Den Gyldne Blomst

Adelina er halv engel og halv dæmon. problemet er bare at hun ikke selv er klar over det.
hun ved heller ikke helt hvad det er hun skal finde i englenes verden, nu hvor krigen er ved at begynde.
hvad er det for nogle underlige følelser der overmander hende og hvad laver hun i ærkeengelen Gabriels hus?

2Likes
0Kommentarer
551Visninger
AA

6. kapitel 1,5

Jeg ved ikke hvor længe vi havde siddet der, men det føltes kun som ganske få minutter, da det endnu engang bankede på døren. Vi rørte os ikke ud af stedet. Endnu en banken, og denne gang bevægede Azreal sit hoved, så hans læber fandt mit øre.

”Adelina. Kan du fremtvinge falske tåre eller græder du stadig? ” hans stemme var så lav at det kun var mig der kunne høre den.

”ja. Ja jeg kan godt fremtvinge tåre, men hvorfor skulle jeg gøre det? ” min stemme skælvede stadig.

”for at undgå at finde på en kæmpe løgn, som Jude vil kunne gennemskue” sagde han. Jeg kiggede op på ham, og smilede.

”Og du tror du kan finde på en løgn, som din bror ikke vil kunne gennemskue? ” Jeg var endelig ikke i tvivl om at Azreal ville kunne finde på en bedre løgn end jeg kunne, men jeg vidste stadig ikke helt om han var til at stole på.

”Ja Adelina jeg ved hvad han tror på og ikke tror på, du skal bare fremtvinge et par tåre. ” han så over mod døren, han råbte ikke han talte dårligt nok, men det var nok til at Jude kunne høre det og kom ind. Det tog mig kun et halvt sekund at fremtvinge de tåre Azreal havde bedt mig om. Jeg gemte hovedet ind til hans hulning mellem halsen og skulderen, som om jeg var flov over at græde. Hvilket jeg normalt ville være, hvis ikke Azreals tilstedeværelse gjorde et eller andet ved mig.

”Hvad sker der her? ” Judes stemme fyldte rummet med sit evige begær. Jeg kunne høre ham komme tættere på. Azreal rykkede lidt på sig, men sørgede for at mit ansigt stadig var lidt skjult. ”Jeg kom med den aftenkjole Gabriel bad mig om at give hende og fandt hende grædende, sådan her. ” Jeg var positiv overraskede over hvor overbevisende han lød. Han måtte havde løget over for Jude masser af gange før.

Da Jude igen talte kunne jeg høre bekymringen i hans stemme, men noget sagde mig at den var falsk. ”Har du fundet ud af hvad der er galt? ”

”Ja hendes forældre blev dræbt af dæmonerne. Efter det hun fortalte mig var det nådesløs. Hun var ikke ret gammel da hendes forældre ville vise hende menneskenes verden. Men de nåede ikke langt før dæmonerne angreb. Hun så det hele ske´. ” hans historie virkede så virkelig. Den måde han fortalte om det på, fik virkelige tåre til at strømme ud, og jeg begyndte at hulke. Nu var jeg sikker på at virke overbevisende.

”Hun så det hele ske´ Jude. Hendes far kæmpede for at beskytte hende og hendes mor, og hendes mor gemte hende i menneskenes verden og blev derefter selv dræbt. ” Azreals stemme lød bedrøvet. Som om det virkeligt var sket. Jeg hulkede endnu engang.

”Det er jo forfærdeligt. ” Judes stemme lød mere oprigtig nu. ”Adelina? Er du okay? Skal jeg komme op med noget mad til dig? ” for mange spørgsmål. Han var ude på noget, men hvad? Hans stemme havde indehold begær, men var det sex han var ude efter? Måske. Eller måske var det noget helt andet han var ude efter, men hvad var det så?

”Ellers tak Jude. Jeg vil bare lige komme mig oven på… ” min stemme knækkede over.

”Jude gider du ikke dække bordet, så sørger jeg for at Adelina bliver okay igen. ” det var tydeligvis ikke et spørgsmål, men en ordre Azreal sendte ud.

”Bare fordi du er dødens engel, skal du ikke give mig ordre! ” Jude var rasende nu og det gjorde mig bange, så jeg begyndte at ryste, og uden at tænke over det klemte jeg mig tættere ind til Azreal. Og han lagde sine arme tætter og mere beskyttende om mig. ”Jude! Du skræmmer hende. Gabriel sagde udtrykkeligt at hun skulle havde det godt her, vil du virkelig gå imod hans ordre? ” Azreal havde en vis magt her, det var tydeligt. Men var den magt nok til at holde mig i live? og kunne jeg egentlig stole på ham?

Uden et eneste ord mere, gik Jude og jeg hørte døren smække i. jeg havde ikke lyst til at fjerne mig, men hvis jeg ikke gjorde det ville jeg udvise svaghed og det ville være en af de værste ting jeg kunne gøre.

Jeg rettede mig op og tårerne trillede stadig ned af mine kinder. Men jeg hulkede heldigvis ikke mere.

”Det klarede du godt Adelina. Han har ingen mistanke til dig nu eller foreløbigt. ” Azreal lænede sig langsomt frem. Hvad var det lige der var sket, og hvad var det der skulle til at ske nu?

Langsomt nærmede han sig. Det var som om han ville give mig en chance for at sige stop, men hvis jeg gjorde vidste jeg ikke hvad der ville ske.

Hans læber var kun ganske få centimeter fra mine da han stoppede op.

