Den Gyldne Blomst

Adelina er halv engel og halv dæmon. problemet er bare at hun ikke selv er klar over det.
hun ved heller ikke helt hvad det er hun skal finde i englenes verden, nu hvor krigen er ved at begynde.
hvad er det for nogle underlige følelser der overmander hende og hvad laver hun i ærkeengelen Gabriels hus?

2Likes
0Kommentarer
543Visninger
AA

3. Kapitel 1,2

Turen var lang, men jeg er endelig nået frem.

Porten var gylden og skinnede mere end noget jeg nogle sinde havde set. Men den lyste ikke af guld, men af lys. Det var det reneste lys man kunne forestille sig. Jeg var ikke engang sikker på at dem der hjemme ville kunne tro på det her.

Et lysglimt ramte mig og jeg veg tilbage. Jeg havde altid fået fortalt at englenes lys gjorde ondt på dæmoner, men det jeg følte ved lyset der ramte mig var langtfra smerte. Det var som om alt det jeg frygtede forsvandt. Lyset ramte mig og en underlig ukendt følelse bredte sig i min krop.

Jeg åbnede langsomt mine øjne. Klar til endnu engang at håndtere det gyldne lys, men det var væk. For første gang så jeg igennem glitteret og så hvad englene gemte der.

Det var en smuk have. Den var ikke som nogle af de der haver mennesker holder styr på, men en vild have, hvor alt fik lov til at gro, men ikke for meget.

”Hey. Hvad laver du her? ” en stemme afbrød mig i mine mange tanker. En mand kom gående imod porten med blikket rettet mod mit ansigt.

”øh... jeg... ” hvad skulle jeg sige? Jeg havde lige fået at vide at jeg skulle hertil for at vi kunne vinde krigen. Jeg havde slet ikke tænkt over at jeg skulle forklare min tilstedeværelse.

Han kom hen til porten. Han kunne tydeligvis se at jeg var nervøs. For han tog ordet igen.

”jeg hedder Gabriel. Og du hedder? ” hans stemme var blid, men alvorlig, og det skræmte mig.

”Adelina sir”

Han så på mig, med sit vagtsomme blik. Et tordenbrag lød i det fjerne og jeg vidste hvad der ville ske nu. Gabriel lukkede hurtigt porten op og trak mig ind. Jeg kunne se min familie langt ude i det fjerne.

Da Gabriel havde lukket porten igen tog han mig i armen og førte mig ind i den ukendte, engle verden.

Der var bakker. Mange bakker, men ingen engle her. Jeg forstod det ikke. Dette var jo englenes verden. Hvorfor var der så ingen engle? Hvad var det de var ude på? Jeg så op på Gabriel. Han så ret godt ud af en mand på alder med min far at være. Han havde Brundt hår og muskuløse trækninger over hele kroppen. Eller det del af ham jeg lagde mærke til. Det vil sige hele hans overkrop. Han havde ingen bluse på.

”duk dig” sagde han strengt og hev mig ned mod den tilgroede jord. Jeg hev efter vejret. Jeg havde aldrig løbet så hurtigt i hele mit lange liv.

Jeg kunne ikke holde det her ud. Jeg var skrækslagen. Jeg skulle finde en Azreal, men hvordan skulle jeg kunne det når den eneste engel jeg kunne finde var denne Gabriel.

”Er du okay” hans stemme var lav, som om han var bange for at skræmme mig yderligere. Jeg så op på ham. Han virkede rolig og ubekymret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg var rædselsslagen, men ikke fordi dæmonerne angreb, men fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre nu. Jeg måtte finde på noget hurtigt. Inden han fik mistanke om hvad det var der virkelig var ved at ske. Det her var den store krig jeg havde ventet på siden jeg var lille. Men det kan man jo ikke sige når man er bag fjendens linjer.

”jeg... jeg har det fint tak... ” jeg ved godt at det ikke lige var det bedste jeg kunne sige, men jeg kunne ikke lige komme på noget bedre lige der.

