lige præcis hvordan jeg skulle klare det.

Klokken var 22:30 da jeg endelig lagde mig i sengen igen. Jeg var træt efter en lang dag med udspekuleret planer for hvordan helt præcis jeg skulle vinde Azreals tillid.

Det ville være nemmere sagt end gjort.

 

Natten var fuld af de, underliste lyde. En gren der knirkede i det fjerne og vinden der susede omkring lige uden for mit vindue. Jeg havde aldrig troet at der ville være lyde her om natten. Det mindede mig næsten om mit hjem. Men det her var ikke mit hjem, og det ville det heller aldrig blive.

Jeg lagde min kind i den ene hånd og mærkede en fugtig masse. Jeg var begyndt at græde. Dette var jo latterligt. Selvfølgelig ville dette blive mit hjem. Jeg skulle bare lige arbejde lidt for det.

En hvislende lyd fangede min opmærksomhed. Jeg lod langsomt mit blik vandre rundt i værelset i håb om at finde frem den underlige lyd. En lille slange snoede sig ganske forsigtigt op på sengen. Dens mørke øjne røbede den, det var ikke en almindelig slange. Det var min brors budbringer. Avalon. Det var det navn han kaldte den. Avalon, så på mig med de mørkest øjne, det var som om jeg blev til is, så mørkt og koldt var dens blik. Men den skulle ikke tro at jeg var bange for den, så jeg rettede mig bare op og stirrede den lige ind i mørkets dyb.

”Hvad vil du Avalon” min stemme var rolig men bestemt, jeg ville gøre det helt klart at jeg forventede et svar.

Slangen kiggede på sengen og så tilbage på mig igen. Jeg lagde mig roligt ned og halvt forventede et bid der skulle forgifte mig så det ville blive lettere at komme tæt på Azreal. Men Avalon havde åbenbart andre planer han snoede sig langsomt rundt om min hals og begyndte at klemme mine luftrør i stukker. Jeg forsøgte at skrige, men der kom kun en pibene lille lyd over mine læber. Det begyndte at sortne for mine øjne og pludselig gav slangen min luft igen. Jeg faldt om, ned på gulvet. Avalon snoede sig over imod mig, med ondskaben i sine øjne.

Døren sprang om. En eller anden måtte havde hørt mig falde og være kommet op for at se til mig. Jeg hørte en råbe og en lillepiges skrig. Og der kom smerten Avalon havde bidt mig, som havde han hørt mine tanker da han kom. Nu ville det ikke vare længe før det hele ville falde på plads.

”Adelina” råbte en mandestemme og så blev alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...