Ordbog

En samling af tekster og digte. En samling af tanker og følelser. En samling af ord.

5Likes
2Kommentarer
507Visninger
AA

2. Hvad er det egentlig?

 

Jeg kan blive i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg vil. For når jeg ser på dig, tænker på dig, så fyldes jeg op med en sådan følelse, der ikke kan beskrives. Jeg har lyst til at græde hver gang dit navn dukker op, fordi jeg elsker dig så højt og ikke vil miste den følelse. Men samtidig græder jeg også over hvor dum du er, og hvor dum jeg er for at elske en som dig. Hvad er det, jeg laver?

 

Jeg kan blive i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg laver. Hvorfor skubber jeg folk væk, når de kommer helt tæt på? Er det ikke meningen, at jeg skal tage imod den omsorg med kyshånd i stedet for at agere håndsky? Det hænder at jeg mister dem, jeg burde holde fast i. At jeg gør dumme ting, der ikke kan gøres om, fordi mit liv ikke blot er en sætning, jeg kan slette og skrive forfra. Hvad er det, jeg gør mod folk?

 

Jeg kan blive i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg gør mod folk. Jeg leder dem op til noget, men så kommer det for tæt på. Så bliver det for virkeligt. Og virkeligheden er i virkeligheden det, jeg flygter fra. Realiteten må ikke realiseres, men det bliver den i alle mine handlinger. Mit kropsprog. Jeg fortæller en virkelighed, jeg ikke en gang tør indrømme overfor mig selv. Hvad er det, jeg prøver at sige?

 

Jeg kan blive i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg prøver at sige. Tit er mine ord bare tomme. Tit siger jeg dem bare for at sige noget. Hvorfor gør vi det? Hvorfor giver vi ikke betydning til hvert et ord? Hvorfor misbruger vi ordene, siger ting, vi ikke mener, lader være med at sige ting? Hvorfor manipulerer vi med dem, ødelægger det eneste redskab vi har, der kan fortælle sandheden? Hvorfor siger jeg ikke bare sandheden højt i stedet for at gemme den bag ord? Hvad er det, jeg vil?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...