Capitol

Plera har hele sit liv boet i det overdådige Capitol. Men i modsætning til de andre indbyggere hader hun det og har altid ønsket, at hun kunne gøre en forskel for de fattige distrikter. Men da hun endelig tager sig sammen og løber væk, er hendes nye liv ikke så nemt, som hun havde forestillet sig. Og det bliver ikke bedre, da hun langsomt bliver viklet ind i det ulmende oprør mod Capitol.
/Deltager i Kampen mellem Fandoms konkurrencen: Hunger Games fanfiction/

9Likes
5Kommentarer
991Visninger
AA

6. Seks


Plera vågnede ved, at de første solstråler tittede frem fra det lille vindue i vognen. I et par sekunder undrede hun sig over, hvorfor hun lå på et gulv, men der skulle kun et hurtigt blik på omgivelserne til, før hun kunne huske alt, hvad der var sket. Hun var øm over det hele efter at have sovet i toget, så da hun langsomt satte sig op, kunne hun mærke, hvordan hele hendes krop gav sig. 

Hendes mave knurrede . Hun kunne ligefrem mærke, hvordan sulten bevægede sig som et vildt dyr inde i hende, tiggende efter mad. Det skulle ikke undre hende, hvis mavens knurren havde vækket alle oprørene, så højt som det lød. Men samtidig kunne Plera ikke lade være med at finde det lidt spændende. Hun havde aldrig prøvet at være sulten for alvor før, kun hørt om det, når de læste om distrikterne i skolen. Så jo mere dyret brølede, jo mere spændende, syntes Plera det blev. Gad vide, hvor længe hun kunne leve uden mad?

Men efterhånden kunne Plera godt se, hvorfor sult var noget frygtet. Hun havde ikke spist en halv dag/nat, og hendes mave var allerede i oprør. Hun vidste ikke, hvornår disse mennesker ville forbarme sig over hende, og hun kunne ikke lade være med at frygte, at hun allerede var blevet glemt. Det ville være skæbnernes ironi, hvis hun skulle rådne op herinde efter endelig at have gjort noget modigt. Hun kom med et dæmpet støn og hengav sig til at lytte. 

Den mindste antydning af fodtrin fik Plera til at fare op, men mens solstrålen fra vinduet voksede sig større, måtte hun snart erkende, at der ikke kom til at være noget morgenmad på sengen. Hun havde stadig ikke hørt tegn på, at nogen skulle være stået op, men det var trods alt svært at skildne lydene fra hinanden, når togets knirken og knagen susede i ørene. Det gik op for Plera, at hun ikke havde den fjerneste anelse om, hvor langt der var til Distrikt 11. Hun havde aldrig være i interesseret i at få det at vide, hvilket hun fortrød bittert nu. På den anden side, havde hun nok aldrig forestillet sig at komme uden for Capitol, trods alle hendes dagdrømme om at gøre en forskel. Ingen af dem havde dog handlet om at sidde låst inde i et tog, på vej til et distrikt, der ikke fandtes. 

Hun skuttede sig uvilkårligt, men prøvede at bilde sig selv ind, at det blot skyldtes kulden. Selvom døren var lukket, syntes vinden stadig at pibe ind fra de mest usandsynlige steder, og hvad der dagen før havde virket som velsignende varme, var nu blevet til tænder-klaprende kulde. 

Hun ønskede virkelig, at nogen ville komme forbi med et tæppe, eller lidt mad. Men selvom hun kunne høre folk bevæge dig rundt i toget, så det ikke ud til at nogen tænkte på hende. De sad sikket og mæskede sig i det lækreste mad, mens hun blot kunne ligge og have ondt af sig selv. Lige meget hvor meget, hun prøvede at aflede sine tanker, blev de ved med at kredse omkring hendes mave, mens de sang en evig klagesang, som kun bestod af to ord: Mad og varme. Plera måtte da også indrømme, at det var noget mere spændende, end antallet af træer, toget kørte forbi, som hun prøvede at holde styr på. Det var bare ret svært, når landskabet flød ud til et virvar af farver, uden nogen ende eller begyndelse. For første gang ønskede hun, at hun ikke var stukket af, så hun kunne sidde og kigge på et spisebord, der bugnede af mad i en varm stue. Men hun turde ikke engang indrømme det til sig selv, for det ville være det samme som at sige, hun var ligeglad med alle de mennesker, der forsynede  Capitol med varer, men ikke fik noget selv. Men den forræderiske tanke blev ved med at sidde inderst inde og gnave i hendes dårlige samvittighed. 

