Den Gyldne Blomst

Adelina er halv engel og halv dæmon. problemet er bare at hun ikke selv er klar over det.
hun ved heller ikke helt hvad det er hun skal finde i englenes verden, nu hvor krigen er ved at begynde.
hvad er det for nogle underlige følelser der overmander hende og hvad laver hun i ærkeengelen Gabriels hus?

2Likes
0Kommentarer
546Visninger
AA

4. Kapitel 1,3

Han boede i en lille lysning lidt ude for den store engel by. Det var en stor gård, men kæmpemæssige haver. I forhaven gik en ældre dreng, med skinnende rødligt hår. Han så ret godt ud herfra hvor jeg stod, men der var alligevel noget faretruende over ham. Det var som om, der var en lille advarsel malet i hans udseende, som sagde at man hellere måtte passe på. Hans krop så muskuløs og velplejede ud. Han var smuk.

”Dette er min ældste søn Jude, han er lige blevet udråbt til menneskenes beskytter. ” Gabriel lød meget stolt over sin søn, som han kaldte Jude. Sønnen Jude vendte sig om. Da han fik øje på os smilede han og gik os i møde.

”velkommen hjem far” sagde han og bukkede i respekt ”hvem er denne yndige lille dame du har med? ” jeg var ikke sikker, men tonen i hans stemme minde mig meget, som den mændene på jorden havde. Jeg mener man bruger ordet begær, som betegnelse for denne tone i stemmen.

”Jeg fandt denne yndige unge dame uden for den østlige mur, lige før dæmonerne angreb os” Gabriels stemme var fast og rolig ” Jeg vil havde hun for det bedst muligt her hos os, indtil vi finder ud af hvor hun hører til”. Der var ingen tvivl Gabriel ville kun mit eget bedste, altså sådan lød det i hvert fald, hvis man lyttede til han tonefald.

”Javel. Jeg vil sørge for at hun falder godt til. ” glimtet i hans øjne fik mig til at vige tilbage. ”Adelina er du okay? ” Gabriels stemme fik mig underligt nok til at falde til ro igen. ”Ja. Ja jeg har det fint. Tak” hvad var det jeg havde set i hans øjne? Det måtte havde været det begær der også havde gemt sig i hans stemme.

”Jeg tror jeg viser hende sit værelse” sagde Gabriel, tog fat i min overarm og trak igen af sted med mig. ”Jeg er ked af at du fik et chok Adelina, jeg havde ikke troet at han ville savle sådan over dig. Jeg burde have forudset det. Det beklager jeg meget. ”

Man kunne tydeligt høre angeren i hans stemme og jeg fik en underlig følelse. En følelse der bad mig om at sige noget, noget der kunne hjælpe han med at få humøret igen. Men jeg sagde intet. Jeg måtte passe på med hvor meget jeg sagde. Det er sket før at jeg havde snakket over mig og afsløret min fars skumle planer. Og den straf han havde tildelt mig var langtfra køn.

 

De havde hentet mig nede på den nyeste klub som Damion havde åbnet. Det var træ nætter siden jeg havde været sammen med mine venner oppe på jorden for at holde øje med, hvad de dumme mennesker nu havde fundet på. Jeg havde mødt en dreng på omkring 17 menneske år. Han havde haft halvlangt skinnende sort hår og brune øjne. Han havde set os gå ned af gaden i det menneske mødrene ville kalde en alt for kort kjole. Han havde haft det de kalder en hættetrøje med en syrlig grøn farv. ”Hey piger” havde han råbt efter os og vi var stoppet op, for at finde ud af, hvad det var han ville os. Han havde inviteret os med til en fest på en eller anden populær bar, og Arielle havde selvfølgelig taget ordet og sagt ja tak. Bagefter brugte hun den gamle undskyldning at vi næsten aldrig kom til jorden, og at vi lige så godt kunne få lidt sjov ud af det. Det var så bare kun hende der havde brugt aften på at vælte sig i mænd imens jeg og Diana havde delt os rundt på danse gulvet. Jeg havde danset som en sindssyg sammen med menneske drengen, og var derfor gået lidt hen for at tage mig en drink. Lidt efter kom drengen hen og satte sig på stolen ved siden af min.

”Hvad syntes du så om festen? ” hans stemme var nærmest en lille melodi for sig selv.

”Den er vel fin nok” havde jeg svaret og tog en stor slurk af den øl bartenderen var kommet med.

”Den mening er du vidst alene med, hvis man tænker på hvor meget dine veninder syntes om den. ” han så på mig med de brune øjne ”men jeg er nu enig med dig. Jeg havde troet der var noget mere gang i den. ” jeg grinede og sendte ham det sødeste smile jeg kunne frembringe. ”Jeg tror nu godt du kan lide festen. Jeg tror du bare er utilfreds med at du inviterede tre piger med og du kun kan komme i kontakt med den ene”. Jeg så overbærende på han og begyndte at grine. ”Vil du havde en drink til? ” spurgte han, men ventede ikke på et svar før han bestilte to store øl.

Efter et par timer var jeg blevet så fuld at alle hemmelighederne kom flyvende ud af munden på mig. Det var først den næste dag at jeg havde overvejet at hvis han bad en bøn til vores største fjende (Gud) ville alt være ødelagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...