Med Livet I Hænderne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2015
  • Opdateret: 11 maj 2015
  • Status: Færdig
Dette er en novelle jeg skulle skrive til min terminsprøve i 8. klasse. Opgaven hed hænder, og lød sådan her:
I det danske sprog findes der en række faste
vendinger om hænder, fx:
- at række hånden frem
- at vaske sine hænder
- at være bundet på hænder og fødder
- med livet i hænderne.
Skriv en realistisk novelle, som billedet er illustration
til.
Novellen skal have en af de faste vendinger herover
som titel og tema.

0Likes
0Kommentarer
252Visninger
AA

1. Med Livet I Hænderne

Jeg var bange. Jeg var så utroligt bange. Jeg kunne mærke hvordan kulden bed i mine kinder, og jeg kunne høre mine fødder knase på den kolde sne jeg gik på. Der lå også sne omkring mig, og den kolde vind hylede og hvinede, som for at sige: ”Ha! Du har ikke en chance!” Måske var det rigtigt. Måske havde jeg ikke en chance. Alle beviserne pegede på at det var mig, som havde gjort det. Var det mig, der havde gjort det? Havde jeg slået min kone og vores to små døtre ihjel? Kunne jeg virkelig finde på sådan noget? Jeg vidste det ærlig talt ikke. Jeg kunne ikke huske noget som helst fra den aften, og da politiet fandt ud af at jeg nærmest havde haft blackout, var det som en bekræftelse i at jeg havde gjort det. At jeg havde slået dem ihjel. At jeg var et koldt ufølsomt monster. Jeg var så bange.

Der var to betjente som førte mig op mod det store hus hvor retssalen lå, og hvor min dom om få øjeblikke ville blive afsagt. Ville jeg blive dømt til døden? Ville jeg skulle ende mine dage og rådne op i fængslet? Kunne jeg overhovedet bare håbe på at blive frikendt? Hvem ved, hvad der ville ske, hvis jeg endte i fængslet. Jeg havde hørt de grimme ting de gør ved børnemordere. Måske havde jeg fortjent det. Måske var jeg børnemorder. Et monster som ikke fortjente at betræde den samme jord som de, hvis liv jeg havde taget, også havde betrådt.

En af de vagter som stod foran indgangen åbnede den enorme dør, som skulle føre mig ind til mit endelige. Min endelige dom. Frikendt, død, fængsel, frikendt, død, fængsel. Disse ord kørte om og om i mit hoved, og jeg var ude af stand til at koncentrere mig om ret meget andet. Jeg kunne mærke sveden der piblede ned over min pande, hvordan sveden i mine armhuler begyndte at samle sig og skabe store plamager, og hvordan min skjorte var blevet gennemblødt på ryggen. Én af de betjente som havde ført mig ind, kiggede skadefro på mig. Jeg kunne nærmest høre hans tanker i det øjeblik, høre hvordan han grinte hånligt af mig. Jeg var sikker på at han troede fuldt og fast på, at jeg var skyldig. Præcis ligesom alle de andre. Medierne, befolkningen, min familie. Den eneste som ikke var fuldkommen sikker, var mig selv.

Jeg blev ført videre ind i en enorm sal. På højre og venstre side af den dør vi, betjentene og jeg, kom ind af, var der mange bænke, som førte flere meter op mod de to advokaters borde, og den store pult som stod helt nede for enden. Dommerens pult. Om bare få øjeblikke ville den hammer slå ned i bordet med lyde fra min dom. Frikendt, frikendt, frikendt. Død, død, død. Fængsel, fængsel, fængsel. Kære dommer, vælg én.

Som vi gik der, ned ad den lange gang og op til min advokats bord, kunne jeg mærke mit hoved svimle. Mit syn begyndte at sløre, og jeg blev utroligt svimmel. Så var det som om, en fjernsynsskærm var blevet skubbet ind foran øjnene på mig, og uanset hvor jeg så hen, var den limet fast til mit blik. Jeg kunne se en mand. En høj mand med solbrun hud, mørkt brunt hår og havblå øjne. Jeg kunne se ham stå i sit køkken med hovedet lænet ind over håndvasken, og armene på hver side af den. Vandet løb, og nogle af de mange røde streger klæbede sig fast til vasken, mens andre løb direkte ned i afløbet. En stor kniv lå midt i vasken, og var i færd med at blive skyllet ren. Jeg kunne se hans hænder. Hans utroligt røde hænder. Han havde en t-shirt på, med røde pletter over det hele. Vent, jeg havde en t-shirt fuldkommen magen til.

