Den Gyldne Blomst

Adelina er halv engel og halv dæmon. problemet er bare at hun ikke selv er klar over det.
hun ved heller ikke helt hvad det er hun skal finde i englenes verden, nu hvor krigen er ved at begynde.
hvad er det for nogle underlige følelser der overmander hende og hvad laver hun i ærkeengelen Gabriels hus?

2Likes
0Kommentarer
544Visninger
AA

5. Kapitel 1,4

Huset var endnu smukkere indeni end udenpå. Da vi trådte ind af døren mødte en kæmpe entré os. Den var smukt udpyntet med diamanter og det fineste flisegulv.

”Ja selv vi engle må jo følge med de nye tider, vi gør det bare med lidt mere stil. ” sagde Gabriel og sendte mig et lille stolt smil. Jeg overvejet at sige at det ikke var sådan at menneskenes huse så ud indeni, men kom helt væk fra tanken da en dreng kom om hjørnet. Det måtte være Gabriels mellemste søn. Han så ud til at være lidt ældre end mig, men nok kun et par år. Han havde skinnende blondt hår og blågrønne øjne. Han var omkring et hoved højre end mig. Han havde brede skulder og en kraftig brystkasse. Mit hjerte slog et slag over og gik så i gang igen med dobbelt tempo. Han var så smuk, men på en eller anden måde, virkede han dobbelt så farlig som Jude havde virket. Han var smuk, men farlig. ”Adelina dette er min sidste søn.” Gabriels stemme gav et set i mig. ”Hej” sagde jeg og følte rødmen stige op i mine kinder.

Han så lige på mig med de smukke blågrønne øjne. Han rakte armen frem, tog min hånd og kyssede den. ”Det er mig en stor ære at møde dem… ”

”Adelina” sagde jeg. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

”Adelina. Sikke et smukt navne” han smilede ”jeg hedder... ” Gabriel afbrød ham.

”Jeg tror Jude har brug for hjælp med vasketøjet. Går du ikke lige ud og hjælper til? ” hans stemme var hård, men der var intet ondskabsfuldt over den. Drengen kastede et sidste blik på mig, nikkede til sin far og gik ud af døren.

”nå lad mig vise dig dit værelse” han førte mig op af en stor og smuk trappe, og ned af en gang med en masse billeder. Jeg kiggede så meget jeg kunne. Alle billederne vidste en historie. Om de første engle og den smukke kvinde Gud havde skabt. Jeg lagde mærke til at en af englene lignede min far på en prik. Jeg kunne ikke lade være det føltes som om spørgsmålet bare fløj ud af munden på mig: ”hvem er de to engle? ” Gabriel stoppede op og kiggede på billedet. Den der står til højre er mig min unge ven og ham der står over ved træerne er... ja man kan nærmest kalde os brødre han hed Lucifer, det betyder lysets engel” så var det min far, han havde selv være ten engel og nu hader han dem som pesten.

”Hvad skete der? ” min far ville blive rasende senere fordi jeg blander mig i hans fortid, men jeg var ligeglad.

”Det er en længere historie. Men det korte af det lange er at han stjal mit livs kærlighed. ” han så på mig med nysgerrige øjne ”du ligner hende ret meget nu, hvor jeg tænker over det. Du har hendes øjne og hendes hår. ” Sagde han

”Hvad skete der med hende? ” al min nysgerrighed vågnede op da han sagde det. Det måtte være min mor. ”Adelina, jeg syntes du skal se dit værelse og så give dig selv ligt tid til at tilpasse dig hjemmet, og så ses vi alle sammen til aftensmaden. ” han begyndte at gå ned af den lange gang igen. Jeg havde så mange spørgsmål, men ingen svar. Jeg fulgte efter med sænkede blik. Tæppet i gangen var lysegråt, og væggene var helt hvide. Gabriel var standset ned forenden af gangen døren var lavet af egetræ og havde de mest smukke udskæringer jeg i mit liv havde set. Det var som om udskæringerne symboliserede hvert af de fire elementer. ”Dette er dit værelse” sagde han og åbnede døren. Og et kæmpemæssigt rum befandt sig kun to skridt fra hvor jeg stod. Det var fantastisk.

Det var pyntet med kæmpe røde gardiner og, de der panoramavinduer, var så smukke.  En stor dobbeltseng med silkesengetøj og, en smuk gammeldags olielampe på det lille antikke natbord. Jeg gik stille ind i værelset, og kunne ikke rigtig komme mig over at det var her de ville have at jeg skulle sove og bo.

”Nå jeg skal lige ordne nogle få opgaver, jeg skal havde fuldført. Jeg sender en til at hente dig til middagen. ” Sagde han. Bukkede og gik ud af den ligeså smukke dør.