Og så hørte hun det. Det umiskendelige klik af en dør, der blev låst op. Lederen trådte langsomt ind i rummet, som var han bange for at Plera ville angribe ham. Det ville hun næsten også, hvis det kunne give hende mad.  Og han havde mad. Et stykke brød og en flaske med grumset vand. Han stillede det ned, før han hurtigt bakkede ud, uden at sige så meget som et ord. 

Det var hun ligeglad ned. Trods brødet var tørt og voksede inde i munden slugte hun alligevel den første halvdel i to mundfulde. Det var først da, at hun kom til at tænke på, hun nok ville fortryde det senere, eftersom det ikke så ud til, der var mere, hvor det kom fra.  Så hun lagde omhyggeligt resten til side på gulvet, før hun greb ud efter vandflasken. Plera lod kun et par dråber komme over hendes tørre læber, men hendes krop var alligevel taknemmelig, da hun sank det med lidt spyt. Det fik hende til at tage endnu en slurk. 

Plera kunne ikke lade være med at spekulere på, hvorfor det altid var brød og vand. Et stykke brød og lidt vand var tilsyneladende det man altid fik, som fange, der skulle fodres. Måske var der en opfindsom forfatter, der engang havde fået den tåbelig idé, som så havde spredt sig. Og så var folk blevet inspireret tilt gøre det i det virkelig liv, fordi ideen om, at deres fanger skulle leve af tørt brød, og slimet vand var sød musik i ders ører. Plera lovede tavst sig selv, at hvis hun nogensinde skulle holde nogen fanget, skulle de altid have fin gallamiddag. Uvilkårlige billeder af mad glinsende af smagfulde dråber, dukkede op i hendes tanker og lige meget, hvor meget hun prøvede at skubbe det væk, blev det ved med at spøge i hendes bevidsthed, så hun til sidst blev nød til at give efter for sulten og spise resten af brødet. Så meget for udholdenhed. 

Det gav et sæt i Plera, da en stemme pludselig gjaldede over toget. Den bekendgjorde at de snart ville nå distrikt 11. Hun gad bare godt vide, hvad deres definition af snart ville være. Garanteret en anden en hendes. 

Men på den anden side, ville kursen - efter '11 være sat mod et sted, som kun eksisterede i deres vildeste fantasi. Plera kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad der ville ske, når de så de forkullede ruiner. Hun vidste så lidt om oprøret og menneskene bag det, at hun end ikke turde gisne om det. Men hun havde dog affundet sig med sin uvidenhed, og var næsten glad for det, eftersom hun mente, der var nogle ting, man bare ikke skulle vide.  Det var måske mærkeligt, at hun blot lod sig føre mod en uvis skæbne af nogle skøre folk med forestillinger om et levende Distrikt 13, men det gav hende en vis følelse af ro, at vide, hun ikke kunne gøre andet end bare at se på. Hun havde truffet et valg ved at springe på toget, så nu var der ikke andet at gøre end at følge med.
 
Plera begyndte pludselig at græde. En hulken flænsede gennem hendes krop og selvom hun ville ønske, at hun ikke græd så højt, havde hun haft brug for det. Hvor lidt hun end havde lyst til at indrømme det, stak hjemveen i brystet, og hun fortrød det virkelig. Måske ville andre folk sige, det var modigt, hun bare var på toget, men sandheden var, at det ikke rykkede faktummet, det var sket i et øjeblik uden omtanke, og det var ikke ligefrem, fordi hun på nogen måde bekæmpede fattigdommen ved at sidde i et tog og lade tankerne køre rundt i hovedet. Det eneste hun havde bestilt siden, hun mødte oprørene var at sidde i et tog og have medlidenhed med sig selv, hvilket der ikke var noget som helt heltemodigt i. Og det var også det hun gjorde nu. Hele situationen stank bare. 

Men nu ville Plera i det mindste snart have chancen for at få noget frisk luft, hvis de lukkede hende ud. Og selvom de nok ikke ville lade hende så meget som stikke en tå uden for sit fangeskab, de virkede ret paranoide, tvang hun alligevel sig selv til at fokusere på lyspunkterne, og ignorere det faktum hvor fej hun egentlig var. Hun lod bare sig selv være ligeglad med det hele på en befriende måde. Hun rejste sig op i et anfald af håb for fremtiden og gik frem og tilbage på det støvede gulv, indtil tårerne til sidst stoppede med at strømme, og hun kunne betragte det smukke ved sollyset, der faldt ind gennem vinduet i mikroskopiske stråler, samlet til kaskader af lys. Følelsen var så overvældende, at hun næsten væltede for det lignede på ingen måde noget, hun havde prøvet før i Capitol. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...