Den Gyldne Blomst

Adelina er halv engel og halv dæmon. problemet er bare at hun ikke selv er klar over det.
hun ved heller ikke helt hvad det er hun skal finde i englenes verden, nu hvor krigen er ved at begynde.
hvad er det for nogle underlige følelser der overmander hende og hvad laver hun i ærkeengelen Gabriels hus?

2Likes
0Kommentarer
545Visninger
AA

2. kapitel 1,1

Solen skinner. Der er ikke så meget, som en sky på himlen. Slaget skulle snart stå. Det ville ikke vare meget længe nu. Jeg kiggede op i himlen, og væmmes ved tanken om de forbandede væsener der endnu holder til bag den blå himmel. Far havde altid sagt, at man skulle holde sig lang væk fra stjernerne der udgjorde det stjernebillede menneskerne kalder karls-vognen. Midt imellem de stjerner der udgør vognen ligger vejen til mit hjem. Det er det i mennesker kalder et sort-hul. Det føre en ned til det man frygter allermest. Nemlig helvedet.

”Hey smukke” hans stemme skar som knive ind i mit hoved ”hvorfor ligger du bare der? Skulle du ikke forberede den store krig? ”

”Har du ikke noget bedre at tage dig til Damion? Så kan jeg måske blive fri for synet af dit græmme fjæs” han fortræk ikke en mine.

Hvis jeg skulle være helt ærlig så var han ikke så slem. Damion har altid været der til at passe på mig, også selv om han hadet det. Han så også ret godt ud. Han havde et hjerte formet ansigt, hans hår var sort som blæk, og hans øjne skinnede i en rødlig skær.

Jeg var mere det alle de tåbelige mennesker kalder smuk som en engel (fy for fanden vil jeg lige tilføje) med mit lange sorte hår og mine skinnede blå øjne. Jeg var meget tynd og har en velformede krop.

”Damion, hvorfor sendte far os her til jorden? Hvad er meningen med det? ”

”Adelina! Forstår du da heller ingenting? Vi er her for at afvente krigens start”

”jamen hvorfor lige jorden? Her er jo så koldt! ” jeg kunne ikke lade være, det var hundekoldt her på jorden. Damion så på mig med øjne der brændte af kampgejst. ”Hvis du fryser så meget kan du jo bare vælte dig i de latterlige mænd der er nede i byen. ” jeg vendte øjne af ham.

”Du ikke særlig klog” sagde jeg. Han begyndte at grine.

”så det er jeg ikke? Sig mig hvordan tror du jeg holder humøret oppe på denne latterlige planet? ” jeg gloede bare på ham og rystede lidt på hovedet. ”Du er sindssyg. De er jo alle sammen så grimme at man kunne begynde at tude! Hvorfor i alverden render du rundt og elsker med dem? ”

Han så på mig med alvor i ansigtet. Hans muskler begyndte at spænde. Han var tæt på at mindste, besindelsen og dræbe mig på stedet.

”Det kan jeg lille søster, fordi jeg ikke vil kede mig ihjel her! Fordi jeg ikke er bange for de små grimme skabninger vores modstander har skabt, og fordi jeg nyder at se deres frygt, når jeg viser dem den jeg virkelig er! ”

Jeg kunne tydelig høre på ham, at han langt fra var i humør til denne samtale mere. Jeg var begyndt at kede ham, som jeg altid gjorde med alle mine mange spørgsmål. Jeg rystede stadig af kulde, men der var et eller andet der sagde mig at det snart ville være forbi. Kulden ville snart opholde, og jeg ville være hjemme på vores slot i min varme rødglødende seng.

Et lysglimt fangede min opmærksomhed. Det var en besked fra vores far. Lysglimtet forvandlede sig til en lille glød og senere til et kæmpemæssigt bål. Der gik ikke særlig langtid før flammerne viste et billede af ham. Han var den mest frygtede og respekteret herre i vores rige. Nemlig Lucifer. Bedre kendt som modstanderen.

Hans blik brændte sig ind i vores, sjæleløse kroppe. Han ville sikre sig, at han havde vores fulde opmærksomhed.

”Fader. ” sagde Damion ”er det nu vi skal slå til? ” han kunne snart ikke vente. Han ville dræbe, hver eneste modstander der så meget, som nærmede sig.

”Nej min dreng. Jeg har en anden opgave, der skal udføres før slaget. ” hans stemme var så blid som en sommerbrise, men jeg vidste bedre. Han kunne blive til den mest grufulde af os alle. Han og Damion snakkede, men jeg hørte ikke rigtig efter. Der var noget der sagde mig at der var et eller andet helt galt. Det var begyndt at regne. Måske var det det der gjorde mig så nervøs? Der havde jo ikke været en eneste sky på himlen.

”Adelina! ” min fars strenge stemme fangede min opmærksomhed.

”ja fader” sagde jeg og bukkede respektfuldt. Han så veltilfreds på mig

”Adelina det her er din store chance. Du er den eneste af os der har mulighed for at komme ind i englenes rige. ” hans øjne var rolige, men jeg vidste hvad der gemte sig inde bag facaden. Jeg måtte ikke svigte nu. Hvis jeg gjorde ville det være det sidste jeg gjorde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...