”Det her er ikke det du vil vel? ” hans stemme var hæs. Det var som om det var dette han havde ventet på hele sit liv.

Jeg havde lyst til at sige sandheden. At det var lige det jeg ville, men jeg kunne ikke.

”Jeg beklager Azreal, men jeg ved ikke hvad jeg selv vil. Jeg ved kun hvad jeg skal. ”

Jeg vidste min stemme afslørede at det var en stor løgn, men jeg var ligeglad.

”Adelina jeg ønsker at du skal forstå at du kan komme til mig med alt, jeg kan hjælpe dig væk fra dæmonerne inden i dig og befri englen der ligge i skjul dybt i dit indre. Men jeg kan kun gøre det hvis du selv er villig til det... jeg går ned og hjælper de andre. Hvis du ikke har lyst til at komme ned, kommer jeg op med noget mad til dig.

Han var virkelig speciel. Det måtte jeg give ham. Han var helt sin egen.

 

Der var råb i det fjerne. Nogle skreg. Et flammehav mødte mig da jeg åbnede mine trætte øjne. Der stod en skikkelse, lang ude i de brusende flammer.

”Adelina… ” sagde han. Jeg vidste at det var en mand. Jeg kunne genkende hans stemme hvor som helst. Min far.

Af vane, respekt og mest af alt frygt satte jeg mig på knæ. ”Far jeg... jeg har ikke opfyldt… min… min opgave endnu… ” min stemme skælvede. Man vidste aldrig, hvad han ville gøre med dem der skuffede ham.

”nej. Du gjorde mere. Nu skal du… dræbe ham. ” stemmen var fjern, men tydelig.

”Jeg… jeg forstår ikke… ” en bevægelse lige foran mig fangede min opmærksomhed.

Jeg sænkede langsomt blikket. Selv om der var flammer overalt, var skikkelsen dækket af mørke. Det mørke spind min fars dødsedderkopper laver.  Øjnene jeg fik øje på var ikke til at tage fejl af. De blågrønne øjne. Det Var Azreal.

Jeg sprang tilbage og råbte af mine lungers fulde kræft.

”Hvad har du gjort ved ham...? ” min stemme var panisk. Min far forholdt sig tavs.

”Far! Hvad har du gjort ved ham?!”. Han blottede tænderne i et selvtilfreds smil.

”Jeg har ikke gjort noget. Det har du selv. Og nu dræb ham! ”.  Jeg kunne ikke fatte det han havde sagt, jeg ville aldrig kunne få mig selv til at gøre ham fortræd.

Jeg vidste godt at det var en svaghed, men jeg kunne ikke gøre for det, så jeg var ligeglad.

”jeg ville aldrig… ” jeg blev med et stum. ”Min opgave. Det var at få staven, men du ville også have jeg blev voksen og den prøve går ud på at slå en engel ihjel”. Overraskende nok var der en masse foragt i min stemme.

Min far så bare afventende på mig. Der var kun et at gøre. Jeg var datter af Lucifer. Spindet skulle adlyde mig.

”Slip ham FRI! ” edderkopperne hvæsede, men adlød den direkte ordre. Jeg faldt ned foran ham, for at sikre mig at han var okay. Og før jeg vidste af det blev jeg ramt at noget hårdt. Og en stemme råbte ”forræder… ‘’

Der var nogle der rystede i mine skulder.

”Adelina… Adelina vågn op… ” jeg havde ikke lyst til at åbne øjnene, hvis det jeg lige havde set var en forudsigelse, ville jeg lade det hele gå sin gang, men denne gang skulle det være uden mig.

”Adelina… kan du høre mig? ” jeg kunne ligesom fornemme at jeg gav en lille lyd fra mig, for det næste jeg hørte var ”hun er ved at vågne” det lød som Gabriel, men jeg fornemmed langsomt at der var mange flere og med mange flere mener jeg fire.

”Nej hun er ikke” sagde jeg i et sløvt tonefald og lagde mig om på siden.

En let brummen fortalte mig at de stod og grinede, men der var en latter der manglede. Og det var det der gjorde mig utryg. Gabriel. Jeg kunne hurtigt blive utryg når det var ham, der var tilstedede eller ikke tilstede. Jeg var lidt usikker i min sag.

”Adelina. Er du Okay...? ” det var Jude der spurgte denne gang, og jeg havde lyst til at vende øjne af ham.

”Ja selvfølgelig er jeg det. Hvorfor skulle jeg ikke være okay? ” jeg åbnede langsomt øjnene, satte mig op, og kigge rundt på dem alle. Alle var der. Selv Gabriel, der så undersøgende på mig. 

”Du har ligget og kastede dig rundt … vi blev bekymret. ” Max forholdt sig tavs og så op på sin ældste bror. Jude var maget tæt på mig, og jeg havde lyst til at skubbe ham væk, men turde ikke rigtig.

”Azreal og Jude gå ud til træet og hjælp de nye menneskesjæle med at få fred.” Gabriels stemme udstrålede en stor magt, og jeg var imponeret over at de ikke gik lige med det det samme. ”Hvad med mig far? ” Maximus var åbenbart ivrig efter at komme ud og hjælpe andre, jeg forstod det ikke.

”Tag med dine brødre. De skal nok lære dig alt det du får brug for, og lidt mere til. ”

Gabriel lød irriteret, men forhold sig mild og forstående.  

”okay far… ” Maximus spurtede ud af døren og forsvandt, og Jude og Azreal fulgte efter. Tilbage var der kun mig og Gabriel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...