Jeg gik over til den smukke seng, og havde ikke rigtig løst til at sætte mig på det smukke perfekte silke på sengen. Men jeg havde gået flere kilometer i dag og kunne snart ikke stå op mere. Jeg havde gået rundt sammen med Gabriel og set en stor del (eller det var nok kun en lille del) af paradishaven. Jeg havde oplevet så meget, men jeg havde stadig ikke fundet denne Azreal. Eller havde jeg? Var det han den smukke dreng der skulle hjælpe sin bror med vasketøjet? Eller var det en anden.

Jeg vidste det ikke. Men en ting var sikkert. Den mystiske dreng fik mit hjerte til at slå dobbelt så hurtigt, som normalt.

 Jeg var faldet for ham og det var en kæmpemæssig fejl. Dæmoner blev ikke forelsket.

Det kunne vi ikke. Vi blev sat sammen af min far. Det vil sige at næsten alle piger blev til min fars små ludere, men det var ikke ligefrem alle der var glade for det.

Jeg derimod må ikke få nogen mage fordi jeg er den eneste datter der kan komme igennem englenes lys.

Det bankede på døren. Den lille lyd var nok til at få mig helt ud af mine mange tanker. Jeg havde ikke lagt mærke til at jeg havde sat mig på den smukke seng. Og at gardinerne var blevet trukket for. Jeg rejste mig op og gik forsigtigt over til døren, der var da ikke gået synderligt lang tid. Var der? Var jeg faldet i søvn?

”Adelina? Er du der? ” hans stemme var ikke til at tage fejl af, det var ham. Det var Azreal.

”Øh. Ja. Jeg... jeg er her. ” Jeg gik så stille og hurtigt over til vinduet som muligt, trak gardinerne fra og satte mig i vindueskarmen. ”Bare kom ind.” døren gik stille op. Der kom ikke så meget som en knirkende lyd derfra. Jeg kiggede op. Han stod kun ganske få meter fra mig. Han var jo så smuk, på en maskulin måde, og hans øjne lyste af venlighed og noget jeg ikke kunne tyde.

Jeg havde lyst til at kaste mig i hans arme og sige>>jeg elsker dig <<, men det var ikke en mulighed. Jeg var et af de væsner der ikke var i stand til at elske. Jeg sænkede i respekt mit blik og bøjede hovedet en anelse med.

”hvad er der galt? ” hans spørgsmål kom bag på mig.

”ikke noget... jeg... jeg... ” jeg rødmede og kiggede nu helt ned i gulvet. Han måtte da vide at jeg ikke var som dem nu. At jeg ikke var en af de mange englepiger.

”Du skal ikke være bange Adelina jeg bider ikke. ” sagde han og begyndte at grine, da jeg kiggede op.

”jeg er ikke bange for om du bider mig. ” min stemme var fast på overfladen, men hvis man gravede bare et par centimeter ned i min hårde facade ville man finde mit sande jeg, med alt min usikkerhed. Hans blik fandt mit og han så pludselig alvorlig ud. ”Hvad er det så du er bange for? ” han var ved at finde ud af det. Jeg måtte gøre noget, men hvad?

”Adelina? ” jeg kunne ikke svare. På den ene side kunne jeg ikke få mig selv til at lyve for ham, men på den anden side kunne jeg risikere at blive dræbt, hvis jeg ikke løj. ”Jeg er ikke bange for noget. ” Sagde jeg. Han så stadig på mig, men han var kommet tættere på nu.

”Det er jo ikke sandt Adelina. Alle er bange for noget, selv dig. ” han var kommet helt hen til mig. Og hans øjne funklede, som de tusinde stjerner.

”Okay. Hvad er du så bange for? ” jeg kunne ikke tro det. Han stod og sagde at alle kunne være bange, og ikke bare kunne, men var bange for et eller andet. Hvad var det så han var bange for. Og hvorfor?

”jeg... jeg har ikke lyst til at snakke om min frygt” han virkede usikker nu. Jeg havde fået han ud hvor han ikke kunne bunde.

”Men hvis du ikke har lyst til at snakke om hvad det er du er bange for, hvorfor skulle jeg så have lyst til at snakke om hvad det er jeg er bange for? ” min stemme var meget mere sikker og stærk nu.

”du kiggede ned og viste dermed tegn på at du var bange for noget lige i det øjeblik. Og jeg spørger om hvad det er for at kunne hjælpe dig. ” hans stemme var sikker og stærk igen. Det var så mit korte højdepunkt, hvor det var mig der havde kontrollen og mistede den igen. Typisk mig.

”Jamen hvad nu hvis du ikke kan hjælpe mig. Eller at jeg ikke ønsker hjælp? ”

”Hvis du ikke ønskede hjælp ville du ikke være en engel” Hmm 1-0 til ham.

”Det har du ret i” måtte jeg tøvende indrømme, for det var jo ham der vidste bedst på dette område.

”Du tøvede. Du klare dig ikke her hvis du ikke kender til englenes natur Adelina. ” hans stemme var meget alvorlig nu.

”Hvad mener du? ”

”jeg mener at en dæmon med engleblod i årene ikke kan klare sig i englenes verden, hvis den ikke kender til englenes natur. ” sagde han.