Jeg måtte havde set skrækslagen ud, for han lagde forsigtigt en beskyttende arm om mig. ”Bare rolig. Du er i sikkerhed her hos mig. ” han så på mig med milde øjne. ”du er ikke ret gammel vel? Et par tusinde år vil jeg tro. ” hans stemme var stadig blid, men med en undrende klang gemt godt inde bag det blide.

”Nej sir. Jeg er kun 1600 menneske år” sagde jeg med forsigtig stemme.

”Hmm... hvor er din mor henne? ”

”Hun døde da jeg blev født sir. Jeg er forældreløs. ” min stemme var lige ved at bryde sammen. Jeg havde altid haft det svært, når jeg skulle tale om min mor. Min far havde fortalt mig at det var mig der havde slået hende ihjel. Dengang jeg blev født var jeg meget voldsom fordi jeg ville ud, og det var det der slog min mor ihjel.

”Det gør mig ondt” hans stemme blev mere medfølende end jeg havde, kunne forestille mig. Jeg så på ham og gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at afsløre mit sande væsen. Jeg var meget tæt på raseriet. Selvfølgelig ville han sige at det gjorde ham ondt at min mor var død, men jeg vidste at englene var kendt for alle deres løgne. Far havde altid sagt at man aldrig måtte tro på en engel. Deres opgave var at føre os væk fra vores natur og det ville dræbe os.

”Tak” sagde jeg. Jeg måtte sige et eller andet for ikke at virke mistænkelig.

”Hvor er du så på vej hen Adelina? ” sagde han ”jeg mener, har du nogle steder at tage hen? Til din far eller nogen familie du kan være hos? ”

”Nej sir. Jeg kender ikke til nogle, familie medlemmer. Min mor var ude i skoven da hun lige pludselig skulle ha mig. En mand fandt hende død, og jeg var tæt på selv at dø... ” min stemme knækkede over. Jeg kunne ikke snakke om det mere nu.

”Det er okay. Du behøver ikke at sige mere. ” jeg så undrende på ham. Normalt ville alle være interesseret i at få hele historien.

”Jeg kan høre på dig at det er svært for dig at tale om” sagde han bare og kiggede sig forsigtigt rundt.

”De er vist væk nu. Du kan godt komme frem nu. ” Det var først nu det gik op for mig at jeg sad under en stor brombærbusk. Jeg kravlede langsomt ud og kiggede mig rundt. Det lignede det i mennesker kalder paradishaven. Og lidt længere fremme stod der et kæmpemæssigt træ.
”Wow... det er et stort træ” jeg talte uden at tænke. Og bukkede hurtigt hovedet af flovhed. Jeg lagde mærke til en masse skikkelser over i nærheden af træet.

”det er livets træ, Adelina. Lærte ham der har passet på dig ikke noget om det? ”

”Nej sir. Han gav mig bare mad og et varmt sted at sove. Jeg hjalp bare til med alle de andre pligter der var.” jeg følte mig dum. Han måtte da kunne gennemskue den løgn. Jeg var elendig til at lyve og det havde jeg altid været.

”Det er det træ der giver liv på jorden det er her min mellemste søn Azreal kommer og henter de døde mennesker til herrens have, hvor de kan leve evigt. ” sagde han ” hvis du vil kan du bo hos os indtil vi finder ud af hvor du hører til. ”

”Mange tak sir. Men jeg ved nu ikke om jeg kan tage imod det tilbud, det er ret meget. ” jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det. Det var bare som om en mystisk følelse langsomt bredte sig ud i min krop, og fyldte mig med anger og sorg. Sorg over alt det onde jeg havde gjort og anger om alt den sorg jeg havde været med til at brede ud, hos de svage.