Pludselig blev skærmen revet ud af mine øjne, og jeg var igen tilbage i den store retssal. Var den mand, jeg lige havde set, mig selv? I så fald, hvorfor var mine hænder så røde? Og hvad var der sket med t-shirten? Han lignede mig på en prik. Hvorfor kunne jeg så ikke huske det? Hvordan kunne det være, at alle andre var så sikre på min skyld, og vidste at jeg havde gjort det, når jeg ikke engang selv gjorde?

Da jeg satte mig ved siden af min advokat ved bordet, kom skærmen tilbage. Denne gang kunne jeg se en stor kniv i en knivblok. En kraftig hånd greb om skaftet på kniven, og to fingre begyndte at kærtegne det skarpe blad. Jeg kunne ikke se personens ansigt, men det var den samme krop og t-shirt som fra tidligere. Jeg kunne høre en kvindestemme kalde. Min kones stemme. ”Daniel! Skat? Kommer du ikke lige ned i kælderen, jeg tror der er noget galt med sikringerne!” ”Jeg kommer!” Hørte jeg min stemme råbe, imens jeg så mig selv gå. Med kniven i hånden.

Igen blev jeg revet tilbage til virkeligheden, og skærmen blev flået fra mine øjne. Jeg kunne mærke at begge mine hænder var knuget til stolens armlæn. Jeg knugede dem så hårdt at både mine knoer og fingre var blevet hvide. Mit ansigtsudtryk var stramt, og jeg kunne se at min advokat kiggede nysgerrigt på mig. Havde jeg virkelig gjort det? Var jeg virkelig det monster jeg frygtede? Havde jeg slået dem alle ihjel? Hvis det var tilfældet, ville jeg tigge dommeren om at slå mig ihjel. Jeg ville aldrig kunne leve med den viden, og den skyld der ville blive bragt over mig.

Da dommeren kom ind, rejste alle sig op. Det var først nu jeg lagde mærke til hvor mange mennesker der sad på bænkene. Jeg gik ud fra at de fleste var fra medierne, men jeg kunne også se nogle fra min kones familie. Hendes forældre sad der, men mine var ikke at se. Da jeg havde ringet til dem for en måned siden, for at fortælle dem at jeg skulle i retten, havde min mor smækket røret på, da jeg sagde mit navn. Min far havde så ringet mig op lidt senere, men han havde ikke gode nyheder. ”Det er vidst bedst at du ikke ringer herhjem længere,” havde han sagt. ”Du er ikke vores søn længere.” Det havde rystet mig meget, men jeg bebrejdede dem overraskende nok ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg ville have reageret, hvis jeg troede at det var mit barn, som havde slået sin egen familie ihjel. Dommeren kom ind, og da hun havde sat sig, gjorde alle andre det automatisk også.

Det svimlede for mig, og mit syn slørede endnu engang. Skærmen blev rullet for, og der var ikke andet at gøre end at kigge med. Jeg kunne se min kone og mine to døtre sidde på knæ på et koldt stengulv. Der var mørkt i rummet, og manden stod stadig med kniven i hånden. Jeg var nu sikker på at manden var mig. Kvindens hænder var bundet om på ryggen, og hændes fødder var også bundet stramt sammen. Hun havde et bind for øjnene og et bind for munden. Ét der forhindrede hende i at se, og ét der forhindrede hende i at skrige. Mine to døtre var bundet på samme måde, og de sad begge og græd. Jeg gik over til min kone, tog hårdt fat i hendes hår, og rev hende ned at ligge på stengulvet. Jeg kunne høre hende hulke, og jeg kunne se kniven blive hævet højt over hendes bryst. Det var som om det ikke var mig, der styrede det der foregik. Det var som om jeg bare var tilskuer. Der stod jeg, med min families liv i mine hænder, og jeg var bundet på hænder og fødder, præcis ligesom dem. Der var intet jeg kunne gøre. Da jeg jog kniven ned, lykkedes det mig at rive skærmen væk få centimeter fra hendes bryst.