”du tror altså at jeg er en dæmon? ” min stemme antyde at jeg mente at det var latterligt.

”Adelina. Jeg tror ikke jeg ved at du er opvokset som en dæmon. Men du er også halv engel, så jeg mener du fortjener en chance for at vise at du ikke er som de normale dæmoner. ” jeg kunne ikke tro det.

”Og hvor ved du så det fra? ” spurgte jeg og tilføjede ”spurgte hun fornærmet. ” jeg så på ham, med det jeg håbede var vrede og fornærmede øjne. Han sukkede og gik over til sengen, med de smukke udskæringer.

”Må jeg sætte mig? ” Hans spørgsmål kom bag på mig. Jeg havde ikke regnet med at englene ville behandle en dæmon med den form for respekt. Jeg havde ikke engang i mine vildeste drømme kunne forestille mig at englene ville respektere en dæmon overhovedet. ”Gør som du vil. Det her er jo ikke min verden. ” sukkede jeg og vendte mit blik ud af vinduet. Det hele var så smukt, og jeg hørte ikke til her. En lille dråbe vand ramte min håndryg. Nej. Nej, det skete ikke. Jeg var bare ikke ved at begynde at tude. Det måtte jeg bare ikke. Sådan nogle som mig tuder ikke.

Det var nu mere ønsketænkning end virkelighed. Dæmoner græder næsten ikke. Vi græder ikke af fysisk smerte, men af psykisk. Jeg havde oplevet min far græde over tabet af min mor, næsten hver nat. Men han græd aldrig når det kom til fysiske sår. Min mor. Tanken om at det var mig der havde dræbt hende da jeg blev født, var næsten ubærligt. Jeg havde ikke fået en chance for at møde hende. Jeg havde ikke fået en chance for at lære noget af hende. Og vigtigst af alt, havde jeg ikke fået muligheden for at se hende lyse af liv.

”Adelina. ” Han lød oprigtigt bekymret. Og det fik mig til at græde endnu mere. Hvorfor skulle det her ske´. Hvorfor skulle jeg lige forelske mig i en engel, der sandsynligvis ville slå mig ihjel når han fandt ud af, hvad det var jeg var ude på?! Livet er ironisk.

”Adelina. Du må ikke græde. ” hans stemme var rolig, men også bekymret. ”Der sker dig ikke noget. Du har et valg, og det valg skal redde dig. ” han løj. Det måtte være en løgn. Der var ingen vej tilbage. Jeg havde besluttet mig dengang min mor døde. Jeg ville hjælpe min far, med at finde en lykke. Det måtte jeg bare.

Jeg vidste hvad jeg måtte gøre for at opnå mit mål. Jeg måtte lyve for ham.

”Azreal? ” min stemme var svag efter at jeg havde grædt. Jeg kiggede op på ham, og opdagede at han var kommet hen til mig igen, og havde lagt sine arme beskyttende om mig. ”hmm... ”

”Tror du virkelig på at der er håb for mig? ” han kiggede ned på mig, da han sagde: ”Ja Adelina. Det troede jeg allerede på dengang du blev født. ” Hans øjne opsøgte mine. Hvad mente han med ´den gang du blev født´?

Han var der jo ikke da jeg blev født. Var han?

”Hvordan? Du var der jo ikke dengang jeg blev født. ” mit spørgsmål kom hel bag på ham.  ”Jo Adelina. Du blev født i dette værelse. I den seng. Jeg kom ind til hende, lidt efter du blev født. Jeg... jeg lod dig falde ned til din far så du kunne overleve. ” han vendte sig bort.

Jeg kunne ikke tro det. Det var hans skyld at jeg var faldet, at jeg snart skulle dø i denne verden.

”Adelina du må forstå at jeg gjorde det for at redde dig. Fra Gabriel. Jeg vidste at han ville dræbe dig. Du ville ikke leve nu hvis jeg ikke havde gjort det. ”

”Så du ville hellere havde at jeg skulle dø og forstå hvorfor og hvordan? ” jeg var rasende. Det hele var hans skyld og... ”hvorfor ville Gabriel dræbe mig. Hvorfor dræbe et barn? ” min stemme skælvede.

”fordi hans drømmepige, som var ham givet af Herren, forelskede sig i hans bror. Og fik et barn. Efter jeg lod dig falde fortalte Gabriel mig at hun var død. ” han så på mig igen. ”Det gør mig ondt at du var nød til at opvokse nede i helvede, men det var enten det eller døden. Jeg... jeg kunne ikke lade dig dø. Du var lille og uskyldig. Og du er stadig uskyldig til det modsatte er bevist. ”

Jeg kunne ikke mere. Jeg kunne ikke holde ud at høre mere om det nu. Jeg ville væk, men jeg kunne ikke røre mig. Jeg var som fastfrosset i hans arme. Det var som om tiden var gået i stå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...