”selvfølgelig kan du det. Det er der ingen diskussion om. ” han nikkede over mod en sti der lå til højre for os og begyndte at gå. ”desuden... ” fortsatte han ”kunne mine drenge godt bruge lidt hjælp hjemme i huset. ”

Vejen snoede sig hele tiden. Det føltes som om vi havde gået i flere timer, men da jeg spurgte var der kun gået to minutter. Jeg så mig rundt og lagde mærke til alle de underlige lyse skikkelser der syntes at vandre rundt, og så lige pludselig forsvinde igen. De var ude på en slags eng med alle mulige forskellige blomster. Det var virkelig smukt, og jeg kunne ikke forestille mig nogle sinde at forlade dette sted. Jeg havde ikke lyst til at forlade dette smukke paradis. Jeg kiggede ned i jorden. Det var en flot grussti. Jeg kunne ikke lade være med at hænge med hovedet. Det var så smukt alt sammen, og jeg skulle kun være her i kort tid for at stjæle det ultimative våben, som min far havde sendt mig her til for at stjæle. Det var lige før jeg fik dårlig samvittighed, men det gør vi dæmoner aldrig.

”Så er vi her” lyden af hans stemme gav mig et chok. Vi havde begge to været tavse under hele turen. Jeg kiggede ned af den bakke vi var gået op af, og så en stor ny skindende port. 

”Hvorfor er der endnu en port? ” jeg blev meget bange. Havde han mon gennemskuet mig? Var det mon en port til et slags fængsel? Jeg var ikke sikker på noget.

”det er porten til englenes hovedstad. Vores byer er fordelt på hver af de seks

Stjerner der udgør stjernebilledet karls-vognen. ” han lød, som min gamle historie lære i helvede. Bortset fra at han var venlig, og det er der ingen dæmon der er.

”Så bag ved den der port er der en by? ” jeg måtte lytte efter huller i hans historie, men der var ikke nogle.

”Nå skal vi komme videre” det var endelig ikke et spørgsmål, men samtidig var jeg ikke sikker på om det var en opfordring. Jeg ville bare have det hele overstået.

Jeg var nød til at få det hele overstået. Uanset hvor fantastisk det hele var, kunne jeg ikke blive. Jeg havde en opgave, og den skulle jeg udføre.

Vi gik ned af bakken og over til den nye skinnende port. Gabriel tog nøglen op og låste porten til englenes by op.

Jeg havde ikke kunne se hvad der var på den anden side på grund af lyset, men det syn der mødte mig var helt vildt fantastisk. Der var en kæmpemæssig eng lige foran os. Jeg kiggede mig rundt. Lidt længere væk løb der en lille å med det reneste vand jeg nogle sinde havde set og himlen var mere blå en selv menneskene ikke ville kunne forestille sig. Det hele var så smukt.

”Kommer du Adelina? ” han så på mig. Han var allerede begyndt at gå, og var nu nået over halvvejs. Jeg løb i samme retning han var gået. Han gik videre og jeg måtte løbe alt jeg kunne for at indhente ham. Han gik over mod den lille å. der var så maget at se, at jeg helt havde overset den smukke stenbro der gik over den lille å. Det hele var som i et af menneskenes eventyr. Det var som om det eneste jeg kunne tænke på var det her. Alt det smukke der var her. Og at det var det min far havde advaret imod. Vi gik over den smukke stenbro, og videre hen af en grussti. Jeg kigger mig omkring for at finde ud af, hvor vi mon var på vej hen. Det her kunne stadig være en fælle, det kunne blive min sidste dag, men jeg var ligeglad.

I det fjerne var byen. Englenes by. Der hvor de gemte alle deres hemmeligheder. ”hvor er det smukt” igen talte jeg før jeg tænkte og kastede et forsigtigt blik over på Gabriel. Han så på mig med de alvorlige øjne.