Jeg skreg. Meget højt. Jeg råbte og skreg og slog om mig. Jeg græd, så tårerne stod ud af øjnene på mig, og to betjente kom løbende. Det var afgjort. Jeg havde gjort det. Jeg var det monster jeg havde frygtet. Hele mit liv havde jeg været bange for at min kone og mine børn ville blive revet fra mig, men den eneste som det var lykkedes for var mig selv. Jeg tog dem væk. Jeg slog dem ihjel. Jeg gjorde min eneste frygt til virkelighed, og jeg hadede mig selv for det. Jeg hadede mig selv med en kraft der var så stærk, at jeg ikke længere kunne kontrollere mig selv. De to betjente greb begge mine arme, og forsøgte at holde mig nede. Jeg skreg, bandede, slog og sparkede. Jeg var så vred. Jeg ville skaffe mig af med det monster jeg havde i mig, koste hvad det ville. Tilskuerne så forbavsede ud, og det var let at se at det ikke var en reaktion de havde ventet. Det var ikke ofte man så en mand reagere så voldsomt på at en dommer satte sig ned. Men det var ikke det jeg reagerede på. Nej, jeg vidste besked nu. Jeg vidste hvilket monster jeg havde i min krop.

Da der ikke var mulighed for at holde styr på mig, blev der kaldt til pause. Alle styrtede ud af salen, og de eneste som var ladt tilbage, var betjentene og jeg selv. Jeg faldt mere og mere ned, jo længere de holdt mig, og til sidst lå jeg helt stille. Jeg hulkede og græd så voldsomt, at betjentene ikke turde slippe mig endnu.

Efter hvad der føltes som en evighed, faldt jeg endelig så meget ned, at retssagen kunne fortsætte. Jeg sad i forvejen ved min advokats bord, så da alle kom ind igen, slap jeg for at se deres misbilligende og undrende blikke hvile på mig. Min advokat var noget overrasket, og han satte sig lidt længere fra mig, end han havde gjort før. Dommeren kom ind, men denne gang rejste ingen sig op, og hun skyndte sig meget hurtigt hen på sin plads. Idet hun satte sig ned, kiggede hun på mig, som om hun forventede endnu et hysterisk anfald. Men nej. Jeg havde noget helt andet i tankerne. Jeg vidste hvordan jeg skulle slippe af med monstret. Jeg havde fundet en udvej, men det ville koste mig dyrt.

”Daniel Jones, du er sigtet for at have myrdet Maria, Clara og Dina Jones.” Selvom jeg kunne se, at hun skulle til at sige mere, rejste jeg mig op. ”Jeg tilstår” råbte jeg, og mange forbavsede gisp fyldte rummet. ”Men kun på én betingelse. Jeg vil have dødsstraf!” Mange hviskende stemmer bredte sig, og dommeren kiggede på mig, som om jeg havde sagt at verden ville gå under om få minutter, og at jeg var den eneste som ville overleve. Selvom det i virkeligheden nu var hende, som sad med mit liv i hænderne, føltes det som om jeg selv havde taget styringen, og selv bestemte over det. Dér sad hun med det undrende blik i øjnene. Hun havde en stor beslutning hun skulle tage. Skulle hun tage mit liv, eller bevare det?

”Normalt,” begyndte hun, ”er det nævningene som skal tage den endelige beslutning.” Hun kiggede over på nævningene, præcis ligesom alle andre. Da hun igen vendte blikket tilbage mod mig, sagde hun: ”Daniel Jones. Du kendes skyldig for mordene på Maria, Clara og Dina Jones, og du er hermed idømt dødsstraf!” Jeg kunne mærke lettelsen skylle op i mig, og da jeg vendte mig for at se på min kones forældre, sad de og græd af glæde i hinandens arme. Jeg ville slippe af med monstret. Det ville ikke være billigt, men det var en pris, jeg var villig til at betale. Mange stemmer talte nu højlydt, og jeg hørte hammeren falde tre gange i bordet. Død, død, død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...