”Ja... det er den nød til at være for at holde dæmonerne ude. ” hans stemme var fuld af morskab, men hans øjne nærmest brændte af alvor. ”Hvis en dæmon så meget som prøver at komme ind i byen vil det hvide og gyldne lys, byen er bygget om dræbe dem på stedet” hans stemme var hånlig og jeg kunne nemt spore foragten i den. Jeg ville ikke med længere. Det her var min sidste dag, men det havde ikke været nogen fælle. Han vidste ikke hvad jeg var eller at jeg snart ville ligge død og ende i Limbo. Jeg måtte væk. Jeg ville ikke dø. Det var ikke min mening at tænke at jeg var ligeglad. Jeg ville bare gerne væk igen. Væk og aldrig, vende tilbage. ”Hey far” en lille dreng kom løbene i fuld fart imod os, og kastede sig i Gabriels arme. Adelina dette er min sidstfødte søn Maximus. ” drengen så over på mig og smilede svagt ”du er virkelig smuk” sagde han og kiggede mig ind i øjnene. Han var ikke ret gammel 12 måske 14 år her i den verden vi lever i, men i menneskenes verden er han omkring 1200 eller 1400 år. Det var ikke til at sige. Han havde skinnende gyldent hår og grønne øjne. Han lignede lidt sin far på skuldernes brede og den perfekte næse. Han så helt igennem smuk ud. ”Mange tak Maximus” sagde jeg og smilede det mest oprigtige smil jeg havde, kunne frembringe siden jeg kom til englenes første verden. Han virkede sød, og jeg var næsten ved at glemme, hvad den endelige grund til jeg var her var. Jeg skulle stjæle det forbandede scepter.

Jeg brugte dagen med at blive vist rundt af Gabriel. Alt var helt fantastisk. Når alt dette var overstået ville jeg overtale min far til at lade os flytte her op. Jeg ville aldrig hjem igen. ”nå... hvad syntes du så om vores verden, jeg mener du har jo nok set den før eftersom du er en af os og sådan. ” var det bare mig eller rødmede den ædle skytsengel? Jeg kunne ikke få mig selv til at lyve. Altså ikke fuldstændigt, så jeg sagde det der var tættes på sandheden: ”Jeg har faktisk aldrig set den her verden fra andet end mine bøger” min stemme lød generet, og jeg blev flov. Hans øjne skinnede og jeg blev opmærksom mistænksomheden der gemte sig lige bag venligheden.

”så du har aldrig været udenfor? ” spurgte han, og jeg fik bange anelser.

”jo, men kun, for at komme i skole og hjem igen. Jeg har altid syntes at dagene var meget ens, og kedelige”. Jeg prøvede at sno mig uden om, jeg ville og måtte ikke blive afsløret nu. Jeg havde set så mange flugtveje på rundvisningen, at jeg var sikker på at jeg ville kunne slippe væk. ”skolen er meget vigtig unge dame, det er der alle de unge engle skal lære de gamle traditioner at kende og at udføre dem uden at blive, hvad siger man? Flove? Det er menneskene der er skyld i det med vores børn og deres nu mere menneskelige følelser, men det er okay alle har fejl. Altså undtaget herren som menneskene også kalder for Gud”. Han så på mig som om han forventede at jeg ville vige tilbage fra ham, da han sagde ordet Gud. ”hvorfor ser du sådan på mig? ” spurgte jeg, og så ham lige ind i øjnene. Regel nummer et lad dem ikke se så meget som et tegn på frygt.

”Hvad mener du? ” han virkede overraskede over mit spørgsmål, og så som altid helt uskyldig ud. Jeg kunne ikke holde det ud.

”du ser på mig som om jeg er ondskaben selv. Som om jeg ikke høre til her” som jeg faktisk ikke gør, men det behøvede han ikke at få at vide, hverken nu eller senere.

”jeg prøver bare at regne dig ud Adelina. Du er ikke ligesom alle de andre englepiger jeg har mødt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men det er som om du gemmer på den meget dyb hemmelighed, som du endnu ikke er klar til at sige til nogen”. Lige pludselig var hans stemme blevet blød og forstående igen, han var ikke til at forudsige. Og det er foruroligende, eftersom jeg altid har, kunne forudse hvad folk ville gøre. ”det hele er ret indviklet” det var det eneste jeg kunne få mig selv til at sige.

”kom lad os tage hjem, så du kan møde resten af drengene” sagde han og vi gik sammen i tavshedens stille ro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...